Glorup

Navn og middelalder

Navnet er dokumenteret som Glothorp i 1390. Ifølge stednavneforklaringen i Lex er forleddet det ellers ukendte personnavn eller tilnavn Glo, mens endelsen -torp betyder udflytterbebyggelse.

Den 1. juni 1390 nævnes Povl Nielsen af Glorup (Paulus Nielsson de Glothorp) som seglvidne i et dokument om en overdragelse af 100 lybske mark til Johan Altena og Ermegård, børn af den afdøde Eggert Altena. Han optræder sammen med Timme Klenben, provst i Hesselager. Begge medbeseglede dokumentet, der også navngiver Lars Haveby, Walder og Henrik Altena og Stefan Raphon. Diplomet betegner Povl Nielsen som hjemmehørende i Glothorp uden at nævne hans ejendomsret. I Dansk Center for Herregårdsforsknings ejeroversigt er han opført som Glorups tidligst kendte ejer.

Et skøde dateret 13. august 1390, bevaret i en notarbekræftet afskrift fra 20. april 1496 i Glorups arkiv, omhandler Ølrik Andersens overdragelse af gods i Frørup Sogn, jord på Svindinge mark og en gård i Gislev til Bjørn Olufsen. Det nævner bl.a. Hellepøl, en vandmølle og to mark jord på Svindinge mark. Dokumentet er en kilde til ejendomsforholdene i omegnen, men nævner ikke Povl Nielsen eller en overdragelse af Glorup.

Et ældre voldsted omtrent 400 meter nordøst for den nuværende hovedbygning markerer placeringen af et tidligere borganlæg. Det blev senest i 1479 erhvervet af Axel Valkendorf, der gjorde Glorup til et hovedgods for sin slægt.

De ældste dokumenters kildeværdi

De bevarede diplomer fra 1390 er blandt de tidligste skriftlige vidnesbyrd om området. Povl Nielsen omtales som de Glothorp og medbesegler en økonomisk overenskomst, men brevet angiver hverken Glorups bygningsmæssige udformning, hans forældre eller den måde, hvorpå han kan have erhvervet ejendommen. Det skelnes derfor mellem diplomets direkte oplysninger og det senere herregårdsregisters opførelse af Povl Nielsen som ejer.

Det andet diplom fra 1390 er overleveret gennem Glorups godsarkiv, men angår andre ejendomme i egnen. At et dokument senere fandtes i godsets arkiv, er ikke i sig selv bevis for, at samtlige omtalte gårde hørte under Glorup allerede på udstedelsestidspunktet.

Navnet Povl Nielsen forekommer også i andre fynske middelalderdokumenter. Et tingsvidne fra 1372 og et dokument fra Gudme Herredsting i 1392 omtaler personer med dette navn i forbindelse med Urne-slægtens lokale ejendomssager. Et diplom fra 1405 nævner Pawel Nielssun van Gersskow, og en retsafgørelse fra 1412 omtaler Lille Povl Nielsen. Kilderne fastslår ikke, om nogle af disse personer er identiske med Povl Nielsen de Glothorp i 1390, og de giver ikke grundlag for at fastslå et slægtskab med Urne-slægten.

Godsdannelse og ejerlav

Syddansk Universitets historiske hovedgårdsregistrering betegner Glorup som hovedgård allerede i 1390 og peger på, at gården muligvis voksede frem af en lille landsby med samme navn. Ejerlavet blev udvidet i slutningen af 1400-tallet; i 1498 omtales lovhævd på hovedgårdens enemærker. I slutningen af 1500-tallet voksede besiddelsen igen, og hovedgården blev flyttet til sin nuværende placering. Registreringen forbinder udviklingen med flytningen af Svindinge Kirke og mulig nedlæggelse af den ældre bebyggelse Torup.

Ved matriklen 1688 blev Glorup vurderet til 119 tønder hartkorn og seks tønder skovskyld. Anhof blev i 1761 udskilt som aflæggerhovedgård og fik overført 34 tønder hartkorn fra Glorup. Hartkorn angav jordens skattemæssige bonitet og var ikke et arealmål.

Godslandskab og forandringer efter reformationen

Den danske reformation i 1536 faldt i den periode, hvor Glorup var i Valkendorf-slægtens besiddelse. Reformationen betød forandringer i kirkens institutioner og godsejernes forhold til kirke og kongemagt. Glorups dokumenterede bygnings- og godshistoriske udvikling i det følgende århundrede knyttede sig navnlig til Christoffer Valkendorf, som både var godsejer og kongelig embedsmand. Hans nyopførelse af Svindinge Kirke i 1570'erne var en markant lokal ændring af det kirkelige landskab.

Glorup fungerede som et godscentrum med hovedgårdsdrift, fæstegårde og besiddelser fordelt over flere bebyggelser. Udvidelserne af godset i 1500- og 1600-tallet viser, at herregården ikke alene bestod af den repræsentative hovedbygning, men også var en økonomisk og administrativ enhed, hvis udvikling påvirkede landbrug, bebyggelse, veje og kirkelige forhold i omegnen.

Nyere landskabshistorisk forskning. I en undersøgelse, der blev offentliggjort elektronisk i 2026, sammenlignede historikeren Klaus Højbjerg fem danske herregårdslandskaber ved hjælp af historiske matrikelkort, prospekter og skriftlige kilder. Han fremhæver Glorup som det af de fem anlæg, der tydeligst svarede til forestillingen om et samlet herregårdslandskab med hovedgården som centrum. Det historiske godslandskab bandt Glorup sammen med de tilknyttede hovedgårde Rygård og Anhof samt de omgivende skove, marker, vandanlæg og vejforbindelser. Undersøgelsen beskriver også tjenesteboliger og skovadministrationens placering i landskabet.

Valkendorf-slægten og renæssanceanlægget

Efter Axel Valkendorf var Glorup knyttet til flere medlemmer af Valkendorf-slægten. Henning Valkendorf blev medlem af rigsrådet i 1523; efter hans død i 1535 blev ejendommen delt mellem arvingerne. Christoffer Valkendorf fik del i besiddelsen i 1562, men hans bror Erik bevarede fortsat andele af godskomplekset. Christoffer var senest i 1589 eneejer af sædegården Glorup. Han udvidede godset, samlede jord i Svindinge Sogn og lod den gamle Svindinge Kirke erstatte af en ny kirke på en anden placering.

Svenskekrigene og Ahlefeldt-perioden

Efter Christoffer Valkendorfs død i 1601 forblev Glorup hos hans slægtninge. Den yngre Henning Valkendorf (1595–1658), der var lensmand på Odensegård, øgede besiddelserne med blandt andet dele af Brenderup og herregårdene Klingstrup og Bjørnemose. Han blev slået til ridder ved Frederik 3.s tronbestigelse i 1648.

De økonomiske vanskeligheder efter Karl Gustav-krigene bidrog til salget i 1661. Henning Pogwisch overtog kortvarigt Glorup og videresolgte den til generalløjtnant Hans Ahlefeldt, som siden var guvernør over Fyn og kommandant i Nyborg. Ahlefeldt fik tildelt jord som dækning for kronens gæld. Ved hans død i 1694 var Glorups tilliggende udvidet til blandt andet 37 af Svindinge Sogns 40 gårde og 23 huse samt ejendom i nabosognene.

En klage til biskop Thomas Kingo fra degnen Povl Hansen i Gislev, dateret 9. januar 1693, giver et indblik i en lokal konflikt under Hans von Ahlefeldts administration. Degnen anførte, at han gennem 17 år ikke havde fået sine tilkommende indtægter fra fire ødegårde i Lamdrup, hvis jorder Hans von Ahlefeldt ifølge klagen havde fordelt mellem beboere i Svindinge Sogn. Den bevarede trykte regest dokumenterer klagens indhold, men ikke dens udfald.

En registerudgave af brevene i Fyns Bispearkiv giver en nærmere datering af overdragelsen efter Margrethe Blomes opbud. Ifølge et dokument dateret 29. juli 1661 afhændede Henning Pogwisch (i kilden Powisch) sin anpart i Glorup Hovedgård og patronatsretten til Svindinge Kirke til generalløjtnant Hans von Ahlefeldt. Regesten angiver udtrykkeligt, at besiddelsen var tilfaldet Henning Pogwisch ved opbuddet efter Margrethe Blome. Dokumentet belyser, at godsandel og kirkeret indgik i samme overdragelse; den fulde originale skødetekst er endnu ikke efterprøvet.

Glorup og Anhof fik ved kongelig bevilling af 16. maj 1688 en særskilt birkeret. Godset havde dermed en egen retskreds, kaldet Glorup birk, hvis senere udvidelse og nedlæggelse er beskrevet under godsets administrative historie.

Godset gik siden videre til Ahlefeldts enke Anna von Rumohr og gennem testamentariske dispositioner til Christian Siegfried von Plessen. Plessen-slægtens overtagelse indledte en periode, hvor hovedbygningens befæstede renæssancekarakter blev afløst af repræsentationsarkitektur fra 1700-tallet.

