



Tektiter (fra Græsk tektos, smeltet) også kaldet Ørkenglas, eng. Impact glass, er glasarter (praktisk talt uden krystallinske indeslutninger), der kan dannes, når en meteor, en komet eller en asteroide rammer Jorden. Ved nedslagets voldsomme varmeudvikling kan sand og andre materialer fra jordoverfladen smeltes, slynges gennem luften og spredes over et meget stort område.
Da tektiter først og lettest blev fundet i ørkenområder, har de ofte navn efter ørkenen, hvor de blev fundet.
Tektitter er de tørreste kendte mineraler, med et middelvandindhold på 0,005%.

Libysk ørkenglas (en) er en nedslagsbergart (en), hovedsageligt bestående af Lechatelierit (de), der findes i det østlige Libyen og det vestlige Egyptens ørkener. Det klare gulgrønne glas består af op til 96,5-99% SiOd2 og i stykker på op til 26 kg. Det menes at der er mellem 100-1.000 tons glas.
Ifølge en undersøgelse, af den østrigske astrokemiker Christian Köberl (de), er de indlejrede zirkon-krystaller blevet varmet op til 1.800 °C og glasset er dannet for ca. 29 millioner år siden. Der er fundet små mængder af iridium og osmium, i glasstykker med mørke bånd, hvilket indikerer kondrit iblanding. Ifølge Köberl peger osmium-isotopsammensætningen på en ikke-jordisk oprindelse. Men der er ikke fundet et nedslagskrater med den rigtige alder.
Glassets oprindelse forbindes med stærk varmestråling fra en stor luftmeteoreksplosion. Faktisk af samme slags som Tunguska-eksplosionen i 1908 – dvs. en eksplosion i atmosfæren – dog måske 1.000 gange stærkere, som den mest sandsynlige forklaring.[kilde mangler]
Darwin glas (en) er fundet på Tasmanien.
Edeowie glas er fundet i Australien.
Der er også fundet glasstykker udover Sydøstasien som er blevet dannet for ca. 800.000 år siden, men intet krater er fundet.
Nær byen Pica (de) i Atacama-ørknen i det nordlige Chile, er der fundet glas dannet ved et komet-nedslag..
Ved en 20.000 tons TNT atombombedetonation i New Mexicos ørken i 1945, blev en større overflade af sand og sandsten omdannet til et ca. 1 cm tykt grøngult glas og delvist smeltet sand. En af observatørerne, Ben Benjamin, fik lov at gå på ground-zero-området en uge efter, som knasede pga. grøngult glas og delvist smeltet sand.