Kasakhstans historie

Stenalder og Botai-kulturen

Arkæologiske fund af stenredskaber dokumenterer menneskelig aktivitet i det nuværende Kasakhstan i palæolitikum. En undersøgelse fra 2024 beskriver stratificerede stenalderfund fra lokaliteterne Tikenekti-2 og Yntymaq ved foden af Ile Alatau i det sydøstlige Kasakhstan. Fundmaterialets datering og fortolkning undersøges fortsat.

I det nordlige Kasakhstan levede der i yngre stenalder grupper af jægere og samlere, som benyttede mindre og ofte kortvarige bopladser. I det 4. årtusinde f.Kr. opstod der i samme område større, mere permanente bosættelser knyttet til Botai-kulturen, hvor heste fik en dominerende rolle i økonomien.

Botai-kulturen var en neolitisk og eneolitisk kultur, der eksisterede i det nordlige Kasakhstan ca. 3700–3100 f.Kr. Kulturen er opkaldt efter bopladsen Botai i det nuværende Nordkasakhstan og er især kendt for sine omfattende arkæologiske fund af hesteknogler og spor efter tidlig hestehold.

Udgravninger har påvist store bosættelser med jordhuse og redskaber af sten og ben. Hesteknogler udgør en meget stor del af dyreknoglerne, og kemiske analyser af keramik har påvist rester af hoppemælk. Slidspor på hestetænder og mulige indhegninger er desuden blevet tolket som tegn på, at Botai-befolkningen holdt og anvendte heste. Tolkningen er imidlertid omdiskuteret. En undersøgelse fra 2021 anfægtede, at tandsliddet dokumenterer brug af bidsel, og fremførte, at mange af fundene også kan forklares ved organiseret jagt på vilde heste.

Botai-kulturen er vigtig for forskningen i tidligt hestehold på de eurasiske stepper, men dens betydning for den senere udbredelse af tamheste er usikker. Genetiske undersøgelser har vist, at Botai-hestene tilhørte en anden afstamningslinje end den, som de fleste moderne tamheste nedstammer fra. En omfattende analyse fra 2021 peger i stedet på de vestlige eurasiske stepper omkring den nedre Volga og Don som oprindelsesområde for moderne tamheste.

Botai-kulturen ophørte omkring begyndelsen af det tredje årtusinde f.Kr. Fundene er fortsat centrale for studiet af forholdet mellem mennesker og heste i forhistorisk Centralasien.

Andronovo-kulturen

I det andet årtusinde f.Kr. fandtes der i store dele af det nuværende Kasakhstan, det vestlige Sibirien og andre dele af Centralasien en række beslægtede bronzealdersamfund, som arkæologer traditionelt har samlet under betegnelsen Andronovo-kulturen. Betegnelsen dækker snarere et vidt udbredt arkæologisk kulturkompleks med regionale forskelle end én ensartet befolkning eller stat.

Samfundene var blandt andet præget af husdyrhold med kvæg, får, geder og heste, men der fandtes også landbrug i dele af regionen. Arkæologiske spor omfatter bosættelser, grave, keramik og metalgenstande samt tegn på minedrift og bronzefremstilling.

Andronovo-komplekset forbindes ofte med de tidlige indoiranske sprogs historie. Det er imidlertid vanskeligt at fastslå et forhistorisk samfunds sprog eller etniske identitet alene ud fra dets materielle kultur, og forbindelsen er derfor en forskningsmæssig fortolkning snarere end et direkte arkæologisk fund.

De regionale bronzealdertraditioner ændrede sig over tid og blev efterfulgt af andre samfund og kulturformer. Det er ikke muligt uden videre at føre de senere nomadefolks kultur direkte tilbage til ét samlet Andronovo-folk.

Saka-folkene

I det første årtusinde f.Kr. levede flere nomadiske og delvist bofaste grupper på stepperne i det nuværende Kasakhstan og det øvrige Centralasien. De grupper, der i oldpersiske indskrifter kaldes saka, regnes almindeligvis til den iransksprogede skytisk-sakiske kulturkreds. Betegnelserne saka og skytere anvendtes forskelligt i de antikke kilder og dækker ikke nødvendigvis én samlet politisk eller etnisk enhed.

Saka-samfundene var baseret på nomadisk husdyrhold og mobil udnyttelse af steppernes græsningsområder. Arkæologiske fund og antikke kilder vidner om kontakter mellem steppernes befolkninger og bofaste samfund, blandt andet i det persiske rige og andre dele af Centralasien.

Arkæologiske fund viser, at sakaerne udviklede en karakteristisk dyrestil inden for kunsthåndværk, hvor motiver af hjorte, rovfugle og andre dyr indgik i udsmykningen af våben, smykker og ceremonielle genstande. Gravhøje (kurganer) med rige gravgaver peger på social lagdeling og fremtrædende grupper i nogle af disse samfund.

Et af de mest kendte fund fra saka-kulturen er den såkaldte Gyldne Mand (Altyn Adam), der blev udgravet i Issyk-kurganen nær Almaty omkring 1970. Gravfundet omfattede flere tusinde genstande af guld og er senere blevet et fremtrædende symbol på Kasakhstans historie og kulturarv.

Fra de sidste århundreder f.Kr. ændrede magtforholdene sig på de centralasiatiske stepper, blandt andet i forbindelse med Xiongnus ekspansion og andre befolkningsbevægelser. Det er vanskeligt at rekonstruere præcise forbindelser mellem de forskellige grupper alene ud fra de arkæologiske fund og de senere skriftlige kilder.

Wusun

Wusun var et stammeforbund, som især kendes fra kinesiske historiske kilder fra Han-dynastiet. Fra omkring det 2. århundrede f.Kr. havde Wusun en fremtrædende position i området omkring Ili-dalen og Semirechye (Zhetysu) i det nuværende sydøstlige Kasakhstan og tilstødende egne af Kirgisistan og Kina. Kilderne giver ikke grundlag for at fastlægge præcise og uforanderlige grænser for deres herredømme.

Ifølge de kinesiske beretninger var Wusun involveret i magtkampene mellem Xiongnu, Yuezhi og Han-Kina. Udsendingen Zhang Qian søgte i det 2. århundrede f.Kr. at knytte Wusun til en alliance mod Xiongnu. Senere blev der etableret diplomatiske forbindelser, herunder ægteskabsalliancer med Han-hoffet. De kinesiske skildringer er væsentlige skriftlige kilder, men afspejler også Han-statens udenrigspolitiske interesser.

Arkæologiske undersøgelser i Tian Shan-regionen viser ændringer i gravskikke og materiel kultur omkring overgangen mellem den sakiske og den wusunske periode. Forskere diskuterer, hvor meget af udviklingen der skyldtes indvandring, og hvor meget der var lokal kontinuitet. Fundene kan derfor ikke uden videre bruges til at identificere alle begravelser fra perioden med én bestemt etnisk gruppe.

Wusuns oprindelse og sproglige tilhørsforhold er omdiskuteret. Christopher I. Beckwith har foreslået en etymologisk forbindelse til navnet Aśvin, men dette er en forskerhypotese og ikke en fastslået identifikation.

De senere kinesiske omtaler og arkæologiske fund viser, at regionens politiske og kulturelle forhold ændrede sig i de følgende århundreder. Det er vanskeligt at angive et præcist tidspunkt, hvor Wusun ophørte med at eksistere som særskilt politisk enhed.

Xiongnu

Xiongnu var et nomadisk stammeforbund, som fra det 3. århundrede f.Kr. til det 1. århundrede e.Kr. dominerede store dele af stepperne nord for Kina og udøvede betydelig indflydelse i Centralasien. Forbundet omtales udførligt i kinesiske kilder og regnes blandt de første store nomadeimperier i Eurasien.

Under ledelse af Modu Chanyu blev Xiongnu i slutningen af det 3. århundrede f.Kr. samlet til en stærk politisk enhed, der kontrollerede omfattende områder fra Mongoliet til de vestlige stepper. Deres magt tvang Han-dynastiet til både militære konfrontationer og diplomatiske aftaler.