Anna von Rumohr som besidder (1695–1711)

Anna von Rumohr (1649–1711), som var gift med Hans von Ahlefeldt, blev besidder af Glorup og Anhof i 1695 efter ægtefællens og sønnen Christians død. Hun stod som besidder frem til sin død i december 1711. En senere trykt beskrivelse af retsplejen i Nyborg Amt oplyser, at hun i 1707 fik tilladelse til at lade Glorup og Ravnholt birker betjene af den samme birkefoged; samtidig blev tingdagen for Glorup flyttet fra fredag til tirsdag. Det var en ordning om retsbetjeningen og er ikke i sig selv belæg for, at de to birker blev sammenlagt.

Som medstifter af en fattigforsorgsordning medvirkede Anna von Rumohr allerede i 1677 til en fundats udstedt af Hans von Ahlefeldt. Ifølge den trykte dokumentgengivelse i Hans de Hofmans fundatssamling blev en kapital på 500 rigsdaler bestemt til fattige i Svindinge by og sogn; dokumentet er dateret Glorup, 1. maj 1677.

I 1701 oprettede hun desuden en omfattende fundats på 12.000 rigsdaler med sikkerhed i Glorup Gods: 4.000 rigsdaler til kirkelige formål knyttet til Sankt Knuds Kirke i Odense og 8.000 rigsdaler til fattighjælp i Odense og skoleholderens underhold i Svindinge. Hofmans trykte gengivelse beskriver blandt andet en årlig forrentning og Glorups besidderes forpligtelser. Der er uenighed om den nøjagtige dag og måned for fundatsen i de trykte gengivelser; derfor oplyses her kun året 1701.

Anna von Rumohr bekostede det ahlefeldtske gravkapel i Sankt Knuds Kirke i Odense, hvor familien er mindet med et epitafium af Thomas Quellinus. Kapellet omtales i den historisk-topografiske beskrivelse af Odense i Trap Danmark, 5. udgave.

Trap Danmark anfører som en mulighed, at navnet Anhof på den tidligere gård Ovenskov blev valgt til ære for Anna von Rumohr. Den trykte fremstilling omtaler det udtrykkeligt som en formodning og dokumenterer ikke selve navngivningsbeslutningen.

Ifølge slægtshistorikeren Louis Bobé blev Anna i 1699 anmodet om et større lån til kongen, men afslog med henvisning til udgifter og vanskeligheder ved godsdriften. Udsagnet gengiver Bobés fremstilling og fastslår ikke i sig selv omfanget af hendes faktiske formue eller gæld. I 1705 indsatte hun Christian Siegfried von Plessen som arving til Glorup. Efter hendes død i 1711 kom godset til Plessen-familien, og i 1712 gik besiddelsen videre til Christian Ludvig von Plessen.

Glorup-kareten i den ældre sagntradition

Folkemindesamleren Just Mathias Thiele offentliggjorde allerede i 1819 sagnet om Glorup-kareten. Ifølge overleveringen skulle tidligere herremænd, som havde undertrykt deres bønder, ikke kunne finde ro i gravene i Sankt Knuds Kirke. Hver julenat kørte de angiveligt tilbage til Glorup i en prægtig karet forspændt seks hvide heste med lysende tunger. En mand, der trods advarsler så optoget, skulle siden være blevet blind. Sagnet fremstiller de tidligere herremænd som hårde over for deres bønder; overleveringen er ikke historisk dokumentation for, at de navngivne eller unavngivne ejere faktisk begik sådanne handlinger.

Sagnet blev gengivet i en senere folkelig samling, udgivet af Holger Bruun i 1869, med oplysninger om den selvåbnende byport og den forblindede tilskuer. Folkemindeforskeren Hans Ellekilde har desuden knyttet Glorup-kareten til de sagnmotiver, H.C. Andersen arbejdede med, blandt andet i fortællingen Anne Lisbeth. Der er tale om beslægtede motiver, ikke dokumentation for, at Andersen direkte genfortalte netop Thieles ordlyd.

Thieles ældre gengivelse betegner de afdøde som Glorups tidligere herrer, uden at gøre Anna von Rumohr til den enkelte hovedperson. Senere genfortællinger, der i højere grad knytter fortællingerne til hende, må derfor holdes kildehistorisk adskilt fra Thieles optegnelse.

