Den Nationale Operative Stab

National Operativ Stab
ForkortelseNOST
Grundlæggelse2005
TypeNational tværgående krisestab
FormålTværgående operativ krisestyring, situationsforståelse og myndighedskoordination
HovedkontorStyrelsen for Samfundssikkerhed, Birkerød
BeliggenhedKongeriget Danmark
Antal medlemmerCa. 20 repræsentanter fra civile og militære myndigheder
Ledende myndighedStyrelsen for Samfundssikkerhed
HovedorganisationMinisteriet for Samfundssikkerhed og Beredskab
BeslægtedeDen Internationale Operative Stab (IOS)
Det Centrale Operative Kommunikationsberedskab (DCOK)
Eksterne henvisninger
Hjemmesidehttps://samsik.dk/krisestyring/nost/
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Den Nationale Operative Stab (egentlig National Operativ Stab; i daglig tale NOST) er Danmarks øverste tværgående krisestab, bestående af civile og militære myndigheder på højeste operationelle krisestyringsniveau i Danmark, Færøerne og Grønland. Staben har til opgave at sikre et samlet overblik og koordinere myndighedernes indsats ved større ulykker, katastrofer, infrastrukturudfald og sikkerhedsmæssige kriser i Danmark. Siden 2025 ledes og sekretariatsbetjenes NOST af Styrelsen for Samfundssikkerhed (SAMSIK) under Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab. Ressortansvaret blev i 2024 overført fra Justitsministeriet til det nyoprettede ministerium, mens ledelsen og stabsfunktionen, der hidtil havde været varetaget af Rigspolitiet, blev placeret hos SAMSIK i 2025.

NOST blev oprettet af regeringen i 2005 i kølvandet på tsunamikatastrofen i Sydøstasien i december 2004, der havde tydeliggjort behovet for en styrket myndighedskoordination. I sine første omkring tyve år var NOST forankret under Rigspolitiet med stabsfaciliteter i Glostrup. Rigspolitiets Nationalt Operations- og Beredskabscenter (NOBC) og senere Nationalt Situations- og Operationscenter (NSIOC) varetog sekretariatsdriften og alarmeringen. I 2025 blev der oprettet et permanent, døgnbemandet Nationalt Situationscenter i Birkerød, der understøtter NOST.

NOST opererer efter sektoransvarsprincippet, hvorefter de enkelte myndigheder bevarer ansvaret for deres egne fagområder, mens staben danner ramme om den tværgående koordination, herunder ressourceprioritering og samordnet krisekommunikation. Stabens primære produkt og beslutningsgrundlag er Nationalt Strategisk Overblik (NSO). Staben består af omkring 20 medlemmer, idet hver deltagende myndighed er repræsenteret ved mindst én medarbejder, og alle deltagere er sikkerhedsgodkendt til mindst klassifikationsniveauet HEMMELIGT. NOST kan aktiveres på tre formelle beredskabsniveauer: informationsberedskab (trin 1), stabsberedskab (trin 2) og operationsberedskab (trin 3). Ved fuldt operationsberedskab skal repræsentanter for den faste medlemskreds og relevante ad hoc-myndigheder samles fysisk inden for én time. NOST understøttes direkte af understaben Det Centrale Operative Kommunikationsberedskab (DCOK) og rapporterer opad i krisestyringshierarkiet til Embedsmandsudvalget for Sikkerhedsspørgsmål (E-SIK) og Regeringens Sikkerhedsudvalg (R-SIK).

NOST har været aktiveret ved en række af de største nationale kriser og beredskabshændelser i nyere tid, herunder terrorangrebene i København 2015, migrantkrisen i 2015, togulykken på Storebæltsforbindelsen i 2019, COVID-19-pandemien i Danmark i 2020–2022, gaslækagerne fra Nord Stream i 2022 samt større vejrhændelser, nedbrud i kritisk infrastruktur og droneaktiviteten ved danske lufthavne og militære installationer i 2025.

Medlemmer

Faste medlemmer

NOST ledes siden 2025 af Styrelsen for Samfundssikkerhed, som desuden bistår staben gennem en sekretariatsfunktion. De faste medlemmer er:

Faste medlemmer af NOST
Logo Myndighed Ressortministerium Note
Rigspolitiet Justitsministeriet
Politiets Efterretningstjeneste (PET)
Forsvarskommandoen Forsvarsministeriet
Forsvarets Efterretningstjeneste (FE)
Styrelsen for Samfundssikkerhed Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab Stabsfunktion og formandskab
Beredskabsstyrelsen
Trafikstyrelsen Transportministeriet
Sundhedsstyrelsen Sundhedsministeriet
Udenrigsministeriet Udenrigsministeriet Navnlig Borgerservice

Øvrige ad hoc-medlemmer

Afhængigt af hændelsens karakter kan andre myndigheder, sektorer, virksomheder og organisationer inddrages i stabens arbejde. Eksempelvis blev der under COVID-19-pandemien indkaldt i alt ca. 25 forskellige myndigheder i NOST. Nogle af de forskellige ad hoc-medlemmer, som kan indkaldes, er:

Eksempler på ad hoc-deltagere i NOST
Myndighed eller organisation Ressortministerium Eksempel på relevans
Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet Ved større vejrhændelser, f.eks. storm.
Energistyrelsen / Energinet
Geodatastyrelsen
Digitaliseringsstyrelsen Forsknings-, Uddannelses- og Digitaliseringsministeriet
Center for Cybersikkerhed (CFCS) Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab
Hjemmeværnet Forsvarsministeriet
Fødevarestyrelsen Erhvervsministeriet
Søfartsstyrelsen
Sikkerhedsstyrelsen
Statens IT Finansministeriet
SKAT / Skatteforvaltningen
Statens Serum Institut Sundhedsministeriet Herunder Center for Biosikring og Bioberedskab (CBB).
Styrelsen for Patientsikkerhed
Sundhedsdatastyrelsen
Naturstyrelsen Ministeriet for Natur og Dyrevelfærd
Miljøstyrelsen Miljøministeriet
Udlændingestyrelsen Udlændinge- og Integrationsministeriet
Banedanmark Transportministeriet
Vejdirektoratet
Naviair
Kommunernes Landsforening (KL) – Når en hændelse eller krise berører kommunerne.
Danske Regioner

Nogle erhvervs- og civilsamfundsorganisationer er udpeget som såkaldte "krisekontakter", heriblandt:

Historie og ressortansvar

Etablering (2005)

Behovet for en permanent, tværgående krisestab på nationalt niveau blev tydeligt under håndteringen af Tsunamikatastrofen i Sydøstasien i december 2004. Erfaringerne afdækkede et udtalt behov for bedre koordination mellem politi, forsvar, sundhedsvæsen og civile ministerier. NOST blev derfor oprettet af regeringen i 2005 som en del af forsvarsforliget og forankret under Rigspolitiet.

Indledningsvist skulle NOST ved aktivering samles i et lokale hos Politiets Efterretningstjeneste i Søborg. Efterfølgende holdt NOST til i egnede kontorlokaler bag Politigården i København. I 2011 flyttede stabsfaciliteterne sammen med dele af Rigspolitiet til sikrede rammer på Ejby Industrivej i Glostrup. Efter købet af Frederikskaj 6 i København SV, havde Rigspolitiet planlagt, at NOST skulle flytte til lokaler på adressen. Fra 2025/2026 overgik det fysiske og digitale hovedsæde for NOST imidlertid til Styrelsen for Samfundssikkerheds krisestyringsfaciliteter i Birkerød.

Ressortoverdragelsen (2024–2025)

Som følge af et mere komplekst og skærpet trusselsbillede præget af hybridkrig, cyberangreb og infrastruktur-sabotage gennemførte regeringen i august 2024 en reorganisering af beredskabsområdet. Ved kongelig resolution blev ressortansvaret for national beredskabsplanlægning og krisestyring flyttet fra Justitsministeriet til det nyoprettede Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab. I januar 2025 blev den operative ledelse af NOST formelt overdraget fra Rigspolitiet til Styrelsen for Samfundssikkerhed (SAMSIK).

Siden 2025, har kontorchefen i NOST været Christian Friis.

Struktur og opgaver

Placering i det nationale krisestyringssystem

NOST indgår i det nationale krisestyringssystem, som skal skabe grundlag for en koordineret håndtering af større kriser, ulykker og katastrofer. Den tværgående myndighedskoordination er organiseret på flere niveauer. På det overordnede strategiske niveau findes regeringens krisestyringsorganisation med Regeringens Sikkerhedsudvalg og Embedsmandsudvalget for Sikkerhedsspørgsmål. På det koordinerende operative niveau findes NOST og Den Internationale Operative Stab (IOS), mens de lokale beredskabsstabe (LBS) koordinerer indsatsen inden for de enkelte politikredse. På skadestedet foregår den tværgående taktiske koordinering i et kommandostade (KST).

Organisatorisk opbygning under Rigspolitiet

Fra Den Nationale Operative Stabs oprettelse i 2005 og frem til den administrative ressortomlægning i 2024/2025 var NOST organisatorisk placeret under Justitsministeriet med Rigspolitiet som den ledende og koordinerende myndighed. I denne periode udgjorde Rigspolitiet den øverste krisestyringsmyndighed på det nationalt-operationelle niveau, og rollen som stabschef i NOST blev varetaget af en højerestående politileder, typisk en politidirektør eller en politiinspektør. Stabschefen havde ansvaret for den operative mødeledelse, fastsættelsen af den strategiske retning og præsentationen af stabens tværgående vurderinger for Regeringens Sikkerhedsudvalg og Embedsmandsudvalget for Sikkerhedsspørgsmål.

Til at understøtte stabsarbejdet oprettede Rigspolitiet en fast sekretariatsfunktion, som i stabens første mange operative år blev varetaget af Nationalt Operations- og Beredskabscenter (NOBC). NOBC fungerede som den administrative og logistiske rygrad, der stod for planlægning, indkaldelse af stabsmedlemmer og drift af stabsfaciliteterne. I maj 2017 overgik denne opgave til det nyetablerede Nationalt Situations- og Operationscenter (NSIOC) i Rigspolitiet. NSIOC er Rigspolitiets døgnbemandede operative center, og fungerer som det nationale og internationale kontaktpunkt for politiet og varetager på vegne af NOST den rent praktiske døgnkontakt, alarmering og aktivering af medlemsmyndighederne, når NOST skal indkaldes.

Informationshåndtering og det Nationale Strategiske Overblik (NSO)

NOST's centrale opgave er at tilvejebringe et samlet tværsektorielt situationsoverblik til brug for både de operative myndigheder og det politisk-strategiske niveau. Stabens primære skriftlige produkt og beslutningsgrundlag er det Nationale Strategiske Overblik (NSO), der tidligere blev betegnet som Nationalt Situationsbillede (NSB). NSO giver en konsolideret status over krisens omfang, iværksatte tiltag, ressourcebehov og mulige fremtidige scenarier.

NSO udarbejdes af en særlig "NSO-celle", der er forankret i stabssekretariatet. Cellen modtager, analyserer og sammenskriver de enkelte sektormyndigheders og de lokale beredskabsstabes skriftlige bidrag til ét samlet strategisk dokument. Herved etableres og vedligeholdes under et stabsforløb en opdateret og ensartet situationsforståelse, som løbende formidles til regeringens krisestyringsorganisation, departementerne, de deltagende myndigheder og den øvrige krisestyringsorganisation.

NOST arbejder ud fra et princip om strategiske hensigter (retningsprincippet). I regi af NOST er der på forhånd defineret overordnede strategiske hensigter for 13 centrale hændelsestyper fra det Nationale Risikobillede (eksempelvis terror, nukleare ulykker, kemiske udslip og transportulykker). Under en konkret aktivering tilpasses den relevante strategiske hensigt på stabsmøderne for at fastlægge den overordnede ramme for myndighedernes fælles indsats.

Videreudvikling og ny struktur under Styrelsen for Samfundssikkerhed

Som opfølgning på et skærpet og mere komplekst trusselsbillede gennemførte regeringen i august 2024 en omlægning af beredskabsområdet ved at oprette Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab. I januar 2025 overgik det operative formandskab og sekretariatsansvaret for NOST formelt fra Rigspolitiet til den nyoprettede Styrelse for Samfundssikkerhed (SAMSIK). Omlægningen samler den tværgående beredskabsplanlægning og krisestyringsledelse i én specialiseret civil styrelse, mens Rigspolitiet, Forsvaret og Beredskabsstyrelsen fortsætter som faste centrale medlemmer af staben.

Som en del af denne strukturelle styrkelse etableres et permanent og døgnbemandet Nationalt Situationscenter (med et tilknyttet cyberoperationscenter) under Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab og SAMSIK. Hvor NOST i sin traditionelle form reaktivt blev indkaldt ved opståede kriser, skal det nye 24/7-situationscenter opretholde en kontinuerlig overvågning af trusselsbilledet, foretage databaseret analyse på tværs af sektorer og levere et varigt situationsoverblik. Situationscenteret fungerer som den faste operative understøttelse for NOST. Ifølge SAMSIK øger det myndighedernes evne til proaktivt at opdage, koordinere og reagere på hybride trusler, cyberangreb og samfundskritiske hændelser i realtid.

Nationalt Situationscenter placeres i tilknytning til Styrelsen for Samfundssikkerhed i Birkerød (Datavej 20).