Xiongnus ekspansion påvirkede magtforholdene i store dele af Centralasien og bidrog til omfattende folkevandringer blandt andre nomadiske folk. Xiongnu besejrede blandt andet Yuezhi og udøvede i en periode overhøjhed over Wusun. Magtforholdene ændrede sig siden, og de kinesiske kilder beskriver både konflikter og alliancer mellem disse grupper. Yuezhis bevægelse mod vest fik betydning for den politiske udvikling i Centralasien, herunder i områder af det nuværende Kasakhstan.

Samfundet var baseret på nomadisk husdyrhold og en højt mobil krigerkultur med stor betydning af hesteavl og rytteri. Kinesiske beskrivelser fremhæver deres pastorale levevis, store hestebestande og militære styrke som ryttere og bueskytter.

Xiongnu opretholdt samtidig omfattende handelsforbindelser med Han-Kina og de centralasiatiske bysamfund. Ifølge Beckwith var handelen mellem nomaderne og byerne i Tarimbækkenet afgørende for begge parters økonomi, og perioder med fri handel bidrog ofte til fredelige relationer langs grænsen.

I løbet af det 1. århundrede e.Kr. blev Xiongnu gradvist svækket af interne magtkampe og vedvarende kinesisk pres. Xiongnu oplevede flere interne opsplitninger, blandt andet i det 1. århundrede f.Kr. og igen omkring år 48 e.Kr., da nordlige og sydlige magtgrupper skiltes. Den nordlige magt blev stærkt svækket af Han-rigets felttog mod slutningen af det 1. århundrede, men grupper knyttet til Xiongnu optræder fortsat i senere kilder. Xianbei overtog efterhånden en dominerende position på dele af den østlige steppe.

Forholdet mellem Xiongnu og de hunner, der optrådte i Europa fra slutningen af 300-tallet, er omdiskuteret. Historiske og arkæologiske kilder har ikke påvist en ubrudt politisk kontinuitet. En genetisk undersøgelse fra 2025 fandt dog forbindelser mellem enkelte medlemmer af Xiongnu-periodens elite og nogle mennesker begravet i Europa i hunnertiden. Resultatet dokumenterer slægtsforbindelser hos visse individer, men ikke at de europæiske hunner som helhed var identiske med Xiongnu.

Silkevejen

De områder, der i dag udgør Kasakhstan, indgik i de vidtstrakte handels- og forbindelsesnetværk, som senere fik fællesbetegnelsen Silkevejen. Der var ikke tale om én fast vej mellem Kina og Europa, men om forskellige ruter, som skiftede betydning gennem århundrederne. En vigtig korridor førte fra Kina langs Tian Shan til Zhetysu (Semirechye) gennem Ili-, Chu- og Talasdalene og videre til andre dele af Centralasien.

Handelsnetværkene havde rødder i oldtiden, men deres udstrækning og betydning varierede. UNESCO daterer udviklingen af Chang'an–Tian Shan-korridoren til perioden omkring det 2. århundrede f.Kr. til det 1. århundrede e.Kr.; korridoren havde en særlig blomstringsperiode fra 500- til 1300-tallet og blev fortsat benyttet senere.

I det sydlige og sydøstlige Kasakhstan opstod eller voksede handelsbyer og bebyggelser frem langs forskellige ruter, herunder Taraz, Otrar og Sayram. Handelspladserne forbandt bofaste bysamfund og nomadiske befolkningsgrupper. Udvekslingen omfattede blandt andet tekstiler, heste og andre husdyr, metaller og luksusvarer. De lange forbindelser blev ofte opretholdt gennem flere mellemhandlere frem for af én købmand, der rejste hele strækningen.

Ruterne formidlede ikke kun varer, men også teknologier, kunstneriske udtryk og religiøse forestillinger. Buddhismen, kristne traditioner, manikæisme og islam var til stede i forskellige dele af Centralasien på forskellige tidspunkter. Det betyder dog ikke, at alle religionerne nåede hele det nuværende Kasakhstan ad samme vej eller samtidigt.

I 2014 blev den tværnationale Chang'an–Tian Shan-korridor optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Otte af dens 33 udpegede lokaliteter ligger i Kasakhstan, heriblandt ruinerne ved Kayalyk, Talgar og Kulan. De arkæologiske områder dokumenterer forbindelserne mellem handelsruter, byer og forskellige politiske magter over en lang historisk periode.

Det Første Tyrkiske Khaganat

Göktürkerne grundlagde Det Første Tyrkiske Khaganat i 552, da Bumin Khagan besejrede Rouran-forbundet. Det nye rige ekspanderede fra Mongoliet vestpå gennem de centralasiatiske stepper. Bumin og hans efterfølgere stod i spidsen for den østlige del, mens Istämi fik en fremtrædende rolle i den vestlige ekspansion. Store dele af det nuværende Kasakhstan kom dermed under et tyrkisk khaganats overhøjhed.

Khaganatet omfattede forskellige folkeslag og stammeforbund og fik betydning for udbredelsen af tyrkiske politiske og sproglige traditioner på stepperne. Det var ikke en nationalstat i moderne forstand, og overhøjheden over de vidtstrakte områder varierede over tid.

Efter magtkampe i slutningen af 500-tallet blev rigets østlige og vestlige magtcentre gradvist adskilt; omkring 603 regnes opdelingen i et østligt og et vestligt tyrkisk khaganat for etableret. Den vestlige statsdannelse fik særlig betydning for områderne i det nuværende Kasakhstan. Den blev senere svækket af indre konflikter og ekspansion fra det kinesiske Tang-dynastiet.

Orkhon-indskrifterne fra 700-tallet er vigtige skriftlige kilder til den tidlige tyrkiske historie, men de blev rejst under Det Andet Tyrkiske Khaganat og stammer således ikke fra Det Første Tyrkiske Khaganats egen tid.

Karlukkerne, oghuzerne og kara-khitanerne

Efter det vesttyrkiske khaganats svækkelse opstod flere politiske magtcentre i de områder, som nu udgør Kasakhstan. Karlukkerne fik i løbet af 700-tallet en fremtrædende position i Zhetysu (Semirechye). Omkring 766 overtog de kontrollen over blandt andet Taraz og Suyab efter konflikter med Türgesh-forbundet.

Oghuzerne var et andet tyrkisk stammeforbund. De fik især betydning ved den nedre Syr Darja, omkring Aralsøen og i stepperne øst for Det Kaspiske Hav fra omkring 800-tallet. Deres politiske udvikling var ikke blot en videreførelse af karlukkernes styre; de to grupper havde forskellige magtcentre, selv om deres historie til dels var forbundet.

Karakhanide-khanatet udviklede sig fra 900-tallet blandt tyrkiske grupper i Centralasien, herunder karlukker, chigiler og yaghmaer. Dynastiets præcise oprindelse er omdiskuteret. Karakhaniderne blev en af de første betydelige muslimske tyrkiske herskerslægter i regionen, men overgangen til islam var en historisk proces og ikke en fælles omvendelse af alle tyrkiske nomader.

I første halvdel af 1100-tallet etablerede khitaniske flygtninge fra det nordlige Kina et nyt rige i Centralasien, kendt som kara-khitanernes rige eller det vestlige Liao. Under Yelü Dashi bredte deres overhøjhed sig over dele af Zhetysu og Transoxanien; sejren ved Qatwan i 1141 sikrede deres fremtrædende position. Riget omfattede forskellige lokale herskere og tributpligtige områder og bør ikke forstås som en ensartet centralstyret stat.

I 1211 overtog naimanfyrsten Küchlüg magten fra kara-khitanernes hersker. Hans styre blev senere bragt til ophør under de mongolske erobringer i 1218. Dermed ændredes de politiske magtforhold i regionen på ny.

Islams udbredelse

Fra begyndelsen af 700-tallet førte de arabiske umayyader felttog i Transoxanien. Erobringerne og den efterfølgende kontakt mellem muslimske magthavere, handelsfolk og lokale samfund fik også betydning for områderne langs den sydlige grænse af det nuværende Kasakhstan. Den militære ekspansion var dog ikke ensbetydende med, at befolkningerne straks antog islam.

