| Erik Spleth | |
|---|---|
Erik Spleth (død 16. juli 1944) | |
| Personlig information | |
| Født | 12. maj 1916 Hammel Sogn, Gjern Herred, Skanderborg Amt |
| Død | 16. juli 1944 Narva, Estland |
| Politisk tilhørsforhold | Danmarks national-socialistiske Arbejder-Parti (DNSAP) |
| Ægtefælle | Journalist Solveig Erna Agnete Wieth-Knudsen |
| Børn | En datter |
| Uddannelse og virke | |
| Beskæftigelse | Officer |
| Kendt for | Nazistisk virksomhed |
| Information med symbolet | |
Erik Spleth (født 12. maj 1916 i Hammel, død 16. juli 1944 i Narva) var en dansk nazist, der som officer faldt i kamp for Waffen-SS på østfronten.
Erik Spleth var søn af birkedommer Conrad Carl Frederik Spleth (27. november 1867 - 20. april 1935) og Marie Thomsen (født 1. februar 1880)
I 1930 var han registreret som kostelev på Stenhus Kostskole.
Spleth stod som jurastuderende i spidsen for en reorganisering i september 1940 af Foreningen National Studenter Aktion under medvirken af nazisterne, dr.jur. Carl Popp-Madsen og dommer Christian Junior. Som medlemmer optog organisationen studenter, studerende ved universiteterne og de højere læreanstalter, kandidater fra disse og gymnasieelever. Medlemskab forudsatte ikke medlemskab af noget bestemt politisk parti, men organisationens formål var at bekæmpe det bestående demokratiske og parlamentariske styre og at kæmpe for "de ny korporative, nationale og socialistiske Ideer, som Europas Genrejsning i vor Tid hviler paa." Lederen af studenterfraktionen af det danske nazistparti (DNSAP) rapporterede i marts måned 1942 til partifører Frits Clausen, at Spleth havde givet ham tilsagn om at medvirke til at opfordre organisationens medlemmer til at træde ind i DNSAP.
Foreningen, der på sit højdepunkt havde over 300 medlemmer, udfoldede en betydelig propagandavirksomhed, og arrangerede herunder en række foredrag af fremtrædende danske nazister, blandt andre chefen for Frikorps Danmark SS-Sturmbannführer Chr. von Schalburg, hans efterfølger SS-Sturmbannführer K.B. Martinsen og lensgreve Bent Holstein (sv).
Ved folketællingen 5. november 1940, hvor han stadig var stud.jur., var han logerende i Amaliegade 3, 3. sal, i København.
Godt et år senere meldte han sig 15. januar 1942 ind i det danske nazistparti (DNSAP). Hans stilling var på det tidspunkt angivet som cand.jur., og han var fortsat bosiddende i Amaliegade 3.
I efteråret 1942 meldte han sig som frivillig til Waffen-SS og blev optaget på officersskolen i Tölz i Bayern, hvor han blandt andre mødte den danske nazist Kaj Feilberg.
I maj 1943 var han tilbage i Danmark, hvor han blev han gift med Solveig Erna Agnete Wieth-Knudsen, født 24. juli 1915, der den 22. november 1940 havde meldt sig ind i DNSAP; hun var ved sin indmeldelse registreret som journalist med bopæl på Strandboulevarden 14.
Efter afslutningen af sin uddannelse på officersskolen vendte han i efteråret 1943 hjem til København for at deltage i de danske nazisters forberedelser af en reorganisering af dansk politi. Han blev leder af Schalburgkorpsets efterretningstjeneste (ET), hvor han var initiativtager til nogle af ET's første terroraktioner. Samme efterår deltog Spleth sammen med Søren Kam og Flemming Helweg-Larsen i tyveriet af det jødiske samfunds kirkebøger - et tyveri, der skulle udbygge besættelsesmagtens kartotek over danske jøder som grundlag for jødearrestationerne en måneds tid senere.
Den 3. marts 1944 pågreb Mogens Otto Reholt sammen med to andre i København den 44-årige Schalburg-tropsfører Frits von Eggers på mistanke om spionage. De førte von Eggers, der stod i forhold til hustruen til Schalburgkorpsets chef, Knud Børge Martinsen, til Dagmarhus, hvor han efter afhøring blev sendt videre til Schalburgkorpsets Frimurerloge til afgørelse hos Martinsen, der på stedet nedsatte en standret bestående af ham selv, Frimurerlogens kommandant, major Johan Stahr og Erik Spleth som dommere og Reholt som anklager. Efter en kort rettergang blev von Eggers dødsdømt og af Martinsen likvideret med et nakkeskud i Frimurerlogens kælder. Umiddelbart herefter trak Spleth sin pistol og affyrede et skud i ansigtet på den livløse mand.
Han blev i foråret 1944 med rang af SS-Untersturmbannführer kaldt til frontindsats for Waffen-SS ved Narva i Estland. Ved fronten blev han 12. juni 1944 såret af en granatsplint. Umiddelbart efter, at han som rask var blevet udskrevet fra lazarettet, blev han 16. juli om eftermiddagen dræbt af kugler fra en russisk maskinpistol. Han efterlod sig sin unge ægtefælle, en lille datter og sin mor.