Anhof

Eskemose og Ovenskov i middelalderen

Den ældste dokumenterede navneform er Æskæmosæ gordh fra 1479. I 1488 omtales gården som Owenskow. Ifølge Syddansk Universitets historiske hovedgårdsregistrering henviser det første navn til asketræer, mens navnet Ovenskov muligvis udspringer af beliggenheden i forhold til et skovbælte, som delte Gudme Herred. Stedet havde karakter af hovedgård i 1400-tallet og kan være opstået ved udflytning fra Svindinge. Navneformen Ovenskov er blevet forbundet med den ældre inddeling af Gudme Herred i områderne »oven skov« og »neden skov«.

Fra 1488 til 1494 nævnes væbneren Peder Jepsen til Ovenskov. Han var herredsfoged i Gudme Herred. Et tingsvidne fra 1489 bekræftede ifølge Trap Danmark, at gården i mere end 40 år havde været i hans forældres værge uden indsigelser. Dette er et vidnesbyrd om ejendomsforholdene, men det angiver ikke i sig selv et sikkert anlæggelsesår. Peder Olsen nævnes i forbindelse med Ovenskov fra 1498 til 1507.

Konfiskationen i 1529 og tilknytningen til Glorup

I 1529 oplyste Johan Friis til Hesselager, at Oluf Pedersen, som ejede en andel i Ovenskov, var flygtet sammen med Søren Norby. Kong Frederik 1. inddrog på denne baggrund Oluf Pedersens andel som forbrudt gods og overdrog den til Johan Friis. Den samtidige kongelige registrering omtaler udtrykkeligt en anpart i gården, ikke hele Ovenskov.

Johan Friis overdrog senere sin andel til Henning Valkendorf til Glorup. Henning Valkendorf erhvervede også en fjerdedel af gården fra rådmanden Strange Mogensen i Svendborg. Denne andel var arvet af rådmandens datter Cecilie efter hendes oldefader Peder Olsen. En halvdel købte han af rådmanden Hans Brock i Nyborg på vegne af dennes søn Melcker. I 1532 fik Henning Valkendorf ved kongens retterting låsebrev på hele Ovenskov med dens tilliggende. Dermed blev de forskellige ejerandele samlet, og gården fulgte derefter Glorup frem til 1916.

Valkendorf-slægten og ejerskiftet i 1661

Ovenskov fulgte i de følgende generationer i hovedsagen Glorups ejerskifter. Blandt besidderne var Sidsel Jørgensdatter Friis, gift Valkendorf, og flere medlemmer af Valkendorf-slægten, herunder Christoffer Valkendorf.

Efter Henning Valkendorfs død i 1658 kom Glorups økonomi under pres i årene omkring svenskekrigene. Hans enke, Margrethe Blome, måtte i 1661 gøre opbud. Allerede den 31. oktober 1660 var kreditorerne ifølge A. Poulsens lokalhistoriske fremstilling blevet indkaldt ved proklama på Fyns Landsting. En væsentlig del af Glorup med tilhørende rettigheder kom ved opbuddet til rigsråd Henning Pogwisch (også skrevet Powisch), som samme år overdrog besiddelsen til generalløjtnant Hans von Ahlefeldt. Opbuddet viser godskompleksets økonomiske vanskeligheder, men dokumenterer ikke i sig selv, hvilken del der direkte skyldtes krigene.

Hans von Ahlefeldt og navnet Anhof

Hans von Ahlefeldt var officer og deltog i krigene mod Sverige i 1650'erne. Han havde en omskiftelig militær karriere; efter at have dræbt sin svoger Cai Buchwald i en duel i 1649 gjorde han tjeneste i udlandet, før han i 1657 fik kongelig benådning og vendte tilbage til dansk tjeneste. Han erhvervede Glorup i 1661 og blev i 1672 gift med Anna von Rumohr, sin anden hustru.

Det var i Hans von Ahlefeldts ejertid, at Ovenskov fik navnet Anhof. Navnet er registreret i former som Annhoff, Andhoff og Anhofgaard i 1682. Forklaringen om, at det blev givet til ære for Anna von Rumohr, gengives blandt andet i Trap Danmark og i Lex, men skal fortsat betegnes som en formodning.

