Michael Falch

Michael Falch
Michael Falch i 2020
Information
FødtMichael Ehlert Falch
16. september 1956 (70 år)
Køge, Danmark Rediger på Wikidata
OprindelseKøge Danmark
StatsborgerKongeriget Danmark Rediger på Wikidata
BørnMathilde Falch, Anna Falch, Soffi Falch
SprogDansk Rediger på Wikidata
GenreRock, Pop, Folk
BeskæftigelseSanger, sangskriver, forfatter, skuespiller
Medlem afMalurt Rediger på Wikidata
Aktive år1977 - nu
Associeret medBoat Man Love, Malurt, Poul Krebs, Dét Band, Mathilde Falch, Den poetiske trio, Zonen (band)
Instrumenter
Vokal, guitar
Eksterne henvisninger
Michael Falchs hjemmeside

Officiel Michael Falch Shop

Michael Falchs officielle fanside
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata.

Michael Ehlert Falch (født 16. september 1956 i Køge) er en dansk sanger, sangskriver, forfatter og lejlighedsvis skuespiller. Han er kendt som solist og fra bandet Malurt og har udgivet en lang række albums. Han har også medvirket i film og tv-serier og har modtaget Bodilprisen for bedste mandlige hovedrolle for sin rolle i Mord i mørket (1986). Hans Danish Music Award i 2014 for albummet Sommeren kom ny tilbage (2013) gjorde ham til den hidtil eneste danske sanger, der har modtaget både en Bodil og Danish Music Award. I 2023 modtog han den prestigefyldte Søren Gyldendal-pris for sit forfatterskab. Ved siden af karrieren driver Michael Falch det sociale initiativ "De vildeste fugle", der hjælper alkoholplagede børnefamilier, og fra 2024 har afholdt charityfestivalen NÆR på Langeland.

Opvækst

Michael Falch blev født i Køge. Som dreng flyttede hans familie en del, og han nåede derfor at bo i både Glostrup, Brabrand, Lystrup, Sønderborg, Tåstrup og Tønder. Han blev samfundssproglig student fra Tønder Gymnasium i 1976 og læste de følgende fire år dansk ved Københavns Universitet. Han tog orlov før sit afsluttende speciale i 1980 og har aldrig afsluttet studiet.

Karriere

Michael Falch dannede i 1977 rockbandet Malurt, hvor han var frontfigur. Da Malurt blev opløst i 1984, gik han solo og har siden 1985 udgivet et stort antal albums. "Mød mig i mørket", "Superlove", "I et land uden høje bjerge", "De vildeste Fugle" og "Den Eneste i Verden" er nogle af hans mest kendte numre.

Malurt blev gendannet i forbindelse med Roskilde Festival i 1990, og i 1991 turnerede Falch med Malurt. Malurt bestod i denne omgang frem til 1994, hvorefter Falch i 1995 igen samler eget band omkring sig.

Siden 1998 har Michael Falch dyrket sin vekslen mellem turnéer med band og solo. I 2002 foretog han en større omlægning af livsstilen og gjorde i 2006 comeback med udgivelsen Falder du nu. Siden har bandet Boat Man Love været hans faste backingband. I både 2009, 2010 og 2011 spillede Falch desuden en række koncerter sammen med Poul Krebs, ligesom han jævnligt har haft sine døtre Anna og Mathilde Falch med på scenen.

Sideløbende med musikkarrieren har han medvirket i tv-serier (bl.a. Rejseholdet 2000-2004) og en række film, der med undtagelse af Tarzan Mama Mia alle har indbragt ham Bodil-nomineringer. Han modtog Bodilprisen for bedste mandlige hovedrolle for sin rolle som den navnløse detektiv i filmatiseringen af Dan Turèlls Mord i mørket i 1987.

Han har desuden været medstifter af velgørenhedsprojektet ShowStars, hvor han sammen med bl.a. Mads Mikkelsen, Michael og Brian Laudrup indsamlede midler til ungdomsarbejde ved kombinerede koncerter og show-fodboldkampe i årene 2000-2011.

Michael Falch sang duet med Bruce Springsteen på "Hungry Heart" ved en Malurt-koncert i Forum den 1. maj 1981.

I 2000 udsendte forlaget Gyldendal det første bind af hans selvbiografiske dagbogsnotater Helligdage. Denne bogudgivelse fulgtes i 2002 op af Hjemveje og i 2011 af Trækruter. I 2012 samlede Gyldendal de tre bind i Dagen & Vejen & Fuglene.

Michael Falch udgav i 2002 livealbummet Hjemveje – live samt bogen Hjemveje med dagbogsberetninger. Samtidig bekendtgjorde Falch, at han ville stoppe med at turnere på ubestemt tid. Samme år var han på afvænning i seks uger for pille- og alkoholmisbrug på behandlingscenteret Tjele i Nordjylland. Michael Falch stod på scenen igen i september 2003 på Skråen i Aalborg, og turnerede efterfølgende i 2004 og 2005.

Michael Falch udsendte sit comeback-album, Falder du nu i februar 2006. Samme år udgav journalist Torben Bille biografien Ud af mørket på Gyldendal om Michael Falch.

I efteråret 2014 havde Michael Falch en bærende rolle som Jack Lucifer i Rolling Stones Teaterkoncert, der havde Rolf Heim som instruktør.

I 2014 modtog Falch karrierens første Danish Music Awards for Årets Danske Voxpopudgivelse for albummet Sommeren kom ny tilbage (2013).

