Den Hellige Stol

Ledelse og forvaltning

Rent administrativt ledes Den Hellige Stol af Den Romerske Kurie, som er den centrale institution, der bistår paven, og igennem hvilken den katolske kirkes anliggender varetages. Kurien ledes af kardinalstatssekretæren som dens øverste administrator og omfatter en række dikasterier, der kan sammenlignes med ministerier eller udøvende departementer. Selve pavevalget foretages af medlemmerne af kardinalkollegiet.

Historisk udvikling

Ordet sedes (stol eller sæde) var oprindeligt en ældre teknisk betegnelse for alle bispesæder, som først blev anvendt om de kirker, der var grundlagt af apostlene, og senere om de vigtigste kristne kirker. Disse ecclesiae dictae majores blev forstået som den kristne oldtids fem store patriarkatsæder: Rom, Alexandria, Antiokia, Jerusalem og Konstantinopel. Betegnelsen sedes blev knyttet til disse steder, fordi biskopperne sad på troner der ("quod in iis episcopi sederent in thronis"), og om netop Rom blev det udtrykkeligt fastslået, at dette var det første egentlige sæde ("Romana quidem erat prima sedes propria dicta"). Allerede under et romersk koncil erklærede pave Gelasius 1. (492-496) således: "Est ergo prima Petri apostoli sedes", ligesom man i de tidligste kristne skrifter ofte finder referencer til Peters stol med ordene "Sedet in cathedra Petri". Gennem den tidlige middelalder var udtrykket i konstant officiel brug, hvilket eksempelvis ses i Liber Pontificalis under pave Leo 3. (795-816), hvor det anføres: "Nos sedem apostolicam, quae est caput omnium Dei ecclesiarum, judicare non audemus" (Vi vover ikke at dømme Det Apostoliske Sæde, som er hovedet for alle Guds kirker). Derigennem blev Den Hellige Stol den faste tekniske betegnelse for paven, den centrale kirkelige regering samt disses faktiske opholdssted.

I løbet af middelalderen gjorde de pavelige reservationer af beneficier (kirkelige embeder) det imidlertid nødvendigt med en mere præcis juridisk viden om Den Hellige Stols nøjagtige geografiske placering, eksempelvis hvis en embedsmand tilfældigvis døde ved pavestolen ("apud sanctam sedem"). Spørgsmålet var, hvor Den Hellige Stol befandt sig, når paven levede adskilt fra den ordinære, centrale administration. Fra det 13. til det 15. århundrede fandtes der ingen tilfredsstillende løsning på dette, udover at man forlod sig på kuriens afgørelser i individuelle sager, idet det ikke blev anset for nødvendigt, at paven residerede i Rom. Man tog i stedet udgangspunkt i princippet "Ubi Papa, ibi Curia" (hvor paven er, er kurien), ud fra den antagelse, at administrationsapparatet altid fulgte paven. Dette illustreres af et tilfælde under pave Nikolaus 3., der boede i Soriano fra den 8. juni 1280 til sin død den 22. august samme år, hvor han udelukkende var ledsaget af sine personlige tjenere og embedsmændene med ansvar for det pavelige segl (bullatores). Selve kurien befandt sig i Viterbo, hvortil paven ofte rejste for at ordne forretninger og give audienser ("Audientiam suam fecit"), men alligevel beordrede han, at pavelige buller skulle dateres fra Soriano. Over et århundrede senere var dette vigtige punkt stadig uafklaret, hvilket fremgår af de officielle regler udfærdiget under Benedikt 13. og pave Johannes 23.

Selv sent i historien, under pave Martin 5.s (1417-1431) rejse fra Konstanz til Rom, skete det ofte, at paven og de gejstlige myndigheder var adskilt, uden at den officielle placering af Den Hellige Stol, for så vidt angik dens juridiske gyldighed, endnu var autoritativt fastlagt. Ifølge forfatteren Bangen fik denne usikkerhed pave Clemens 8. til at udfærdige konstitutionen Cum ob nonnullas. Heri fastslås det, at hvis paven og den pavelige administration ikke residerer samme sted, er udtalelser fra begge parter autoritative, forudsat at de er i overensstemmelse med hinanden. Retslærde som Covarruvias og Gonzalez var endvidere enige om definitionen: "Curia Romana ibi censetur esse, ubi est papa cum cancellaria et tribunalibus et officialibus suis, quos ad regimen ecclesiae adhibet" (Den Romerske Kurie anses for at være der, hvor paven er, sammen med kancelliet, domstolene og de embedsmænd, som han benytter til at lede kirken). Selvom forfatteren Hinschius længe fulgte den middelalderlige holdning om, at "Ubi Papa, ibi Curia", betragtes dette standpunkt i dag som uholdbart.