Aktivering og arbejdsformer

Overblik over beredskabsniveauer

Den Nationale Operative Stab kan aktiveres på tre formelle aktiveringstrin, der i henhold til krisestyringens handlingsprincip skal tilpasses den konkrete hændelses omfang og trusselsbillede. De tre trin kan op- og nedskaleres efter situationens udvikling og behovet for tværgående myndighedskoordination.

NOST's aktiveringstrin
Aktiveringstrin Beredskabsniveau Anvendelse Operativ arbejdsform Kilde
TRIN 1 Informationsberedskab Anvendes ved behov for skærpet overvågning og orientering af chefer og nøglemedarbejdere, uden at krisestaben indkaldes til fysisk fremmøde. Trussels- og situationsbilledet overvåges løbende, mens relevante chefer, nøglemedarbejdere og myndighedsrepræsentanter varsles og holdes orienterede. Behovet for eventuel opskalering vurderes fortløbende.
TRIN 2 Stabsberedskab Anvendes, når en begrænset kreds af chefer og nøglemedarbejdere bør samles for at udveksle information, drøfte situationen og koordinere eller tilpasse konkrete opgaver. Der afholdes med jævne mellemrum fysiske eller virtuelle møder, uden at den fulde krisestyringsorganisation etableres. Situationen og behovet for opskalering vurderes løbende. Medlemmer kan indkaldes inden for to timer.
TRIN 3 Operationsberedskab Det højeste aktiveringstrin. Anvendes, når der er behov for fuld aktivering af krisestyringsorganisationen til tværgående krisestyring under større, komplekse eller langvarige hændelser og kriser. Den fulde stabsorganisation etableres. Stabens faste og relevante ad hoc-medlemmer møder i krisestyringsfaciliteterne, hvor der afholdes strukturerede stabsmøder flere gange i døgnet. Ved aktivering skal medlemmerne kunne møde fysisk inden for én time; den røde signallampe tændes, og Det Centrale Operative Kommunikationsberedskab (DCOK) aktiveres parallelt. Arbejdet på dette niveau forudsætter sikkerhedsgodkendelse til klassifikationsniveauet HEMMELIGT.

Arbejdsgang og værktøjer

Når operationsberedskabet iværksættes, samles stabsmedlemmerne i særligt sikrede krisestyringslokaler, som er indrettet med en central bordformation til repræsentanterne, storskærmsvægge til overbliksvisning samt tilstødende arbejdsrum til stabssekretariatet og støttefunktioner. For at deltage i stabsarbejdet kræves det, at alle fremmødte repræsentanter er sikkerhedsgodkendt til niveauet HEMMELIGT, og udveksling af skriftligt klassificeret materiale på tværs af myndighederne sker via Regeringens Krisestyringsnetværk til Hemmeligt (REGNEM).

Det operative stabsarbejde afvikles omkring strukturerede og dagsordensstyrede stabsmøder, som under en akut krise afholdes med faste tidsintervaller flere gange i døgnet. Stabsmøderne ledes af stabschefen ud fra en fastlagt skabelon, der omfatter orientering om det aktuelle efterretningsbillede fra Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), gennemgang af sektorspecifikke risikovurderinger, afstemning af strategiske hensigter samt koordinering af ressourceallokering. Tiden mellem stabsmøderne benyttes af de mødende forbindelsesofficerer til løbende at kommunikere med eget myndighedsbagland for at afklare mandater og indhente opdaterede faglige informationer.

Informationshåndteringen og den operative dokumentation understøttes af elektroniske værktøjer og specialiserede stabsfunktioner. Den fortløbende logføring af indkomne meldinger, trufne beslutninger og iværksatte tiltag sker i politiets journalsystem POLDOK, som overføres til storskærme i stabslokalet. Det geografiske og infrastrukturelle situationsoverblik opretholdes af Geostaben, som ved hjælp af Beredskabs-GIS udarbejder tematiske kortvisninger over hændelsessteder, farezoner og risikovirksomheder. Direkte koordinering med krisestyringssystemets øvrige niveauer foregår dels via krypterede videokonferencer (ITV) med de Lokale Beredskabsstabe (LBS) i politikredsene og dels gennem udarbejdelsen af det Nationalt Strategiske Overblik (NSO), som af NSO-cellen fremsendes som tværsektorielt beslutningsgrundlag til Embedsmandsudvalget for Sikkerhedsspørgsmål og Regeringens Sikkerhedsudvalg.

Relationer til andre stabe og operative centre

Den Nationale Operative Stab (NOST) har tæt kontakt med en række tilgrænsende stabe, operative centre og myndighedsfora.

