| Fluebinding | |
| Nymfe | |
| Døgnfluenymfer (ofte oliven- eller brunlige arter) | |
| Frank Sawyer | |
| 1958 | |
| PT Nymph, Sawyer's Pheasant Tail | |
| Bækørred, regnbueørred og stalling |
Pheasant Tail Nymph (ofte forkortet PT Nymph, eller kaldet Sawyer's Pheasant Tail) er en af de mest populære og universelle kunstfluer inden for fluefiskeri. Det er en nymfe, der er designet til at imitere en lang række forskellige oliven- og brunfarvede vandinsekter på larvestadiet, som mange ferskvandsfisk lever af. Den anses for at være et af de ældste og mest effektive moderne nymfemønstre, der nogensinde er skabt.
Fluen blev oprindeligt udtænkt og bundet i 1958 af den engelske flodskytte (River Keeper) Frank Sawyer, som arbejdede ved kalkstrømmen River Avon i det sydlige England. Sawyer var nær ven med forfatteren og lystfiskeren G.E.M. Skues, der i dag anses for at være faderen til det moderne nymfefiskeri.
Skues fiskede ofte med et mønster kaldet Pheasant Tail Red Spinner, der viste sig at fange flest fisk, når fluen trak under vandet. Skues' mønster var imidlertid ubelastet og havde relativt lange fjerfibre som ben, hvilket fik den til at flyde højt i vandsøjlen. Sawyer observerede, at naturlige døgnfluenymfer svømmede og drev i vandet med benene trukket tæt ind til kroppen. For at fluen skulle komme dybere ned mod flodbunden og samtidig ligne det naturlige forbillede bedre, udviklede Sawyer Pheasant Tail-nymfen. Han gjorde benene kortere og inkorporerede tynd kobbertråd i bindingen for at give fluen vægt, så den kunne synke effektivt.
Mønstret blev hurtigt en enorm succes i både Storbritannien og senere USA, fordi det fungerede som en fremragende imitation af stort set alle døgnfluearter med oliven eller brunlige kroppe.
I sin bog Nymphs and the Trout fra 1958 beskriver Frank Sawyer både bindemetoden og fisketeknikken bag fluen.
Det originale design adskiller sig markant fra de fleste andre kunstfluer, idet Sawyer helt undlod at bruge traditionel bindetråd til at konstruere fluen. I stedet anvendte han en meget tynd kobbertråd. Dette valg havde to markante fordele:
Sawyer konstruerede fluen udelukkende ved at sno kobbertråden og halefjer fra en fasan sammen og vikle dem fremad på krogen for at danne både bagkrop (abdomen) og forkrop (thorax). Selvom der gennem årene er udviklet utallige variationer, regnes Sawyers enkle, originale design stadig for at være yderst effektivt til at fange fisk i alt fra små bække og hurtige strømme til store søer.
I åer og floder kan Pheasant Tail-nymfen fiskes på forskellige måder under overfladen. Fluen er dog ofte allermest produktiv, når den får lov til at synke mod bunden og drive naturligt med strømmen (et såkaldt dead drift).
Sideløbende med fluen udviklede Sawyer fisketeknikken "The Induced Take". Denne teknik går ud på at lade fluen drive tæt på en formodet standplads for en fisk. Lige inden fluen når fisken, standser fiskeren linens drev og løfter stangspidsen let, så strømmen presser nymfen opad i vandsøjlen. Dette imiterer et insekt, der stiger mod overfladen for at klække, hvilket meget ofte udløser en instinktiv og aggressiv hugrefleks hos fisken.
I søer bruges fluen ofte med en flydende line og et let synkende forfang. Her trækkes fluen langsomt gennem vandet umiddelbart under overfladen, særligt i nærheden af grødebuske, hvor naturlige nymfer (som f.eks. Cloëon-arter) skjuler sig.
På grund af fluens enorme succes findes der i dag mange moderne varianter, der bygger på Sawyers grunddesign, men som inddrager nye materialer: