

En superkondensator, superkapacitor, nano-kondensator, ultrakondensator, EDLC (electric double-layer capacitor) og ultrakapacitor er en elektrokemisk kondensator, der har en usædvanlig stor energitæthed sammenlignet med f.eks. almindelige elektrolytkondensatorer. De er specielt interessante for anvendelse i hybridbiler og som supplerende energilager for elektriske biler og sporvogne.
Den første superkondensator baseret på en dobbeltlagsmekanisme blev udviklet i 1957 af General Electric ved anvendelse af porøs carbon elektrode Man troede at energien blev gemt i carbon-porerne og den udviste "exceptionel høj kapacitans", selv mekanismen var ukendt dengang. Det blev Standard Oil Company, Cleveland (SOHIO), der i 1966 patenterede en komponent, som gemte energi i dobbeltlagsgrænsefladen.
De første forsøg med superkondensatorer i industrielle anvendelser blev til energistøtte af robotter.
I 2005 valgte virksomheden Diehl Luftfahrt Elektronik GmbH ultrakondensatorer af typen Boostcap® (fra Maxwell Technologies) til at energiforsyne nødberedskabssystemer (døre og nødslidsker) i passagerfly, inklusiv den nye Airbus A380-jumbojet.
I 2006 begyndte Joel Schindall og hans team ved MIT at arbejde på et "superbatteri", der anvender nanorørteknologi til at forbedre superkondensatoren. De håber at have lavet en prototype indenfor de næste få måneder og derefter få dem markedsklar indenfor 5 år.
I Kina eksperimenteres med en ny form for Trolleybus, som kører uden luftledninger, men der i stedet kører på energi gemt i bussens superkondensatorer, som hurtigt oplades ved hver busstoppested. Nogle få prototyper blev testet i Shanghai i starten af 2005.
I 2014 blev ideen testet om man kan lave superkondensatorer i metermål - og det kan man - og den ligner blot et kabel.
Superkondensatorer energilagre har adskillige gode egenskaber i forhold til konventionelle batterier:
Ulemper: