Trivselskommissionen

Trivselskommissionen er en dansk kommission, som blev nedsat af Regeringen Mette Frederiksen II i august 2023 for at undersøge spørgsmålet om danske unges trivsel og mistrivsel. Kommissionen havde 11 medlemmer med Krogerup Højskoles forstander Rasmus Meyer som formand. Den afrapporterede sine konklusioner med en række konkrete anbefalinger den 25. februar 2025. Blandt kommissionens anbefalinger var et lovforbud mod brug af mobiltelefoner i grundskoler og fritidshjem, henstilling til forældre om først at lade deres børn få en mobil som 13-årige og en ændring af 7-trins-skalaen for karakterer.

Baggrund

Baggrunden for nedsættelsen af kommissionen var flere undersøgelser de foregående år, der havde peget på, at næsten halvdelen af de 16-25-årige danske unge oplevede en form for mistrivsel, og at stadig flere unge følte sig ensomme. Regeringen mente, at disse probemer blandt andet skyldtes et stigende brug af sociale medier hos unge. Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye sagde ved kommissionens nedsættelse, at de fleste børn og unge heldigvis havde det godt, men at man skulle tage tegnene på stigende mistrivsel hos en stor gruppe alvorligt, og at kommissionen skulle gøre politikerne og offentligheden klogere på, hvad man konkret kunne gøre for at afhjælpe problemet.

Kommissionens sammensætning

Kommissionen havde 11 medlemmer, der på forskellig vis har erfaringer med børn og unge:

Forløb undervejs

Kommissionen foretog en såkaldt folkehøring online i perioden fra februar indtil april 2024, hvor offentligheden blev inviteret til at komme med bidrag og forslag indenfor emnet.

Kommissionens medlemmer leverede også forskellige indlæg og interview om deres arbejde undervejs i forløbet. Blandt andet opfordrede Tanggaard og Meyer i en kronik i Politiken i februar 2025 de unges forældre til ikke at overbeskytte deres børn, men være opmærksomme på at skabe robuste unge, der var i stand til at tackle modgang.

Kommissionens anbefalinger

Ifølge det oprindelige opdrag skulle kommissionen senest have afsluttet sit arbejde ved udgangen af 2024. Senere blev tidsplanen rykket lidt, og kommissionen udsendte sine endelige anbefalinger i slutningen af februar 2025. Kommissionen nævnte dog allerede inden offentliggørelsen nogle af deres anbefalinger. En af dem var, at omtalen af trivsel og mistrivsel hos unge burde nuanceres, så man omtalte problemerne anderledes, end det ofte fremstod i debatten. De påpegede således, at mistrivsel ikke var det samme som at have en registreret psykiatrisk lidelse, som omkring en tiendedel af danske børn og unge havde. Kommissionen fremhævede, at trivsel og mistrivsel var forhold, der udspillede sig på et kontinuum, hvor man ofte kunne ligge og bevæge sig frem og tilbage.

Anbefalinger i slutrapport

Den 25. februar offentliggjorde kommissionen sin slutrapport "Et dansk svar på en vestlig udfordring" og samtidig en hurtigere læst pixi-udgave: "Kort om Trivselskommissionens afrapportering - Et dansk svar på en vestlig udfordring". Samtidig fremhævede den, at man ikke kunne tale om en egentlig trivselskrise for danske børn og unge, hvor det store flertal levede et godt liv, men at der var nogle nye udfordringer, der burde tages hånd om. Blandt andet mente kommissionen, at der var en betydelig social slagside i trivselsproblemerne: Børn og unge fra hjem med vold, konflikter, misbrug og sygdom havde større risiko for at mistrives end børn fra mere resursestærke hjem.

Kommissionen anbefalede 35 tiltag og indsatsområder, opdelt i otte forskellige grupper:

Nyt sprog for trivsel

Et balanceret digitalt liv

Karakterdannelse og myndiggørelse

En tidssvarende pædagogisk praksis

Fællesskaber i fritiden

Krop og bevægelse

Tidlig og rettidig indsats

Forældreskab anno 2025

Reaktioner på kommissionens konklusioner

Allerede samme dag som kommissionens slutrapport udkom, meddelte børne- og undervisningsminister Tesfaye, at regeringen ville tage en af anbefalingerne op og fremsætte et lovforslag om helt at forbyde mobiltelefoner i skoler og fritidshjem. Mobilfri skoler og fritidshjem havde siden februar 2024 været en anbefaling fra myndighederne. Skolelederforeningen og Danske Skoleelever tog dog afstand fra forslaget og foretrak, at spørgsmålet stadig skulle være op til en lokal beslutning.

Kilder

  1. 1 2 3 Se listen: De skal sidde i regeringens trivselskommission. Artikel på altinget.dk 13. august 2023.
  2. ↑ "Kommissionens hjemmeside, besøgt 23. februar 2025". Arkiveret fra originalen 25. februar 2025. Hentet 23. februar 2025.
  3. ↑ Afslutning: Trivselskommissionens folkehøring. Opslag på altinget.dk 30. april 2024.
  4. ↑ "Kommissionens hjemmeside, besøgt 23. februar 2025". Arkiveret fra originalen 23. februar 2025. Hentet 23. februar 2025.
  5. ↑ Lene Tanggaard og Rasmus Meyer: Trivselskommissionen: Her er syv opfordringer til at blive bedre forældre. Kronik i Politiken 22. februar 2025.
  6. ↑ Trivselskommissionen: Vi gør børn en bjørnetjeneste ved at overbekymre os. Artikel på politiken.dk 22. februar 2025.
  7. ↑ "Kommissionens hjemmeside, besøgt 25. februar 2025". Arkiveret fra originalen 25. februar 2025. Hentet 23. februar 2025.
  8. ↑ Kommission: Der er ingen trivselskrise blandt børn og unge. Artikel på politiken.dk 25. februar 2025.
  9. ↑ Regeringen vil indføre mobilforbud i skolen ved lov. Artikel på politiken.dk 25. februar 2025.

Eksterne henvisninger