Herritslev er en landsby vest for Nysted på Lolland. Den befinder sig i Guldborgsund Kommune og tilhører Region Sjælland. Landsbyens navn kommer af mandsnavnet Hariradan med efterleddet lev, hvilket betyder ”Hariradans efterladte ejendom”.
Stednavne med efterleddet lev er ældre end år 800 og tilhører normalt byer af en vis størrelse og betydning. Herritslev har da også både kirke og der omtales en skole i 1699. Omkring 1720 blev der opført en rytterskole. I 1960’erne et større plejehjem, Solgården, fælles for en del sogne vest for Nysted. Institutionen eksisterer endnu i ændret form.
