Venus Express

Venus i ultraviolet lys, Pioneer-Venus 1 i 1979

Venus Express er den første europæiske venussonde. Venus Express er populært sagt opbygget af tiloversblevne dele fra Mars Express og Rosetta rumsonderne. I 2001 besluttede ESA at udnytte den ekspertise, der var opnået ved konstruktionen af Mars Express, til at fremstille en billig venusmission. Den 9. november 2005 blev Venus Express opsendt med en russisk Sojuz-Fregat-raket fra rumhavnen Bajkonur i Kasakhstan. Proceduren var som med Mars Express' opsendelse, med undtagelse af de sidste manøvrer. Efter 150 dages rejse i det interplanetariske rum, nåede Venus Express Venus d. 11. april 2006. Bremseraketten var tændt i 50 minutter for at Venus kunne indfange sonden i kredsløb. Efter diverse banejusteringer, er den nu i et 24 timers, polært kredsløb.


En hypotese om svævende bakterier i venusatmosfæren kan bruge Venus Express' målinger. Bakterier kan forbrænde kulilte og svovldioxid til carbonylsulfid. Temperaturen på venusoverfladen kan smelte bly, men oppe i højderne er det koldere. Radarmålinger fra Jorden har påvist 10 μm store partikler i atmosfæren, svarende til extremofile bakterier. CO2 spaltes af kosmisk stråling til kulilte, men der "mangler" kulilte i venusatmosfæren.

Instrumenter

Reserveinstrumenter fra Rosetta

  • MAG — østrigsk magnetometer til at kortlægge det svage magnetfelt solvinden og atmosfæren skaber.
  • VeRa — tysk radioeksperiment, der udnytter venusatmosfærens modulation af radiosignaler til Jorden. Kan måle atmosfærens densiteter, temperaturer og tryk fra 35 til 100 km's højde. Det kan også kortlægge ionosfæren.
  • VIRTIS — fransk-italiensk spektrometer, der virker fra det ultraviolette til det infrarøde spektrum. Kan redegøre for atmosfærens sammensætning fra overfladen til 40 km's højde og kan spore skyerne med UV på dagsiden og IR på natsiden.

Reserveinstrumenter fra Mars Express

  • ASPERA: Analyser of Space Plasma and EneRgic Atoms — svensk 3D plasma- og højenergidetektor. Skal måle de ioner og molekyler fra atmosfæren der forlader Venus samt solvindens ændring ved Venus.
  • PFS — italiensk Planetary Fourier Spectrometer udnytter atmosfærens nyopdagede transparens i det nærinfrarøde lys til at måle temperaturforskelle på venusoverfladen om natten – for at opdage aktiv vulkanisme.
  • SpicaV — fransk-belgisk-russisk UV- og IR-spektrometer. Det skal udnytte venusatmosfærens modulation af sollyset og stjernelys ved okkultationer til at analysere atmosfærens sammensætning. Især er man interesseret i vandets fordeling i atmosfæren, samt eksistensen af svovlforbindelser, NOX'er og molekylært ilt.
  • VMC — tysk Venus Monitoring Camera, der er en amputeret udgave af Mars Express' High Resolution Stereo Camera. Det digitale kamera vil undersøge skydynamik fra nær-IR til UV. Skal også tage billeder af overfladen, udpeget af de andre instrumenter, i det nærinfrarøde.

Forskelle på Mars Express og Venus Express

Referencer

  1. ↑ Frederiksen, D: Jordens Onde Tvilling i Illustreret Videnskab nummer 2-2006, ISSN 0109-2456