| Vagn Fabritius Buchwald | |
|---|---|
| Født | 23. juni 1929 Frederiksberg, Danmark |
| Død | 22. april 2025 (95 år) |
| Far | Niels Fabritius Buchwald |
| Uddannelse og virke | |
| Uddannelsessted | Danmarks Tekniske Højskole (til 1953), Frederiksberg Gymnasium (til 1947) |
| Medlem af | Dansk Geologisk Forening, Videnskabernes Selskab (fra 1979), Det finske videnskabsakademi |
| Beskæftigelse | Universitetsunderviser, metallurg, kemiker |
| Arbejdsgiver | Danmarks Tekniske Universitet |
| Arbejdssted | Grønland |
| Nomineringer og priser | |
| Udmærkelser | Erik Westerby-prisen (2002) |
| Information med symbolet | |
Vagn Fabritius Buchwald (født 23. juni 1929, Frederiksberg, død 22. april 2025) var en dansk meteoritforsker, professor, dr.scient. og forfatter. Han blev berømt for i 1963 at have fundet meteoritten Agpalilik i Grønland. Han udgav desuden flere bøger om særligt jern-meteoritter og om jernets historie i Danmark.
Buchwald gik på Frederiksberg Gymnasium, hvor han blev student i 1947. Herefter studerede han kemi på Danmarks Tekniske Højskole (det nuværende DTU), hvor han blev cand.polyt. i 1953.

Han blev herefter ansat som forskningsstipendiat på Danmarks Tekniske Højskole og arbejdede med metallurgi og senere som amanuensis i 1955. I 1963 fandt han meteoritten Agpalilik i området omkring Thule. Dette var det sjette stykke af Ahnighito-meteoritten, og er verdens femtestørste stykke. Den består af jern og er den bedst undersøgte meteorit i den størrelse, idet Buchwald lod den skære over for at undersøge dens struktur.
Samme år lavede han en udstilling med alle de kendte stykker af Ahnighito-meteoritten, der var fundet inden Agpalilik. Det største af disse stykker var Savik I, på omtrent 3.400 kg.
I 1965 blev han lektor og i 1967-1968 var han gæsteprofessor på Arizona State University, hvor der forskes i meteoritter. Han gæstede ligeledes Smithsonian Institution i Washington D.C. fra 1968-1971, og var gæsteprofessor på Max Planck-Instituttets kemiafdeling i Berlin, Johannes Gutenberg-Universität Mainz i Mainz og Technion – Israel Institute of Technology i 1974. I 1977 dr.scient. fra Københavns Universitet med en afhandling om meteoritter kaldet Handbook of Iron Meteorites, I-III, Berkeley. Fra 1989-1998 var han docent i metallurgi på DTU.
Buchwald publicerede en stor mængde forskning vedrørende meteoritter og deres fundsteder. Siden 1967 registrerede og kategoriserede han jernmeteoritter fra hele verden og udgav i 1968 World Map of Meteorites om dette. Han fokuserede særligt på meteoritter af jern, og flere af hans udgivelser omhandler netop dette, heriblandt Meteoritter: Nøglen til Jordens Fortid (1992) og Iron and Steel in Ancient Times (2005). I 2015 udgav han bogen Jernets Danmarkshistorie om fremstilling af jern i Danmark, dets brug og historie.
Han var medlem af kommissionen for videnskabelige undersøgelser i Grønland fra 1975 til 1989, og var siden 1978 medlem af Statens teknisk-videnskabelige forskningsråd. Året efter blev han medlem af Videnskabernes Selskab. I 1992 var han formand for en international kongres om meteoritter, der blev afholdt i København. I 1994 blev han medlem af Det Finske Videnskabsakademi, og han har desuden været medlem af Dansk Geologisk Forening siden 1950'erne.
I 1988 blev asteroide nr. 3209 opkaldt efter Buchwald. Den blev fundet i 1982 af Edward L. G. Bowell på Anderson Mesa Station.
Mineralet Buchwaldit (it), som blev fundet i Agpalilik-meteoren, er blevet opkaldt efter Buchwald.
Buchwald blev født d. 23. juni 1929 på Frederiksberg som søn af professor ved Landbohøjskolen Niels Fabritius Buchwald (1898-1986) og Karen Mikkelsen (1900-62).
Han blev gift i Tohmajaärvi, Finland d. 14. juli 1957 med Kirsti Canth.
Vagn Fabritius Buchwald er begravet på Gentofte Kirkegård.