De autonome er en betegnelse for løst organiserede, overvejende venstreradikale politiske miljøer, hvor selvorganisering, uafhængighed af etablerede partier og institutioner samt udenomsparlamentarisk aktivisme står centralt. Betegnelsen dækker ikke én samlet organisation eller en entydig politisk ideologi. I forskellige lande har autonome miljøer blandt andet været engageret i husbesættelser, antifascisme, antiracisme og modstand mod atomkraft.
Bevægelsens historie hænger sammen med radikale venstrefløjsmiljøer i Italien og Vesttyskland i 1970'erne og 1980'erne. I Danmark voksede autonome miljøer især frem i forlængelse af BZ-bevægelsen i 1980'erne.

Den italienske bevægelse Autonomia Operaia opstod i forbindelse med arbejder- og studenterkampe omkring overgangen fra 1960'erne til 1970'erne. Dens forskellige strømninger lagde vægt på arbejdernes og andre sociale gruppers mulighed for at organisere sig uden om traditionelle partier og fagforeninger. I 1970'erne udviklede bevægelsen flere forskellige politiske og teoretiske retninger.
I Vesttyskland fik autonome grupper en selvstændig profil omkring begyndelsen af 1980'erne. De havde forbindelse til blandt andet Sponti-miljøet, husbesætterbevægelsen og protester mod atomkraft. Miljøerne var ofte organiseret i lokale grupper uden en fælles ledelse og omfattede både ikke-voldelig aktivisme og militante aktionsformer.
I Danmark var BZ-bevægelsen en vigtig forløber for autonome miljøer. Bevægelsen opstod i begyndelsen af 1980'erne omkring besættelser af tomme ejendomme, krav om ungdomsboliger og etablering af alternative sociale og kulturelle rum. Dele af miljøet udviklede senere en bredere politisk aktivisme og begyndte at anvende betegnelsen autonome.
Under 18. maj-urolighederne i København i 1993 stødte politi og demonstranter sammen efter folkeafstemningen om Edinburgh-aftalen. Ifølge Politimuseets fremstilling havde flere af demonstranterne tilknytning til BZ-miljøet og de nyere autonome grupper på Nørrebro. Begivenheden fik betydning for den offentlige omtale af de autonome i Danmark, men deltagere i protesten kan ikke som helhed betegnes som én samlet autonom organisation.
Betegnelsen autonom betyder i denne sammenhæng selvstyrende eller selvorganiseret. Et gennemgående ideal er, at aktivister selv tager initiativ til politiske handlinger frem for at overlade repræsentation og beslutninger til partier, fagforeningsledelser eller andre faste hierarkier. Der er dog betydelige forskelle mellem gruppernes politiske opfattelser og organisatoriske praksis.
Den italienske operaisme (operaismo) og den efterfølgende autonomistiske tradition har været en inspirationskilde. Blandt de tænkere, der forbindes med denne tradition, er Mario Tronti, Antonio Negri og Sergio Bologna. Senere diskussioner har også behandlet arbejde uden for fabrikken, social reproduktion og ulønnet omsorgsarbejde; blandt de tilknyttede feministiske teoretikere er Mariarosa Dalla Costa og Silvia Federici. Disse retninger er beslægtede, men bør ikke forveksles med en fælles lære for alle autonome grupper.
Autonome miljøer har anvendt direkte aktion, demonstrationer, husbesættelser, alternative kulturprojekter og i nogle tilfælde civil ulydighed. Dele af miljøerne har desuden benyttet militant aktivisme, herunder sammenstød med politiet og hærværk. Aktionsformerne varierer mellem lande, grupper og perioder.
I Danmark knyttede husbesættelserne i 1980'erne aktivismen til spørgsmålet om boliger og ungdomskultur. Blandt de kendte begivenheder var konflikterne om besatte ejendomme i København og etableringen af alternative samlingssteder. Detaljerne om besættelserne behandles i artiklen BZ-bevægelsen. Ungdomshuset på Jagtvej 69 blev senere et samlingssted for dele af det københavnske autonome miljø. Politiet ryddede bygningen den 1. marts 2007, og nedrivningen begyndte den 5. marts. Rydningen udløste omfattende protester og uroligheder.
Betegnelsen sort blok bruges om en demonstrationsform, hvor deltagere typisk er klædt ensartet i sort og til tider skjuler deres identitet. Formen kan anvendes af autonome og anarkistiske aktivister, men er ikke synonym med den autonome bevægelse. Aktionsformen kan omfatte både kollektive protesthandlinger og konfrontationer. Andre blokbetegnelser er anvendt i konkrete demonstrationer, men betegnelserne er ikke faste organisatoriske kategorier.
Der har været forskellige autonome grupper og selvorganiserede miljøer i Danmark. Autonomi Kollektivet omtales som en videreførelse af Autonome Revolutionære i en bevægelseshistorisk fremstilling. Fynske Antifascister er registreret som en antiautoritær gruppe i et arkiv over danske anarkistiske organisationer; denne registrering dokumenterer ikke i sig selv, at gruppen repræsenterede hele den autonome bevægelse.
Forskningen beskriver Antifascistisk Aktion og Rebel som del af de politiske miljøer og organisationsdannelser, der voksede frem omkring den autonome bevægelse i begyndelsen af 1990'erne. Globale Rødder opstod senere i forbindelse med den globaliseringskritiske mobilisering omkring 2000. Det tidligere Børnemagt og dets samlingssted Børnehuset hørte til det bredere københavnske aktivistmiljø i en tidligere periode; de skal ikke dermed opfattes som en del af den senere autonome bevægelse.
De nævnte grupper og miljøer havde forskellige formål, perioder og organisatoriske former. De kan derfor ikke uden videre betragtes som dele af én samlet organisation. Deres historie behandles nærmere i de særskilte artikler.