Scherfig blev født på Østerbro i København som søn af Claudine Nielsen (1876-1921) og Christian Diderik Scherfig (1859-1931). Forældrene var ugifte men giftede sig senere med hinanden. Ved dåben i Esajas Kirke 8. april 1906 blev han døbt Hans Christian Scherfig. Faderen var direktør for Det Hoffensbergske Etablissement, et af byens største trykkerier, og Scherfig voksede op i et solidt borgerligt hjem præget af konservative værdier. Hans bedstefar var bagermester i Nørregade; nogen mener, at det er Scherfigs bedstefar, der synges om i sangen "Der bor en bager på Nørregade".
I 1929 rejste Hans Scherfig til New York for at gense den østrigske kommunist og kunstner Elisabeth Karlinsky(de), som han fire år tidligere havde mødt i Østrig. Scherfig blev i New York i syv måneder og blev her kun mere bekræftet i sin kommunistiske livsanskuelse og sin modvilje mod kapitalismen. Tilbage i Danmark meldte han sig et par år senere ind i DKP og forblev medlem til sin død. Han giftede sig i 1931 med Elisabeth Karlinsky, og fik med hende børnene Peter, Martin og Christine.
Hans Scherfig led af en alvorlig øjensygdom, som med tiden ville gøre ham blind. Han måtte i 1930'erne arbejde med lup for at kunne se bare lidt, men i 1940'erne fik han en øjenoperation, der betød, at han blev i stand til at arbejde med stærke briller.
Elisabeth Karlinsky og Hans Scherfig boede de første fem år af deres ægteskab i det indre København men flyttede i 1936 til Nordsjælland. Først boede de et par år på Tibirke Gamle Skole men flyttede snart til et bondehus i Såne ved Tikøb og i 1955 ind i en trelænget bondegård på Asminderød Mark.
Scherfig døde af en blodprop og er begravet på Assistens Kirkegård i København. Gravstenen er navnløs, godt skjult og forestiller en skildpadde, hugget af billedhugger Carl Otto Johansen i 1975. Han fik skildpadden af sin kone, og ønskede den på sin grav til glæde for alle.
Politisk engagement
Scherfig var fra 1932 til sin død i 1979 et af de fremtrædende medlemmer i Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), hvor han i en årrække sad i centralkomiteen, som var partiets ledelse.
Under den tyske besættelse af Danmark blev Scherfig i juni 1941 arresteret, da Nazityskland gik i krig mod Sovjetunionen. Han blev i sit hjem om morgenen hentet af danske betjente og ført til Vestre Fængsel i København. På grund af tiltagende svækkelse af hans syn blev han løsladt. Efter løsladelsen sov han ikke hjemme af frygt for at blive hentet af Gestapo.
I 1968 skrev Ib Nørlund bogen Det kommunistiske synspunkt, hvor Scherfig i forordet konkluderede, at "kommunisme betyder fællesskab". Først i 1970'erne udtrykte han sin modstand mod EU, som han mente var en kapitalistisk monopolisering af Europa, og han sammenlignede i 1972 EU med Nazi-Tyskland.
Samfundskritik og syn på demokratiet
I sit politiske og journalistiske virke op til og under Besættelsen forholdt Scherfig sig stærkt kritisk til det borgerlige demokratis evne til at opretholde frihedsrettigheder under kriser. I marts 1940, umiddelbart før den tyske besættelse af Danmark, bidrog han til en enquete om åndslivets vilkår i tidsskriftet Mennesker og magten (årgang 1940, nr. 3). I artiklen ’Åndsfrihed og annonceboykot’ formulerede han sit syn på de demokratiske friheders sårbarhed således:
"Det er det ejendommelige ved det borgerlige demokrati, at det kun er demokratisk i nogenlunde gode tider. Når der for alvor bliver brug for de demokratiske friheder, bliver de gerne sat ud af kraft."
Scherfig argumenterede for, at samfundets accept af kritiske røster og fredsretorik ændrer sig fundamentalt, når krigen truer, og skrev i samme artikel:
"Man må gerne agitere for fred, så længe der er fred. Men under en krig, når fredspropagandaen får betydning, bliver det landsforræderi at tale om fred."
I artiklen påpegede han, at censur og undertrykkelse i et borgerligt demokrati ikke kun kommer fra statslig side, men også via økonomiske sanktioner fra private aktører. Som eksempler fremhævede han den organiserede annonceboykot mod avisen Politiken under Påskekrisen i 1920 og den samtidige isolation af DKP's Arbejderbladet efter Martin Andersen Nexøs kronikker om Vinterkrigen i Finland. Artiklen blev i 1983 genudgivet posthumt af Forlaget Tiden i essaysamlingen ’Presse og ytringsfrihed’.
Forfatterskab og maleri
Scherfig skrev syv romaner; Skorpionen udkom i mere end 20 lande. Men han udtrykte sig også på anden vis. Nævnes kan rejseskildringen fra Kirgisistan,
der ser verden gennem et helt andet filter end det, mange kender fra hans romaner. Derimod er hans noveller om USA voldsomt satiriske og af samme årsag væsentlig mere læseværdige. Han foretog i 1927 en rejse til Jugoslavien, hvorefter han søgte optagelse i Danmarks Kommunistiske Parti, men blev afvist. En rejse i USA 1929–30 befæstede hans marxistiske livssyn, og efter en rejse til Frankrig i 1931 blev han optaget i det danske kommunistparti i 1932.
Ved siden af sit arbejde som forfatter var han maler. Maleri var egentlig hans oprindelige udtryksform, men hans øjensygdom, der nedsatte hans syn til ca. 2%, gjorde – ifølge ham selv – at skriveriet blev opprioriteret. Scherfig er dog også meget anerkendt for sine malerier. Mælkereklamen fra 1962 på Kapelvej er udført af Scherfig, der har malet en frodig kvinde og to spædbørn med titlen: "Mælk, det er dejligt".
I grel modsætning hertil står hans essays, for eksempel Naturens uorden, samt Teodor Amsteds møde med naturen i Den forsvundne fuldmægtig. Her skildres naturen som kaotisk, vild og urimelig. Man er tilbøjelig til på denne baggrund at se Scherfigs kommunistiske idealer som en forestilling om et samfund, hvor den økonomiske frihed tøjles, og de svage beskyttes mod alles kamp mod alle.
Scherfig var en meget begavet forfatter, når det gælder skildringen af det samfund, han selv befandt sig i og kendte, men den antikommunistiske samtid og eftertid anså ham for samtidig at være "mærkeligt uvidende" i skildringen af Sovjetunionen. Ligesom Hans Kirk skrev han ud fra sovjetisk ideologi, der uddrev psykoanalysen af psykologien med marxismen-leninismen som det eneste socialvidenskabelige fundament. I sin satiriske roman Idealister beskrev Scherfig psykoanalysen som ren svindel, ligesom han gjorde nar af moderne kunst. Der findes en lille portrætfilm fra 1970'erne, hvor han, måske, indirekte indrømmer sin kritikløshed over for Sovjetunionen som et fejltrin.
Artiklen om Hans Scherfig kan blive bedre, hvis der indsættes et (bedre) billede
Du kan hjælpe ved at afsøge Wikimedia Commons for et passende billede eller uploade et godt billede til Wikimedia Commons iht. de tilladte licenser og indsætte det i artiklen.
