| Georg Spohr | |
|---|---|
Georg Spohr (liggende i bageste båd) med Harald Jährling og Friedrich-Wilhelm Ulrich (1976) | |
| Personlig information | |
| Født | 24. januar 1951 (75 år) Magdeburg, Sachsen-Anhalt, Tyskland |
| Højde | 146 cm |
| Vægt | 45 kg |
| Uddannelse og virke | |
| Beskæftigelse | Styrmand |
| Deltog i | roning ved sommer-OL 1976 - mændenes toer med styrmand, roning ved sommer-OL 1980 - mændenes toer med styrmand |
| Nomineringer og priser | |
| Udmærkelser | Vaterländischer Verdienstorden in Silber |
| Information med symbolet | |
Georg Spohr (født 24. januar 1951 i Magdeburg) er en tysk tidligere roer og dobbelt olympisk guldvinder.
Spohr var styrmand i en af de bedste østtyske toere med styrmand i anden halvdel af 1970'erne. Roerne i båden var Harald Jährling og Friedrich-Wilhelm Ulrich, og deres første store fælles internationale stævne var ved OL 1976 i Montreal. Her indledte de med via en andenplads i indledende heat at kvalificere sig til semifinalen, som de derpå vandt ret klart. I finalen lå den sovjetiske båd længe forrest, men midtvejs i løbet indhentede østtyskerne dem og lagde sig i spidsen. Der blev de og sikrede sig guldet med et forspring på mere end to sekunder, mens Sovjetunionen fik sølv og Tjekkoslovakiet bronze.
Året efter vandt samme besætning VM-sølv efter en bulgarsk båd, mens østtyskerne i 1979 vandt VM-guld. Samme år blev de østtyske mestre, hvilket de gentog i 1979. Dette år blev Spohr desuden verdensmester, men med to andre roere (Jürgen Pfeiffer og Gert Uebeler).
Ved OL 1980 i Moskva var OL-guldvinderne fra 1976 samlet igen, og de var klart hurtigst i indledende heat. I finalen var der mere jævnbyrdighed, men østtyskerne sluttede bedst og genvandt guldet, mens den sovjetiske båd fik sølv og Jugoslavien bronze.
Spohr var uddannet ingeniør inden for telekommunikation, men kom senere til at arbejde med film og foto i sin roklub, SC Magdeburg.