Harstad

Harstad
Våben Kort
Harstads kommunevåben Harstads beliggenhed
Fakta om Harstad
Koordinater: 68° 48' 7" N, 16° 32' 12" Ø
Kommunenummer:5402
Fylke:Troms og Finnmark
Kommunesæde:Byen Harstad
Areal:364 km²
Indbyggere:25.204 (1. januar 2026)
Politik
Borgmester:Kari-Anne Opsal (fra 2019) Rediger på Wikidata
Sprog: Neutral
Websted: www.Harstad.kommune.no
Harstad på Commons

Harstad (samisk: Hárštá) er en bykommune i Troms og Finnmark fylke i Norge. Kommunen omfatter den nordøstlige del af Hinnøya. Harstad grænser til Tranøy i nordøst, Andøy i nordvest, Kvæfjord i vest og Tjeldsund (i Nordland fylke) i syd. I sydøst forbinder Tjeldsundbroen Hinnøya med Skånland og fastlandet over Tjeldsundet, og i øst ligger Vågsfjorden, hvor Harstad grænser til Ibestad.

Harstad by er et vigtigt trafikknudepunkt og administrations- og skolecenter i Sør-Troms. Siden 1895 har værftsindustrien haft stor betydning for byens udvikling. Rikard Kaarbø regnes som byens grundlægger på grund af sit maritime og politiske virke. Han anlagde Harstad Mekaniske Verksted i 1895. Harstad var en tidligere forsvarsby. Byen og oplandet har lokalavisen Harstad Tidende og månedsmagasinet Harstad Nu.

Torvet i Harstad

Under kommunereformen i 1964 blev Harstad Kommune sammenlagt med de to tidligere kommuner Trondenes og Sandtorg, og fra 1. januar 2013 blev Bjarkøy kommune en del af Harstad. Landet omkring byen er et traditionelt landbrugsområde med en god jordkvalitet. Der findes stadig en del bondegårde i kommunen, men de fleste erhvervsaktive indbyggere arbejder nu i byområdet.

45 km fra Harstad i Evenes Kommune ligger lufthavnen Harstad/Narvik Lufthavn, Evenes. Lufthavnen blev åbnet i 1972 som en kombineret militær og civil lufthavn.

Harstad har midnatssol fra 22. maj til 18. juli og mørketid fra 30. november til 12. januar.

Kommunens bygder

Nord for Harstad: Aune, Grøtavær, Nergård, Lundenes, Alvestad, Kjøtta, Kasfjord, Stornes, Årnes, Røkenes, Undlandet, Ervik, Gamnes,Vika, Berg, Hagan, Kilhus, Tennvassåsen, Tømmeråsen, Steinnes, Storvassbotn og Sørlia.

Syd for Harstad: Kilbotn, Nordvik, Melvik, Sørvik, Halsebø, Brokvik, Fauskevåg, Gausvik, Haukebø og Sandtorg.

Kommunens øer

Harstad kommune omfatter også mange småøer. Hovedparten af kommunen ligger på Hinnøya som er Norges største ø. I den nordlige del af kommunen ligger øerne Grytøya, Bjarkøya, Sandsøya, Helløya, Flatøya og Krøttøya, i tillægtil en række mindre øer mellem Andfjorden i nordvest og Vågsfjorden i øst. Kommunen omfatter også de mindre øer Kjeøya, Litje Kjeøya, Kjøtta, Kjøttakalven, Åkerøya, Russeholmen, Måga, Svartskjæret, Litje Tjuvholmen, Store Tjuvholmen, Laukholmen, Arnøya, Store Rogla, Litje Rogla og Gressholman.

Projektet Bjarkøyforbindelsen er at forbinde øerne Bjarkøy, Sandsøy og Grytøy sammen, og dermed tættere til regioncenteret Harstad. 2013 blev Bjarkøy kommune en del af Harstad kommune. Forbindelsen forventes færdigbygget i slutningen af 2018:

Undersøisk tunnel mellem Grytøy–Bjarkøy på 3250 m, dæmning/bro mellem Grytøy–Sandsøy, en 900 meter lang dæmning, en 300 meter lang bro, samt tre lave broer på 44, 66 og 66 meter, og i alt 2600 meter ny vej.

