
Vejle Fjord er en ca. 22 km lang fjord i det østlige Jylland, der strækker sig fra Vejle til Trelde Næs på sydsiden og Juelsminde på nordsiden, hvor den åbner sig mod Lillebælt og Kattegat. Fjorden ligger i forlængelse af Vejle Ådal og er omgivet af et stærkt kuperet landskab med skovklædte skrænter, slugter og kystskove.
Fjorden og dens omgivelser rummer betydelige naturværdier. Langs kysterne findes blandt andet gamle bøgeskove, områder med plastisk ler og markante skredlandskaber, mens fjordens marine natur historisk har været præget af blandt andet ålegræs, blåmuslingebanker og et rigt fiskeliv. Det marine miljø er siden blevet væsentligt forringet, og der arbejdes i dag med omfattende naturgenopretning i fjorden.

Vejle Fjord udfylder den østlige del af det sammenhængende dalstrøg gennem Vejle Ådal. Fjordlandskabet er formet af is og smeltevand under istiderne og senere påvirket af havets erosion. Dalsiderne rejser sig flere steder stejlt fra fjorden og gennemskæres af mindre dale og dybe slugter.
Fjorden er omkring 22 km lang. Den inderste del er lavvandet med dybder på op til omkring fem meter, mens yderfjordens bund uden for de smalle lavvandede kystområder når dybder på omkring 10–20 meter. Vejle Å løber ud i bunden af fjorden, hvor en sejlrende (en) gennem inderfjorden giver adgang til Vejle Havn.
På nordsiden findes et sammenhængende kystlandskab med blandt andet Grund Skov, Træskohage, Daugård Strand og Staksrode Skov, mens sydsiden blandt andet omfatter Munkebjerg, Andkær Vig og Trelde Næs.
Mod sydøst markerer Trelde Næs overgangen mellem Vejle Fjord og Lillebælt. Næsset er præget af gammel løvskov og stejle kystskrænter, hvor geologiske lag fra flere istider er synlige. Trelde Næs og Treldeskovene er optaget i Danmarks Naturkanon på grund af områdets geologi og store biologiske mangfoldighed.

Et karakteristisk træk ved Vejle Fjord er de skovklædte skrænter, hvor løvskoven mange steder når tæt ned til kysten. På nordsiden ligger flere gamle fjordskove i et kuperet morænelandskab med stejle skrænter og dybe slugter. Grund Skov, Bankehave, Staksrode Skov og flere mindre arealer indgår i Natura 2000-området ‘‘Skove langs nordsiden af Vejle Fjord’’.
Skovene er hovedsageligt præget af bøg, men rummer også blandt andet eg, ask og ær. Det kuperede terræn og de mange våde skovbiotoper bidrager til en stor biologisk variation.
Særligt markant er Staksrode Skov, hvor kystskrænterne flere steder består af plastisk ler. Udskridninger i leret har skabt de såkaldte bjergfald og et dynamisk kystlandskab med særlige levesteder for dyr og planter. Området er blandt andet kendt for en stor mangfoldighed af orkidéer.
På sydsiden ligger Munkebjerg Strandskov, der udgør sit eget Natura 2000-område. Det stærkt kuperede skovområde har stejle, nordvendte skrænter mod fjorden og gennemskæres af dybe, snævre smeltevandsslugter. Området har national betydning for sine artsrige kløft- og skræntsamfund og forekomsten af plastisk ler.
Vejle Fjord har historisk haft omfattende forekomster af ålegræs, makroalger og blåmuslinger og et betydeligt fiskeliv. Blåmuslingerne har gennem lang tid dannet grundlag for fiskeri. Landinger fra Vejle Fjord er registreret tilbage til 1885, og i 1939 og 1940 blev der desuden dyrket blåmuslinger på pæle i fjorden.
Muslingefiskeriet voksede senere betydeligt. Alene i perioden 2005–2007 blev der landet 4.152 ton blåmuslinger fra inderfjorden, og i 2007 yderligere 1.147 ton fra yderfjorden. Fiskeriet har siden 2012 været væsentligt mindre end tidligere.
Fjorden har ligeledes været levested for blandt andet skrubbe, rødspætte, ising, torsk og ål. Historiske fiskeridata viser, at forekomsten af flere bundlevende fisk tidligere var væsentligt større end i dag.
Hvaler er flere gange blevet observeret i Vejle Fjord. I juni 2010 strandede en finhval i fjorden, der døde efter få dage. Hvalen blev efterfølgende aldersbestemt til omkring 135–140 år. I 1923 blev en finhval påsejlet og efterfølgende jaget og dræbt ud for Bredballe, og i 1905 blev en anden finhval observeret og jaget i fjorden.
En kaskelothval blev desuden observeret i Vejle Fjord den 31. maj 2016.[kilde mangler]
Fjordens marine miljø er gennem længere tid blevet påvirket af en stor tilførsel af næringsstoffer, algevækst og perioder med iltsvind. Udbredelsen af ålegræs er reduceret, bundlevende fisk er gået kraftigt tilbage, og fjordens økosystem har haft vanskeligt ved at genetablere sig på egen hånd.
Tilbagegangen ses blandt andet i bestanden af skrubber. En undersøgelse fra DTU Aqua, der sammenlignede fiskeridata fra begyndelsen af 1900-tallet med nyere fangster, indikerede, at forekomsten af skrubber i Vejle Fjord i den undersøgte periode var faldet til under 15 procent af niveauet i begyndelsen af 1900-tallet.
Ud over næringsstofbelastningen er fjordens levesteder gennem tiden blevet påvirket af blandt andet fjernelse af sten og fiskeri efter blåmuslinger med bundslæbende redskaber. Tilbagegangen i ålegræs, stenrev og muslingebanker har samtidig reduceret levestederne for fisk og andre marine organismer.
Siden 2020 har Vejle Kommune og Syddansk Universitet gennem projektet ‘‘Sund Vejle Fjord’’ arbejdet med at genoprette fjordens marine økosystem. Indsatsen omfatter blandt andet udplantning af ålegræs, etablering af blåmuslingebanker og stenrev samt opfiskning af strandkrabber.
Blåmuslingerne spiller en central rolle i genopretningen. Muslinger dyrkes blandt andet på liner og udlægges efterfølgende på fjordbunden, hvor de kan danne nye banker. I 2020 blev 465 ton blåmuslinger udlagt ved Bybæk, Tirsbæk, Andkær Vig og Brejning. Muslingebankerne fungerer samtidig som levesteder for andre organismer.
Frem til 2024 var der som led i naturgenopretningen udplantet over 100.000 ålegræsskud på godt seks hektar, udlagt godt 35 hektar nye blåmuslingebanker og etableret otte hektar stenrev. Desuden var der opfisket 34 ton strandkrabber.
Projektet er siden videreført i en ny fase, hvor naturgenopretningen kombineres med indsatser rettet mod årsagerne til fjordens dårlige miljøtilstand, herunder tilførslen af kvælstof fra oplandet.
Vejle Fjord bruges til blandt andet lystsejlads, kajak, roning, lystfiskeri, badning og svømning. Langs begge sider af fjorden findes strande, skove og andre rekreative naturområder.
Siden 2005 har Vejle Svømmeklub Triton arrangeret åbent vand-arrangementet ‘‘Vejle Fjordsvøm’’. Ved det første arrangement blev der svømmet 1,3 km fra fjordens sydside til Albuen på nordsiden. Fjorden har desuden gennem lange perioder været benyttet til erhvervssejlads og fiskeri. I fjordens bund ligger Vejle Havn, der via sejlrenden gennem inderfjorden har forbindelse til det dybere farvand.
Den inderste del af fjorden krydses øst for Vejle af Vejlefjordbroen, der fører motorvej Østjyske Motorvejover fjorden. Broen åbnede i 1980 og forbinder fjordens nord- og sydside.
| Wikimedia Commons har medier relateret til: |