I de sydlige handelsbyer og oaser vandt islam gradvis udbredelse gennem handel, politiske forbindelser og senere muslimske dynastier, herunder Karakhaniderne. Islamiseringen forløb forskelligt i byer og blandt nomadiske grupper; den fandt sted over flere århundreder, og ældre religiøse traditioner blev ikke nødvendigvis opgivet på én gang.

På stepperne længere mod nord og vest fik islam senere større betydning, blandt andet under Den Gyldne Horde i 1200- og 1300-tallet. Også her var der tale om en langvarig og regionalt forskelligartet udvikling snarere end én samlet omvendelse.

Det Mongolske Imperium

I begyndelsen af 1200-tallet blev områderne i det nuværende Kasakhstan gradvist indlemmet i Det Mongolske Imperium under Djengis Khan. Mongolske felttog mod kara-khitanerne i 1218 blev efterfulgt af invasionen af Khwarezmidernes rige fra 1219. Byen Otrar ved Syr Darja blev belejret under invasionens første fase og er et vigtigt eksempel på erobringens virkninger i det nuværende Kasakhstan.

De mongolske erobringer ændrede områdets politiske magtforhold og ramte flere bysamfund hårdt. Beretninger om ødelæggelser bør dog sammenholdes med arkæologiske undersøgelser, da byernes udvikling før og efter erobringen varierede. Under de mongolske efterfølgerstater blev handelsforbindelser mellem dele af Østasien, Centralasien og Europa samtidig understøttet af forbindelser på tværs af de tidligere politiske grænser.

Efter Djengis Khans død i 1227 blev hans efterkommeres forskellige ulus-områder gradvist udviklet til særskilte magtcentre. I anden halvdel af 1200-tallet opbyggede Kaidu, en efterkommer af Ögedei Khan, en betydelig magtbase i Centralasien og modsatte sig Kublai Khans overhøjhed. Ved et kurultai nær Talas i 1269 indgik Kaidu, Baraq Khan og repræsentanter for Den Gyldne Horde en aftale om fordeling af indtægterne fra Transoxanien. Aftalen var led i de mongolske herskerlinjers tiltagende selvstændighed, men betød ikke i sig selv, at riget formelt blev opløst. Konflikterne mellem herskerlinjerne bidrog til rigets gradvise politiske opsplitning.

Den Gyldne Horde

Store dele af det nuværende Kasakhstan indgik i Jochis ulus, det område og de folkegrupper, som Djengis Khan havde tildelt sin ældste søn Jochi. Efter Jochis død i 1227 blev herredømmet fordelt mellem hans efterkommere. Batu Khan og hans linje fik især magten over de vestlige områder, mens hans ældre bror Orda og dennes efterkommere regerede i den østlige del, som omfattede store dele af det nuværende Kasakhstan. De østlige og vestlige dele havde forskellige magtcentre, men var forbundet gennem Jochis dynasti.

Under Batu og hans efterfølgere udviklede den vestlige del af Jochis ulus sig til et selvstændigt magtcentrum, senere kendt som Den Gyldne Horde. Historikere bruger også betegnelsen om det bredere jochidiske rige; afgrænsningen af betegnelser som Den Hvide Horde og Den Blå Horde er omdiskuteret. Det er derfor misvisende uden videre at behandle hele det nuværende Kasakhstan som et område, der blev styret direkte fra Batus vestlige hovedsæde ved nedre Volga.

Den Gyldne Horde havde forbindelser til de russiske fyrstendømmer, handelsbyerne omkring Sortehavet og de muslimske områder i Centralasien og Mellemøsten. De jochidiske herskere kontrollerede og beskattede vigtige handelsveje, men forbindelserne mellem rigets dele byggede på både diplomati, handel og militær magt. Berke Khan, der regerede i anden halvdel af 1200-tallet, var muslim. Fra Öz Beg Khans regeringstid (1312–1341) var khanerne ved det vestlige hof gennemgående muslimer, og islam fik en mere fremtrædende plads i rigets politiske og kulturelle liv.

Fra midten af 1300-tallet blev de jochidiske magtforhold præget af arvestridigheder og skiftende alliancer. Tokhtamysh samlede i en periode store dele af de østlige og vestlige områder, men hans konflikter med Timur Lenk svækkede riget. I 1400-tallet udviklede flere jochidiske områder sig gradvist til særskilte khanater. De politiske traditioner og herskerslægter fra den østlige del af Jochis ulus blev en vigtig del af baggrunden for Kasakh-khanatets fremkomst i anden halvdel af 1400-tallet.

Grundlæggelse og ekspansion

Kasakh-khanatet opstod i anden halvdel af 1400-tallet, da de jochidiske fyrster Kerei og Janibek brød med Abu'l-Khayr Khans styre og sammen med deres tilhængere slog sig ned i Zhetysu (Semirechye) under beskyttelse af Moghulistans hersker. Grundlæggelsen dateres traditionelt til omkring 1465–1466, men var en gradvis politisk proces, og efter Abu'l-Khayrs død i 1468 styrkedes de to fyrsters position på den østlige Kipchak-steppe.

Under Qasim Khan i begyndelsen af 1500-tallet blev khanatet en betydelig politisk magt på stepperne. Senere herskere, herunder Haqq Nazar og Tawakkul Khan, søgte at fastholde og udvide kontrollen over nomadiske stammeforbund, græsningsområder og handelsbyer langs Syr Darja. Khanatets udbredelse skiftede med militære konflikter og politiske alliancer; det havde ikke faste grænser som en moderne stat.

Samfund og zhuzer

Khanernes magt byggede på deres dynastiske status og opbakningen fra sultaner, stammeledere og lokale autoriteter. Det kasakhiske samfund udviklede tre regionale stammeforbund, zhuzer: den Store zhuz i sydøst, den Mellemste zhuz på de centrale og nordøstlige stepper og den Lille zhuz i vest. Zhuzernes nøjagtige dannelsestidspunkt er omdiskuteret, og de var ikke tre adskilte folkeslag eller faste administrative enheder. Betegnelsen kendes fra russiske dokumenter i begyndelsen af 1700-tallet.

Samfundet var overvejende baseret på nomadisk husdyrhold med sæsonmæssige vandringer mellem vinter- og sommergræsgange. De lokale auler dannede økonomiske og sociale fællesskaber, mens biier mæglede i stridigheder og medvirkede til at forvalte sædvaneretten. Under Tauke Khan, hvis regeringstid dateres forskelligt i forskningslitteraturen, blev der gjort forsøg på at styrke den fælles politiske ledelse og systematisere retsreglerne i traditionen kendt som Jhety Jharga.

Dzungarerne og khanatets opløsning

I 1600- og 1700-tallet blev de kasakhiske områder udsat for et stigende militært pres fra dzungarerne. Felttogene i 1723–1727, i kasakhisk historisk tradition kendt som Aqtaban şūbyryndy, førte til omfattende tab og befolkningsforflyttelser. Khanatets politiske organisation blev gradvis mere opdelt, men de regionale ledere samarbejdede også i perioder mod fælles modstandere.

Abu'l-Khayr Khan fra den Lille zhuz søgte i 1730 russisk beskyttelse, og i 1731 aflagde han og en række tilhængere troskabsed til den russiske krone. Det betød ikke en umiddelbar russisk annektering: De kasakhiske ledere og de russiske myndigheder opfattede ikke nødvendigvis aftalerne ens, og den faktiske russiske kontrol var fortsat begrænset.

Efter Qing-dynastiets erobring af Dzungar-khanatet i 1750'erne førte kasakhiske herskere diplomati over for både Qing-Kina og Rusland. Ablai Khan søgte eksempelvis at bevare politisk handlefrihed gennem forbindelser til begge imperier.

Med reformerne i 1822 og 1824 afskaffede Rusland khanembedet i henholdsvis den Mellemste og den Lille zhuz. Modstanden fortsatte, og Kenesary Qasymov, der i 1841 blev udråbt til khan af en del af de kasakhiske ledere, forsøgte at genoprette en samlet khanmagt. Hans nederlag i 1847 markerede afslutningen på dette større genoprettelsesforsøg. Khanatets opløsning forstås derfor som en gradvis proces, ikke som én enkelt begivenhed.

Russisk erobring

Som omtalt ovenfor begyndte Det Russiske Kejserriges gradvise overhøjhed over dele af de kasakhiske stepper med alliancer og aftaler med lokale khaner i 1700-tallet. I løbet af 1800-tallet blev kontrollen mere direkte gennem militære forter og administrative reformer.

De russiske myndigheder udbyggede en kæde af forter og militære forposter langs steppernes grænseområder. Forterne fik gradvist betydning som udgangspunkter for yderligere russisk militær fremrykning. Anlæggelsen og forsyningen af garnisonerne var vanskelig og bekostelig.

Den russiske ekspansion var en del af kejserrigets bredere koloniale og geopolitiske strategi. Kontrollen over de kasakhiske stepper fik stigende betydning for handel, grænsesikkerhed og Ruslands position i Centralasien.

I midten af 1800-tallet blev fæstningsstrategien yderligere udbygget langs Syr Darja. Under general Vladimir Obrutjevs ledelse blev der blandt andet planlagt forter ved Irgiz og Turgaj, og russerne anlagde fort Raim i 1847. Befæstningerne var led i den militære fremrykning, men forsyningen af garnisonerne og opretholdelsen af fortlinjerne voldte betydelige vanskeligheder.

Ruslands ekspansion omfattede også Semirechye i det sydøstlige Kasakhstan. Efter anlæggelsen af den russiske fæstning Zailijskoje (senere Vernyj) i 1854 gjorde de russiske myndigheder i stigende grad krav på politisk overhøjhed over den Store Zhuz. Samtidig kom området til at fungere som udgangspunkt for den videre russiske fremrykning mod Kokand-khanatet og de øvrige centralasiatiske stater. Integrationen af Semirechye illustrerede den bredere udvikling, hvor russiske grænseforter gradvist blev omdannet til administrative centre og redskaber for territorial kontrol.

Ruslands erobring af de kasakhiske stepper indgik i en bredere militær fremrykning i Centralasien. I 1868 besatte russiske styrker Samarkand i det nuværende Usbekistan. En mindre russisk garnison, der blev efterladt i citadellet, blev kort efter belejret under et lokalt oprør. Efter von Kaufmans sejr over Bukharas hær ved Zirabulak og den efterfølgende sikring af Samarkand blev Emiratet Bukhara tvunget til at afstå blandt andet Samarkand og acceptere omfattende russisk indflydelse. Bukhara blev stærkt afhængigt af Rusland, men blev ikke formelt gjort til et russisk protektorat ved denne aftale. Erobringerne syd for det nuværende Kasakhstan ændrede regionens politiske og handelsmæssige forbindelser, men bør skelnes fra den russiske administration af de kasakhiske stepper.

Stormagtsrivalisering og grænsedragninger

Den russiske ekspansion i Centralasien fandt sted i en periode præget af rivalisering mellem Det Russiske Kejserrige og Storbritannien, ofte omtalt som The Great Game. I 1895 indgik Storbritannien og Rusland en aftale om afgrænsningen af deres indflydelsessfærer i Pamirerne. Aftalen af 11. marts bidrog især til fastlæggelsen af Afghanistans nordøstlige grænse, og en fælles britisk-russisk kommission gennemførte grænseafmærkningen samme sommer.

Alexander Morrison har anfægtet forestillingen om, at den russiske erobring af Centralasien primært var drevet af rivaliseringen med Storbritannien. Han fremhæver i stedet, at ekspansionen i vidt omfang blev formet af lokale konflikter, kortsigtede militære hensyn, stormagtsprestige og forholdet mellem russiske myndigheder og centralasiatiske herskere og befolkningsgrupper.

Steppeadministration

Ved reformerne i 1867–1868 blev det russiskkontrollerede territorium opdelt mellem forskellige administrative myndigheder. Generalguvernementet Turkestan, oprettet i 1867 med Syr-Darja og Semiretjje, blev ledet af Konstantin von Kaufmann, mens de nordlige kasakhiske oblaster hørte under andre generalguvernementer. De militære generalguvernører havde omfattende civile og militære beføjelser. Administrationen var opbygget i flere niveauer med oblaster, ujezder, voloster og auler, hvor både russiske embedsmænd og lokalt valgte ledere indgik i forvaltningen. Den russiske administration blev varetaget af et forholdsvis lille antal embedsmænd og officerer, hvoraf mange hverken beherskede de lokale sprog eller havde indgående kendskab til de lokale samfund. Myndighederne blev derfor i vid udstrækning afhængige af lokale embedsmænd og tolke i den daglige administration.

Det lokale styre blev samtidig omorganiseret gennem et valgsystem for aul- og volostledere. Valgene blev formelt gennemført blandt den lokale befolkning, men stod under tæt kontrol af den russiske administration. Ifølge Sokol gav systemet gode muligheder for valgmanipulation, bestikkelse og klientelisme, og mange lokale embeder blev genstand for langvarige magtkampe mellem rivaliserende grupper. Udviklingen svækkede de traditionelle magtstrukturer og bidrog til en voksende mistillid til den russiske administration.

Russisk bosættelse

Rusland fremmede samtidig russisk og slavisk bosættelse i området gennem landbrugskolonisering og etablering af nye administrative centre. Særligt i anden halvdel af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet voksede antallet af russiske og ukrainske nybyggere betydeligt.

Koloniseringen ændrede den demografiske sammensætning af stepperne. Ifølge Olcott kom der kun omkring 35.000 bosættere fra den europæiske del af Rusland til steppeområderne mellem 1865 og 1895, men i de følgende årtier steg indvandringen kraftigt. Frem mod 1. verdenskrig fik næsten tre millioner russiske nybyggere, fordelt på omkring 500.000 familier, tildelt jord i steppeområderne. Ved folketællingen i 1897 udgjorde russere og andre slaviske grupper 15,7 % af befolkningen, mens andelen i 1916 var steget til 41,6 % i de fire nordlige oblaster, hvor de i flere distrikter var blevet flertallet. Ved udbruddet af 1. verdenskrig boede der desuden næsten 250.000 russiske bosættere i Semirechye og over 100.000 i Syr Darja.

Jordpolitik

Udvidelsen af den russiske bosættelse og en række jordlove ændrede gradvist ejendomsforholdene i de kasakhiske stepper og skabte grundlaget for den omfattende kolonisering, som fulgte i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet.

De russiske reformer i 1867–1868 erklærede al jord i stepperne for statsejendom under det Russiske Kejserrige, mens kasakherne alene fik anerkendt brugsret til deres traditionelle græsningsområder. Dermed fik myndighederne et juridisk grundlag for senere at udlægge jord til kolonisering og bosættelse.

Forordningen om administrationen af Turkestan fra 1886 afløste den midlertidige ordning fra 1867 i Turkestan. For de øvrige områder fastsatte Steppeforordningen af 1891 i artikel 120, at jord, som myndighederne anså for at ligge ud over nomadernes behov, kunne inddrages til statens rådighed. Dermed fik myndighederne et administrativt grundlag for systematisk at udskille jord til russiske nybyggere.

Bosættelsesloven af 1889 gjorde det muligt for bønder fra de europæiske dele af Rusland at søge om tilladelse til at slå sig ned i Asiatisk Rusland, hvis der fandtes ledig jord. Ordningen blev først anvendt i blandt andet Akmolinsk, Semipalatinsk og Semirechye og blev senere udvidet til Uralsk og Turgaj. De russiske myndigheder begyndte herefter i stigende grad at udskille jord til nybyggere og udbyggede den statslige jordfond, som i de følgende år blev grundlaget for en mere systematisk koloniseringspolitik.

