Woodbridge er en by i Suffolk Coastal distriktet, Suffolk, England, med et indbyggertal (pr. 2015) på 11.385. Byen ligger 116.2 km fra London.
Byen ligger tæt på flere arkæologiske områder fra den angelsaksiske periode, inklusive Sutton Hoo. Den nævnes i Domesday Book fra 1086, hvor den kaldes Udebriga/Udebrige/Udebryge/Wdebride/Wdebrige/Wudebrige/Wudebrvge, hvor den havde 35 gårde. Den er kendt for sin bådehavn og tidevandsmølle på Suffolks kyst i et område kaldet Suffolk Coast and Heath Area of Outstanding Natural Beauty.
Der afholdes flere festivaler i byen. Som en "juvel i Suffolks krone", er den byen blev nævnt som det bedste sted at bo i Østengland.
Historie
Arkæologiske fund peger på bosættelse i området siden den neolitiske periode (2500–1700 f.Kr.). Et rituelt anlæg blev fundet under udgravninger i forbindelse med anlæggelsen af East Anglia Array, en vindmøllepark ved Seven Springs Field. Området var besat af romerne i 300 år efter dronning Boudicas mislykkede oprør i år 59 e.Kr., men der findes kun få spor efter deres tilstedeværelse.
Efter at de romerske styrker blev tilbagekaldt til Rom i 410 e.Kr., fulgte en betydelig angelsaksisk (germansk) bosættelse. Anglerne gav navn til East Anglia.
Kong Rædwald af East Anglia var Bretwalda, den mægtigste konge i England i begyndelsen af 600-tallet. Han døde omkring 624 e.Kr. og forbindes ofte med gravfundet ved Sutton Hoo, på den anden side af floden Deben over for Woodbridge. Gravskibet er 27 m langt. De skatte, der blev fundet her i 1939, var de rigeste arkæologiske fund, der nogensinde er gjort på britisk jord. De opbevares i dag på British Museum i London, men kopier af nogle genstande og fortællingen om fundene kan ses på Woodbridge Museum. National Trust har opført et besøgscenter på stedet.
Den tidligste omtale af Woodbridge som sådan stammer fra midten af 900-tallet, da stedet blev erhvervet af Sankt Æthelwold, biskop af Winchester, som led i finansieringen af et kloster, han var med til at genoprette i Ely, Cambridgeshire i 970. Domesday Book fra 1086 beskriver Woodbridge som en del af Loes Hundred med 35 husstande, dvs. blandt de 20% største bosættelser, der er registreret. En stor del af Woodbridge blev givet til den magtfulde Bigod-slægt, som byggede slottet ved Framlingham.
Byen har siden middelalderen været et centrum for skibsbygning, rebslagning og sejlmageri. Edward 3. og Sir Francis Drake fik bygget krigsskibe i Woodbridge. Byen blev hårdt ramt af pesten i 1349, men kom sig tilstrækkeligt – med støtte fra kannikerne og stigende generel velstand – til at få opført en ny kirke (St Mary’s, bag bygningerne på sydsiden af Market Hill), bygget af kalksten fra the Wash og udsmykket med flint fra Thetford. I midten af 1400-tallet tilføjede Brews-familien et tårn og en forhal.
Den 12. oktober 1534 bekræftede prior Henry Bassingbourne Henrik 8.'s overhøjhed over kirken og afviste den siddende "romerske biskop". Ikke desto mindre blev Woodbridge Priory opløst tre år senere.
Da den religiøse uro fortsatte under den romersk-katolske dronning Mary, blev Alexander Gooch, en væver fra Woodbridge, og Alice Driver fra Grundisburgh brændt for kætteri på Rushmere Heath. Alice havde tidligere fået skåret ørerne af for at have sammenlignet dronning Mary med Jezebel. Den efterfølgende religiøse stabilisering under Elizabeth I bidrog til, at Woodbridges industrier – såsom vævning, fremstilling af sejldug, rebslagning og saltproduktion – blomstrede sammen med uldhandelen. Havnen blev udvidet, og skibsbygning og tømmerhandel blev lukrative, hvilket førte til oprettelsen af et toldhus i 1589.
.jpg)
Storbritannien