Historie

De første faste bosætninger i området er sandsynligvis i perioden fra 400 til 800 efter Kristus. Den sorte død hærgede i 1349 og lagde bebyggelsen i Harstad-området øde.

Trondenes Kirke ligger ca. 3 km nord for Harstad på Trondenes, har rødder helt tilbage til vikingtiden. Kirken blev færdig bygget ca. 1440. Den er bygget på et område hvor der tidligere har været trækirker fra 1100-tallet. Omkring kirken findes der rester af befæstninger fra 1100-tallet, som skulle beskytte en tidligere trækirke mod angreb. 1537 blev kirken en lutheransk menighedskirke.

I 1600-tallet boede fogeden og skriveren på Øvre Harstad, men stedet kan alligevel ikke regnes som bygdecentrum. På den tid var f.eks. Sørvik, Ervik, Røkenes, Elgsnes, Breivika og Forhavn vigtigere handelssteder. Da der i slutningen af 1700-tallet blev aktuelt at etablere en købstad i Senjen og Tromsø fogderier, var Gausvik, Kjøtta og Trondenes aktuelle steder, men ikke Harstad. 1610 Harstad var den største gård i Trondenes. 1649 blev Jens Pedersen Hind sorenskriver i Trondenes og bygger sin embedsgård på 1736 blev Seljestad og Botn udlagt til husmandsteder. 1750 opføres Røkenes gård i Harstad. 1770 var Christoffer Petersøn den første som slog sig ned i Harstadsjøen.

1826 blev Trondenes Seminar oprettes på Trondenes. Seminaret var forløberen for Tromsø lærerskole og blev drevet på Trondenes fra 1826 til 1848 da det blev flyttet til Tromsø.

1838 blev Bjarkøy Kommune oprettet under navnet Sand herred. Ved kongelig resolution af 6. december 1886 blev navnet ændret til Bjarkøy herred. Kommunens grænser var uændret frem til 1. januar 1964. Da blev dele af Bjarkøy kommune med 480 indbyggere som omfattede øerne Lemmingvær og dele Senja overført til Tranøy kommune.

1988 blev der anlagt et kystartillerifort på øen Krøttøy. Meløyvær Fort blev nedlagt i 2007, og fredet i juni 2013. Anlægget bestod af tre kanoner og en kommandocentral, og var et af de tre sidste kystforterne som blev bygget i Norge. Fortet var strategisk vigtig under Den kolde krig, og skulle dække området mellem Andøya og Senja. Kanonerne var monteret i et ca. 30 meter dybt anlæg som er udstyret sådan at det var selvforsynende med vand og strøm i en krisesituation. På grund af at anlægget er relativt nyt, er alle funktioner fuldt operative. Foruden den ene kanon er også kommandocentralen på Krøttøy bevaret i sin helhed. Luftværnstillingerne og nærområdet omkring fortet er også bevaret.

"Adolf-kanonen" på Trondenes Fort

2. verdenskrig i Harstad og omegn

Efter at Sovjetunionens angreb på Finland den 30. november 1939 kom der den 6. december 86 finske flygtninge til Harstad.

13. april 1940 kom to tyske fly af typen JU-52 ind over byen og beskød byen med maskingeværild. Flyene blev beskudt med maskingeværer fra to luftværnsposter i byen og fra marinefartøjet «Torodd». Flyene blev ramt måtte nødlande på isen i Gullesfjord. Besætningen blev taget fange af lensmanden i Lødingen. Senere kom der i alt 142 tyske bombetogter over Harstad.

15. april 1940 om morgenen ankom den første store konvoj med britiske tropper til Harstad. Konvojen bestod af troppetransportskibene «Batory» (14.287 brt), «Reina Del Pacifico» (17.707 brt), «Monarch of Bermuda» (22.424 brt) og en let krydser. Lodsningen af materiel tog tre dage, og den 18. april omkring 15.000 blevet landsat. Alle muligheder for indkvartering blev udnyttet, som f.eks. i erhvervsbygninger og på landbrug udenfor byen.

Den 8. juni 1940 blev de sidste 9.800 allierede soldater evakuereret fra Harstad- og Narvik-området.