Den Internationale Operative Stab (IOS)

Horisontalt på samme koordinerende niveau udgøres NOST's direkte søsterorgan af Den Internationale Operative Stab (IOS), som ledes af Udenrigsministeriet og aktiveres ved større ulykker, naturkatastrofer, terrorhandlinger eller evakueringsoperationer i udlandet, der berører danske statsborgere. Hvor IOS håndterer den overordnede danske myndighedskoordination i internationale krisescenarier, varetager NOST det tilsvarende ansvar for hændelser på dansk territorium.

Det Centrale Operative Kommunikationsberedskab (DCOK)

Som en integreret del af den nationale stabsstruktur er Det Centrale Operative Kommunikationsberedskab (DCOK) etableret som en fast understab til NOST. DCOK samles og aktiveres i parallel med NOST og består af kommunikationsfaglige repræsentanter fra de samme myndigheder. DCOK har til opgave at samordne myndighedernes borger- og presserettede krisekommunikation, udarbejde fælles kommunikationsstrategier, sikre entydige handlingsanvisninger samt overvåge mediebilledet og sociale medier med henblik på at levere det kommunikative situationsoverblik til NOST.

Rigspolitiet og PET

På det operative og efterretningsmæssige plan understøttes NOST af specialiserede døgnbemandede centre. Under Rigspolitiets ressort fungerede Rigspolitiets Nationalt Situations- og Operationscenter (NSIOC) som den alarmeringsmæssige og operative rygrad, der stod for døgnkontakten til stabsmedlemmerne og leverede det løbende politimæssige situationsbillede, mens Politiets Efterretningstjenestes Situations- og Operationscenter (PET-SIOC) overvågede det sikkerhedsmæssige trusselsbillede og leverede fortrolige efterretningsvurderinger til staben. Med etableringen af Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab og overgangen til Styrelsen for Samfundssikkerhed udbygges denne struktur af et permanent, døgnbemandet Nationalt Situationscenter.

Sektorspecifikke stabe

På det sektorspecifikke niveau suppleres NOST af fagspecifikke stabe, hvoriblandt Sundhedssektorens Operative Stab (SOST), under ledelse af Sundhedsstyrelsen, samordner det samlede sundhedsberedskab på tværs af regioner, kommuner og statslige sundhedsmyndigheder ved større sundhedskriser, it-nedbrud eller masseskadeshændelser. SOST består af Sundhedsstyrelsen, regionerne, kommunerne, Lægemiddelstyrelsen, Statens Serum Institut og Center for Biosikring og Bioberedskab, Styrelsen for Patientsikkerhed, Sundhedsdatastyrelsen og Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

Aktiveringer

NOST samles typisk flere gange om året ved virkelige hændelser ud over øvelsesaktiviteter. NOST er forpligtet til at afholde minimum én alarmeringsøvelse hvert halve år. Stabens planer, procedurer og tværgående samarbejdsrelationer afprøves og udvikles desuden regelmæssigt gennem de nationale krisestyringsøvelser KRISØV.

NOST aktiveres for eksempel ved:

Blandt historiske aktiveringer kan nævnes:

Tidspunkt / År Hændelse Type Eventuelle detaljer om beredskabshændelsen Kilde
16. december 2008 Jordskælvet i Sydskandinavien 2008 Naturkatastrofe
2009 FN's klimakonference 2009 Planlagt begivenhed
2010 Eyjafjallajökulls udbrud i 2010 Naturkatastrofe Forstyrrelserne af flytrafikken.
2013 Oktoberstormen Allan Vejrhændelse
2015 Terrorangrebene i København i 2015 Terrorangreb
September 2015 Flygtningekrisen (migrantkrisen) Ukontrollerede menneskestrømme
2017 Tsunamien i Karrat Fjord i Grønland Naturkatastrofe
2018 Tørken i 2018 Vejrhændelse
2019 Togulykken på Storebæltsforbindelsen Trafikrelateret ulykke
26. februar 2020 COVID-19-pandemien i Danmark Pandemi Aktiveret 26. februar 2020. Rigspolitiet har udtalt, at det var den længste aktivering i NOST's historie og den mest omfattende og komplekse opgave, staben hidtil havde varetaget. Under minkindsatsen i november 2020 blev der i regi af NOST oprettet en særskilt Operationsstab Mink.
September 2022 Nord Stream-sabotagen 2022 Sabotage
Oktober 2023 Stormfloden 2023 Naturkatastrofe
Januar 2024 Jordskreddet ved Nordic Waste Naturkatastrofe Skred i forurenet jord ved Ølst.
November 2024 Samtidige it- og netværksnedbrud (TDC og Banedanmark) Nedbrud i kritisk infrastruktur
Juli 2025 DMI-varsel om ekstremt og meget farligt vejr Vejrhændelse NOST blev aktiveret som følge af DMI's varsel om meget farligt vejr og kraftig regn.
September 2025 Droneobservationer over Danmark 2025 Uautoriseret droneaktivitet over lufthavne og militære anlæg Under dronehændelserne i september 2025 blev NOST først aktiveret i informationsberedskab efter observationer ved Københavns Lufthavn. Efter yderligere droneaktivitet ved andre lufthavne og militære installationer blev staben den 25. september hævet til operationsberedskab, det højeste af de tre aktiveringstrin.
November 2025 Kommunal- og regionsrådsvalg 2025 Cyberangreb Overbelastningsangreb (DDoS angreb) mod flere partiers hjemmesider udført af den prorussiske hackergruppe ved navn NoName057(16).
Januar og februar 2026 Ekstremt snevejr og langvarig frost Vejrhændelse Aktiveret under snevejr og frost i januar og februar 2026.
Marts 2026 Folketingsvalget 2026 Planlagt begivenhed
Oktober 2026 Læk fra CPR-registeret i 2026 Uberettiget adgang til følsomme personoplysninger. Uberretiget adgang til 8,8 mio. personers oplysninger i CPR-systemet.

