| Nina Bang | |
|---|---|
| Undervisningsminister | |
| Embedsperiode 23. april 1924 – 14. december 1926 | |
| Foregående | Jacob Appel |
| Efterfulgt af | Jens Byskov |
| Personlige detaljer | |
| Født | Ellinger 6. oktober 1866 Kastellet, København |
| Død | 25. marts 1928 København |
| Nationalitet | |
| Politisk parti | Socialdemokratiet |
| Ægtefælle(r) | Gustav Bang |
| Uddannelsessted | Københavns Universitet |
| Profession | Politiker, historiker |
| Informationen kan være hentet fra Wikidata. | |
Nina Henriette Wendeline Bang, født Ellinger (født 6. oktober 1866 i Kastellet, København, død 25. marts 1928 i København) var en dansk socialdemokratisk politiker, historiker, socialist og marxist. Hun var medlem af Københavns Borgerrepræsentation 1913–18 og af Landstinget 1918–29 samt undervisningsminister i Thorvald Staunings første regering (Stauning I) 1924–26. Med sin udnævnelse blev hun Danmarks første kvindelige minister og verdens første kvindelige minister i en parlamentarisk regering. Hun var søster til H.O.G. Ellinger, men de delte ingenlunde politisk anskuelse.
På 75-års-dagen i 1999 for hendes udpegning som minister blev Nina Bang-Prisen indstiftet. Den er siden blev uddelt årligt til en ung, lovende kvindelig politiker.
Hun blev født i et konservativt miljø i Kastellet i København. Hendes forældre var musikdirektør, stabshornblæser, og krigsråd Heinrich August David Ellinger (1826-1914) og Charlotte Ida Friedericke Preuss (1834-1883). Hun blev i marts 1895 gift med politiker og historiker Gustav Bang, der fra 1901 og til sin død i 1915 sad i Socialdemokratiets hovedbestyrelse. Parret fik i 1903 datteren Merete. Efter studentereksamen erhvervede Bang en magistergrad i historie.
I 1906 udgav hun værket Tabeller over Skibsfart og Varetransport gennem Øresund 1497-1660, udarbejdede efter de bevarede Regnskaber over Øresundstolden som af Erik Arup blev kaldt et arbejde af "fremragende videnskabelig Værd".
Bang tilsluttede sig tidligt Socialdemokratiet. Hun begyndte at skrive i Social-Demokraten og arbejdede ihærdigt for at udvikle en socialistisk journalistik, som i højere grad end hendes mands tog sigte på et mindre teoretisk-marxistisk grundlag. Hun deltog i adskillige internationale socialistiske kongresser som stedfortræder for Th. Stauning, herunder i bestræbelserne på at etablere en fredskonference i Stockholm under 1. Verdenskrig. 1913-18 var hun socialdemokratisk medlem af Københavns Borgerrepræsentation.
Efter perioden i Borgerrepræsentationen blev hun medlem af Landstinget (1918–29) og var medlem af Landstingets finansudvalg. Ved dannelsen af den første socialdemokratiske regering blev hun udnævnt til undervisningsminister 1924–26. Hun blev Danmarkshistoriens første kvindelige minister, da hun blev undervisningsminister i Staunings regering 1924-26 (Alexandra Kollontai blev i 1919 den første i verden som medlem af den sovjetiske regering).
Bang lagde i Undervisningsministeriet vægt på at have kendskab til alle detaljer i sagsbehandlingen og den administrative drift. Hun gennemførte den revision af læreruddannelsen, der var forudsat i Skolekommissionens betænkning af 1919, og en begyndende demokratisering af skolevæsenets styrelse forbindes i samtiden og eftertiden med hendes ministerperiode.
Skønt Nina Bang var den første kvinde, der nåede til tops i det politiske liv, var hun ikke engageret i kvindesagen på nogen måde, men betragtede kvindens situation som en del af den almindelige politiske kamp i samfundet.
Ved hendes død i 1928 bemærkede det tyske blad Vorwärts om hende: "Endelig et mandfolk". Nina Bang er begravet på Bispebjerg Kirkegård.
Hun omtales i bogen Det 20. århundrede - De 100 mest betydningsfulde personer i Danmark, redigeret af Connie Hedegaard og Claus Hagen Petersen.
Desuden stod hun for den danske oversættelse af:
| Spire Denne artikel om en dansk politiker er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |