| Karl Bovin | |
|---|---|
| Født | 5. januar 1907 Frederikshavn, Danmark |
| Død | 13. februar 1985 (78 år) Fårevejle Kirkeby, Danmark |
| Ægtefæller | Amy Bovin (1934-1951), Birthe Bovin (fra 1952) |
| Uddannelse og virke | |
| Elev af | Viggo Brandt, Sigurd Wandel, Aksel Jørgensen |
| Beskæftigelse | Kunstmaler, landskabsmaler, kunstner |
| Genre | Landskabsmaleri |
| Nomineringer og priser | |
| Udmærkelser | Eckersberg Medaillen (1957), Thorvaldsen Medaillen (1973) |
| Information med symbolet | |
Karl Christian Bovin (født 5. januar 1907 i Frederikshavn; død 13. februar 1985 i Fårevejle i Odsherred) var en dansk kunstner, overvejende landskabsmaler, med tilknytning til kunstnerkolonien i Odsherred: "Odsherredsmalerne". Han var blandt grundlæggerne af kunstnersammenslutningen 'Corner' i begyndelsen af 1930'erne. Om Corner og dens medlemmers holdning fortæller maleren og forfatteren Hans Scherfig, her citeret: I denne gruppe af individuelt meget forskellige kunstnere har man ikke forsøgt at slippe ud af virkeligheden. Man har ikke benægtet naturens realitet. Trods metafysisk mode er man blevet i denne tilværelse.
Blandt venner og kunstnerkolleger lød Karl Bovin navnet Kalle. - Som et kuriosum kan nævnes, at han og hans familie i slutningen af 1960'erne havde venskabelig kontakt til sømanden Jörg Meyer, der senere kom til at virke som Stasi-agent i Danmark uden Bovin og familiens viden.
Karl Bovin blev elev på maleren Viggo Brandts private malerskole, Statens Tegnelærerkursus og Teknisk Skole som forberedelse til Kunstakademiet. Efter optagelse her blev hans lærere Sigurd Wandel i 1928 og Aksel Jørgensen 1929-31.
Karl Bovin foretog som ung adskillige rejser i de europæiske lande sammen med andre Cornerkunstnere. Under gennemrejsen i Tyskland i 1934 oplevede de nazismens fremmarch, og det var disse oplevelser, der medførte, at han erklærede sig som kosmopolit og kommunist. Flere af Corners medlemmer arbejdede samtidig med deres virke som kunstnere aktivt socialistisk og som bevæbnede modstandsmænd under besættelsen.
I 1950erne og 1960erne deltog Karl Bovin i rigsantikvar, arkæolog P.V. Globs udgravninger i Bahrain,Qatar og Kuwait. De to var gode venner, og i anledning af Karl Bovins 60-års fødselsdag skrev P.V. Glob et indlæg i Corners katalog til udstillingen 1966. Fra indlægget citeres her: Der findes ingen som maleren Karl Bovin. Både som menneske og som kunstner er han mageløs. Kun de største landskabsmalere er hans jævnbyrdige. Alligevel er det endnu ikke alment anerkendt, hvor god han er. Det kan skyldes, at han allerede for mere end 30 år siden var i de unge kunstneres første række. Hans billeder i neddæmpede farver hørte til et "mørkemaleri", som da var på mode. Men han gik derefter sine egne veje med lyse, lyriske malerier, der var i slægt med både dansk og fransk tradition, men stærkest præget af hans eget sind.
Om rejserne til Arabien nævner kunsthistorikeren Hans Edvard Nørregaard-Nielsen, at de ikke blot gav Karl Bovin de nye motiver at arbejde med, men også et lys, der indgik i alle hans værker fra de seneste år. Som nævnt var han medstifter af Corner i 1932. Her arbejdede han med motiver som efterårs- og vinterlandskaberne i Odsherred, i en mørk farveskala. Fra 1931 kendes hans maleri Landskab fra Odsherred, som blev vist på Corners første udstilling - og dér indkøbt af Statens Museum for Kunst. Maleriet viser en landejendom, placeret midt mellem mørke bakkedrag, og med en lysende blå stribe himmel under en mørk sky.
Karl Bovin udstillede i hele sin levetid på Corner. Han udtrykte sig ikke ofte skriftligt i katalogerne; men i kataloget til Corner 1958 skrev han mindeord til Corners kinesiske medlem Qi Baishi 1861-1957: "Den rige ejer af tre hundrede stempler"; et langt, smukt stykke prosa, skrevet af en nær ven
De sidste arbejdsår havde han udviklet sig hen mod en fri penselføring og helt lysende farveholdning
Om Karl Bovins kunst udtrykte maleren Johannes Carstensen i sine mindeord: Det var ikke et sentimentalt eller litterært syn, der optog Bovin, det primære for ham var nemlig at arbejde ud fra maleriske præmisser. Han havde en sund holdning til farven, der ikke foregav lys, men var lysgivende i kraft af renhed og præcision. Kalle var ikke illusionist - deres billeder er ofte uden ilt. Maleren har det fortrin frem for afmaleren, at han får farve og form til at fungere i billedrummet