Nymfefiskeri
| Lystfiskeri | |
| Fluefiskeri | |
| Bækørred, stalling, regnbueørred, havørred og laks | |
| Storbritannien (Sydengland) | |
| Slutningen af 1800-tallet / begyndelsen af 1900-tallet | |
| Fluestang, flueline/nymfeline, fluehjul, forfang (evt. med indikator), nymfe (kunstflue) |
Nymfefiskeri er en yderst effektiv og populær disciplin inden for fluefiskeri, hvor fiskeren præsenterer en kunstig flue under vandets overflade. Fluen, kaldet en nymfe, er designet til at imitere insekters tidlige livsstadier, såsom larver og pupper af vandinsekter, der lever på bunden af åer, floder og søer, før de klækker til voksne insekter. Da ørreder og stallinger indtager størstedelen (ofte anslået til 80-90 %) af deres føde under vandoverfladen, regnes nymfefiskeri ofte for den mest fangstgivende form for fluefiskeri.
Historie
Mens tørfluefiskeri blev anset for at være den eneste "rigtige" måde at fiske på i de engelske kalkstrømme i slutningen af 1800-tallet (ledt an af Frederic M. Halford), begyndte andre fiskere at eksperimentere med fluer under overfladen.
Den britiske advokat og forfatter G.E.M. Skues (1858–1949) betragtes i vid udstrækning som den moderne nymfefiskeris fader. I starten af 1900-tallet observerede han, at ørreder ofte tog nymfer lige under overfladen frem for de færdigklækkede insekter på toppen. Hans bog Minor Tactics of the Chalk Stream fra 1910 revolutionerede fluefiskeriet og etablerede nymfefiskeri som en anerkendt taktik.
Senere bidrog flodskytten Frank Sawyer til udviklingen ved at opfinde den berømte Pheasant Tail Nymph (Fasanhalenymfe). Sawyer bandt sine fluer med kobbertråd i stedet for bindetråd for at få dem til at synke hurtigt ned til fiskene, og han udviklede teknikken "the induced take", hvor fluen løftes i vandsøjlen for at provokere et hug.
Udstyr
Nymfefiskeri kan bedrives med traditionelt fluefiskeudstyr, men i de seneste årtier er der udviklet højt specialiseret grej.
- Fluestang: Til traditionelt nymfefiskeri bruges stænger på 8,5 til 9 fod i klasse AFTM 3-5. Til moderne "Euro Nymphing" anvendes ofte længere stænger (10 til 11 fod) i lette klasser (AFTM 2-4), som giver fiskeren større rækkevidde og bedre linekontrol over strømmen.
- Flueline: En standard flydende WF- eller DT-line fungerer godt til traditionelt fiskeri. Ved specialiseret Euro Nymphing bruges ekstremt tynde flueliner for at minimere linesspænding og "drag" i luften og vandet.
- Forfang og indikator: Forfanget spiller en kritisk rolle, fordi hugget oftest ikke kan mærkes, før det er for sent. Fiskeren bruger ofte en hugindikator (en lille flyder af skum, garn eller plastic) monteret på forfanget. Ved moderne tight-line nymfefiskeri inkorporeres ofte en farvet nylon-indikator (en sighter) direkte i selve forfanget.
- Fluerne (Nymfer): Nymfer er ofte belastet med underbly, messinghoveder eller wolfram-hoveder (Tungsten-beads) for at bryde overfladespændingen og hurtigt nå ned til bunden, hvor fiskene står.
Teknikker
Forskellige vandtyper kræver forskellige tilgange til nymfefiskeriet.
Traditionelt nymfefiskeri (Strike Indicator)
Denne metode er meget populær i både Nordamerika og Skandinavien. En hugindikator monteres på forfanget, og nymfen kastes opstrøms. Indikatoren fungerer dels som et flåd, der holder nymfen i den ønskede dybde, og dels som en visuel markør, der dykker eller stopper op, når fisken tager nymfen.
Euro Nymphing (Tight-line)
En samlebetegnelse for flere europæiske stilarter (Tjekkisk, Fransk og Spansk nymfefiskeri), som blev udviklet til internationale fluefiskekonkurrencer. Teknikken fjerner den flydende indikator. I stedet fiskes der med en stram, tynd line (tight-line) i korte kast direkte under stangspidsen. Fiskeren føler nymferne rulle langs bunden og aflæser hug på en indbygget, farvet sighter-line over vandet. Dette er i dag en af de mest dominerende teknikker i åer.
The Induced Take
En klassisk sight-fishing teknik (hvor fiskeren kan se fisken). Nymfen kastes opstrøms fisken og får lov at synke. Lige før nymfen når fisken, standser fiskeren linen, hvilket får strømmen til at presse nymfen opad i vandsøjlen. Dette imiterer et insekt, der er ved at klække mod overfladen, hvilket ofte provokerer en tøvende fisk til at hugge.
Typer af Nymfer
Nymfer bindes primært for at imitere fire hovedgrupper af insekter:
- Døgnfluenymfer (Ephemeroptera): Slanke kroppe med tydelige haler og gæller på bagkroppen. Klassikere tæller Pheasant Tail Nymph og Hare's Ear Nymph.
- Vårfluelarver og -pupper (Trichoptera): Imiterer både de fritsvømmende larver og de hylsterbyggende larver (caddis). Bindes ofte tykkere og mere uldne. Klassiker: Peeping Caddis.
- Slørvingenymfer (Plecoptera): Store, kraftige insekter (Stoneflies), der findes i hurtigstrømmende, iltrigt vand. Imiteres med mørke, store kreationer.
- Tanglopper (Gammarus): Selvom det teknisk set er små krebsdyr og ikke insekter, hører tanglopper (scuds) ind under nymfefiskeri og er et vitalt bytte for bækørreder.