Referencer

  1. 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 "NOST — National Operativ Stab". Styrelsen for Samfundssikkerhed. Styrelsen for Samfundssikkerhed. Hentet 5. oktober 2026.
  2. 1 2 3 4 5 "Den nationale operative stab (NOST)". Politi. Rigspolitiet. Hentet 5. oktober 2026.
  3. 1 2 3 4 5 6 Poul Holt Pedersen; Karsten Pedersen. "National Operativ Stab (NOST)" (PDF). REGAN VEST. Hentet 6. oktober 2026.
  4. 1 2 3 Iben Bjørnsson; Rasmus Dahlberg (2025). "Resiliens som afskrækkelse. NATO's og EU's krav og forventninger til dansk modstandsdygtighed" (PDF). SECURE Rapport 2025: 1. SECURE – Center for Samfundssikkerhed og Resiliens, Roskilde Universitet. s. 21. ISBN 978-87-7240-022-8. Hentet 6. oktober 2026.
  5. 1 2 3 4 Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab (13. december 2025). "Nyt fælles 24/7-situationscenter og særlig indsats på cyberområdet i lyset af hybridkrig" (PDF). Baggrundsnotat. Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab. Hentet 6. oktober 2026.
  6. 1 2 3 Patscheider, Cecilie Strømgaard (22. april 2020). "Kom med ind i det hemmelige kontrolrum: - Det lyder, som om vi nærmest har været i krig". TV2. Hentet 6. oktober 2026.
  7. ↑ Ritzau (25. september 2025). "FAKTA: Den Nationale Operative Stab træder sammen i krisetid". NI.dk. Hentet 5. oktober 2026.
  8. 1 2 Laurits Rauer Nielsen (26. maj 2026). "krisestyringssystemet i Danmark". Lex. Foreningen lex.dk. Hentet 5. oktober 2026.
  9. ↑ Justitsministeriet (9. december 2020). "Besvarelse af spørgsmål nr. 286 (Alm. del)". Folketinget. Hentet 5. oktober 2026.
  10. ↑ Bech-Nielsen, Lisbeth (6. oktober 2026). "Det nye trusselsbillede understreger behov for totalberedskabet". Avisen Danmark. Hentet 6. oktober 2026.
  11. 1 2 Udenrigsministeriet; Forsvarsministeriet; Justitsministeriet; Udlændinge- og Integrationsministeriet (25. februar 2022). "Evakuering fra Afghanistan – Fælles myndighedsevaluering" (PDF). Udenrigsministeriet. s. 188. ISBN 978-87-93760-99-8. Hentet 6. oktober 2026.
  12. ↑ Søgaard, Jan (29. maj 2006). "National stab samles når katastrofen sker i Danmark". B.T.
  13. ↑ Thomas Danielsen (25. april 2024). "Aktstykke om Bygningsstyrelsens køb af Frederikskaj 6, København SV" (PDF). Folketinget. Aktstykke nr. 173, folketingsåret 2023-24. Folketinget. Hentet 6. oktober 2026.
  14. 1 2 Hovgaard, Laurids (11. september 2026). "Der er katastrofer nok til alle". Ingeniøren. {{cite news}}: |access-date= kræver at |url= også er angivet (hjælp)
  15. ↑ "Styrelsen for Samfundssikkerhed finder kontorchef til nyoprettet sekretariat internt". Altinget Forsvar. Altinget. Hentet 6. oktober 2026.
  16. Politiets Efterretningstjeneste (2017). "Årlig redegørelse 2016" (PDF). Politiets Efterretningstjeneste. Hentet 6. oktober 2026.
    1. ↑ Side 31.
    2. 1 2 Side 13.
  17. Beredskabsstyrelsen (2019). "Retningslinjer for Krisestyring" (PDF). Beredskabsstyrelsen. ISBN 978-87-91590-90-0. Hentet 6. oktober 2026.
    1. 1 2 3 4 5 Side 10.
    2. 1 2 Side 11.
    3. ↑ Side 8 & 10.
    4. ↑ Side 8 & 13.
  18. ↑ Beredskabsstyrelsen; Rigspolitiet (august 2014). "Evaluering af KRISØV 2013" (PDF). Beredskabsstyrelsen og Rigspolitiet. ISBN 978-87-91590-75-7. Hentet 6. oktober 2026.
    1. 1 2 Side 9.
    2. 1 2 3 Side 9–10.
  19. 1 2 "Retningslinjer for indsatsledelse" (PDF). Beredskabsstyrelsen. Beredskabsstyrelsen. oktober 2023. s. 16. Hentet 5. oktober 2026.
  20. ↑ Beredskabsstyrelsen; Rigspolitiet (2016). "Evaluering af KRISØV 2015" (PDF). Beredskabsstyrelsen og Rigspolitiet. Hentet 6. oktober 2026.
    1. ↑ Side 15.
    2. ↑ Side 15–16.
    3. 1 2 Side 17.
  21. ↑ Rigspolitiet; Beredskabsstyrelsen (15. maj 2018). "Evaluering af KRISØV 2017" (PDF). Rigspolitiet og Beredskabsstyrelsen. Hentet 6. oktober 2026.
    1. ↑ Side 17.
    2. ↑ Side 18.
    3. ↑ Side 25–26.
    4. 1 2 Side 19.
  22. ↑ Rigspolitiet; Beredskabsstyrelsen (2020). "Evaluering af KRISØV 2019" (PDF). Rigspolitiet og Beredskabsstyrelsen. Hentet 6. oktober 2026.
    1. ↑ Side 28.
    2. ↑ Side 30.
  23. 1 2 Torsten Schack Pedersen (31. oktober 2025). "Svar på spm. nr. S 80: Finder ministeren det forsvarligt, at ansvaret for den nationale operative stab (NOST) er blevet flyttet fra Justitsministeriet til Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab, set i lyset af den aktuelle sikkerhedssituation og de hybride angreb Danmark oplever?" (PDF). Folketinget. Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab. Hentet 6. oktober 2026.
  24. ↑ Rigsrevisionen (8. december 2025). "Beretning om ministeriernes beredskab til håndtering af kriser" (PDF). Beretning nr. 5/2025. Statsrevisorerne. s. 26. ISBN 978-87-7434-879-5. ISSN 2245-3008. Hentet 6. oktober 2026.
  25. ↑ Østergaard, Kathrine (13. august 2026). "Ugens embedsmand forbereder Danmark på kriser: "Trusselsbilledet stiller nye krav"". Altinget. Hentet 6. oktober 2026.
  26. ↑ Hansen, Kathrine Weinkouff (14. december 2025). "»Det vil give et kæmpe løft". Jyllands-Posten. {{cite news}}: |access-date= kræver at |url= også er angivet (hjælp)
  27. ↑ Beredskabsstyrelsen (oktober 2023). "Retningslinjer for indsatsledelse" (PDF). Beredskabsstyrelsen. s. 10. Hentet 6. oktober 2026.
  28. Beredskabsstyrelsen (23. maj 2022). "Vejledning om helhedsorienteret beredskabsplanlægning" (PDF). Retsinformation. Hentet 6. oktober 2026.
    1. ↑ Side 55–56
  29. ↑ Brøndum, Christian (18. februar 2015). "Da den store alarmknap blev trykket i bund". Berlingske Tidende.
  30. ↑ Beredskabsstyrelsen (11. maj 2020). "Krisestyringssystemet i Danmark". Beredskabsstyrelsen. Beredskabsstyrelsen. Hentet 6. oktober 2026.
  31. ↑ Torsten Schack Pedersen (24. juni 2025). "Besvarelse af spørgsmål nr. 324 (Alm. del) fra Forsvars-, Samfundssikkerheds- og Beredskabsudvalget" (PDF). Folketinget. Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab. Hentet 6. oktober 2026.
  32. ↑ Styrelsen for Samfundssikkerhed. "DCOK — Det Centrale Operative Kommunikationsberedskab". Styrelsen for Samfundssikkerhed. Styrelsen for Samfundssikkerhed. Hentet 6. oktober 2026.
  33. ↑ "Nyt forum skal koordinere sundhedsberedskabet ved større kriser". DR Nyheder. DR. 30. januar 2026. Hentet 6. oktober 2026.
  34. ↑ Nielsen, Jakob; Kaae, Martin (17. december 2008). "Fem sekunder der rystede Skåne og Østdanmark". Politiken.
  35. 1 2 Theis Lange Olsen (26. juli 2018). "Storme, terror og tørke: Stort kriseberedskab samler tråde og rådgiver regeringstop". DR Nyheder. DR. Hentet 5. oktober 2026.
  36. ↑ Petersen, Kaj (12. marts 2014). "Nødstedt - hvornår er man det?". Brandvæsen.
  37. ↑ Rigspolitiet (2. januar 2019). "Rigspolitiet opfordrer bilister på Storebæltsbroen til at vise hensyn og holde sig orienteret". Arkiveret fra originalen 9. juni 2020. Hentet 9. juni 2020. Myndighederne har som følge af togulykken onsdag morgen valgt at aktivere NOST, National Operativ Stab.
  38. ↑ "Status på mink-situationen i Region Syddanmark". Politi. Sydøstjyllands Politi. 10. november 2020. Hentet 5. oktober 2026.
  39. ↑ Toft, Cecilie (27. februar 2020). "Mette Frederiksen indkalder sikkerhedsudvalg efter første coronafund i Danmark". Altinget. Arkiveret fra originalen 3. marts 2020. Hentet 11. marts 2020. Desuden oplyser Rigspolitiet til Altinget, at den såkaldte nationale operative stab – i daglig tale Nost – har afholdt en række møder og er i såkaldt stabsberedskab
  40. ↑ Skovgaard-Petersen, Henrik (9. december 2020). "Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 286". Justitsministeriet. Folketinget. Hentet 5. december 2024. NOST blev den 26. februar 2020 aktiveret første gang i anledning af covid-19 og har siden denne dato koordineret den samlede myndighedshåndtering af covid-19, hvilket er den længste periode, NOST har været aktiveret siden oprettelsen, ligesom der er tale om den mest omfattende og komplekse opgave, NOST har varetaget.
  41. ↑ Fisher, Nana (27. september 2022). "Statens krisestab er samlet for at drøfte gaslækager i Østersøen". dr.dk. DR Nyheder. Hentet 27. september 2022.
  42. ↑ Lige nu holder Den Nationale Operative Stab møde. 20. oktober 2023. Anna Danielsen Gille. DR_Nyheder.
  43. ↑ "Nordic Waste: National stab har holdt møde med tre styrelser". Seneste nyt. TV2 Østjylland. 19. januar 2024. Hentet 21. januar 2024.
  44. ↑ Jungersen, Rasmus (28. november 2024). "Beredskabsminister: Den Nationale Operative Stab mødes nu". Indland. DR Nyheder. Hentet 28. november 2024. ... Den Nationale Operative Stab mødes nu ...
  45. ↑ Hartung, Berit (28. november 2024). "Krisestab følger fortsat situation med mobilnet trods normal drift". B.T. Berlingske Media. Hentet 28. november 2024.
  46. ↑ "NOST'en har været samlet grundet varslingen om meget farligt vejr". Politi. Rigspolitiet. 21. juli 2025. Hentet 5. oktober 2026.
  47. ↑ Rigspolitiet (23. september 2025). "NOST'en har været samlet grundet droneaktiviteten ved Københavns Lufthavn". Pressemeddelelse.
  48. ↑ Clante, Caroline (25. september 2025). "Krisestab går et niveau op – nu er de samlet døgnet rundt". Kort nyt. DR Nyheder. Hentet 25. september 2025.
  49. ↑ Styrelsen for Samfundssikkerhed (25. september 2025). "NOST'en er i operationsberedskab grundet de seneste dages droneaktivitet". Pressemeddelelse.
  50. ↑ "Uvedkommende har haft adgang til 8,8 millioner CPR-numre". DR Nyheder. DR. 5. oktober 2026. Hentet 5. oktober 2026.

Eksterne henvisninger