Führermuseum

Führermuseum også kaldet Linz kunstgalleri, var et urealiseret kunstmuseum i et kulturkompleks planlagt af Adolf Hitler til hans hjemby, den østrigske by Linz, nær hans fødested Braunau am Inn. Formålet var at udstille et udvalg af den kunst, nazisterne havde opkøbt, konfiskeret eller stjålet rundt om i Europa under Anden Verdenskrig. Kulturdistriktet skulle være en del af en overordnet plan om at omforme Linz til en kulturel hovedstad i Nazi-Tyskland og et af Europas største kunstcentre – en by, der skulle overstråle Wien, som Hitler nærede en personlig modvilje imod. Han ønskede at gøre byen smukkere end Budapest, så den ville blive den smukkeste by ved Donau samt et industrielt kraftcenter og et handelscentrum; museet var planlagt til at blive et af Europas største.

Projektet forventedes færdiggjort i 1950, men hverken Führermuseum eller det kulturcenter, museet skulle være midtpunkt for, blev nogensinde opført. Den eneste del af den omfattende plan, der faktisk blev bygget, var Nibelungenbroen (de) over Donau, som stadig eksisterer i dag.

Designet af "Führermuseum" var delvist baseret på "Haus der Deutschen Kunst" i München, som ses ovenfor. Bygningen, der blev opført i 1933–1937 og tegnet af Paul Troost med betydelig indflydelse fra Hitler, var et af nazitidens første monumentale bygningsværker.

Historie og design

Kaiser-Friedrich-Museum – ... nu Bode-museet – der her ses i 1909 – kan have påvirket Hitlers oprindelige udkast til et "tysk nationalgalleri".

Allerede i 1925 havde Hitler udtænkt en plan om et "Tysk Nationalgalleri", der skulle opføres i Berlin med ham selv som direktør. Hans plan, der var skitseret i en skitsebog, var muligvis inspireret af Kaiser-Friedrich-Museum og omfattede en bygning med to afdelinger: en med 28 rum og en anden med 32. Hitler udpegede, hvilke af hans foretrukne tyske kunstnere fra det 19. århundrede der skulle repræsenteres i samlingen, og i hvilke rum deres værker skulle hænge. Blandt hans yndlingsmalere var Hans Makart (en), Franz Defregger, Eduard von Grützner (en), Franz von Stuck, Franz von Lenbach, Anselm Feuerbach, Heinrich von Zügel (en) og Carl Spitzweg, og i *Mein Kampf* havde han lovprist "arisk kunst" af Moritz von Schwind og Arnold Böcklin. På et tidspunkt i planlægningen afsatte han fem af museets rum til Adolph von Menzels værker og tre rum til henholdsvis Schwind og Böcklin. Carl Rottmann, Eduard von Engerth (en) og Anton von Werner skulle dele ét rum, ligesom Makart og Karl von Piloty; Wilhelm Trübner (en) og Fritz von Uhde; Grützner og Defregger; samt kunstnerne fra nazarenerbevægelsen. Andre malere, der i Hitlers oprindelige planer skulle have deres eget rum, var Peter von Cornelius, Hans von Marées, Bonaventura Genelli, Anselm Feuerbach og Wilhelm Leibl. Disse valg afspejlede Hitlers daværende smag, der var præget af en forkærlighed for sentimentale, germanske romantiske malere fra det 19. århundrede – herunder "både 'smægtende' genremalerier ... [og] heroiske, idylliske, allegoriske og historisk-patriotiske motiver; det visuelle modstykke til Wagner, blot uden genialiteten."

Det var efter Anschluss (annekteringen) af Østrig – og efter at "Haus der Kunst" i München allerede stod færdigt – at Hitler fik idéen om at placere sit drømmemuseum, ikke i en af ​​Tysklands førende byer, hvor det kunne risikere at blive overskygget, men i sin "hjemby" Linz i Østrig; han drøftede planerne med direktøren for det lokale provinsmuseum, Theodor Kerschner, under et besøg dér.

Efter en officiel rejse til Rom, Firenze og Napoli i 1938 – i tiden mellem *Anschluss* (annekteringen) af Østrig og overtagelsen af ​​Sudeterlandet fra Tjekkoslovakiet – udvidede Hitler, der var "overvældet og udfordret af rigdommen i de italienske museer", planen for sit projekterede galleri. Det skulle nu være det uovertrufne kunstgalleri i hele Europa – ja, "verdens største museum" – og rumme det ypperste inden for europæisk kunst (en). Han forestillede sig, at den bedste germanske kunst skulle have en fremtrædende plads i Nationalgalleriet i Berlin, mens det nye museum i Linz skulle huse det bedste af kunsten fra middelhavsområdet, især fra det 19. århundrede.