Senere sagn om Anna von Rumohr

Folkloristen og forfatteren Gorm Benzon gengav i Danske slotte og herregårde blandt andet et sagn om, at Ahlefeldt-familiens afdøde ved midnat skulle vende tilbage fra deres gravsted i Odense Domkirke til Glorup i en sort karet trukket af heste med flammende tunger. I et andet sagn skulle Anna von Rumohr være kørt til helvedes port, efter at hun lillejuleaften havde beværtet herregårdens folk. Benzon bemærkede selv, at fortællingernes billede af hende som hård og nærig næppe svarede til de kendte forhold. Benzon gengiver desuden en overlevering om en munk, som skulle have vist sig om natten under et eksperiment i et værelse på Glorup, selv om stedet ikke havde været et kloster. Sagnene er folkelig overlevering, ikke dokumentation for de beskrevne begivenheder eller Annas personlighed.

Fra barok til nyklassicisme

Under Christian Ludvig von Plessen (1676–1752) blev hovedbygningen gennemgribende ombygget i 1743–1744 ved arkitekten Philip de Lange. De øvre dele af renæssanceborgen og hjørnetårnene blev fjernet eller omformet, mens ældre kældre og betydelige dele af murværket blev bevaret. Hovedbygningen kom til at fremtræde som en lavere, regelmæssig firfløjet bygning med mansardtag af sortglaserede tegl. Voldgraven foran indgangsfløjen blev fyldt op.

I 1762 købte Adam Gottlob Moltke Glorup; han erhvervede i 1765 den nærliggende Rygård. Nicolas-Henri Jardin ledede i 1762–1765 en ny ombygning, der gav komplekset dets overvejende nyklassicistiske ydre. Porten mod vest og hovedindgangen mod øst fik fremtrædende midterpartier med pilastre og dekorative facadeelementer. Over hovedindgangen ses Moltkes og hans anden hustru Sophie Hedvig Rabens våbener.

Jardins elev Georg Erdmann Rosenberg (1739–1788) stod for yderligere arbejder, blandt andet den karakteristiske tagrytter med ur på vestfløjen, udført 1773–1775. Christian Joseph Zuber (1736–1802) arbejdede som Jardins konduktør ved ombygningen. I sin egen redegørelse angav han, at han ledede byggearbejdet, men hans forslag til et tempelformet klokketårn blev ifølge Dansk Biografisk Leksikon ikke valgt. Zuber leverede også tegninger til havepavilloner for Moltke.

Byggeperiodernes arkitekter

Glorups nuværende anlæg kan ikke knyttes til én enkelt arkitekt. Christoffer Valkendorf stod som bygherre for den firfløjede renæssancegård, mens Philip de Lange omkring 1743–1744 gav huset et barokt ydre. Nicolas-Henri Jardin tegnede i 1760'erne den nyklassicistiske omformning for Adam Gottlob Moltke, og Christian Joseph Zuber virkede som konduktør ved byggearbejdet og deltog i havens udformning.

Den senere tagrytter med ur, tilføjet i 1773–1775, knyttes til Georg Erdmann Rosenberg. Der er bevaret selvstændige tegninger og arkivspor fra arkitekternes virksomhed, men på grund af ombygningerne bør enkelte detaljer ikke tilskrives en bestemt arkitekt uden særskilt dokumentation.

Fredning og bygningsmiljø

Fredningen af Glorup blev gennemført i 1918. Ifølge fredningsbeskrivelsen omfatter den den firefløjede hovedbygning og rundtemplet i haven. Avlsgården, herskabsstalden, de øvrige driftsbygninger og kapellet er ikke omfattet af denne konkrete fredning. En udstrakt fredning af hovedbygningen må derfor ikke forveksles med, at alle bygninger på godsets område skulle være fredede.

Slots- og Kulturstyrelsens beskrivelse fremhæver Glorups indgangsakse, voldgravsspor, gårdrum, hovedbygningens mansardtage samt de bevarede interiører. Anlægget er derfor bevaret som et samspil mellem renæssancens bygningssubstans og 1700-tallets omdannelser.

Avlsgård, stalde og kapel

Den ældre avlsgård lå i tilknytning til hovedbygningens vestside, men driftsbygningerne blev i 1800-tallet flyttet væk fra den repræsentative hovedgård. Den nyere avlsgård blev opført i røde sten med tegninger af arkitekten Vilhelm Tvede, som også forbindes med andre bygninger på godset. Adskillelsen af hovedbygning og driftsbygninger ændrede herregårdens fysiske indretning og ankomsten gennem landskabet.

Kapellet, som blev opført i 1898 nord for hovedbygningen, er tegnet af arkitekten Niels Jacobsen i nygotisk stil og med engelskinspirerede træk. Kapellet skal ikke forveksles med den nærliggende Svindinge Kirke, som har en ældre, selvstændig kirkehistorie.

Glasmosaikvinduer i Glorups kapel

Kapellets farvede, blyindfattede glasmosaikvinduer viser motiver fra Bibelen. De bevarede vinduer er fotograferet, men tilskrivning til en bestemt kunstner og præcis udførelsesdato er ikke dokumenteret her. Motiverne omfatter bl.a. Den sidste nadver, Moses, Manna, Abraham og Isak, Bebudelsen, Jesu fødsel, Korsfæstelsen og Opstandelsen.

• Glasmosaikvinduerne i Glorups kapel. Fotografier fra Wikimedia Commons
• 
  Den sidste nadver, Moses og manna-underet
• 
  Offerlammet og Abrahams ofring af Isak
• 
  Helligåndsduen, Jesus og Marias bebudelse
• 
  Korsfæstelsen og Jesu fødsel
• 
  Treenigheden og opstandelsen
• 
  Tre mindre glasmosaikvinduer i koret

Havekunst, skulpturer og landskab i 1700-tallet

I 1700-tallet blev Glorups have anlagt med barokhavens regelmæssige akser og paralleltløbende alléer. Et jordekort tegnet af S.J. Pauli i 1774 viser det geometriske anlæg, avlsgården og sammenhængen med de omgivende jorder ved Anhof og Rygård. Senere udvidelser gav haven karakter af en engelsk landskabshave, med mere varierede stier og landskabsrum. Denne sammenstilling af formelle og landskabelige elementer blev videreført i 1800-tallet.

Simon Carl Stanley udførte i 1759 en skulptur af den mytologiske Andromeda til et af Adam Gottlob Moltkes palæer på Amalienborg. Den blev senere flyttet til Glorup Have. Lex omtaler dens opstilling i et rundtempel i 1783; fredningsbeskrivelsen daterer imidlertid det nuværende tempel til 1870'erne, hvilket gør det nødvendigt at skelne mellem skulpturens placering og den bevarede bygnings datering.

En mindesøjle blev rejst i 1782 til minde om en familiesammenkomst i 1778; blandt andre Johannes Wiedewelt er knyttet til havens skulpturelle udsmykning. En ottekantet del af et fontænepodium fra Svindinge Kirke blev i 1775 anvendt som havebord. Disse elementer belyser samtidens interesse for klassisk skulptur, mindemonumenter og genanvendelse af historiske bygningsdele i havekunsten.

Havens udvikling i 1800-tallet

I 1860'erne planlagde Henrik August Flindt en blomsterpræget parterrehave syd for spejldammen. Anlægget blev senere omformet og vedligeholdt af godsets gartnere. Trap Danmarks tredje udgave omtalte omkring år 1900 blandt andet lindealléer, søer, springvand, sjældne træer, drivhuse, haver i både fransk og engelsk stil samt havens monumenter og hængebro.

I 1895 udgav A. Poulsen Glorup Have. En Vejledning for Besøgende. Publikationen er en samtidig kilde til havens udformning, monumenter og besøgsforhold ved slutningen af 1800-tallet. Den er bevaret i digital udgave hos Det Kgl. Bibliotek.

Haven i L.M. Wedels rejsebeskrivelse omkring 1800

En samtidig beskrivelse af haveanlægget findes hos rejseforfatteren Lago Mathias Wedel (L.M. Wedel), der besøgte Fyn på en rejse 1799–1801 og udgav sine iagttagelser i 1803. Wedel beskrev Glorups alléer, vandanlæg, labyrint, lysthuse og udsigter over Storebælt, men gjorde også en bemærkelsesværdig iagttagelse i haven: I en eremithytte sad en mekanisk figur, der rejste sig og bukkede, når en besøgende trådte på et skjult bræt ved indgangen. Wedel opfattede først bevægelsen som uventet, men forklarede selv mekanismen. Beretningen dokumenterer en historisk haveforlystelse; der er ikke tale om en overnaturlig hændelse.

Wedels iagttagelser er en af de tidlige skriftlige kilder til havens romantiske indretning. Han beskrev desuden den marmorsøjle, som mindede om Moltke-familiens sammenkomst på Fyn, samt parkens skov, dyrehave og vandføring. Hans vurdering af både have og herregårdsbygning er en besøgendes øjenvidneskildring og afspejler forholdene på rejsetidspunktet.

Restaurering og fornyelse af haven i 2009–2013

I 2009 indledte godsets ejer i samarbejde med to landskabsarkitektfirmaer et projekt for fornyelse af den historiske park. Projektet byggede på et princip om at bevare havens forskellige historiske lag frem for udelukkende at genskabe én bestemt periode. Der blev etableret en ny ankomst og besøgsrute, et informationssted samt samtidskunst langs ruten. Projektet skulle samtidig afgrænse besøgsområderne fra den private bolig ved herregården. Haven blev genåbnet i maj 2013. Samme år blev parken benyttet til udstillingen Geist Glorup (26. maj – 25. august 2013), hvor samtidskunst blev præsenteret i samspil med det historiske haveanlæg. Blandt de deltagende kunstnere var Peter Callesen, Camilla Berner, Christian Vind, Jette Ellgaard, Karin Lorentzen og kunstnerduoen Randi & Katrine, mens ensemblet Scenatet bidrog med musik. Udstillingen omfattede både stedsspecifikke værker og formidlingsaktiviteter i lokalområdet.

