De forenede stabschefer (engelsk: Combined Chiefs of Staff) i Quebec, Canada, 1943.
Stab er en gruppe personer eller en organisatorisk enhed, der bistår og rådgiver en ledelse, chef eller anden beslutningstager og arbejder sammen om løsningen af bestemte opgaver. Stabsarbejdet omfatter bl.a. at indsamle og analysere information, forberede handlingsalternativer samt planlægge, koordinere og følge op på beslutninger. Stabe forekommer både i militære og civile organisationer og kan være permanente eller oprettes midlertidigt i forbindelse med en bestemt hændelse.
Betegnelsen har sin oprindelse i militærvæsenet og er lånt fra tysk: Stab, "stab" eller "stav", oprindelig om en befalingsmands kommandostav. Betydningen blev siden overført til de officerer, der bistod ham, og ordet er beslægtet med det danske stav. I militær sammenhæng blev stab historisk anvendt om højere officerer i hæren og flåden og bl.a. i betydningen generalstab, mens ordet senere især kom til at betegne en chefs nærmeste hjælpere.
I moderne militær organisation består staben af det stabspersonale, der understøtter chefens kommandoføring og administration ved at fremskaffe de nødvendige oplysninger, vurdere situationen og fremsætte forslag til beslutninger. Når chefen har truffet en beslutning, omsætter staben denne til planer og befalinger og opretholder samtidig tæt forbindelse til de underlagte enheder. Militære stabe kan forekomme ned til kompagniniveau og i visse tilfælde på delingsniveau. Større stabe er opdelt i sektioner, afdelinger eller tilsvarende organisatoriske enheder, som behandler forskellige typer sager. Bataljonsstabe og højere stabe bistås som regel af et særskilt stabskompagni med bl.a. personel til ekspeditionstjeneste og signaltjeneste, mens divisionsstabe og højere stabe ofte råder over særlige signalenheder, eksempelvis signalkompagnier eller signalbataljoner. I det danske forsvar anvendes betegnelsen bl.a. om Forsvarsstaben, en overordnet kommandomyndighed under Forsvarskommandoen, samt om stabslæger, en militærlæge af højere rang.
I bredere betydning betegner en stab en samling medarbejdere eller hjælpere omkring en person, ledelse, virksomhed eller organisation, eksempelvis en redaktionsstab, tjenerstab eller ledelsesstab. I nutidig dansk sammenhæng indgår betegnelsen desuden i navne på tværgående organer såsom Den Nationale Operative Stab (NOST).
I en hær omfatter en stab det personale, som chefen for en troppeafdeling eller større troppestyrke har til rådighed som hjælp ved kommandoføring og administration. Der skelnes traditionelt mellem troppernes stabe, herunder bataljons- og regimentsstabe, og højere stabe, såsom brigade-, divisions-, armékorps- og arméstabe, generalstabe og kommandantstabe.
Troppernes stabe har traditionelt været forholdsvis fåtallige, men den moderne krigsførelses mangeartede krav og den omfattende anvendelse af tekniske hjælpemidler medførte allerede i begyndelsen af 1900-tallet et voksende behov for stabspersonel selv hos lavere chefer. Behovet er endnu større ved divisions- og højere kommandoer, hvor chefen råder over forskellige våbenarter og styrker fordelt over store geografiske områder og under kamp skal få disse til at samvirke, også under fjendtlig beskydning. Dette kræver et stort og velindøvet personale samt en nøje arbejdsdeling. I større stabe inddeles personellet derfor i grupper, sektioner, bureauer eller tilsvarende organisatoriske enheder, mellem hvilke de forskellige arbejdsområder fordeles.
Den egentlige stab ved en militær enhed står under en stabschef, der er foresat for stabens personale og fungerer som chefens nærmeste medarbejder. Stabschefen kan bistås af en souschef. Ifølge den moderne grundstruktur er staben opdelt i fire hovedområder, der beskæftiger sig med henholdsvis personel, efterretninger, kampens førelse og logistik. I de højere stabe blev de vigtigste poster traditionelt besat med generalstabsofficerer. I fredstid var stabspersonellet stærkt begrænset, mens generalstabsofficerer udgjorde en forholdsvis stor del af officerspersonellet. I krigstid blev stabene derimod udvidet med et betydeligt antal officerer uden særlig generalstabsuddannelse, således at generalstabsofficererne kom til at udgøre en relativt mindre del; deres opgave var da navnlig at lede stabens virksomhed og varetage de funktioner, der stod i umiddelbar forbindelse med operationerne.
Hærens stabe
Den svenske militære organisation i begyndelsen af 1900-tallet illustrerede den traditionelle sondring mellem troppe- og højere stabe. Regiments- og bataljonsstabene ved et regiment havde i Sverige gennem længere tid været samlet i regimentsstaben, der tidligere havde været opdelt i en højere, en lavere og en ringere stab. Brigade- og divisionsstabe, brigadestabene i det omfang de eksisterede i fredstid, samt de forskellige våbenartsinspektører med deres stabe var samlet i generalitetsstaten. Generalstaben udgjorde, som i de fleste hære, et særligt korps. Herudover fandtes i Sverige en artilleristab og en fortifikationsstab, hver under den pågældende våbenarts inspektør eller chef.
Arméstabe, også betegnet som hovedkvarterer, blev efter den daværende svenske ordning først oprettet i krigstid og omfattede samtlige tjenestegrene, der var nødvendige for ledelsen af en armé.
Søværnets stabe
Søværn anvender ligesom hære stabe til at udføre arbejde for centraladministrationen og de kommanderende myndigheder. I det danske Søværn omfattede stabsorganisationen i 1920'erne Marinestaben, der svarede til Hærens Generalstab, samt stabe for marineministeren, viceadmiralen, chefen for flådestationen og chefen for Sødefensionen. Eskadrechefer havde ligeledes egne stabe, som omfattede både søofficerer, læger, intendanter og tekniske officerer.
I den svenske marine fandtes i begyndelsen af 1900-tallet foruden Marinestaben en række stabe både på land og til søs. På land omfattede disse bl.a. staben hos inspektøren for flådens øvelser til søs, bestående af en stabschef og mindst to adjudanter, staben hos chefen for kystartilleriet, ligeledes med stabschef og adjudanter, samt kommandantstabe ved kystfæstningerne og stabe ved kystartilleriregimenterne. Til søs fandtes stabe for den højeste befalingsmand samt for eskadre-, flotille-, divisions- og afdelingschefer.
Stabschefen hos den øverste sømilitære befalingsmand blev betegnet flagkaptajn, mens adjudanterne blev kaldt flagadjudanter. Det civilmilitære stabspersonale omfattede bl.a. stabsingeniører, stabslæger og stabsintendanter. En stab om bord på et skib, egentlig den øverste befalingsmands ekspedition, blev almindeligvis betegnet som flaggen.