Idéen og det overordnede designkoncept for et nyt kulturområde i Linz, med *Führermuseum* som omdrejningspunkt, stammede fra Hitler selv. Han ønskede, at Linz skulle være en af ​​Rigets fremtidige kulturhovedstæder og have sit eget universitet, samt at byen skulle overstråle Wien – en by, hvor han havde tilbragt nogle år som en kunstner, der kæmpede for at slå igennem, og som han nærede stor modvilje imod; ikke blot på grund af den jødiske indflydelse i byen, men også fordi det ikke var lykkedes ham at blive optaget på Akademie der bildenden Künste Wien.

[Hitler] forestillede sig Linz som det fremtidige centrum for den nye tyske kultur og lagde hele sit begrænsede kunstneriske talent og sin arkitektoniske uddannelse i et omfattende projekt, der skulle virkeliggøre denne ambition... [Han] brugte – for en statsoverhoved at være – uforholdsmæssigt meget tid og energi på planerne for Linz; han udformede personligt de arkitektoniske planer for en imponerende række offentlige bygninger og fastlagde retningslinjerne for en kunstsamling, der skulle specialisere sig i høj grad i hans elskede, sentimentale tyske skole fra det 19. århundrede. Hans private bibliotek, som den amerikanske hær fandt dybt inde i Østrig, indeholdt en lang række færdige arkitektoniske tegninger til Linz-projektet...

Ifølge en af ​​Hitlers sekretærer blev han aldrig træt af at tale om sit planlagte museum, og det var ofte et emne ved hans faste eftermiddagste-sammenkomster. Han udredede indgående, hvordan malerierne skulle hænges op – med god plads imellem dem i rum indrettet med møbler og inventar, der passede til perioden – og hvordan de skulle belyses. Ingen detalje ved præsentationen af ​​kunstværkerne var for ubetydelig til at indgå i hans overvejelser. Om museet udtalte han i 1942: "Enhver, der ønsker at studere det 19. århundredes malerkunst, vil før eller senere finde det nødvendigt at besøge galleriet i Linz, for kun dér vil det være muligt at finde komplette samlinger."

Referencer

  1. ↑ Spotts (2002), pp. 377–78
  2. ↑ Hitler, Adolf (2000). Bormann, Martin (red.). Hitler's Table Talk 1941–1944. trans. Cameron, Norman; Stevens, R.H. (3rd udgave). Enigma Books. s. 445–446. ISBN 1-929631-05-7.
  3. ↑ "The Führer's prerogative and the planned Führer Museum in Linz" Art Database of the National Fund of the Republic of Austria for Victims of National Socialism website
  4. 1 2 Spotts (2002), p. 187
  5. 1 2 Fest, Joachim and Bullock, Michael (trans.) The Face of the Third Reich. New York: Penguin Books, 1979. p. 97 & p. 543 n.19 ISBN 978-0201407143. Originally published 1970;
  6. ↑ Spotts (2002), p. 175
  7. ↑ Spotts (2002), p. 194
  8. ↑ Bullock, Alan. (1963) Hitler: A Study in Tyranny London: Penguin. p. 386. Skabelon:LCCN
  9. ↑ Bullock, Alan. (1991) Hitler and Stalin: Parallel Lives New York: Knopf. pp. 383–84 ISBN 0-394-58601-8
  10. ↑ Spotts (2002), pp. 188–89
  11. 1 2 Fest (1975), pp. 530–531
  12. ↑ Stern, J. P. Hitler: The Führer and the People Berkeley, California: University of California Press, 1992. p. 71. ISBN 0-520-02952-6
  13. ↑ Schramm, Percy Ernst (1978) "The Anatomy of a Dictator" in Hitler: The Man and the Military Leader. Detwiler, Donald S., ed. Malabar, Florida: Robert E. Kreiger Publishing Company. p. 64 ISBN 0-89874-962-X; originally published as the introduction to Picker, Henry (1963) Hitlers Tischgespräche im Führerhauptquarter ("Hitler's Table Talk")
  14. 1 2 3 Plaut (1946)
  15. ↑ Spotts (2002), pp. 33–36
  16. ↑ Spotts (2002), p. 219
  17. ↑ Spotts (2002), p. 218

Litteratur