Rydningen af det skotske højland (skotsk gælisk: Fuadaichean nan Gàidheal, "fordrivelsen af gælerene"), også kendt som Highland Clearances, var udsættelsen af et betydeligt antal fæstebønder i det skotske højland og på de skotske øer. Fordrivelserne foregik hovedsageligt i to faser fra 1750 til 1860.
Den første fase skyldtes moderniseringen af landbruget, som var drevet af godsejernes ønske om at øge deres indtægter. Mange havde en betydelig gæld, og faktisk eller potentiel konkurs var en væsentlig årsag til rydningerne. Moderniseringen omfattede indhegning af de åbne marker, som blev drevet efter run rig-systemet, samt af de fælles græsningsarealer. Disse blev normalt erstattet af store husdyrbrug, hvor der blev betalt langt højere forpagtningsafgifter. Det var forventet, at de fordrevne fæstebønder skulle finde arbejde inden for erhverv som fiskeri, stenbrydning eller høst og forarbejdning af tang. Nedgangen i deres sociale status fra bonde til småbruger var en af årsagerne til utilfredsheden.
Den anden fase omfattede overbefolkede småbrugssamfund, som var opstået under den første fase, og hvis indbyggere havde mistet deres mulighed for at forsørge sig selv som følge af hungersnød eller sammenbruddet i de erhverv, de var afhængige af. "Betalt overfart" blev almindeligt, idet jordejerne betalte deres fæstebønders rejseomkostninger, så de kunne emigrere. De udvalgte fæstebønder havde i praksis kun ringe mulighed for at vælge andet end udvandring. Kartoffelhungersnøden i det skotske højland ramte mod slutningen af denne periode og gjorde processen mere presserende.
Udsættelsen af fæstebønderne var i strid med skotsk gælisk: dùthchas, princippet om, at medlemmerne af en skotsk klan havde en umistelig ret til at forpagte jord i klanens territorium. Princippet blev aldrig anerkendt i skotsk lovgivning. Det blev gradvist opgivet af klanhøvdingene, efterhånden som de begyndte at betragte sig selv som almindelige kommercielle godsejere frem for som patriarker for deres folk – en udvikling, som muligvis begyndte med Iona-statutterne fra 1609. Klanmedlemmerne fortsatte med at støtte sig til skotsk gælisk: dùthchas. Denne forskel i opfattelse var en uundgåelig kilde til utilfredshed. Godsejernes handlinger varierede. Nogle forsøgte at forsinke eller begrænse udsættelserne, ofte med økonomiske tab til følge. Grevinden af Sutherland troede oprigtigt, at hendes planer var til fordel for dem, der blev genbosat i småbrugssamfund, og kunne ikke forstå, hvorfor fæstebønderne klagede. Enkelte godsejere udviste imidlertid en fuldstændig mangel på hensyn til de fordrevne fæstebønder.