| Magnus Millang | |
|---|---|
| Personlig information | |
| Født | 20. juli 1981 (45 år) København |
| Nationalitet | Kongeriget Danmark |
| Ægtefælle | Nana Fagerholt (g. 2015) |
| Børn | 3 |
| Beskæftigelse | Tegnefilmsdubber, filminstruktør, manuskriptforfatter, skuespiller |
| Information med symbolet | |
Magnus Millang (født 20. juli 1981 i København) er dansk manuskriptforfatter, skuespiller, komiker og instruktør. Startende ud som manuskriptforfatter på sketchshows som Brian Mørk Show og Mørk & Jul, skrev og medvirkede han, sammen med Martin Høgsted, i 2012-2014 i TV 2 Zulu-satireserien Danish Dynamite, for hvilken de i 2014 vandt prisen som 'Årets Komiker' ved Zulu Comedy Galla.
Sammen med sin bror, Emil Millang, har han skrevet og instrueret serier og film som Selvhenter (2019) og De bedste år (2024-2026), hvor han som skuespiller medvirkede i begge, samt medvirket i film som Kollektivet (2016), Dan-Dream (2017), Kursk (2018), Druk (2020), Borgen (2022), Familier som vores (2024) og Sult (2025).
Millang er født og opvokset i Virum, Sjælland, som ældste søn af en reklamefotograf og en sygeplejerske. Han har en yngre bror, manuskriptforfatter Emil Millang. Millang udtalte i et interview at han og hans bror voksede op med en far, der var alkoholiker, hvilket senere gav Millang angst og helseangst.
Millang gik på handelsgymnasiet og tilbragte et semester i spanske Salamanca, hvor han lærte spansk. Han tog efterfølgende en to-årig uddannelse som markedsføringsøkonom på Niels Brock i København. Omkring 2000'erne blev han optaget på markedsøkonom-studie i London efter flere fejlslagne forsøg på optag på Copenhagen Business School (CBS). Han valgte dog at springe fra studiet for at i 2005 fokusere på en karriere i filmbranchen, hvor han blev runner på reklame- og spillefilm. Sammen med skuespiller Pilou Asbæk lavede han en kortfilm, som han søgte ind på Filmskolen med og kom til anden prøve, men fik efterfølgende afslag.
I 2007 blev han manuskriptforfatter på Brian Mørk Show, indtil programmet på et tidspunkt skulle bruge en person til at spille dyrepasser i en sketch og Millang trådte til.
I 2012-2014 skrev og udviklede Millang sammen med komiker Martin Høgsted tv-serien Danish Dynamite, som blev vist på TV 2 Zulu. Millang medvirkede selv i serien i flere roller, bl.a. som den selvglade ejendomsmægler, Jeppe Kaufmann ("Jeppe K") og den transseksuelle Torben/Tone Svendsen. I 2014 vandt duoen prisen som 'Årets komiker' ved Zulu Comedy Galla, hvor Millang også optrådte som Tone Svendsen i en duet med sanger Tim Christensen. Millang og Høgsted udtalte senere at de fik meget inspiration til deres karakerer og handling ved at se danske realityprogrammer som Kaos i Skagen, Kongerne af Marielyst og Campisterne, samt fik inspiration fra komikere som Ricky Gervais og Chevy Chase.
I 2016 fik Millang sin første større spillefilmsrolle i Thomas Vinterbergs film Kollektivet.
Millang arbejdede første gang sammen med sin lillebror, Emil Millang, i 2016 hvor de lavede en kort komedie webserie, WTF gør vi med klimaet. Med humor satte brødrene fokus på global opvarmning.
I 2017 medvirkede Millang i Jesper Rofelts film Dan-Dream i rollen som den enarmede Vonsil. I juni 2017 var Millang vært ved den danske socialmedia-uddeling Guldtuben.
I 2019 debuterede Millang som instruktør sammen med sin bror Emil Millang med komedien Selvhenter. Filmen, der er baseret på af brødrenes egen opvækst med en alkoholiseret far blev skrevet af Emil Millang. De spiller selv brødrene i filmen, hvor de tager til Spanien for at hente deres far hjem, som er død efter alkoholisme.
I 2020 medvirkede Millang i Thomas Vinterbergs film Druk i rollen som Nikolaj, hvor han spillede overfor Mads Mikkelsen, Lars Ranthe og Thomas Bo Larsen. Filmen blev en stor succes og vandt i 2021 en Oscar i kategorien 'bedste fremmedsprogede film'.
I 2022 medvirkede Millang i fjerde sæson af DRs politiske serie Borgen i rollen som departementschef i udenrigsministeriet, Rasmus Gren Lundbæk. Han medvirkede i otte afsnit.
I oktober 2024 medvirkede Millang i et enkelt afsnit af Morten Messerschmidts podcast Ikke et ord om politik.
I perioden 2024-2026 skrev og medvirkede Millang i TV 2-serien De bedste år, hvor han spillede overfor bl.a. Stephania Potalivo. Millang fik idéen til serien i 2021 og skrev sammen med sin bror serien, som var baseret på sine egne oplevelser som forældre. Millang instruerede desuden en række afsnit af sæson 2 i 2026.
I juni 2026 blev det rapporteret at Millang vil medvirke i finske Juho Kousmanens danske film En ægte drømmer, hvor han skal spille over for Paprika Steen. Filmen forventes premiere i 2027.
Millang blev gift med Nana Fagerholt i 2015 efter at de havde kendt hinanden siden Millang var 21 år gammel. De har sammen tre sønner; født 2013, 2017 og 2021. Parret købte i 2016 en villa i Hellerup for 6,25 mio. kr., som de satte til salg i både 2020 og 2023 for omkring 9,6 mio. kr., dog uden at noget salg gik igennem. I 2023 blev det rapporteret at parret havde købt en villa i Charlottenlund til 12 mio. kr., mens de fortsat ejede villaen i Hellerup.
| År | Titel | Rolle |
|---|---|---|
| 2013 | Kvinden i buret | Daniel Hale |
| 2016 | Kollektivet | Steffen |
| 2017 | Dan-Dream | Vonsil |
| 2018 | Kursk | Oleg Lebedev |
| 2019 | Selvhenter | Magnus |
| 2020 | Druk | Nikolaj |
| 2021 | Buster | Far |
| 2025 | Sult | Simon |
| År | Titel | Rolle | Noter |
|---|---|---|---|
| 2007-2008 | Brian Mørk show | Flere roller | 21 episoder |
| 2009 | Mørk & Jul | Flere roller | 16 episoder |
| 2010 | Den 2. side | Marius Rantzov | 6 episoder |
| Tung metal | McDonalds chef | Episode: "Jeg er Fræserfjæs" | |
| 2011 | Den som dræber | Søren Mogensen | 2 episoder |
| 2012-2014 | Danish Dynamite | Flere roller | 21 episoder |
| 2018 | Tæt på sandheden | Johannes von Kirkhart | 2 episoder |
| 29 | Unavngivet rolle | Episode: "Er 30 det nye 20?" | |
| 2020 | Centrum | Troels | 2 episoder |
| 2022 | Borgen | Rasmus Gren Lundbæk | 8 episoder |
| Klovn | Ham selv | Sæson 9 | |
| 2023 | Agent | Magnus Millang | Episode: "Stockholm, Baby" |
| 2024 | Familier som vores | Henrik | 7 episoder |
| 2024-2026 | De bedste år | Mathias | Også manuskriptforfatter og instruktør; 10 episoder |