Den 13. juni 1940 ankommer de første tyske besættelsestropper til Harstad. 1. juli blev Harstads politimester afsat og Alf Lian fra Nasjonal Samling indsættes som politimester. Politikorpset med undtagelse af to mænd opsagde deres stillinger i protest og blev erstattet af NS-folk.

1941 begyndte den tyske værnemagt arbejdet med at bygge Trondenes Fort og bestykke det med de store Adolfkanoner som skulle sikre den nordlige indsejling til Narvik. Det grove arbejde blev udført af sovjetiske krigsfanger, i strid med folkeretten. For dem blev der i 1942 bygget en baraklejr i nærheden af Trondenes kirke. Under de mest forfærdelige forhold blev fangerne sat i arbejde. Der kunne være op til 1200 krigsfanger stuvet sammen i de mange barakker. Dødstallene i lejren var store. Kort efter krigen, blev der i lejren fundet en dagbog skrevet af krigsfangen Konstantin. Han skriver den 14. januar 1943: «Livet i lejren havde måske ikke været så slemt, hvis vi bare havde noget at spise». Videre skriver han at han siden den 28. december 1943 har ligget syg og afmagret i barakken. – Konstantin døde i foråret 1943. I alt døde der i lejren 410 sovjetiske krigsfanger. Der er opført et mindesmærke som symboliserer grusomhederne i fangelejren på Trondenes under krigen.

1941 anlagde tyskerne et kystfort på Bjarkøya. Befæstningen bestod af fire kanonstillinger med 15,5 cm kanoner, med en skudvidde på 18 000 m. I september 1944 blev batteriet overført til et Marinekystbatteri. Foruden kanonstillingerne var fortet udbygget med bunkere, barakker og løbegrave.

1943 blev Trondenes Fort på halvøen Trondenes i Vågsfjorden nord for Harstad anlagt af tyskerne, som en del atlantvolden og blev bestykket med fire af verdens største landbaserede kanoner – 40,6 cm i kaliber. Den ene kanon kaldes i folkemunde Adolf kanonen.

I august 1944, efter at tyskerne havde brændt og forladt Finnmark og Nord-Troms, oprettede de en ubådsbase i Kilbotn. Denne blev den 4. maj 1945 angrebet af 44 britiske hangarskibbaserede fly og var det sidste allierede angreb mod Norge under 2. verdenskrig. Under angrebet blev M/S "Black Watch", som var rekvireret af tyskerne og ombygget til hotelskib og depotfartøj for ubåde, sænket. To engelske fly blev skudt ned og i alt omkom 150 til 155 mænd. Under angrebet blev også M/S "Senja" tilhørende det Vesterålske Dampkibselskab og den tyske ubåd U711 sænket.

Den 8. maj 1945 kapitulerede de tyske besættelsestropper i Norge. Tyskerne havde 15.000 mand i Harstadområdet. Den 9. maj blev de afvæbnet af den den norske modstandsbevægelse, som overtog kontorerne fra det tyske sikkerhedspoliti. Den 9. maj blev der indgået en formel kapitulation for Harstad-distriktet. Den 10. maj blev ca. 90 af de norske NS-medlemmer i Harstad-området fængslet.

Harstad kulturhus
Marianne Bremnes (født 1964) er kommunens ordfører (borgmester)

Kultur

Trondenes Historiske Center (THS) er et kulturhistorisk center på halvøen Trondenes nordvest for Harstad. Centeret er placeret i historiske omgivelser med Trondenes Kirke (ca.1200 – 1450 e.kr) som et naturligt midtpunkt, og med en kultur- og natursti til Altevågen – hvor der det fortsat findes spor af nausttomter og gravsteder fra vikingetiden. THS blev indviet i maj 1997, og er i dag en afdeling af Sør-Troms museum. Den historiske museumsudstilling «Med kors og sværd gennem 1000 år» viser nord-norsk historie fra vikingtiden og middelalder, frem til 2. verdenskrig og nutidens bysamfund. Udstillingen er tekstet på norsk, tysk og engelsk.

