Jeu de Paume (fransk udtale: [ʒø də pom]) er et kunstcenter for moderne og postmoderne fotografi og medier. Det ligger i det nordlige hjørne (vestsiden) af Tuilerierne ved siden af Place de la Concorde i Paris. I 2004 fusionerede Galerie Nationale du Jeu de Paume, Centre national de la photographie og Patrimoine Photographique for at danne Association Jeu de Paume.
Den rektangulære bygning blev opført i 1861 efter anmodning fra Napoleon III. Napoleon III gav Charles Delahaye (en) til opgave at føre tilsyn med bygningens opførelse, og han bestilte Hector-Martin Lefuel (en) som arkitekt. Den var designet til jeu de paume, som i dag er kendt som rigtig tennis, banetennis eller kongelig tennis, men dens ydre komplementerede den allerede eksisterende Orangerie-bygning. I 1877 bestilte Delahaye Virant til at designe en anden bane på bygningens østside. Da tennis dog erstattede jeu de paume som sport, viste Jeu de Paume sig at være et utilstrækkeligt rum og blev omdannet til et galleri i 1909.
Da Musée du Luxembourg åbnede sine døre for udenlandske malerskoler i slutningen af det 19. århundrede, blev de værker, det sponsorerede, vigtige nok til at kræve et separat udstillingsrum, og i 1909 genåbnede Jeu de Paume som et galleri med udstillingen "Hundrede portrætter af kvinder fra det 18. århundredes engelske og franske skoler". Det fungerede først som en forlængelse af Louvre og Musée de l'Orangerie (en), men blev et uafhængigt galleri fra 1922, der viste udstillinger med landlige og/eller kunstnertema, hovedsageligt moderne udenlandske værker. Galleriet skiftede retning mod en avantgarde-stil med Exposition Internationale i 1937 og en udstilling om "Oprindelse og udvikling af uafhængig international kunst" organiseret af Jean Cassou (en), Henri Matisse, Braque, Picasso og Fernand Léger.
Jeu de Paume blev brugt fra 1940 til 1944 til at opbevare nazitisk plyndret kunst af regimets Einsatzstab Reichsleiter Rosenberg (ERR) i Frankrig. Disse værker omfattede mesterværker fra samlinger af franske jødiske familier som Rothschild, David-Weill, Bernheim, og kendte forhandlere, herunder Paul Rosenberg (kunsthandler) (en), der specialiserede sig i impressionistiske og postimpressionistiske værker.
Hermann Göring beordrede, at byttet skulle fordeles mellem Adolf Hitler og ham selv. Af denne grund rejste han fra slutningen af 1940 til slutningen af 1942 tyve gange til Paris. På Jeu de Paume arrangerede kunsthandler Bruno Lohse 20 udstillinger af de nyligt plyndrede kunstgenstande, især for Göring, hvorfra Göring udvalgte mindst 594 værker til sin egen samling; resten var bestemt til Führermuseum i Linz.
Såkaldt Entartete Kunst (moderne kunst "uværdig" i nazisternes øjne) havde lovligt forbud mod at komme ind i Tyskland, og efter at den var blevet betegnet, blev den opbevaret i det, der blev kaldt Martyrrummet i Jeu de Paume. Meget af Paul Rosenbergs professionelle forhandler og personlige samling blev efterfølgende betegnet som sådan af nazisterne. Efter Joseph Goebbels tidligere private dekret om at sælge disse degenererede værker for udenlandsk valuta for at finansiere opførelsen af Führermuseet og den bredere krigsindsats, udpegede Göring personligt en række ERR-godkendte forhandlere, herunder Hildebrand Gurlitt, til at likvidere disse aktiver og derefter overføre midlerne til at udvide sin personlige kunstsamling. Da meget af den plyndrede, degenererede kunst blev solgt videre via Schweiz, blev Rosenbergs samling spredt over hele Europa. Usolgt kunst (inklusive værker af Picasso og Salvador Dali) blev ødelagt i et bål på Jeu de Paume-området natten til den 27. juli 1942, en næsten uovertruffen hærværkshandling. Nazisterne havde imidlertid brændt næsten 4000 værker af tysk "degenereret" kunst i Berlin i 1939.
Den franske modstandskurator Rose Valland (en), der arbejdede på museet, førte en hemmelig liste over alle de værker, der passerede forbi, og efter nazisternes nederlag i 1945 blev de fleste af disse værker dermed returneret til deres retmæssige ejere. I dag mangler omkring 70 af Rosenbergs malerier, herunder: den store Picasso-akvarel Nøgen kvinde på stranden, malet i Provence i 1923; syv værker af Matisse; og Portrættet af Gabrielle Diot af Degas.
