| Henrik Dons Christensen | |
|---|---|
| Født | 17. april 1910 Vinding, Danmark |
| Død | 15. marts 1984 (73 år) Ribe, Danmark |
| Gravsted | Askov Kirkegård |
| Søskende | Johs. Dons Christensen |
| Uddannelse og virke | |
| Uddannelsessted | Københavns Universitet (til 1935) |
| Beskæftigelse | Presbyter |
| Nomineringer og priser | |
| Udmærkelser | Kommandør af Dannebrog (1975) |
| Information med symbolet | |
Henrik Dons Christensen (født 17. april 1910 i Vinding ved Vejle, død 15. marts 1984) var en dansk præst, der fra 1956 til 1980 var biskop over Ribe Stift.
Henrik Dons Christensen, der var præstesøn og bror til Johs. Dons Christensen, blev student fra Vejle højere almenskole i 1928 og teologisk kandidat fra Københavns Universitet i 1935. Han studerede oprindelig statsvidenskab som reaktion mod sit grundtvigianske barndomsmiljø, men vendte senere tilbage til teologien. I studietiden var han elev på Askov Højskole 1930–31 og formand for Studenterkredsen 1933–34.
Efter endt uddannelse var Dons Christensen lærer på Danebod Højskole 1935–38 og sognepræst i Henne og Lønne Sogne 1938–42. Fra 1943 blev han valgmenighedspræst i Askov og lærer ved Askov Højskole, hvor han virkede frem til 1957. Samme år blev han udnævnt til biskop over Ribe Stift og sad frem til 1980.
Han var i 1920'erne og 1930'erne stærkt påvirket af Tidehverv og var i mange år aktiv i en række kirkelige og grundtvigske organisationer. Han var medlem af bestyrelsen for Grundtvigsk konvent af 1916 (1942–67) og Dansk Santalmission (1949–54). Desuden var han formand for De danske Ungdomsforeninger (1954–59) og bestyrelsesmedlem i Dansk Ungdoms Fællesråd (1957–60). Fra 1961 sad han i bestyrelsen for Kirkeligt Samfund og var 1962–65 formand for Det grundtvigske Soldaterarbejde.
Han deltog i flere kirkelige udvalg under Kirkeministeriet, herunder strukturkommissionen (1964–67), udvalget om Folkekirkens repræsentation udadtil og udvalget vedrørende præstemanglen (1969–70). I sine senere år blev han især kendt som fortaler for afskaffelsen af tilspørgelsen ved barnedåb.
Han skrev flere amatørskuespil, blandt andet Væveren fra Mern og Hvad med de andre. Tidsbillede (udgivet 1949), samt en samling kærlighedsdigte, December (1967).