Thomas Boberg

Thomas Boberg
Dansk litteratur
Litteraturexchange Festival, Aarhus 2019
Foto: Hreinn Gudlaugsson
Personlig information
Født5. juli 1960 (66 år)
Roskilde, Danmark
NationalitetDanmark Dansk
FarJørgen Boberg Rediger på Wikidata
SøskendeSarah Boberg,
Simon K. Boberg Rediger på Wikidata
BarnLouie Ashanti Bannor Boberg Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Medlem afDet Danske Akademi (fra 2018) Rediger på Wikidata
BeskæftigelseDigter og forfatter
Deltog iInternationale Bogmesse i Santiago 2015 Rediger på Wikidata
Litterær bevægelsehøjmodernistisk, centrallyrisk og billedmættet
Påvirket afJohannes V. Jensen, Tom Kristensen
Har påvirketClaus Beck-Nielsen
Nomineringer og priser
UdmærkelserHenrik Pontoppidans Mindefonds Legat (2000),
Morten Nielsens Mindelegat (1998),
Otto Benzons Forfatterlegat (1991),
Otto Gelsted-prisen (2000),
Drassows Legat (2004) med flere Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Thomas Brems Boberg (født 5. juli 1960 i Roskilde) er en dansk digter og forfatter. Han er blandt andet kendt for sine rejseskildringer og har desuden skrevet digte og flere romaner. Han har modtaget en række priser for sit forfatterskab.

Baggrund

Thomas Boberg er søn af kunstmaleren Jørgen Boberg (født 1940) og socialrådgiver Gunver Plesner (født 1939). Siden han var 17 år, har han rejst i store dele af verden og også flere gange været bosat i udlandet.

Forfatterskab

Boberg debuterede som forfatter med digtsamlingen Hvæsende på mit øjekast i 1984 og har siden blandt andet udgivet rejseerindringerne Sølvtråden, Marokkansk Motiv, Americas og Invitation til at rejse.

Insula

I 2024 udgav Boberg romanen Insula. Ifølge forlaget Gyldendal omhandler den ægteparret Thomas og Rebecca, som bosætter sig på en lille ø i Danmark sammen med deres søn Hugo. Men integrationen i det nye samfund bliver "mere vanskelig end forventet, og sprækkerne ind til tidligere tiders hierarki og magtudøvelse på øen toner langsomt frem". Thomas Boberg og hans familie har tidligere boet på Fejø, og inspirationen til bogen bygger ifølge Boberg selv på hans oplevelser fra dengang, samtidig med at han udtalte, at bogen og dens handling og personer ikke skal opfattes som virkelige, men som en fiktiv fortælling. En række beboere på Fejø kritiserede dog bogens indhold stærkt, idet de mente, at en række af figurerne i bogen var et genkendeligt portræt af virkelige fejøboere, og at bogen samtidig gav et negativt indtryk af Fejø og dens beboere.

Injuriesag

En af personerne med tilknytning til Fejø anlagde en injuriesag mod Boberg og forlaget Gyldendal, fordi han mente, at han var portrætteret i Bobergs romanfigur "Frank". Sagen blev fulgt nøje af bogbranchen og det litterære landskab i Danmark, fordi den også omhandlede grænserne for den kunstneriske ytringsfrihed. Boberg blev frifundet ved Retten i Nykøbing Falster i december 2025. Sagsøgeren blev desuden dømt til at betale Boberg og Gyldendal henholdsvis 25.000 og 20.000 kr. i sagsomkostninger. Dommen lagde vægt på, at skønlitterære forfattere generelt måtte have vide rammer for at inddrage eller referere til virkelige personer, når værket tydeligt er et fiktionsværk. Sagsøgeren ankede sagen til Østre Landsret.

Hæder

Boberg har været indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris to gange. I 2000 for rejsemindebogen Americas og i 2006 for digtsamlingen Livsstil. Han har modtaget en lang række priser, deriblandt Det Danske Akademis Store Pris i 2012, Otto Gelsted-prisen i 2000 samt Holger Drachmann-legatet i 2009.

I 2018 blev han medlem af Det Danske Akademi.

Louie Ashanti Bannor Boberg

I 2020 fik Thomas Bobergs 4-årige søn, Louie Ashanti Bannor Boberg (født 2015) flere digte, som var nedskrevet af Thomas Boberg, publiceret i magasinet Hvedekorn. Søren Jacobsen Damm fandt "en stor forunderlighed og noget næsten nordisk folklore i sin umiddelbarhed" i digtene, og Lars Bukdahl, redaktør af Hvedekorn, mente at "Det er mærkværdigt og mirakuløst og viser en vildere og stærkere måde at bruge sproget på end hos alle de voksne digtere i samme nummer af Hvedekorn".

Bibliografi

Referencer

  1. 1 2 3 4 "Thomas Boberg". Forfatterweb. Hentet 19. december 2025.
  2. ↑ Beboere på lille ø føler sig udstillet i ny roman. Artikel på nyheder.tv2.dk 3. september 2024.
  3. ↑ Kjær, Birgitte (19. december 2025). "Så er der fældet dom i sagen mod forfatter Thomas Boberg". Politiken.
  4. ↑ Hilstrøm, Christina (19. december 2025). "Dommen er faldet i spektakulær sag om romanen »Insula«". Berlingske.
  5. ↑ Linnemann, Nicklas (19. december 2025). "Fejøbo giver ikke op: Anker dommen". www.folketidende.dk.
  6. ↑ Carsten Andersen (29. maj 2012). "Anerkendt forfatter vinder Det Danske Akademis Store Pris". Politiken. Hentet 29. maj 2012.
  7. ↑ "Thomas Boberg". Forfatterweb. Hentet 19. december 2025.
  8. ↑ Hvedekorn 2 2020, Gyldendal, hentet 7. november 2020
  9. 1 2 Kristian Lindberg (30. oktober 2020). "4-årig dansk digters debut rejser gådefuldt spørgsmål: »Hvor kommer poesien fra?«". Berlingske.
  10. ↑ Lone Nikolajsen (31. juli 2020). "FOLK". Dagbladet Information.

Eksterne henvisninger