| Northern Rock | |
|---|---|
Kunder står i kø foran en afdeling af Northern Rock under et bank run i 2007, da banken oplevede store økonomiske problemer. | |
| Virksomhedsinformation | |
| Grundlagt | 1965 |
| Opløst | 2012 |
| Hovedsæde | Gosforth, Newcastle upon Tyne, England |
| Eksterne henvisninger | |
| Virksomhedens hjemmeside | |
| OpenCorporates | gb/08120214 gb/06952311 gb/03273685 |
Northern Rock var en britisk bank med rødder tilbage til 1850, og hovedkvarter i Newcastle-upon-Tyne i Nordøstengland. Banken begyndte som regional kreditforening, men blev i 1997 et aktieselskab noteret på børsen i London, hvilket varede indtil februar 2008. Northern Rock var med 1,3 mio. kunder en af de større banker i England. Pga. usikre udlån blev banken i 2008 ramt hårdt af Finanskrisen og blev nationaliseret af den britiske stat. I 2012 blev resterne af banken solgt til Virgin Group og delvist genåbnet som Virgin Money.
I England var banken en af de største udlånsbanker med speciale i boliglån, men i Danmark drev banken alene virksomhed som indlånsbank. Banken havde også indlånsaktiviteter i Irland og på kanaløen Guernsey.
På grund af uro på det amerikanske boligmarked (Se Subprime lånekrisen) begyndte britiske banker i september 2007 at begrænse genudlån af indlånkapital til andre banker. Dette "credit crunch" ramte Northern Rocks forretningsmodel hårdt, idet Northern Rocks boliglån i al væsentlighed var finansieret ved genudlån af kapital fra andre banker. Banken havde selv kun få indskudskunder. Som følge af kreditkrisen så Northern Rock sig nødsaget til at anmode den britiske centralbank, Bank of England, om at stille en kredit til rådighed for banken. Dette bevilgede Bank of England mod at Northern Rock skulle betale en strafrente samt sikkerhedstillelse i form af indlånerens indskud. Bank of Englands guvernør udtalte i den forbindelse, at Northern Rock var solvent, men havde et aktuelt finansieringsproblem. Efter denne nyhed oplevede bankens aktiekurs et skarpt fald og mange filialer oplevede d. 14. og 15. september køer af kunder der ville trække deres indskud ud - et såkaldt bank run. Ligeledes blev bankens engelske webside overbelastet.
I forbindelse med den opståede uro blev der iværksat bestræbelser på at afhænde Northern Rock til en ny ejer, men forhandlinger herom førte ikke til noget resultat, og den 22. februar 2008 blev banken overtaget af den engelske stat, der på daværende tidspunkt havde et tilgodehavende i banken på 25 milliarder pund og udestående garantier for ca. 30 milliarder pund. I 2012 solgte den britiske stat resterne af firmaet til Virgin Group, der relancerede banken under navnet Virgin Money.[kilde mangler] I 2026 overgik driften af Virgin Money til Nationwide Building Society.[kilde mangler]
I februar 2007 gik Northern Rock ind på det danske marked med lanceringen af en gebyrfri, web-baseret konto med 4,25% i rente. Kunderne var sikret en rente, som minimum matchede Danmarks Nationalbanks diskonto frem til 1. januar 2010. Banken åbnede kun én filial, der var beliggende på Rådhuspladsen i København.
Banken hævede indlånsrenten til 4,75% d. 9. marts 2007, hvilket skal ses som en reaktion på at Danmarks Nationalbank hævede diskontoen til 3,75% samme dag. Northern Rock meddelte 18. marts 2008, at bankens danske forretning lukkede pr. 18. april 2008.