Den nye gennemgående sti blev udformet i samarbejde mellem landskabsarkitekterne og Karin Lorentzen, der udførte skulpturelle elementer langs ruten. I tilknytning hertil blev en tidligere hestestald indrettet med formidling og publikumsfaciliteter, og udstillingsprojektet omfattede også workshops for lokale skoleelever.

Restaurering af parken 2016–2018

Efter genåbningen i 2013 fortsatte arbejdet med det historiske parkanlæg. Landskabsarkitektfirmaet VEGA Landskab påbegyndte i 2016 en renovering af den omkring 200 meter lange spejldam, hvis anlæg føres tilbage til 1774. Arbejderne omfattede genanvendelse af eksisterende kantsten og traditionel fundering med egetræspæle samt forbedring af parkens vandsystemer og adgangsforhold. Projektet var led i en samlet helhedsplan for parkens historiske landskab, hvor stiforløb, broer og ny ankomstplads blev indpasset i det eksisterende haveanlæg.

I december 2018 modtog Glorup en bevaringspris fra Foreningen for By- og Landskabskultur i Nyborg for restaureringen af spejldammen.

Hængebroen

I 1867 blev en hængebro opført i havens sydlige del efter et projekt fra ingeniørfirmaet English & Hanssen. Den hang mellem to nygotiske murede tårne over en dal eller kløft. H.C. Andersen beskrev broens indvielse den 6. august 1867 i sin dagbog og skrev senere om anlægget i et brev til Ida Koch. Han beskrev også udsigten over Storebælt mod Langeland og Sjælland. Selve broen blev fjernet i 1946 på grund af nedstyrtningsfare.

Navngivne træer og lokalhistoriske traditioner

Folkemindeforskeren Vagn J. Brøndegaard registrerede i 1977 to navngivne bøgetræer på Glorups skovarealer. Fru Varbergs Bøg stod i Dyrehaven og var efter overleveringen opkaldt efter godsforvalterens hustru; træet var forsvundet omkring 1938. Grevindens Bøg i Tåruplunde skov beskrives som et højt og slankt træ, der blev fældet omkring 1910 og anvendt til en skibskøl. Brøndegaard foreslog forsigtigt, at navnet kunne henvise til en grevinde Moltke-Huitfeldt, men fremlagde ikke en sikker personidentifikation. Trænavnene er dokumenteret som lokalhistoriske betegnelser, mens navnenes forklaringer må betragtes som traditioner.

Regisse Kilde og folketro i godslandskabet

I egnen ved Røde Mølle fandtes Regisse Kilde, som var knyttet til en ældre helgen- og kildekult. August F. Schmidt gengiver i en historisk undersøgelse fra 1926 en beretning, som præsten Bendix Hansen i 1623 indsendte til Ole Worm, om et tidligere kapel ved kilden og et billede af Regisse. En kildeblok til pengegaver omtales senere, og en præsteindberetning fra 1743 oplyser, at fogeden på Glorup efter herskabets ordre lod gaverne tilgå fattige under godset. Dermed er der en dokumenteret forbindelse mellem den lokale kildeoverlevering og Glorups historiske fattigforsorg; fortællingerne om helgenens skæbne er derimod sagn, ikke verificerede hændelser.

H.C. Andersen beskrev Regisse Kilde i romanen Kun en Spillemand (1837). Folkemindeforskningen anfører endvidere Thieles behandling af kildens sagn i Danske Folkesagn (1819), s. 10, og senere versioner af overleveringen.

Forbindelsen til Bregentved

Glorup og Bregentved på Sjælland var knyttet sammen gennem deres fælles ejer, Adam Gottlob Moltke (1710–1792). Frederik 5. skænkede Moltke Bregentved i 1746, og i 1750 blev Bregentved ophøjet til grevskab. I 1762 erhvervede Moltke Glorup, som ikke indgik i grevskabet Bregentved, men sammen med Rygård og Anhof senere kom til at indgå i Stamhuset Moltkenborg.

