Hesselagergård

Middelalder og Friis-slægtens overtagelse

Hesselager nævnes i tilknytning til Kronens jordegods i Kong Valdemars Jordebog fra 1200-tallet. Det er dog usikkert, om den nævnte besiddelse var en hovedgård svarende til den senere herregård. Først i 1419 kan en adeligt ejet gård følges sikkert i ejerhistorien, da den tilhørte Jakob Ottesen Bild fra Ravnholt.

Jakob Ottesen Bilds datter Maren Bild bragte gården ind i sit ægteskab med Henrik Friis. Dermed kom Hesselagergård ind i Friis-slægten. Efter Henrik Friis' død i 1468 tilfaldt gården Otte Friis, som døde uden børn i 1503. Hans bror Jesper Friis overtog herefter godset, som gik videre til sønnen Johan Friis.

Johan Friis, Grevens Fejde og herreborgen

Johan Friis (1494–1570) uddannede sig i udlandet, gjorde karriere i Danske Kancelli og blev i 1532 udnævnt til kongens kansler af Frederik 1.. Han beholdt en central politisk stilling under Christian 3. og Frederik 2.. Hans godserhvervelser omfattede blandt andet Hesselagergård, Borreby og Mullerup.

Under Grevens Fejde (1534–1536) blev den ældre gård efter de historiske beskrivelser ødelagt. Johan Friis indledte efter borgerkrigen et omfattende byggeri på Hesselagergård, og en bevaret bygningsindskrift angiver året 1538. Byggeriet blev traditionelt dateret til omtrent 1538–1550. Den ældre, befæstede bygningsform med voldgrav, tårne og forsvarsanlæg fik undervejs et renæssancepræget udtryk.

Johan Friis udvidede gårdens besiddelser og søgte at samle fæstegodset omkring hovedgården. Han fik patronatsret til Hesselager Kirke i 1527 og birkeret over Hesselager Sogn i 1539. Hesselagergård var dermed ikke blot et landbrug, men centrum for et kompleks af økonomiske, kirkelige og lokale retslige privilegier.

Det første danske stamhus (1548–1572)

I 1548 fik Johan Friis kongelig tilladelse til at gøre Hesselagergård til et stamhus, en besiddelse som ikke skulle deles mellem de sædvanlige arvinger, men følge en bestemt mandlig arvefølge. Ordningen omtales som det første danske forsøg på at oprette et stamhus. Den tilsigtede udelt-arv stod i modsætning til almindelige arveregler, der også gav kvindelige arvinger lod i godset.

Johan Friis døde barnløs i 1570. Den ældre litteratur omtaler et kortvarigt arveforløb ved Henrik Friis, der døde i 1571, mens nyere ejeroversigter regner Niels Friis som efterfølger fra 1570. Den særlige arveordning blev udfordret af de øvrige arvinger. Efter en retlig strid blev stamhusoprettelsen underkendt i 1572. Niels Friis beholdt Hesselagergård, men ikke som et uanfægtet stamhus. I forbindelse med arvesagen og undersøgelsen af Johan Friis' godstransaktioner måtte arvingerne ifølge Dansk Biografisk Leksikon betale Kronen 50.000 daler for at beholde godset.

Svenskekrige, enker og gæld

Hesselagergård blev i Friis-slægten til 1600-tallets slutning. Efter Niels Friis' død i 1658 overtog enken Ingeborg Parsberg driften af det gældsplagede gods. Ejendommens økonomi blev forværret i årene omkring Karl Gustav-krigene 1657–1660. Ved skiftet efter Ingeborg Parsberg, som døde i 1679, blev boets økonomiske forhold afviklet; i 1682 blev Hesselagergård udlagt til kreditoren Poul Zachariassen Grønneval.

Kildematerialet er ikke helt samstemmende om overtagelsestidspunktet: den historiske fortælling på nogle opslagsværker har fejlagtigt eller uklart angivet 1662 som tidspunkt for skiftet, mens de særskilte ejerlister fører Ingeborg Parsberg til 1679, hendes dødsbo til 1682 og Poul Grønnevals ejertid fra 1682. Sidstnævnte årstal er derfor anvendt i ejerrækken nedenfor.

Gæld, hospital og kvindelige besiddere i 1700-tallet

Poul Zachariassen Grønnevals datter Inger Margrethe Grønneval bragte Hesselagergård videre til ægtemanden Niels Rasmussen Buchholtz. Efter hans død i 1725 overtog Gråbrødre Hospital i Odense godset på grund af gæld. Hospitalets direktion overdrog det året efter til Buchholtz' svigersøn Lorens Baggesen.

Efter Lorens Baggesens død i 1750 sad enken Øllegaard Nielsdatter Buchholtz, gift Baggesen, på herregården indtil sin død i 1764. Efter et kortvarigt dødsbo blev sønnen Niels Baggesen ejer frem til 1798. Øllegaards enkeperiode er et eksempel på kvinders faktiske mulighed for at administrere en større godsbesiddelse, selv om den almindelige arveret og familiens økonomiske interesser påvirkede overdragelserne.

Familien Dons og 1800-tallet

Efter et kort ejerskab ved Johan Frederik Friis (1798–1802) blev Hesselagergård købt af Simon Andersen Dons i 1802. Familien Dons kom til at præge herregården gennem store dele af 1800-tallet. Blandt andet blev dele af voldgravsanlægget tilkastet, avlsbygningerne udbygget, og hovedbygningen restaureret i flere omgange. Både medlemmer af Friis-slægten og Dons-familien er knyttet til begravelser og mindesmærker ved Hesselager Kirke.