Mellem 1947 og 1986 indeholdt det Musée du Jeu de Paume, en udløber af Louvre, der rummede mange vigtige impressionistiske værker, som nu er placeret på Musée d'Orsay. Bygningen, der i vid udstrækning betragtes som det "mest berømte museum for impressionistisk maleri i verden", bar navne som Salle (fransk: rum) Degas, Salle Cézanne eller Salle Monet.
Fra 1989, som en del af Grands Projets of François Mitterrand (en), gennemgik bygningen en renovering til 10 millioner dollars af arkitekten Antoine Stinco (en), hvilket resulterede i omkring 1180 kvadratmeter udstillingsareal fordelt på tre etager. Den tidligere ommurede receptionshal blev omdannet til et atriumlignende åbent område oversvømmet med naturligt lys fra store karnappvinduer, der giver udsigt over de nærliggende Tuilerierne, Place de la Concorde og Eiffeltårnet. Øverste etage har en række gallerier oplyst af ovenlysvinduer.
I 1991 genåbnede Jeu de Paume som "Frankrigs første nationale galleri for samtidskunst", med en udstilling dedikeret til Jean Dubuffet. Efterfølgende retrospektive udstillinger var dedikeret til internationale kunstnere som Marcel Broodthaers (1991), Robert Gober (1991), Ellsworth Kelly (1992), Helio Oiticica (1992) og Eva Hesse (1993). I 1999 valgte museet den amerikanske arkitekt Richard Meier som emne for sin første arkitekturudstilling nogensinde.
I 2004 fusionerede Galerie Nationale du Jeu de Paume, National Center of Photography and Photographic Heritage og dannede Association de Préfiguration for the Public Establishment (EPIC) Jeu de Paume. Siden da har det udviklet sig til et center for moderne og postmoderne fotografi og medier,[9] og har arrangeret oversigtsudstillinger om Ed Ruscha (2006), Cindy Sherman (2006), Martin Parr (2009), William Kentridge (2010), Claude Cahun (2011), Lorna Simpson (2013), Valérie Jouve (2015) blandt andre. I 2016 modtog han den antologiske soloudstilling af den moderne fotograf Helena Almeida.
Den 27. april 2005 blev en plakette til ære for Rose Vallands arbejde for at katalogisere plyndret kunst under den nazistiske besættelse placeret på Jeu de Paumes sydvæg.
Den 1. december 2018 blev museet fanget i politisk relateret pøbelvold, da Tuilerierne blev stormet af "gule veste"-demonstranter, med knuste ruder og en bil i brand i nærheden.
I dag er Jeu de Paume subsidieret af det franske ministerium for kultur og kommunikation. Besøgstallet steg fra 200.000 besøgende i 2006 til over 320.000 besøgende i 2008.
Museets krigshistorie er blevet skildret, stærkt fiktionaliseret, flere gange på film. I John Frankenheimers film fra 1964, The Train, med Burt Lancaster og Jeanne Moreau i hovedrollerne, er Rose Valland repræsenteret som Mademoiselle Villard, spillet af Suzanne Flon (en). I George Clooneys film fra 2014, The Monuments Men, er Valland repræsenteret som Claire Simone, spillet af Cate Blanchett. I Anatole Litvaks film fra 1967, The Night of the Generals, besøger Peter O'Tooles karakter, General Tanz, museet og bliver fascineret af et selvportræt af Vincent van Gogh, der refereres til som "Vincent i flammer".
I Sara Houghtelings roman Pictures at an Exhibition (2009) er karakteren Rose Clément baseret på Rose Valland. I Ruth Reichl (en)s roman The Paris Novel (2024) nævnes Rose Vallands krigsindsats flere gange.
Jeu de Paume blev designet af arkitekten Melchior Viraut i Second Empire-stil og har mange klassiske arkitektoniske træk, såsom halvriflede ioniske søjler og en dekorativ tympanon med Napoleons våbenskjold. Unikt for Jeu De Paume er bogstavet "N" over bygningens indgang. Langs bygningens sider er der store buede vinduer, der tillader lys at komme ind i gårdsområdet.
Interiøret blev fuldstændig renoveret i 1989 af Antoine Stinco (en) for at gøre rummet mere egnet til udstilling af kunst. Stinco sagde, at hans mål var at skabe et rum, der ikke ville konkurrere med kunstværkerne, men som i det mindste ville give et glimt af udsigten over haverne og videre.[kilde mangler]