Godserne videreførtes i forskellige grene af Moltke-slægten. Moltkes søn fra første ægteskab arvede grevskabet Bregentved, mens enken Sophie Hedevig Raben i 1793 oprettede stamhuset Moltkenborg til fordel for sønnen Gebhard Moltke. På Moltkes hovedgårde blev dyrkningsmetoder også udviklet på tværs af godskomplekserne. Fra 1761 blev det holstenske kobbelbrug taget i brug på Sofiendal ved Bregentved og siden udbredt til flere sjællandske og fynske hovedgårde under hans besiddelser.

Portrætter af Sophie Hedevig Raben

Sophie Hedevig Raben (1732–1802), som oprettede stamhuset Moltkenborg i 1793 og af A. Poulsen beskrives som dets første besidderinde, blev portrætteret af både Carl Gustaf Pilo omkring 1760–1761 og Peder Als i 1760'erne. Portrættet udført af Pilo er omtalt i Dansk Biografisk Leksikon; portrætterne findes gengivet på Wikimedia Commons.

• Yderligere portræt af Sophie Hedevig Raben
• 
  Sophie Hedevig Raben, malet af Peder Als i 1760'erne. Første besidderinde af stamhuset Moltkenborg.

Alice Moltke-Huitfeldts ejertid på Rygård og Glorup 1962–2004

Léon Charles Joseph Moltke-Huitfeldt overdrog i 1962 Rygård til sin datter Alice Marie Louise Moltke-Huitfeldt (1930–2011), også omtalt som baronesse Alice Rosenkrantz. Under hendes ejertid blev Rygårds boligdel moderniseret; en historisk ejendomsbeskrivelse daterer genindretningen til herskabsbolig til 1963. Alice overtog Glorup i 1965 og stod som ejer frem til generationsskiftet i 2004.

Hendes periode var også præget af, at Glorups historiske park blev anvendt til offentlige og lokalhistoriske arrangementer. I juni 1988 var hun vært for en markering af 200-året for stavnsbåndets ophævelse i Glorups park, hvor hun bød deltagerne velkommen. Arrangementet er dokumenteret i Ørbæk Lokalhistoriske Arkivs billedsamling, herunder et fotografi af Alice. I 1989 tog hun imod omkring 200 deltagere fra Historisk Samfund for Fyns Stift ved et besøg på Rygård og Glorup.

Under en ekskursion arrangeret af Dansk Dendrologisk Forening i august 1994 blev Glorups alléer og parkens artsrige bestand af ældre træer beskrevet. Foreningens beretning navngiver Alice Moltke-Huitfeldt som den daværende ejer og gengiver hendes oplysning om, at en række af træerne efter hendes vurdering var plantet i 1870'erne. Blandt de registrerede træer var tulipantræ, robinie, tyrkisk eg og mammuttræ. Beretningen omtalte samtidig begyndende svækkelse i dele af de gamle lindealléer.

I perioden 2003–2005 deltog Realdania i et bevaringsprojekt på Glorup i forbindelse med en større renovering af tagetagen. Projektet omfattede konservering og restaurering af de historiske sandstensudsmykninger ved gårdrummets portaler. Realdanias projektbeskrivelse omtaler Alice som ejeren og angiver, at den omgivende park var åbnet for offentligheden; beskrivelsen fastslår ikke tidspunktet for åbningen. I 2004 overgik Glorup til hendes dattersøn, Jacob Arild Moltke-Huitfeldt Rosenkrantz.

Godset omfattede gennem tiden omfattende landbrugs- og skovbrugsarealer. Historiske driftsregistreringer viser blandt andet et betydeligt husdyrhold og en stor arbejdsstyrke omkring år 1900. Dansk Center for Herregårdsforskning gengiver for denne periode en besætning på 130 køer, 70 kalve, tre tyre og 26 heste samt sæsonarbejdere.

Den nuværende godsejer, Jacob Arild Moltke-Huitfeldt Rosenkrantz, blev i 2019 udnævnt til hofjægermester. Udnævnelsen fremgår af Kongehusets officielle fortegnelse.

I 2021 registrerede Dansk Center for Herregårdsforskning godsets anvendelse som land- og skovbrug, jagt og oplevelsesøkonomi. Registret angav samme år offentlig adgang til parken.

I september 2025 blev det offentliggjort, at Glorup Gods havde afhændet Bredemiste Skov, et skovområde på omkring 120 hektar ved Ørbæk, til Fjellebro Gods A/S. Salget er en ændring i godsets nyere jordbesiddelser. De arealopgørelser, der er gengivet ovenfor, vedrører tidligere år og er ikke uden videre opdaterede efter denne overdragelse.

