| Daniel McFadden | |
|---|---|
9. december 2014 | |
| Personlig information | |
| Født | 29. juli 1937 (89 år) Raleigh, North Carolina, USA |
| Bopæl | Californien (fra 1990) |
| Uddannelse og virke | |
| Uddannelsessted | University of Minnesota (til 1962) |
| Medlem af | Econometric Society (fra 1970), National Academy of Sciences, American Academy of Arts and Sciences |
| Beskæftigelse | Professor, universitetsunderviser, økonom, statistiker |
| Fagområde | Økonometri, økonomisk videnskab |
| Faglig interesse | Økonomisk videnskab |
| Arbejdsgiver | University of California, Berkeley, University of Southern California, Massachusetts Institute of Technology |
| Påvirket af | Leonid Hurwicz |
| Nomineringer og priser | |
| Udmærkelser | Doctorat honoris causa de l'université de Cergy-Pontoise (2015), Guggenheim-Stipendium, Frisch-medaljen (1986), Erwin Plein Nemmers Prize in Economics (2000), Sveriges Riksbanks pris i økonomi (2000) med flere |
| Information med symbolet | |
| Nobelprisen i økonomi 2000 |
Daniel Little McFadden (født 29. juli 1937 i Raleigh, North Carolina) er en amerikansk økonometriker. Han er professor ved University of Southern California og University of California, Berkeley. I 2000 modtog han Nobelprisen i økonomi sammen med en anden amerikansk økonometriker, James Heckman. McFadden fik sin Nobelpris for "sin udvikling af teori og metoder til analyse af diskrete valg".
McFadden blev uddannet ved University of Minnesota, hvor han fik en bachelor-grad i fysik og en Ph.D.-grad i økonomi 5 år senere (i 1962). Hans vejleder ved University of Minnesota var Leonid Hurwicz, som selv modtog Nobelprisen i 2007.
I 1964 blev McFadden ansat ved UC Berkeley. Her forskede han bl.a. i problemerne med at forbinde økonomisk teori og den empiriske måling heraf. Han udviklede Random Utility-modellen, som han i en berømt analyse brugte til at forudsige, hvor mange mennesker der ville udnytte det nye Bay Area Rapid Transit-tog i San Francisco-området. Mens myndighederne på forhånd havde vurderet, at 15 % af pendlerne i området ville benytte toget, pegede McFaddens analyse på 6,3 %. Det faktiske antal viste sig at blive 6,2 %.
I 1974 offentliggjorde McFadden "conditional logit"-modellen, en meget anvendt økonometrisk model til at estimere visse former for diskrete valg.
I 1975 modtog McFadden den prestigefulde John Bates Clark-medalje, der gives til den amerikanske økonom under 40 år, som vurderes at have ydet det vigtigste bidrag til økonomisk tankegang og videnskab. I 1977 blev han ansat ved Massachusetts Institute of Technology (MIT), men vendte tilbage til Berkeley i 1991, hvor han grundlagde Econometrics Laboratory. I 2005 var han formand for den amerikanske sammenslutning af økonomer American Economic Association.