Fra 1896 til 1902 gennemførte den såkaldte Shcherbina-ekspedition omfattende opmålinger i tolv ujezder i tre kasakhiske oblaster for at fastlægge den nomadiske befolknings jordbehov. I otte af de tolv undersøgte ujezder opgjorde ekspeditionen 22.512.000 desjatiner (ca. 24,6 millioner hektar) som »overskudsjord« efter de daværende myndigheders normer for nomadernes jordbehov. Tallet angiver således en administrativ klassifikation, ikke et areal, der var ubeboet eller uden betydning for nomadernes husdyrhold. Dette dannede grundlag for, at arealer kunne overføres til statens jordfond med henblik på russisk bosættelse.

Efter 1907 blev normerne for nomadernes jordbehov yderligere reduceret gennem nye opmålinger. Samtidig fik det russiske bosættelsesdirektorat (Resettlement Administration) fra 1905 en central rolle i udskillelsen af jord til nybyggere. De nye opmålinger gjorde det muligt at overføre yderligere arealer til statens jordfond og styrkede den koloniseringspolitik, som blev intensiveret under Stolypin-reformerne efter 1906.

Koloniseringen omfattede ikke alene inddragelse af græsningsarealer, men også mange af de bedst vandede områder og beskyttede vintergræsgange. Samtidig blev nomadernes sæsonmæssige vandringer mellem sommer- og vintergræsgange vanskeliggjort, hvilket svækkede grundlaget for den traditionelle husdyrøkonomi.

I teorien skulle bosættelsen især omfatte jord, der kunne opdyrkes, mens kasakherne skulle kompenseres, hvis de mistede traditionelt anvendte græsningsområder. I praksis var sondringen mellem »ledig« jord og nomadisk græsningsland vanskelig, fordi husdyrholdet forudsatte adgang til store sæsonbestemte arealer. Ifølge Olcott tog den russiske jordpolitik derfor ofte utilstrækkeligt hensyn til de faktiske migrationsmønstre og til behovet for reservegræsning i tørke- og kriseår.

De ændrede jordforhold, konkurrencen om jord- og vandressourcer samt svækkelsen af nomadeøkonomien skabte voksende spændinger mellem den lokale befolkning, de russiske nybyggere og kolonimyndighederne. Udviklingen udgjorde en væsentlig baggrund for opstanden i Centralasien i 1916.

Samtidig opstod der større sociale forskelle inden for det kasakhiske samfund. En mindre gruppe velstående husdyravlere og lokale ledere drog fordel af den voksende handel med det russiske marked, mens mange mindre husdyrbrugere blev økonomisk pressede af reducerede græsningsarealer og stigende konkurrence om jordressourcerne. Olcott beskriver, hvordan en stigende andel af husdyrbestanden efterhånden blev koncentreret på færre hænder, samtidig med at mange almindelige kasakhiske husholdninger oplevede forringede levevilkår.

Økonomiske og sociale forandringer

Den russiske kolonisering ændrede også mulighederne for husdyrhold, landbrug og handel. Udviklingen var forskellig fra region til region og førte ikke overalt til, at nomadisk levevis blev opgivet.

Koloniseringen ændrede ikke alene arealanvendelsen, men også de økonomiske strukturer i stepperne. I de nordlige områder blev stadig flere kasakher afhængige af dyrkning af foderafgrøder for at kunne opretholde husdyrholdet gennem vinteren, mens traditionelle migrationsruter blev forkortet eller helt opgivet. Mange samfund udviklede sig fra fuldt nomadiske til halvnomadiske eller delvist bofaste livsformer, og i slutningen af 1800-tallet benyttede omkring tre fjerdedele af den kasakhiske befolkning de samme vinterlejre år efter år. Der blev samtidig opført permanente bygninger til opbevaring af korn, husdyr og beboelse. Udviklingen var dog regionalt forskellig.

I Semirechye og de nordlige dele af Turkestan fortsatte mange kasakher med sæsonvandringer over betydelige afstande, mens kasakherne i områderne omkring Syr Darja i højere grad blev integreret i de lokale landbrugsøkonomier. I de sydlige egne kombinerede mange kasakher husdyrhold med agerbrug, mens lønarbejde, handel og minedrift fik stigende betydning i flere dele af stepperne.

National vækkelse

En kasakhisk national vækkelse tog form i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet som følge af de omfattende politiske, økonomiske og sociale forandringer under det russiske styre. Fremvæksten af en lille, men voksende kasakhisk intelligentsia med ledende skikkelser som Alikhan Bøkeikhan, Akhmet Baitursynuly og Mirzhakyp Dulatuly skabte grundlag for en offentlig debat om uddannelse, kulturel identitet og politiske reformer. De arbejdede for at styrke en fælles kasakhisk national bevidsthed, som skulle række ud over de traditionelle stamme- og slægtstilknytninger.

Den nye kasakhiske elite bestod hovedsageligt af lærere, embedsmænd, jurister og andre akademisk uddannede kasakher, som havde modtaget deres uddannelse ved russisk-kasakhiske skoler, koranskoler og videregående uddannelsesinstitutioner i Det Russiske Kejserrige, blandt andet i Omsk. Mange ønskede at modernisere det kasakhiske samfund gennem bedre uddannelse, større udbredelse af det kasakhiske sprog og reformer af den offentlige administration, samtidig med at de arbejdede for at bevare den nationale identitet under det russiske styre.

Uddannelse og presse fik en central betydning for den nationale vækkelse. Inspireret af jadidisme arbejdede reformorienterede intellektuelle for at udbrede moderne undervisning gennem de såkaldte jadid-skoler, øge læsefærdigheden og udvikle en offentlig debat på kasakhisk. Tidsskriftet Ai Qap og avisen Qazaq blev de vigtigste fora for debat om uddannelse, sociale reformer, kasakhernes jordrettigheder og deres politiske fremtid.

Selv om de russiske myndigheder i årene op til 1916 havde rettet stor opmærksomhed mod både jadidister og pan-islamister, kom ingen af disse bevægelser til at spille en ledende rolle under selve oprøret. Den russiske sikkerhedstjeneste overvurderede ifølge senere historikere deres betydning og blev derfor overrasket over, at opstanden i stedet udsprang af lokale sociale, økonomiske og administrative konflikter.

Den nationale vækkelse udviklede sig gradvist fra kulturelle og uddannelsesmæssige reformbestræbelser til en politisk bevægelse. Kasakhiske intellektuelle fremsatte krav om større lokal indflydelse, retslige reformer, bedre uddannelsesmuligheder og beskyttelse af kasakhernes jordrettigheder. Samtidig voksede ønsket om administrativ autonomi inden for det Russiske Kejserrige og en politisk organisering af den kasakhiske befolkning på tværs af de traditionelle stamme- og slægtstilhørsforhold.

1916-oprøret

I sommeren 1916 udløste de russiske myndigheders beslutning om at udskrive centralasiatiske mænd til arbejdsbataljoner omfattende uroligheder i store dele af Centralasien. Mobiliseringsdekretet blev offentliggjort under 1. verdenskrig, hvor befolkningen allerede var belastet af stigende skatter, rekvisitioner og de sociale og økonomiske følger af den russiske koloniseringspolitik. Kombinationen af krigstidens belastninger og den måde, udskrivningen blev gennemført på, førte til et omfattende oprør i store dele af Kasakhstan og nabolandene.

Den 25. juni 1916 efter den daværende russiske julianske kalender (8. juli efter den gregorianske kalender) underskrev zar Nikolaj 2. ordren om udskrivning af 250.000 mænd fra Centralasien i alderen 19 til 43 år til arbejde bag fronten. De udskrevne skulle ikke gøre tjeneste som soldater, men anvendes til blandt andet vejbygning, skyttegravsarbejde og andre militære støtteopgaver. For mange centralasiatiske befolkningsgrupper brød dekretet med tidligere praksis, hvor de havde været fritaget for værnepligt i Det Russiske Kejserrige.

Udskrivningen blev organiseret af de russiske myndigheder og lokale administrative ledere uden tilstrækkelig forberedelse eller information til befolkningen. Mangelfulde registre og mobiliseringslister gav mulighed for vilkårlighed, bestikkelse og favorisering; Sokol beskriver blandt andet, hvordan lokale ledere kunne ændre de udskrevnes alder eller undtage bestemte personer. Udskrivningen faldt desuden sammen med høslæt og tiden umiddelbart før kornhøsten i flere steppeområder, hvor tabet af arbejdskraft kunne få alvorlige økonomiske følger.

De første protester opstod kort efter dekretet og udviklede sig nogle steder til væbnede sammenstød. Oprørets forløb varierede regionalt afhængigt af bosættelsesmønstre, lokale magtforhold og de sociale og økonomiske spændinger; andre steder blev modstanden ved protester eller angreb på myndighedernes mobiliseringsarbejde.

Rygter og misforståelser om mobiliseringsdekretets indhold bidrog yderligere til uroen. Mange troede, at udskrivningen var første skridt mod almindelig værnepligt og udsendelse til fronten, selv om dekretet alene omfattede arbejde i militære arbejdsbataljoner bag fronten. Den mangelfulde information og de ofte utilstrækkelige oversættelser af myndighedernes bekendtgørelser forstærkede usikkerheden og mistilliden blandt befolkningen.

De forskellige samfundsgrupper reagerede forskelligt på mobiliseringsdekretet. Mens dele af den lokale elite og flere traditionelle stammeledere sluttede sig til oprøret eller overtog ledelsen af det, valgte andre velstående grupper, handelsfolk og lokale embedsmænd at støtte de russiske myndigheder eller søge at undgå en væbnet konfrontation. Reaktionerne afspejlede både lokale magtforhold og forskellige vurderinger af mulighederne for at modsætte sig det russiske styre.

Alash-lederne, herunder Alikhan Bøkeikhan, Akhmet Baitursynuly og Mirzhakyp Dulatuly, indtog en mere forsigtig holdning til mobiliseringskrisen end mange af oprørets deltagere. De kritiserede de russiske myndigheders håndtering af mobiliseringen og de koloniale forhold, der havde skabt utilfredsheden, men advarede samtidig mod væbnet opstand. De vurderede, at en direkte konfrontation med Det Russiske Kejserriges militære styrker ville få alvorlige følger for den kasakhiske befolkning og søgte derfor i stedet at påvirke myndighederne gennem politiske forhandlinger og administrative reformer.

Alash-lederne opfordrede derfor befolkningen til at efterkomme mobiliseringsdekretet, samtidig med at de forsøgte at forhandle med myndighederne om udsættelser, mere retfærdige udskrivningsprocedurer og en bedre administrativ gennemførelse af udskrivningen. De foreslog, at nye udskrivningslister blev udarbejdet under medvirken af valgte repræsentanter for befolkningen for at begrænse vilkårlighed og lokale konflikter. Denne pragmatiske linje adskilte dem fra de grupper, der valgte væbnet modstand, og blev en del af deres forsøg på at repræsentere kasakhiske interesser over for de russiske myndigheder.

Begivenhederne i 1916 synliggjorde de voksende spændinger mellem de kasakhiske samfund og den russiske koloniale administration. Alash-ledernes forsøg på at håndtere mobiliseringskrisen gennem forhandlinger gik forud for deres centrale rolle i den politiske organisering efter februarrevolutionen i 1917.

Oprørets regionale forløb

I de nordlige steppeområder opstod de første uroligheder kort efter offentliggørelsen af mobiliseringsdekretet. Protesterne rettede sig i første omgang mod udarbejdelsen af mobiliseringslisterne og de lokale myndigheder, men udviklede sig flere steder til væbnede sammenstød og angreb på administrative institutioner.

De første protester var ofte spontane og lokalt organiserede. Mange steder forsøgte befolkningen at forhindre udarbejdelsen af mobiliseringslister, ødelagde administrative dokumenter eller angreb lokale embedsmænd, som blev opfattet som ansvarlige for udskrivningen. Efterhånden som de russiske myndigheder indsatte militære styrker, udviklede flere af urolighederne sig til egentlige væbnede opstande.

I Akmolinsk- og Semipalatinsk-oblasterne begyndte urolighederne kort efter offentliggørelsen af mobiliseringsdekretet. Protesterne rettede sig først mod udarbejdelsen af mobiliseringslisterne og de lokale embedsmænd, men udviklede sig flere steder til angreb på administrative bygninger og lokale myndigheder. Ved Atbasar blev større grupper af oprørere samlet, og der forekom uroligheder i flere ujezder, men oprøret blev aldrig så omfattende som i Semirechye og Turgaj. De russiske myndigheder indsatte militære forstærkninger, gennemførte massearrestationer og genoprettede gradvist kontrollen over området.

I Syr Darja-oblasten blev mobiliseringen mødt med modstand blandt både den bofaste og den nomadiske befolkning. De første protester opstod i forbindelse med udarbejdelsen af mobiliseringslisterne, men udviklede sig flere steder til angreb på lokale myndigheder, kommunikationslinjer og russiske institutioner. Oprøret var tæt forbundet med utilfredshed over jordspørgsmål, kolonisering og de sociale spændinger, som gennem længere tid var opstået som følge af den russiske bosættelsespolitik i Turkestan. De russiske myndigheder genoprettede gradvist kontrollen gennem militære styrker og omfattende repressalier.

Selv om oprøret omfattede store dele af Kasakhstan, varierede dets omfang og karakter betydeligt fra region til region. De mest omfattende og langvarige kampe fandt sted i Semirechye og Turgaj, hvor oprøret udviklede sig til egentlige væbnede opstande. I Akmolinsk, Semipalatinsk og Syr Darja var urolighederne derimod mere lokale og bestod hovedsageligt af protester mod mobiliseringen, angreb på lokale myndigheder og kortvarige væbnede sammenstød, som de russiske myndigheder relativt hurtigt fik under kontrol.

Russisk undertrykkelse

De russiske myndigheder reagerede på oprøret med omfattende militære styrker og straffeekspeditioner. Efter udnævnelsen af generalguvernør Aleksej Kuropatkin blev undertrykkelsen organiseret mere systematisk, og regulære tropper blev indsat for at generobre områder under oprørernes kontrol. De hårdeste kampe fandt sted i Semirechye, hvor de russiske styrker gennemførte omfattende repressalier mod landsbyer, beslaglagde husdyr og ødelagde store dele af nomadernes økonomiske grundlag.

Mobiliseringen fandt sted umiddelbart før høsten, og mange kasakher frygtede, at udskrivningen af arbejdsdygtige mænd ville føre til hungersnød og økonomisk sammenbrud. Krigshandlingerne og de efterfølgende straffeekspeditioner forværrede situationen yderligere gennem afbrænding af landsbyer, beslaglæggelse af husdyr og omfattende tvangsforflyttelser, især i Semirechye.

Humanitære konsekvenser

Den russiske undertrykkelse tvang store dele af den kasakhiske og kirgisiske befolkning på flugt, især fra Semirechye, hvor titusinder søgte over bjergene til Kina. Flugten foregik under vanskelige forhold, og mange omkom som følge af kamphandlinger, sult, sygdom og kulde. I flere områder udviklede begivenhederne sig til en humanitær katastrofe med omfattende ødelæggelser af landsbyer, tab af husdyr og sammenbrud i den lokale økonomi.

Ifølge Sokols gengivelse af samtidige opgørelser mistede Semirechye samlet set 50 % af hestene, 39 % af kvæget, 55 % af kamelerne og 58 % af fårene og gederne; det dyrkede areal blev reduceret med 163.000 hektar. Disse tal gælder den daværende oblast, som også omfattede områder i det nuværende Kirgisistan. De økonomiske følger prægede området i flere år efter oprørets afslutning.

Efter at oprøret var blevet nedkæmpet, fortsatte de russiske myndigheder mobiliseringen af centralasiatiske arbejdere. Ifølge Sokol var omkring 110.000 arbejdere blevet afsendt pr. 1. februar 1917 efter den julianske kalender (14. februar efter den gregorianske). De blev blandt andet beskæftiget med jernbaner, militære anlæg og industriarbejde, både i Centralasien og i andre dele af Det Russiske Kejserrige. Arbejds- og levevilkårene var ofte vanskelige med utilstrækkelig indkvartering, dårlig forplejning og hårdt fysisk arbejde. Afsendelsen blev midlertidigt indstillet i februar på grund af kulden og endeligt standset efter revolutionen; de mobiliserede begyndte at vende hjem i løbet af 1917.