Birkeret og retslig administration

Ved kongelig bevilling den 16. maj 1688 fik Glorup og Anhof en særskilt retskreds, Glorup birk. Den 20. oktober 1773 blev Rygård lagt under birket. Efter oprettelsen af Moltkenborg i 1793 blev retskredsen også omtalt som Moltkenborg birk.

Birket blev nedlagt ved kongelig resolution af 22. maj 1833. Dermed ophørte godsets særskilte jurisdiktion, og området blev henlagt under de almindelige herredsretskredse.

Landboreformer og godsdrift i 1700-tallet

Under Adam Gottlob Moltke indgik Glorup i omlægningen af hovedgårdsdriften i anden halvdel af 1700-tallet. Historikeren Carsten Porskrog Rasmussen dokumenterer, at Moltke i 1761 indførte det holstenske kobbelbrug på Sofiendal ved Bregentved og i de følgende godt ti år udbredte dyrkningssystemet til sine øvrige sjællandske og fynske hovedgårde under Bregentved og Glorup. Reformerne omfattede en ny inddeling af markerne og ændringer i sædskiftet.

Landøkonomen Gregers Begtrup beskrev i begyndelsen af 1800-tallet Glorups marker som indhegnede med levende hegn, blandt andet af hassel, og angav, at 56 hele gårde ydede hoveri til hovedgården. Oplysningen indgår i Klaus Højbjergs nyere analyse af godslandskabet.

Tjenestefolk, folketællinger og godsdrift

Glorup var gennem 1700- og 1800-tallet arbejdsplads for et større antal mennesker. Dansk Center for Herregårdsforskning gengiver folketællinger fra blandt andet 1787, 1801, 1834, 1850 og 1860, der viser husstanden og ansatte på gården. I folketællingen 1801 omtales foruden herskabet blandt andre forvalter, gartner, forpagter, kusk, ladefoged, kokkepiger, staldkarle og øvrige tjenestefolk. Materialet giver indblik i herregårdens sociale og erhvervsmæssige organisering.

Godsdriften omfattede landbrug, skovbrug og arbejde ved stalde, værksteder, avlsgård, husholdning og have. Dansk Center for Herregårdsforskning angiver for omkring år 1900 blandt andet 130 køer, 70 kalve, tre tyre og 26 heste. Disse oplysninger illustrerer, at godset ud over hovedbygning og prydhave også var en stor produktionsvirksomhed.

Stiftelse for ældre ansatte

I Svindinge blev der i 1852 opført en stiftelse ved vejen til Glorup for ældre mennesker, der havde haft tjeneste på godset. Trap Danmark tilskriver grundlæggelsen A.G. greve Moltke-Huitfeldt. Stiftelsen belyser de sociale ordninger, som fandtes i tilknytning til godset ved siden af dets almindelige landbrugs- og husholdningsdrift.

Godsarkiv, fæsteprotokoller og skifteakter

Det bevarede kildemateriale til godsets administration omfatter blandt andet Skifteprotokol Glorup–Anhof (1720–1850), tilhørende navne- og skifteregistre og Register til fæsteprotokol for Glorup og Anhof (1719–1895). Registreringen af skifteprotokollen er knyttet til Glorup og Anhof Godser og, fra stamhusets oprettelse, Stamhuset Moltkenborg. Rigsarkivets oversigter registrerer desuden et særskilt register til Rygårds fæsteprotokol (1779–1917). Materialet er relevant for undersøgelser af fæstere, arv, skifter og godsets administration, men eksistensen af arkivserierne udgør ikke i sig selv dokumentation for en bestemt persons ejerskab.

Kilder og kronologiske forbehold

De bevarede middelalderdiplomer og det historiske ejerregister har forskellig bevisværdi: Diplomet fra 1390 dokumenterer Povl Nielsens tilknytning til Glothorp, mens hans status som ejer fremgår af en senere herregårdshistorisk registrering. Ejerlisten rummer desuden overlappende perioder for arvinger, ægtefæller og medejere. De tidlige ejerforhold kan derfor ikke fremstilles som en fuldstændig adkomstkæde uden at sammenholde registeret med originale skøder, skifteakter og godsarkivmateriale.

Fredningsbeskrivelser og arkitekturhistoriske oversigter er ikke på alle punkter enige om dateringen af haveanlæggets enkelte dele, navnlig rundtemplet og Andromedaskulpturens placering. Dateringerne er derfor angivet med henvisning til de respektive fremstillinger.

Erhvervelsen af Glorup under Adam Gottlob Moltke dateres til 1762 i flere historiske fremstillinger og i herregårdsregistret, mens lokalhistorikeren A. Poulsen i 1894 anfører 1763. For Rygård skelner Trap Danmark mellem handelen i 1765 og skødet i 1766.