Et len (oprindeligt afledt af betydningen "lån" eller overdragelse på visse betingelser) var fra middelalderen og renæssancen et landområde, som en lensherre eller konge overlod til en vasal eller lensmand at forvalte mod en troskabsed og visse tjenester eller modydelser. Lensvæsenet menes at være opstået i Frankrig omkring det 8. til 10. århundrede, men i Danmark vandt det først indpas på Valdemar Sejrs tid.
I det egentlige Danmark udgjorde lenene administrative områder, hvor de kongelige lensmænd fungerede som monarkens repræsentanter med den øverste militære og civile myndighed. Selvom lenene i perioder kunne være arvelige og i realiteten fuldt uafhængige, og lensmændenes tjenesteforhold ligeledes indebar forskellige grader af uafhængighed, blev de efterhånden reduceret til fast lønnede embedsmænd. En særlig historisk konsekvens af lenssystemet sås i den gradvise udskillelse af Slesvig, som netop skete i form af forlening.
I forbindelse med enevældens indførelse i 1660 blev de danske len administrativt omdannet til amter (Danmarks amter 1662-1793), hvorefter betegnelserne amt og amtmand erstattede de tidligere begreber. I Sverige er ordet län dog bevaret i denne administrative betydning.
I Danmark fik ordet len fra 1671 en ny betydning, idet det herefter udelukkende benyttedes om grevelige godser, der var udrustet med visse privilegier og særlige arveregler. Disse len indgik før 1919 i begrebet godsmajorater, som tillige omfattede stamhuse og fideikommisser, hvilket var karakteriseret ved, at den ældste arving nød fortrin i henseende til arv. Statens tilsyn med disse besiddelser betegnedes som lenskontrol. Med Junigrundlovens § 98 i 1849 blev det forbudt at oprette nye godsmajorater, og alle bestående blev endeligt ophævet i henhold til lov nr. 563 af 4. oktober 1919. Såkaldte pengefideikommisser kunne dog som en undtagelse fortsat oprettes helt frem til 1954.
Lensregnskaber
Lensmanden skulle årligt aflægge et lensregnskab:
det egentlige regnskab med bilag
en jordebog omfattende fæstere på krongods opgjort sognevis og byvis med angivelse af de enkelte fæsteres landgilde, desuden selvejere men ikke fæstere under private godser
et skattemandtal i forbindelse med indtægter fra ekstraordinære skatter og omfattende alle skatteydere
Selve lensregnskabet var som regel opbygget, så det begyndte med kassebeholdningen ved slutningen af forrige regnskabsår. Derefter fulgte de "visse" eller ordinære indkomster: landgilde fra gårdmænd og husmænd, afgifter fra selvejere og gejstlige indkomster. Så fulgte de "uvisse" indkomster: indfæstning (når nye fæstere overtog en ejendom), førlov (godtgørelse hvis nogen bosat ønskede at forlade stedet i utide), husbondhold, sagefald og bøder. Sidst kom udgifter til indkøbte varer, indkomster fra salg af varer, overdragelser fra andre slotte, udbyttet fra den kongelige ladegård med mere. Efter sammentælling af indkomsterne fulgte en oversigt over udgifterne: løn og kost til lensmanden og slottets folk, udgifter vedrørende byggeri og vedligeholdelse af ejendom, udgifter til indkøbte varer, oversigt over solgte varer med mere. Efter sammentælling af udgifterne skete en opgørelse af årets nettoresultat.
Overskud i penge fremsendtes til rentekammeret, mens overskud i varer forblev som beholdning.
Typer af len
Der var forskellige lenstyper:
Pantelen. Som betaling for en kredit. Her overlod kongen lenets indtægter til en kreditor som afbetaling af et pengelån.
Afgiftslen. Hvor kongen fik en fast afgift og lensmanden beholdt resten af indtægterne.
Tjenestelen. Lensmanden skulle være parat til at stille med en militær styrke til kongen som betaling, mens lenets indtægter tilfaldt lensmanden.
Regnskabs- eller fadeburslen, hvor lensmanden var på fast løn mod, at indtægterne tilfaldt kongen. Det var den mest rentable model for kongemagten.
Fyrstelen, der ofte tilfaldt kongens familie (herunder også livgeding).
Der var ikke tale om arvelighed, med mindre det var pantelen, der løb til pantet var indfriet, så det var på mange måder gunstigt for en lensmand at låne kongen penge, da han sjældent var i stand til at betale tilbage. På den måde kunne lensmanden sikre lenet til næste generation. Ordet len fik en ny betydning, da kong Christian 5. ved forordning af 1671 gav mulighed for at adelige, der ejede jord, kunne oprette grevskaber og baronier og få titel af henholdsvis lensgreve eller lensbaron. Efter tysk forbillede blev Sønderjylland i 1200-tallet forlenet til de slesvigske hertuger (et arvelig fyrstelen). Hertugdømmet Slesvig var indtil de slesvigske krige i 1800-tallet et dansk len (konge- og rigslen), ligesom Hertugdømmet Holsten var et tysk len.
↑Robert Bohn: Geschichte Schleswig-Holsteins. Beck, München 2006, s. 52
Litteratur
Harry Christensen: Len og magt i Danmark 1439-1481. De danske slotslens besiddelsesforhold analyseret til belysning af magtrelationerne mellem kongemagt og adel. Med særlig fokus på opgøret i slutningen af 1460'erne (Jysk Selskab for Historie nr. 42; Universitetsforlaget i Aarhus 1983)
Birgitte Dedenroth-Schou: Koldinghus Lens Regnskab 1610-11 (Selskabet for udgivelse af kilder til dansk historie, København, 1984).
H. H. Fussing: "Stjernholm Len 1603-1661" (Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab: Historisk-Filologiske Skrifter bd. 111, nr. l; Munksgård, København 1951)
Thelma Jexlev: "Lensregnskaberne" (Fortid og Nutid, bind XXV, hefte 5/6 (1974), s. 571-621)
Thelma Jexlev: "Lensregnskaberne II" (Fortid og Nutid, bind XXVI, hefte 1/2 (1975), s. 1-67)
Haakon Bennike Madsen og Erland Porsmose: "Næsbyhoved lens regnskaber 1502-1511. Danske Middelalderlige Regnskaber 3" (Selskabet for Udgivelse af Kilder til Dansk Historie; Odense University Studies in History and Social Sciences v01.120. København 1991.
Poul Rasmussen: Lensregnskaber og lensjordebøger. Silkeborg lens jordebog 1586; Udg. af Udvalget for udgivelse af kilder til landbefolkningens historie ved (Dansk Videnskabs Forlag, 1964).
For alternative betydninger, se Len (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Len)