Røkenes Gård kan skrive sin historie så langt tilbage som til folkevandringstiden (år 400-600). Gården var i brug i vikingtiden og i middelalderen. Hovedbygningen, er fra 1750, fadeburet noget ældre. Begge bygninger er fredet. Hovedbygningen i trøndelag-stilen antages at være opført af Nils Hansen Rafn. Sagkyndige mener at dette arbejde er udført af kirkebyggere fra Trøndelag som var her i forbindelse med reparationer af Trondenes kirke. Driftsbygningen blev rejst i 1899.

Kommunen fik sit eget kulturhus, Harstad kulturhus, i 1992. Forsvarets musikkorps Nord-Norge holder til i kulturhuset. Den 12.000 m² store kulturhus består af Storsalen og Lillesalen. På 2. og 3. etage er der foruden Harstad bibliotek, lokaler til blandt andet mindre selskaber og koncerter. Det kommunale hovedbibliotek har også en afdeling på Bjarkøy skole. Biblioteket har flere afdelinger: voksenafdeling, børn- og ungdomsafdeling, musikkafdeling og en lokalsamling.

Grottebadet er et badeland (svømmehal) i Harstad. Hallen er sprængt ind i fjeldet i Harstads centrum, og har blandt andet et 25 meters konkurrencebassin, legeland og varmtvandsbassin. Byggearbejdet begyndte i 1999 og Grottebadet blev åbnet i juni 2003. Da Grottebadet åbnede, blev den gamle svømmehal i Kanebogen lukket.

Harstad kommune er vært for Festspillene i Nord-Norge, som siden 1965 afholdes hvert år i den sidste uge i juni. De første festspil var nærmest som et stort nordnorsk sang- og musikstævne på frivillig basis. Senere kom et nyt vigtig element ind med sagaspil ved Laugen på Trondenes. Hovedformålet er at stimulere kunst- og kulturlivet i landsdelen og fremlægge grænseoverskridende projekter indenfor scenekunst, musik og visuel kunst.

BAKgården er en byfest midt i august som arrangeres over tre dage med koncerter og et stort marked i Harstads bymidte med ca. 80 udstillere.

Politik

Harstad Kommmunes ordfører (borgmester) er siden 2011 Marianne Bremnes fra Arbeiderpartiet, mens "varaordfører" (stedfortræder) siden 2015 er Maria Serafia Fjellstad fra Venstre. Et samarbejde mellem Arbeiderpartiet, Venstre, Senterpartiet og Kristelig Folkeparti har haft flertal i kommunestyret siden 2015. Oppositionen udgøres af Fremskrittspartiet, Høyre, Sosialistisk Venstreparti, Rødt og Miljøpartiet de grønne. Kystpartiet, som har havde en repræsentant i bystyret, stillede ikke til valget i 2015.

Kommunestyret i Harstad består af 35 repræsentanter. Ved kommunevalget i 2015 var det 19 256 stemmeberettigede,

Seværdigheder

Harstads bymidte
Hurtigruteskibet MS Kong Harald i Harstad

Seværdighederne i distriktet er centreret omkring arkitektur og militærhistorie. Flere eksempler på de ældre træhusbebyggelser er bevaret og i daglig brug, bl.a. Røkenes Gård og Sandtorgholmen.

Uddannelse

Kommunen har 22 skoler og Harstad er værtskommune for fire videregående skoler, en professionshøjskole og en folkehøjskole. Fra 1. januar 2016 blev højskolen en del af Universitetet i Tromsø.

Kendte harstadværinger

Venskabsbyer

Eksterne henvisninger

Noter

  1. ↑ Harstad kirke, informasjonsbrosjyre fra kirken.
  2. ↑ Biografi: Bothner, Leif
  3. ↑ https://www.aftenposten.no/kultur/i/LAaA24/filmregissoer-knut-andersen-er-doed
  4. ↑ Reidar Thomassen – Store norske leksikon
  5. ↑ Biografi og bilder fra Norsk Musikkinformasjon
  6. ↑ Skabelon:Kilde avis
  7. ↑ Elisabeth Aspaker – Store norske leksikon
  8. ↑ Iren Reppen – Store norske leksikon
  9. ↑ "Arkiveret kopi". Arkiveret fra originalen 29. oktober 2020. Hentet 26. oktober 2020.


68°48′7″N 16°32′12″Ø / 68.80194°N 16.53667°Ø / 68.80194; 16.53667