| Augusta Finne | |
|---|---|
| Født | 11. marts 1868 Bergen, Norge |
| Død | 19. august 1951 (83 år) Birkerød, Danmark |
| Søskende | Gabriel Finne |
| Uddannelse og virke | |
| Beskæftigelse | Billedhugger |
| Information med symbolet | |

Augusta Antonette Finne (født 11. marts 1868 i Bergen, død 19. august 1951 i Birkerød) var en norsk billedhugger, bosat i Danmark fra 1901. Forældrene var løjtnant, senere oberstløjtnant Edvard Gabriel Finne og Vibeke Cathrine Birkeland. Augusta Finne giftede sig første gang i 1896 med sagfører, senere sekretær i Kirkedepartementet i Norge Carsten Warenstedt Døvle. Ægteskabet opløstes, og Augusta Finne giftede sig anden gang i 1905 med assistent i Finansministeriet i Danmark, senere sekretær i Generaldirektoratet for Post- og Telegrafvæsenet, Hans Berg.
Den kgl. Tegneskole i Kristiania, det senere Oslo, blev i 1894 den første mulighed for Augusta Finne for at få en kunstnerisk uddannelse. Her anbefalede hendes lærer Matthias Skeibrok hende at blive billedhugger, og med sigte på dette rejste hun til København og arbejdede i en periode i værkstedet hos den norsk/danske billedhugger Stephan Sinding. Herefter, i 1906, blev hun optaget på Kunstakademiet i København på Modelskolen for Billedhuggere. Hun elev hos Vilhelm Bissen til 1908.
På Stephan Sindings værksted havde Augusta Finne i 1895 udført en skulptur i naturlig størrelse "Hvilende dreng i solskin". Hun videreudviklede sin realistiske stil og arbejdede senere primært som portrætskulptør. Hun udførte eksempelvis portrætbuster af den norske sprogforsker Ivar Aasen i bronze i 1896 og skuespilleren Johanne Dybwad - et portræt hugget i marmor. Begge disse portrætter tilhører Statens Museum for Kunst. Desuden udførte hun portrætter af professor og kunsthistoriker Vilhelm Wanscher i 1905, i 1914 af arkitekten Carl Petersen samt i 1930 af forfatteren Emma Gad. Busten af Emma Gad blev støbt i bronze og placeret i foyeren i Kvindernes Bygning i København i 1936.
|