Tamilsagen var en sag om ulovlig behanding af ansøgninger om familiesammenføring. Fra september 1987 til januar 1989 blev ansøgninger om familiesammenføring fra tamilske flygtninge fra det borgerkrigshærgede Sri Lanka sat i bero i strid med udlændingeloven. Sagen fik VK-regeringen til at træde tilbage, efter at højesteretsdommer Mogens Hornslet i januar 1993 fremlagde sin undersøgelsesrapport om forløbet. I en efterfølgende rigsretssag blev daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen dømt for overtrædelse af ministeransvarlighedsloven.
I 1986 sendte en borgerkrig i Sri Lanka omkring 3.000 tamiler på flugt til Danmark, hvor de fik midlertidig opholdstilladelse. Tamilsagen begyndte året efter, da justitsminister Erik Ninn-Hansen på et ministermøde i Statsministeriet meddelte, at familiesammenføringssager med tamilske flygtninge ville blive sat i bero, fordi der var indgået en fredsaftale i Sri Lanka.
Sagens meget snirklede forløb, skitseret i de væsentlige offentlige bidrag,
11. juni 1993 vedtog et flertal i Folketinget at rejse tiltale mod Ninn-Hansen for overtrædelse af ministeransvarlighedsloven. Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Centrum-Demokraterne, Det Radikale Venstre og Hans-Pavia Rosing (Siumut) stemte for forslaget, Fremskridtspartiet stemte imod, mens følgende partier var delt i spørgsmålet: Det Konservative Folkeparti (7 medlemmer stemte for, 20 imod), Venstre (8 for, 17 imod) og Kristeligt Folkeparti (1 for, 1 imod). Der er tidligere kun blevet ført rigsretssag fem gange i danmarkshistorien, senest i 1910.
Den 22. juni 1995 blev Ninn-Hansen med dommerstemmerne 15-5 fundet skyldig i overtrædelse af ministeransvarslovens § 5, stk. 1:
Med dommerstemmerne 12-8 blev han idømt fire måneders fængsel. Dommen blev gjort betinget med 1 års prøvetid med henvisning til Ninn-Hansens personlige forhold, navnlig hans helbredstilstand og alder – Ninn-Hansen var 73 år, da dommen faldt. Mindretallet på 8 dommere havde stemt for at idømme ham 15 dagbøder á 1.000 kr med forvandlingsstraf af hæfte i 15 dage.
Efter dommen klagede Ninn-Hansen til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og klagede blandt andet over, at Rigsretten ikke var en upartisk domstol. Menneskerettighedsdomstolen afviste klagen den 18. maj 1999.