| Yildiz Akdogan | |
|---|---|
Akdogan i 2026 | |
| Medlem af Folketinget valgt i Københavns Storkreds | |
| Embedsperiode 21. oktober 2014 – 5. juni 2019 | |
| Ordførerskaber | Psykiatriordfører fra 2015, IT-ordfører fra 2008 |
| Embedsperiode 13. november 2007 – 15. september 2011 | |
| Ordførerskaber | IT-ordfører 2009-2011 |
| Personlige detaljer | |
| Født | 29. april 1973 (53 år) Çorum, Tyrkiet |
| Fulde navn | Yildiz Akdogan |
| Statsborgerskab | Dansk |
| Politisk parti | Socialdemokratiet |
| Mor | selvstændig Hanim Akdogan |
| Far | selvstændig Halil Akdogan |
| Bopæl | Nørrebro |
| Uddannelse | cand.scient.pol. |
| Uddannelsessted | Aarhus Universitet, 2006 |
| Beskæftigelse | Underviser og konsulent |
| Religion | Islam |
| Links | |
| akdogan.dk | |
| Biografi på folketinget.dk | |
| Informationen kan være hentet fra Wikidata. | |
Yildiz Akdogan (tyrkisk: Yıldız Akdoğan;[kilde mangler] født 29. april 1973 i Tyrkiet) er en dansk cand.scient.pol. og politiker. Hun har været medlem af Folketinget for Socialdemokraterne i 2007-2011, i 2014-2019 og igen fra maj 2025, hvor hun trådte ind som suppleant, da Pernille Rosenkrantz-Theil nedlagde sit mandat. Januar-oktober 2014 og igen fra 2022 har hun været medlem af Borgerrepræsentationen i København, hvor hun dog var på orlov fra maj 2025 efter at være blevet folketingsmedlem.
Yildiz Akdogan blev født i 1973 i Tyrkiet som datter af Halil Akdogan og Hanim Akdogan. I 1979 kom hun til Esbjerg, og hendes var gæstearbejdere dér. Yildiz Akdogan gik i den esbjergensiske Rørkjær Skole fra 1983 til 1990 og blev sproglig student fra Esbjerg Statsskole i 1993. Hun blev cand.scient.pol. på Aarhus Universitet i 2006.
Fra 2003 til 2004 var Akdogan journalist og webredaktør på Politiken, HABER.dk; derefter assistent hos Dansk Industri fra 2004 til 2006. Hun var ansat som politisk konsulent i 2007 hos Dansk Erhverv. Siden august 2013 har hun været ansat som projektleder hos Dansk Kommunikation.[kilde mangler]
Akdogan blev valgt til Folketinget ved valget den 13. november 2007. Ved dette valg opnåede hun 1.467 personlige stemmer.
Yildiz Akdogan arbejdede som Socialdemokraternes IT-ordfører og var derudover medlem af Europaudvalget, Kulturudvalget, og Dansk Interparlamentarisk Gruppes bestyrelse.[kilde mangler]
Ved Folketingsvalget 2011 opnåede hun 2.599 personlige stemmer i Københavns Storkreds og stod til at få et tillægsmandat, men dette gik i stedet til Torben Hansen fra Østjyllands Storkreds. Hun måtte derfor forlade Folketinget.
I efteråret 2012 blev Akdogan formand for LIVa - Forening mod skadevirkninger af prostitution.
Yildiz Akdogan blev indvalgt i Københavns Borgerrepræsentation ved Kommunalvalget 2013. Efter Karen Hækkerups exit fra Folketinget i oktober 2014 vendte Yildiz Akdogan tilbage til Folketinget. I den forbindelse overtog Tue Hækkerup den ledige plads efter Yildiz Akdogan i Københavns Borgerrepræsentation. Ved Folketingsvalget 2015 vandt hun med 4.284 personlige stemmer Socialdemokraternes 3. kredsmandat i Københavns Storkreds.
Hun mistede sit mandat ved folketingsvalget 2019, men blev atter medlem 20. maj 2025, idet hun trådte ind som suppleant for Pernille Rosenkrantz-Theil, der nedlagde sit mandat.
Akdogan stillede op og blev valgt ind i Borgerrepræsentationen i København ved kommunalvalget i 2021. Hun tog dog orlov fra maj 2025, da hun overtog Rosenkrantz-Theils folketingsmandat, men blev atter indvalgt i Borgerrepræsentationen ved kommunalvalget i 2025. Ved Folketingsvalget 2026 modtog hun 1.140 personlige stemmer i Københavns Storkreds, og det rakte til en plads som anden stedfortræder.
Akdogan har oplevet at få trusler fra tilhængere af Recep Tayyip Erdoğan, der bor i Danmark. I forbindelse med Folketingsvalget 2019 mødte hun udsagn på Facebook fra egne trosfæller om, at hun ikke var en rigtig muslim, fordi hun er gift med en dansker, og at man af den grund ikke skulle stemme på hende. Hun har også oplevet, at herboende salafister direkte antastede hende og kom med truende kommentarer i forbindelse med folketingsvalg, hvilket har gjort, at der er nogle bestemte områder, hvor hun ikke vil færdes, medmindre hun følges med nogle.
Yildiz Akdogan blev i 2010 gift med Jonas Holm, og parret har en datter. Hun har en tyrkisk-kurdisk baggrund.
| Artiklen om politikeren Yildiz Akdogan kan blive bedre, hvis der indsættes et (bedre) billede. Du kan hjælpe ved at afsøge Wikimedia Commons for et passende billede eller uploade et godt billede til Wikimedia Commons iht. de tilladte licenser og indsætte det i artiklen. |