Gården forblev i Dons-familiens kreds indtil 1904. I ejerrækken optræder også Laura Christine Petrine Schaumann, som var enke efter et medlem af Dons-familien og senere gift Møller, i årene 1886–1888. Ejerperioderne for de sidste medlemmer af familien er forskelligt gengivet i ældre og nyere oversigter; listen nedenfor følger fortrinsvis Dansk Center for Herregårdsforskning.

Familien von Blixen-Finecke fra 1904

I 1904 erhvervede kammerherre Carl Vilhelm Behagen Castenschiold Hesselagergård til sin datter Bertha Henriette Marie Castenschiold, der var gift med Axel von Blixen-Finecke. Bertha Henriette Marie Castenschiold, baronesse von Blixen-Finecke gennem ægteskabet, regnes som besidder frem til 1944, hvor hun overdrog ejendommen til sønnen Carl August von Blixen-Finecke.

Efter Carl August von Blixen-Fineckes død i 1954 fulgte enken i en overgangsperiode. Fra 1955 var Gustav Frederik von Blixen-Finecke og Anna Elisabeth von Blixen-Finecke tilknyttet ejerskabet; førstnævnte blev eneejer i 1963. Den ældre ejerliste på dansk Wikipedia angiver Henrik von Blixen-Finecke fra 1985. Dansk Center for Herregårdsforskning opgiver derimod i sin særskilte registrering for 2021 et interessentskab med Axel Henrik Blixen-Finecke og Axel Christopher Blixen-Finecke som ejere. Oplysningen fra 2021 er ikke kontrolleret som aktuel ejerstatus i 2026.

Hovedbygningens renæssancearkitektur

Hovedbygningen er et øst-vestvendt grundmuret langhus i røde mursten på granitsokkel. Et trappetårn er anbragt midt på sydsiden, og mod nord ses to hjørnetårne. Bygningens fremtrædende træk er de halvcirkelformede, såkaldte vælske gavle, som viser tidlige påvirkninger fra italiensk og nordtysk renæssance. De er blandt de tidligst kendte af denne type i Nordeuropa.

Anlægget bærer samtidig tydelige præg af en befæstet gård: voldgravene, etageadskillelsens udkragede buefriser, vægtergang, skydeskår og skoldehuller. Hovedindgangen var oprindeligt beskyttet af en vindebro. Nær Tange Ås sammenløb kunne vandforsyningen benyttes til voldgravene og en tidligere mølle.

Datering og arkitekter

Byggeindskriften med årstallet 1538 har længe været forstået som begyndelsen til den eksisterende hovedbygning. Morten (Martin) Bussert, der virkede som kongelig bygmester, er ofte nævnt som mulig arkitekt; en sikker dokumentation for hans ledelse af byggeriet foreligger imidlertid ikke. Jacob Binck er foreslået som ophavsmand til renæssanceombygningens gavle og udsmykningen i hovedbygningen.

I undersøgelsen Sydfynske renæssanceherregårde fremhævede historikeren Thomas Riis, at den almindeligt antagne dateringsfølge ikke er endeligt bevist. Han foreslog, at byggeindskriftens formulering om bygninger muligvis snarere sigtede til avls- og økonomibygninger på en nærliggende holm end til hele den nuværende hovedbygning. Hans argument bygger blandt andet på sammenligning med bygningsindskriften fra 1550 i Hesselager Kirke. Dateringen af de enkelte byggefaser er derfor fortsat et forskningsspørgsmål.

Hjortesalen

Et af renæssancebygningens kendteste rum er Hjortesalen. Den er udsmykket med store kalkmalede jagtscener og 13 hjorte, hvis virkelige gevirer er monteret på væggene, så motivet får tredimensionel virkning. Friserne omfatter også fornemme selskaber, rejsende, skibe og scener fra det adelige liv i 1500-tallet. Udsmykningen tilskrives ofte Jacob Binck, men tilskrivningen er ikke endeligt dokumenteret. Den er blevet sat i forbindelse med tidens jagtlitteratur og grafiske forlæg.

Den kunsthistoriske forskningslitteratur omfatter blandt andet Otto Norns monografi fra 1961, Mette K. Jensens undersøgelse Hjortesalen på Hesselagergaard (1996) samt undersøgelser af kalkmaleriernes konservering i 1990. Rummets restaurering i 1900-tallet har været et væsentligt led i bevaringen af hovedbygningens kulturhistoriske værdier.

Avlsgård, voldgrave og restaureringer

I 1500-tallet var hovedbygningen omgivet af vand og havde en kontrolleret adgang over broer. Simon Andersen Dons lod i begyndelsen af 1800-tallet dele af voldgravene mod syd og sydvest tilkaste. De ældre avlsbygninger omfatter blandt andet en bindingsværkslænge fra 1677 og grundmurede længer opført i 1877. Senere fulgte yderligere udbygninger.

Hovedbygningen gennemgik istandsættelser i 1800-tallet, blandt andet i 1852, og igen omkring Første Verdenskrig, hvor Helge Bojsen-Møller og Ole Søndergaard var knyttet til afrensning af murværk og afdækning af ældre udsmykning. En gennemgribende restaurering fandt sted fra 1951 til 1961 under arkitekt Hans Henrik Engqvist og konservatorerne E. og G.M. Lind. Senere blev Hjortesalen igen restaureret i 1990'erne. Hovedbygningens fredning omfatter de historiske arkitektoniske kvaliteter; avlsgårdens øvrige bygninger er ikke omfattet af den samme bygningsfredning.