Barokhave

Terrassen ved Orangeriet, Château de Versailles (1684)

Barokhaven var en havestil baseret på symmetri og princippet om at påtvinge naturen orden. Stilen opstod i slutningen af 1500-tallet i Italien, i Vatikanets haver og Villa Borghese i Rom samt i haverne ved Villa d'Este i Tivoli, og spredte sig derefter til Frankrig, hvor den blev kendt som jardin à la française eller den franske formelle have.

Det mest storslåede eksempel findes i Versailles' haver, udformet i 1600-tallet af landskabsarkitekten André Le Nôtre for Ludvig 16.. I 1700-tallet blev der, i efterligning af Versailles, anlagt meget overdådige barokhaver i andre dele af Europa, herunder Tyskland, Østrig, Spanien samt i Sankt Petersborg i Rusland. I midten af 1700-tallet blev stilen afløst af den mindre geometriske og mere naturlige engelsk landskabshave.

Kendetegn

Barokhave ved Drottningholm Slot i Sverige

Barokhaver var tænkt som illustrationer af menneskets herredømme over naturen. De blev ofte udformet til at blive set ovenfra og fra nogen afstand, som regel fra salonerne eller terrasserne i et slot. De blev anlagt som rum i et hus, i geometriske mønstre, opdelt af grusstier eller alléer, hvor krydsningspunkterne ofte var markeret med springvand eller statuer.

Blomsterbede blev udformet som tapeter, med bånd af buske og blomster, der dannede mønstre. Større buske og træer blev formklippet til kegle- eller kuppelformer, og træer blev grupperet i busketter, dvs. ordnede klynger. Vand var næsten altid til stede i form af lange, rektangulære bassiner, der var afstemt efter husets terrasser, eller cirkulære bassiner med springvand. Haverne indeholdt som regel også en eller flere små pavilloner, hvor besøgende kunne søge ly for sol eller regn.

Med tiden udviklede stilen sig og blev mere naturlig. Grotter og "hemmelige haver", omgivet af træer, opstod for at illustrere tidens litterære idealer om Arkadien og andre populære fortællinger; disse blev som regel placeret i havens yderområder for at skabe egnede steder til stille læsning eller samtale.

Se også

Referencer

  1. ↑ Kluckert, “Les Jardins Baroques”, i L'Art Baroque – Architecture – Sculpture – Peinture (2015), s. 152

Eksterne henvisninger