Tabstal

Oprørets menneskelige omkostninger er vanskelige at fastslå. Sokol anfører, at der ikke forelå en officiel opgørelse over antallet af dræbte blandt den ikke-russiske befolkning i Semirechye, men at tabene beløb sig til mindst flere titusinde. Hans opgørelse over 3.709 russere, der var dræbt eller savnet under oprøret, vedrører derimod en anden befolkningsgruppe og må ikke forveksles med et samlet dødstal. Mange kasakher og kirgisere flygtede desuden til Kina. Opgørelserne kan ikke uden videre anvendes som tabstal for det nuværende Kasakhstan alene, da Semirechye også omfattede områder i det nuværende Kirgisistan.

Også russiske bosættere blev dræbt under oprøret, navnlig i Semirechye, hvor der forekom angreb på kolonistlandsbyer og lokale myndigheder. Den russiske militære undertrykkelse og den efterfølgende masseflugt ramte imidlertid især den kasakhiske og kirgisiske civilbefolkning.

Eftertid og historieskrivning

Oprøret i 1916 har været genstand for skiftende fortolkninger i både sovjetisk og kasakhisk historieskrivning. Som Sokol gennemgår, var de tidlige sovjetiske historikere ikke enige om årsagerne til oprøret. Nogle fremhævede zarstyrets koloniale indgreb og jordpolitikken, mens andre lagde vægt på udskrivningen af arbejdere eller de lokale eliters rolle. Flere anså oprøret for et nationalt eller religiøst præget opgør, men tolkede det samtidig som et skridt på vejen mod revolutionerne i 1917. Fra slutningen af 1930'erne ændrede den officielle sovjetiske vurdering af Ruslands erobring af Centralasien sig, og nogle oprørsbevægelser blev herefter betegnet som »reaktionære« snarere end »progressive«.

I den sene sovjetiske historieskrivning blev oprøret fortsat fremstillet som en folkelig opstand mod zarismen, men behandlingen af de omfattende tab blandt kasakher og kirgisere samt de etniske konflikter mellem lokalbefolkningen og de russiske bosættere var ofte begrænset. Fokus lå primært på oprørets rolle som forløber for revolutionerne i 1917 og Sovjetunionens senere etablering i Centralasien.

Efter Kasakhstans uafhængighed i 1991 har oprøret fået en mere fremtrædende plads i den nationale historieskrivning. Det betragtes i stigende grad som et vigtigt antikolonialt opgør mod Det Russiske Kejserriges styre og som et centralt element i den kasakhiske nationale erindring. Særligt lidelserne blandt den kasakhiske og kirgisiske befolkning, masseflugten til Kina og de demografiske konsekvenser af undertrykkelsen er blevet fremhævet i nyere forskning og offentlig erindringskultur.

Nyere forskning har ligeledes fremhævet, at oprøret ikke kan forklares ved én enkelt årsag, men må ses i sammenhæng med kolonial jordpolitik, sociale og lokale konflikter samt krigstidens økonomiske belastninger. Denne forskning bygger blandt andet på arkivmateriale og kilder på centralasiatiske sprog, som ikke indgik i Sokols undersøgelse fra 1954.

Alash-bevægelsen og borgerkrigen

Alash-bevægelsen blev den vigtigste politiske repræsentant for den kasakhiske nationale vækkelse. Efter den russiske februarrevolution i 1917 blev Alash-partiet organiseret ved den første al-kasakhiske kongres i Orenburg i juli 1917 under ledelse af Alikhan Bøkeikhan med Akhmet Baitursynuly og Mirzhakyp Dulatuly blandt de mest fremtrædende ledere. Partiet arbejdede for administrativ autonomi inden for en demokratisk russisk føderation, et moderne uddannelsessystem, retsstatsprincipper, beskyttelse af kasakhernes jordrettigheder og lige borgerlige rettigheder. Efter Oktoberrevolutionen oprettede den anden al-kasakhiske kongres i Orenburg i december 1917 autonomiregeringen Alash Orda, som skulle fungere som den udøvende myndighed for den proklamerede kasakhiske autonomi.

Alash Orda, som fungerede som autonomiregering fra december 1917 til 1920, fik kun en kort levetid. Olcott beskriver regeringens oprettelse og tidlige administrative og politiske vanskeligheder i 1917–1918. Under borgerkrigen søgte Alash Orda at sikre sin autonomi gennem skiftende og til tider konfliktfyldte forbindelser med de antibolsjevikiske hvide styrker, herunder Kolchaks bevægelse. Efterhånden som bolsjevikkerne fik overtaget, indledte dele af Alash-ledelsen forhandlinger med sovjetmagten. Efter bolsjevikkernes sejr blev regeringen opløst, og flere tidligere Alash-ledere gik i de følgende år ind i administrative, kulturelle og uddannelsesmæssige funktioner i den kasakhiske autonome sovjetrepublik. Bevægelsen kom alligevel til at få stor betydning for udviklingen af kasakhisk national identitet, selv om størstedelen af dens ledende skikkelser senere blev forfulgt og henrettet under Stalins udrensninger i 1930'erne.

Kollektivisering

Sovjetstyret medførte omfattende industrialisering, urbanisering og modernisering af infrastrukturen, men også dybtgående sociale omvæltninger i form af tvangskollektivisering, hungersnød, deportationer og politisk undertrykkelse.

Deportationer og Gulag

Under Josef Stalins styre blev Kasakhstan et af de vigtigste områder for sovjetiske deportationer og arbejdslejre.

Gennem 1930'erne og 1940'erne blev store befolkningsgrupper tvangsforflyttet til republikken som led i Sovjetunionens politik over for etniske minoriteter, politiske modstandere og grupper, der blev betragtet som upålidelige.

Blandt de deporterede var koreanere fra det sovjetiske Fjernøsten (1937), volgatyskere (fra 1941) samt tjetjenere, ingusjetere, karachajer, balkarer og krimtatarer (1943–1944). De enkelte grupper blev deporteret på forskellige tidspunkter og ikke alle udelukkende til Kasakhstan.

Mange deporterede blev registreret som særlige bosættere under administrative restriktioner og pålagt arbejde inden for blandt andet landbrug, minedrift, byggeri og industri. Denne ordning var ikke identisk med fængsling i Gulags arbejdslejre, selv om begge indgik i den sovjetiske undertrykkelses- og tvangsarbejdspolitik.

Ifølge historikeren J. Otto Pohl bidrog især deporterede koreanere og tyskere med arbejdskraft og faglige kvalifikationer, som fik betydning for den økonomiske udvikling i Kasakhstan efter Anden Verdenskrig. Pohl fremhæver desuden, at flere af de deporterede grupper generelt havde et højere uddannelsesniveau og flere faglige færdigheder end de lokale befolkninger i Kasakhstan og Centralasien.

Mange blev som såkaldte særforflyttede tvunget til at bo i fjerntliggende landsbyer frem for i Gulag-lejre. Applebaum beskriver, at mange tusinde særforflyttede døde af sult, kulde og hårdt arbejde i Sovjetunionens deportationsområder, herunder Kasakhstan, Centralasien og Sibirien; siden opgiver ikke et særskilt dødstal for Kasakhstan.

Kasakhstan husede samtidig mange af Gulag-systemets arbejdslejre, der var knyttet til minedrift, landbrug og industrielle projekter.

Blandt de mest kendte lejre var Karlag nær Karaganda, som var et af Gulag-systemets største lejrkomplekser, og ALZhIR (Akmolinskij lager zjon izmennikov Rodiny), der fungerede som en særlig kvindelejr under Karlag-systemet.

NKVD-ordre nr. 00486 fra august 1937 var grundlag for repressalier mod hustruer til mænd, der var blevet udpeget som »folkefjender«. Den særlige kvindelejr ALZhIR modtog sine første fanger i januar 1938.