I løbet af forår og sommer 2015 turneredde Michael Falch igen med sit band. Sammen med Poul Krebs under navnet 'KrebsFalch' udgav han albummet Tomandshånd i november 2015. Albummet fik tre ud af seks stjerner i musikmagasinet GAFFA.

Den 9. oktober 2020 udkom Falchs album Forår i brystet der fik fem ud af seks stjerner i GAFFA. Allerede året efter udkom Elsker.

Hæder

I 2023 modtog han nonfiktionsprisen ved Søren Gyldendal-prisen for sine seks "dag- og erindringsbøger skrevet ærligt og fordomsfrit om sit livs udfordringer: skilsmisse, ensomhed, ædru livsstil, rodløshed, tvivl og søgen, men også om sin store glæde ved fodbold, rockmusik og litteratur, om venskaber, kærlighed og sin altid tilstedeværende tro."

I sommeren 2026 blev hans sang "I et land uden høje bjerge" stemt ind som nummer 48 på DR's Top100 over de bedste danske sange nogensinde.

Bodilprisen
År Modtager/nomineret arbejde Pris Resultat
1987 Mord i mørket Bodilprisen for bedste mandlige hovedrolle Vundet
2010 Applaus Bodilprisen for bedste mandlige birolle Nomineret
Danish Music Awards
År Modtager/nomineret arbejde Pris Resultat
2007 Falder du nu Årets Danske Rock Udgivelse Nomineret
2014 Sommeren Kom Ny Tilbage Årets Danske Voxpopudgivelse Vundet

Privatliv

Michael Falch blev i 1983 gift med Linda Lyneborg, som han blev skilt fra i 2006. Sammen har de pigerne Anna, Soffi og Mathilde Falch. Fra 2010-2018 har han levet sammen med familieterapeut Anita Olsen.

Michael Falch mødte i 2019 Kanjana Falch. De blev gift i Thailand i januar 2022 og kunne holde dansk bryllupsfest i august 2023 efter en længere proces med bl.a. bosættelse Tyskland for at få tilladelse til familiesammenføring i Danmark. De bor sammen i Rudkøbing på Langeland. Han har tidligere boet i Vester Bøgebjerg mellem Skælskør og Korsør på Vestsjælland.

Diskografi

Solo

Med Malurt

For fuld liste over udgivelser med Malurt, se Malurt.

Som KrebsFalch

Filmografi

Film

År Titel Rolle Noter
1983 Isfugle René Bennich
1986 Mord i mørket journalist Bodilprisen for bedste mandlige hovedrolle
1988 Mord i Paradis
1989 Mig og Mama Mia Rikkes far
1991 Superdame Rolf
2009 Applaus Christian Barfoed

Tv-serier

År Titel Rolle Noter
1998 Karrusel Underviser Ulrich
2000-2004 Rejseholdet retsmediciner Jan Boysen
2009 Manden med de gyldne ører Sig selv

Teater

Bibliografi

Se også

Referencer

  1. ↑ "Dansk sanger scorer historisk hæder". www.avisen.dk. 2014-11-09. Hentet 2025-12-08.
  2. ↑ "Søren Gyldendal Prisen 2023 går til Harald Voetmann, Michael Falch og Sabine Lemire/Rasmus Bregnhøi". Gyldendal. Gyldendal. 12. april 2023. Hentet 8. december 2025.[permanent dødt link]
  3. ↑ Årets vindere Bodilprisen. Hentet 13/8-2020
  4. ↑ Bregenov-Pedersen, Mads (13. marts 2002). "Falch stopper som rocker". Ekstra Bladet.
  5. ↑ Schnettler, Erik (22. marts 2002). "Fri som en Falch". B.T.
  6. ↑ Michael Falch: Krebs hjalp mig ud af misbrug
  7. ↑ Michael Falch: Åd konstant sovepiller
  8. ↑ Biografi
  9. ↑ Falch'en får hovedrolle i ny Rolling Stones-musical. Politiken. Hentet 8/12-2014
  10. ↑ KrebsFalch Tomandshånd Arkiveret 8. december 2015 hos Wayback Machine. GAFFA. Hentet 4/12-2015
  11. ↑ Michael Falch: Forår i Brystet Arkiveret 11. januar 2021 hos Wayback Machine. GAFFA. Hentet 8/1-2020
  12. ↑ Søren Gyldendal Prisen 2023 går til Harald Voetmann, Michael Falch og Sabine Lemire/Rasmus Bregnhøi. Gyldendal. Hentet 17/6-2026
  13. ↑ Top100. DR. Hentet 13/6-2026
  14. ↑ DMA 2007: Årets nominerede!. DR. Hentet 11/11-2024
  15. ↑ Danish Music Awards: Og de nominerede er.... GAFFA. Hentet 23/10-2024
  16. 1 2 Pudsigt skæbnetræf førte Michael Falch i armene på kæresten. TV 2. Hentet 15/4-2026
  17. ↑ Mathilde Falch vælger familieliv og aktivisme først: Jeg har aldrig drømt om den største karriere. avisendanmark.dk. Hentet 15/4-2026
  18. ↑ Michael Falch er gået fra kæresten. BT. Hentet 15/4-2026
  19. ↑ Michael Falch gift igen: Bryllup på Langeland. Alt.dk. Hentet 15/4-2026
  20. ↑ Michæl Falch er blevet gift. TV 2 Fyn. Hentet 15/4-2026
  21. ↑ Michael Falch skyder rygter ned: - Det var helt nyt for os selv. Fyns Amts Avis. Hentet 15/4-2026
  22. ↑ Nu kan du købe Michael Falchs hus. sn.dk. Hentet 15/4-2026

Eksterne henvisninger