I 1688 fik Hans von Ahlefeldt tilladelse til at lægge Anhof under Glorups hovedgårdstakst. Anhof var ifølge Trap Danmark ansat til godt 17 tønder hartkorn efter den ældre matrikel og cirka 8½ tønder efter matriklen fra 1688. Samme år blev der oprettet en særlig birkeret for Glorup og Anhof med tilhørende gods. Denne ordning, Glorup Birk, bestod frem til 1833.

Anna von Rumohr som besidder 1695–1711

Da Hans von Ahlefeldt døde i 1694, fulgte sønnen Christian Ahlefeldt efter. Han døde imidlertid allerede i 1695, hvorefter Anna von Rumohr blev besidder af Glorup og Anhof. Dermed havde hun selvstændig rådighed over godskomplekset gennem de følgende 16 år.

I 1699 afslog Anna von Rumohr ifølge Louis Bobés slægtshistoriske fremstilling en kongelig anmodning om et lån på 20.000 rigsdaler. Hun henviste blandt andet til udgifter efter ægtefællens og sønnens død, skader på Glorup og Svindinge Kirke samt gæld knyttet til godset. Fremstillingen gengiver hendes begrundelse og kan ikke i sig selv bruges som en uafhængig opgørelse over hendes formue.

I 1699 erhvervede Anna von Rumohr en begravelsesplads i Sankt Knuds Kirke i Odense. I 1701 blev der opsat et gravmonument, udført af billedhuggeren Thomas Quellinus, for familien Ahlefeldt. Ifølge Bobé var monumentet oprindeligt tænkt til Svindinge Kirke, men viste sig for stort til denne. Monumentet omfatter fremstillinger af Hans von Ahlefeldt, hans hustruer Catharine Sehested og Anna von Rumohr og sønnen Christian von Ahlefeldt.

Ifølge Bobé bestemte Anna von Rumohr i et testamente af 20. maj 1701 et legat til fordel for Sankt Knuds Kirke, Svindinge Kirke, de fattige og skolemesteren i Svindinge. Oplysningerne viser hendes økonomiske og kirkelige engagement, som også omfattede lokalsamfundet ved Anhof.

Ved et testamente fra 1705 bestemte Anna von Rumohr, at Glorup skulle tilfalde Christian Siegfried von Plessen. Efter hendes død i 1711 overgik godset til ham, og i 1712 blev Glorup og Anhof overdraget til hans søn Christian Ludvig von Plessen.

Fra Glorup til selvstændig hovedgård

I 1757 erhvervede kancelliråd Hans Riegelsen Glorup og Anhof. I 1761 fik han tilladelse til at indrette Anhof som en selvstændig, privilegeret hovedgård. Til Anhof blev der overført 34 af Glorups omkring 120 tønder hartkorn hovedgårdsjord samt 200 tønder hartkorn fæstegods. Dermed fik gården igen status af hovedgård og tilknyttede skatte- og tiendeprivilegier. Den nye status vedrørte gårdens landbrugsøkonomiske og skatteretlige stilling; den indebar ikke, at Anhof blev uafhængig af Glorup som ejendomskompleks.

I 1762 blev Glorup og Anhof overtaget af greve Adam Gottlob Moltke til Bregentved. Han erhvervede desuden Rygård i 1765. Efter hans død lod enken, Sophie Hedvig Raben, den 3. juli 1793 Glorup, Anhof og Rygård samle i Stamhuset Moltkenborg til fordel for deres søn, grev Gebhard Moltke.

Moltke-Huitfeldt-slægten i 1800-tallet

Ved kongelig bevilling af 12. juli 1843 antog stamhusbesidderen Gebhard Moltke navnet Moltke-Huitfeldt. Ved hans død i 1851 fulgte sønnen, grev Adam Gottlob Moltke-Huitfeldt (1798–1876), og efter dennes død sønnen grev Gebhard Léon Moltke-Huitfeldt (1829–1896).

Adam Gottlob Moltke-Huitfeldts hustru var komtesse Eliza Razumowska (1811–1892), mor til Gebhard Léon Moltke-Huitfeldt. Hun er i en ældre, ikke nærmere dokumenteret ejerrække angivet for perioden 1876–1892; både Trap Danmark og Dansk Center for Herregårdsforskning angiver imidlertid sønnen som den efterfølgende besidder. Et selvstændigt ejerskab af Anhof for Eliza Razumowska er derfor ikke godtgjort.