Ifølge ALZhIR-mindemuseet passerede over 18.000 kvinder gennem lejren, mens omkring 8.000 afsonede hele deres straf dér. Lejren er senere blevet et mindested for repressalierne mod politisk forfulgtes familiemedlemmer.

Lejrene spillede en vigtig rolle i Sovjetunionens industrialisering og udnyttelse af naturressourcer i Centralasien, men forholdene var præget af tvangsarbejde, høj dødelighed og alvorlige overgreb mod fangerne.

Deportationerne og arbejdslejrene ændrede Kasakhstans demografiske sammensætning markant.

Sammen med senere migrationsbølger bidrog disse befolkningsforflyttelser til at forme det multietniske samfund, der præger landet i dag.

Mindet om Gulag-systemet og deportationerne har fortsat stor betydning i Kasakhstans historiske erindringskultur og nationale identitet, og tidligere lejre som Karlag og ALZhIR fungerer i dag som museer og mindesteder for de sovjetiske repressalier.

Industrialisering

Under sovjetstyret blev Kasakhstan gennem industrialiseringsprogrammer og udbygning af transportnettet tættere integreret i Sovjetunionens planøkonomi. Udvinding og forarbejdning af kul, kobber og andre råstoffer fik øget betydning, og industribyer voksede frem eller blev udvidet. Karaganda blev et vigtigt centrum for kuludvinding, mens Temirtau udviklede jern- og stålindustri. Også Ekibastuz, Jezkazgan og Balkhasj blev præget af udnyttelsen af mineralressourcer.

Industrialiseringen medførte tilflytning af arbejdskraft fra andre dele af Sovjetunionen og bidrog til ændringer i republikkens bosætningsmønster og befolkningssammensætning. Udviklingen omfattede både lønarbejde og forskellige former for tvangsarbejde. Blandt andet blev fanger fra Gulag-systemet anvendt ved udvinding og infrastrukturprojekter i Kasakhstan.

Jomfrulandskampagnen

Under kampagnen Opdyrkningen af jomfrulandene i 1950'erne blev store steppeområder i det nordlige Kasakhstan opdyrket som led i Nikita Khrusjtjovs landbrugsreformer.

Kampagnen førte til omfattende migration fra Rusland, Ukraine og andre dele af Sovjetunionen og ændrede den etniske sammensætning i store dele af det nordlige Kasakhstan. Ifølge folketællingen i 1959 udgjorde russere 42,7 %, ukrainere 8,2 % og kasakherne omkring 30 % af republikkens befolkning. Russerne og ukrainerne udgjorde dermed tilsammen omtrent halvdelen af befolkningen.

Kampagnen fik særlig stor betydning i Kasakhstan, hvor store statsgårde (sovkhozer) blev etableret og bemandet med tilflyttere fra andre dele af Sovjetunionen, mens mange kasakhiske hyrdesamfund blev omlagt til nye former for husdyrproduktion.

Flere ledende kasakhiske partifunktionærer var oprindeligt skeptiske over for kampagnen. De advarede om, at udvidelsen af korndyrkningen i Nordkasakhstan ville ske på bekostning af græsningsarealer og dermed skade husdyrproduktionen, som traditionelt havde spillet en central rolle i den lokale økonomi.

Allerede i kampagnens første år blev omkring 300 nye statsgårde (sovkhozer) etableret i Kasakhstan, og cirka 3,5 millioner hektar tidligere græsningsarealer blev taget i brug til korndyrkning.

Kampagnen fik også betydelige politiske konsekvenser. Modstandere af Khrusjtjovs landbrugspolitik i den kasakhiske partiledelse blev gradvist afsat, og en række nye ledere med tættere tilknytning til Moskva blev indsat. Ifølge Olcott bidrog Jomfrulandskampagnen dermed til en omfattende omstrukturering af den politiske magt i republikken.

Selv om opdyrkningskampagnen i begyndelsen øgede kornproduktionen betydeligt, medførte den også omfattende miljøproblemer som jorderosion, udpining af steppejorden og økologiske forandringer i store dele af det nordlige Kasakhstan.

Efter de første års produktionsfremgang viste mange af jomfrulandsprojekterne sig vanskelige at opretholde. Myndighederne forsøgte i 1960'erne og 1970'erne at forbedre produktiviteten gennem mekanisering, kunstvanding, kunstgødning og omfattende reorganisering af landbruget, herunder oprettelsen af nye statsgårde (sovkhozer). Trods betydelige investeringer fortsatte landbruget dog med at være præget af lave udbytter, periodiske høstsvigt, utilstrækkelig foderproduktion og store problemer inden for husdyrsektoren. Kasakhstan forblev en af Sovjetunionens vigtigste korn- og husdyrregioner, men de økonomiske resultater levede ofte ikke op til de ambitiøse planmål.

Atomprøvesprængninger

Mellem 1949 og 1989 gennemførte Sovjetunionen 456 atomprøvesprængninger ved Semipalatinsk testområde i det østlige Kasakhstan. Heraf var 340 underjordiske; de øvrige foregik over eller ved jordoverfladen. Prøvesprængningerne førte til radioaktiv forurening, og befolkninger i områder omkring testområdet blev udsat for radioaktivt nedfald. Undersøgelser af de langsigtede sundhedsvirkninger har blandt andet beskæftiget sig med strålingsdoser og kræftrisiko; omfanget af virkningerne varierede mellem de berørte befolkningsgrupper.

Atomprøvesprængningerne blev samtidig et vigtigt symbol på de miljømæssige og menneskelige omkostninger ved sovjetisk industrialisering i Kasakhstan og bidrog i slutningen af 1980'erne til fremkomsten af antinukleare protestbevægelser som Nevada–Semipalatinsk.

Ud over de militære prøvesprængninger blev der i sovjettiden også gennemført flere såkaldte fredelige atomeksplosioner i Kasakhstan som led i industrielle og geologiske projekter.

Bajkonur-kosmodromen

I 1955 begyndte Sovjetunionen at anlægge Bajkonur-kosmodromen nær Tjuratam i det nuværende Kasakhstan, oprindelig som affyrings- og testområde for langtrækkende missiler. Herfra blev Sputnik 1, verdens første kunstige satellit, opsendt den 4. oktober 1957, og Jurij Gagarin begyndte sin historiske rumflyvning den 12. april 1961.

Reformerne i 2022

Efter urolighederne i 2022 gennemførte præsident Kassym-Jomart Tokajev en omfattende reformproces med ændringer af statsinstitutionerne, valgsystemet og den offentlige forvaltning. Ved en folkeafstemning den 5. juni 2022 blev forfatningsændringer ifølge de officielle resultater godkendt med 77,18 % af stemmerne. Ændringerne omfattede blandt andet krav om, at præsidenten ikke måtte være medlem af et politisk parti under embedet, en reduktion af antallet af præsidentudpegede senatorer fra 15 til 10 og oprettelsen af en forfatningsdomstol i stedet for forfatningsrådet. Henvisninger til Nazarbajevs særlige stilling blev samtidig fjernet. OSCE kritiserede begrænset offentlig debat og politisk pluralisme. I september 2022 blev præsidentperioden ved en særskilt forfatningsændring forlænget til syv år og begrænset til én periode uden mulighed for genvalg.

Forfatningen i 2026

En ny forfatning blev vedtaget ved folkeafstemningen den 15. marts 2026. Den trådte i kraft den 1. juli 2026. Den nye forfatning erstattede forfatningen fra 1995 og indførte blandt andet et etkammersystem, hvor Kurultai afløste parlamentets to kamre, samt et nyt vicepræsidentembede. Kurultai blev fastsat til 145 medlemmer valgt for fem år; vicepræsidenten udnævnes af præsidenten med Kurultais samtykke. Forfatningen oprettede desuden Folkets Råd (Halyk Kenesi) som rådgivende organ. Overgangsreglerne fastsatte, at det hidtidige parlaments beføjelser ophørte den 1. juli 2026, mens valg til Kurultai skulle gennemføres inden for to måneder. Den i 2022 indførte ordning med én syvårig præsidentperiode blev videreført.