Hauberk

Italiensk ringbrynjeskjorte fra slutningen af 1400-tallet.

En hauberk eller byrnie er en ringbrynjeskjorte. Begrebet bruges normalt til at beskrive en skjorte, der når mindst til midt på låret og inkluderer ærmer. En haubergeon ("lille hauberk") betegner en mindre ringbrynje­skjorte, som nogle gange var ærmeløs, men begreberne bruges til tider i flæng. Ringbrynje-rustning, sandsynligvis opfundet af kelterne, blev bredt udbredt for sin fleksibilitet og spredte sig gennem Europa og Asien, hvor den blev en fast del af romerske legioner og middelalderens krigsførelse. I 1000-tallet udviklede hauberk sig til en knælang ringbrynje­skjorte med ærmer, som afbildet på Bayeux-tapetet, og den forblev i brug i Europa indtil renæssancen på trods af fremkomsten af pladerustning.

Konstruktion

Detalje af en hauberk fremstillet i Nürnberg, Tyskland, ca. 1350.

Hauberker blev typisk konstrueret af sammenlåste metalringe, som dannede en ringbrynje­skjorte. Ringene blev nittet sammen stykke for stykke og dannede et fuldstændigt væv af jern, og de blev kaldt grains d’orge på grund af deres lighed med bygkorn. Ærmerne gik nogle gange kun til albuen, men var ofte fuld længde, hvor nogle dækkede hænderne med en smidig læderflade i håndfladen eller endda fulde ringbrynjehandsker. Den var normalt lår- eller knælang, med en slids foran og bagtil ved lysken, så bæreren kunne ride til hest. Den kunne til tider indeholde en hætte eller en ringbrynjehætte. Ifølge historikeren Kelly DeVries blev "hauberk sandsynligvis båret over, men ikke fastgjort til, en tung, vatteret undertrøje, haubergeonen."

Tidlige versioner af hauberken fandtes i forskellige former, såsom den ringbesatte hauberk, hvor metalringe blev syet på læder eller polstret materiale. Andre typer omfattede den "rustrede" hauberk med overlappende ringe, en kjortel lavet af metalplader, og den gitterformede kjortel forstærket med sømhoveder. En større og mere kompleks version, jazerant eller "korazin", havde overlappende metalplader lagt i et skæl­lignende mønster. Til sidst blev ringbrynje­hauberker, fremstillet udelukkende af sammenlåste jernringe, almindelige. Disse hauberker blev fremstillet enten i enkelt- eller dobbelt­brynje, hvor hver ring var forbundet med fire andre.

Selvom de var lettere end pladerustning, kunne en hauberk være ganske tung. William af Poitiers, forfatteren til Gesta Guillemi, roser Vilhelm Erobrerens styrke ved at beskrive, hvordan "han bar på sine egne skuldre både sin egen hauberk og den, der tilhørte en af hans egne mænd, William FitzOsbern, kendt for sin legemlige styrke og tapperhed, som han havde befriet for denne byrde af jern."

Galleri

Referencer

  1. 1 2 DeVries, Kelly (2012). Medieval Military Technology. Kay Douglas Smith (2nd udgave). North York, Ontario: University of Toronto Press. s. 64. ISBN 978-1-4426-0497-1. OCLC 782101074.
  2. ↑ Hewitt, John (1855). Ancient Armour and Weapons in Europe from the Iron Period of the Northern Nations to the End of the Thirteenth Century (engelsk). John Henry and James Parker. s. 239.
  3. 1 2 Strutt, Joseph (1842). A Complete View of the Dress and Habits of the People of England: From the Establishment of the Saxons in Britain to the Present Time (engelsk). Henry G. Bohn, York Street, Covent Garden. s. 56.
  4. 1 2 Demmin, Auguste (1894). An Illustrated History of Arms and Armour: From the Earliest Period to the Present Time (engelsk). George Bell. s. 309-310.
  5. ↑ DeVries, Kelly (2012). Medieval Military Technology. Kay Douglas Smith (2nd udgave). North York, Ontario: University of Toronto Press. s. 64. ISBN 978-1-4426-0497-1. OCLC 782101074.
  6. ↑ DeVries, Kelly (2019). Medieval Warfare: A Reader. Michael Livingston. University of Toronto Press. s. 154. ISBN 978-1-4426-3670-5. OCLC 1090427215.

Eksterne henvisninger

VåbenSpire
Denne artikel om våben er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.