Grev Gebhard Léon Moltke-Huitfeldt var dansk gesandt i Paris og blev i 1863 gift med grevinde Marie von Seebach (1843–1902). Den offentliggjorte ejerrække hos Dansk Center for Herregårdsforskning angiver Marie von Seebach som besidder 1896–1902, fulgt af sønnen Adam Gottlob Carl Moltke-Huitfeldt. Den biografiske fremstilling og Trap Danmark identificerer imidlertid sønnen som stamhusbesidder omkring ophøret i 1916. Hendes ophold på Anhof kan ikke udledes af ejerrækken alene.

Godsdrift og arbejdskraft

Anhof blev drevet som et landbrug under det større godskompleks. I den ældre tid var fæstegods og hoveriarbejde knyttet til driften. I en registrering for 1850 er hovedgården opført med 27 tønder hartkorn og fæstegårde med samlet 246,15 tønder hartkorn. Hartkorn er et skattemæssigt mål, ikke et direkte arealmål eller et antal gårde. I folketællingen fra 1787 optræder blandt andet ladefogeder, røgter, staldkarl, husholderske og avlsforvalter på gården. Dansk Center for Herregårdsforsknings registrering for omkring 1900 angiver en arbejdsstyrke med én forvalter, én fodermester, én forkarl, fem landbrugselever, to karle, fem piger og ni daglejere samt omkring 30 personer omtalt som »polakker e.lign.« i sommermånederne. Den sidste betegnelse er den historiske kildes og dokumenterer ikke nationaliteten for hver enkelt arbejder. Gården var på dette tidspunkt bortforpagtet; driftsopgørelsen nævner blandt andet 120 køer, 80 kalve, fire tyre, 22 heste og 16 føl samt et årligt salg af cirka 144 svin.

Frasalget i 1916 og nyere tid

Da Stamhuset Moltkenborg i 1916 blev substitueret med en båndlagt kapital, blev Anhof skilt ud fra Glorup. Gården blev solgt til Udstykningsforeningen for Sjællands og Fyns Stifter. Efter udstykningen overtog den hidtidige forpagter, J. Willumsen, hovedparcellen. Han havde haft Anhof i forpagtning siden 1885.

I 1941 blev Anhof overtaget af Harald C. Hoeck. Siden kom ejendommen i Henrik Hoecks besiddelse. Dansk Center for Herregårdsforskning angiver Henrik Hoeck som ejer i 2021 og opgør ejendommens areal til 475 hektar, fordelt på 465 hektar ager, fem hektar eng, tre hektar skov og to hektar mose. I samme opgørelse omtales 140 hektar som forpagtet jord samt anvendelse til landbrug, jagt og boligudlejning. Ved frasalget i 1916 omfattede Anhof ifølge den senere beskrivelse i Trap Danmark omkring 240 hektar. Opgørelserne gælder forskellige tidspunkter og arealbegreber og kan ikke uden videre sammenlignes eller bruges som en verificeret arealopgørelse for 2026.

Hovedbygningen

Anhofs nuværende hovedbygning blev opført i 1885. Den havde oprindeligt én etage over en delvis høj kælder. Ved en ombygning i 1916 blev bygningen forhøjet med endnu en etage. Hovedbygningen er et enkeltfløjet anlæg, hvor et lavt, fremspringende tårn markerer indgangen fra gårdsiden.

Avlsgården

Avlsbygningerne ligger nord og nordøst for hovedbygningen og er opført i røde mursten. Tre længer, der oprindelig fungerede som lade samt ko- og svinestalde, blev opført efter en brand i 1879. Andre bygninger blev opført eller ændret omkring ombygningen i 1916. Sammen danner de et uregelmæssigt gårdanlæg omkring en central gårdsplads.

Anhofs hovedbygning og avlsbygninger var ifølge Dansk Center for Herregårdsforsknings registrering fra 2021 ikke bygningsfredede. Landskabet omkring gården er overvejende fladt, og store dele af jordene er blevet drænet.