Operation Blau

Baggrund

Den 22. juni 1941 iværksatte Nazi-Tyskland Operation Barbarossa med den hensigt at besejre Sovjetunionen i en hurtig offensiv, som man forventede kun ville vare tre måneder. Der var tre armégrupper (Heeresgruppen) involveret i Operation Barbarossa, som hver skulle angribe langs en specifik strategisk akse og erobre dertilhørende områder og byer i Sovjetunionen. Armégruppe Nord fik til opgave at indtage de baltiske lande og fortsætte mod Leningrad. Armégruppe Midt skulle rykke frem langs en central akse gennem Minsk og Smolensk mod Moskva, mens Armégruppe Syd skulle sikre Ukraine og Kyiv, før de fortsatte over stepperne mod Volga og de strategiske oliefelter i Kaukasus. Under planlægningen af Operation Barbarossa havde der var uenighed mellem Hitler og hans generalstab (OKH) om, hvor operationens primære strategiske fokus skulle ligge. Hitler havde kraftigt argumenteret for en "sydlig strategi", hvor de økonomiske ressourcer i Ukraine og Kaukasus blev prioriteret over en hurtig erobring af Moskva. OKH – anført af Franz Halder – pressede i stedet på for et massivt, direkte og hurtigt angreb på Moskva, som de betragtede som Sovjetunionens politiske og logistiske centrum, hvorfor en erobring af Moskva – i henhold til dem – ville lede til den sovjetiske stats kollaps (ligesom tilfældet havde været i Frankrig). Den endelige plan endte med at være et kompromis, der forsøgte at opnå alle disse mål samtidigt.

Aksemagternes offensiv under Operation Barbarossa var indledningsvis succesfuld, og Den Røde Hær led store nederlag. I de indledende faser af Operation Barbarossa forsøgte Franz Halder dog at manipulere ordrerne, så Armégruppe Midt fik så meget materiel som muligt – ofte på bekostning af de to andre Armégrupper. Dette førte til, at Armégruppe Midt rykkede dybt ind i Sovjetunionen, mens Armégruppe Syd kæmpede med at holde trit og haltede betydeligt efter. Da Hitler blev klar over dette, greb han ind og beordrede Guderians pansergruppe fra Armégruppe Midt mod syd for at støtte Armégruppe Syds omringning af Kyiv. Dette resulterede ganske vist i en massiv sejr ved Kyiv, hvor over 600.000 sovjetiske soldater blev omringet, men det forsinkede dog samtidig det endelige fremstød mod Moskva, indtil efterårets mudder og vintervejret var sat ind. Det lykkes Den Røde Hær at stoppe aksemagternes fremrykning lige uden for Moskva i november/december 1941. Selvom tyskerne havde erobret enorme landområder og vigtige industricentre, var Sovjetunionen ikke besejret.

I vinteren 1941-42 slog sovjetstyrkerne tilbage i en række succesfulde modoffensiver, der trængte den tyske trussel mod Moskva tilbage. På trods af disse tilbageslag ønskede Hitler den totale ødelæggelse af Sovjetunionen, hvilket krævede olieressourcerne i Kaukasus. Omkring februar 1942 var den tyske hærs overkommando (OKH) begyndt at udvikle en plan for en sommerkampagne i 1942. Generalstaben havde på dette tidspunkt (modvilligt) accepteret, at Kaukasus og dets oliefelter skulle være det primære strategiske mål. Den 5. april 1942 fremlagde Hitler elementerne i denne plan – der nu var kendt som "Operation Blau" (Fall Blau) – i førerordre nr. 41. Direktivet skitserede hovedmålene for sommerkampagnen i 1942 på Tysklands Østfront: fastholdelsesangreb for Armégruppe Midt, erobringen af Leningrad og sammenkoblingen med Finland for Armégruppe Nord, og erobringen af Kaukasus-regionen for Armégruppe Syd. Det primære fokus skulle være erobringen af Kaukasus-regionen.

Oliefelterne

Kaukasus, som var en stor og kulturelt mangfoldig region gennemskåret af en bjergkæde af samme navn, var afgrænset af Sortehavet mod vest og Det Kaspiske Hav mod øst. Regionen nord for bjergene var et produktionscenter for korn, bomuld og tunge landbrugsmaskiner, mens dens to vigtigste oliefelter ved Majkop (nær Sortehavet) og Grosnyj (omtrent halvvejs mellem Sortehavet og Det Kaspiske Hav) producerede omkring 10 procent af al sovjetisk olie. Syd for bjergene lå Transkaukasien, som omfattede Georgien, Aserbajdsjan og Armenien. Dette tungt industrialiserede og tætbefolkede område rummede nogle af de største oliefelter i verden. Baku (Aserbajdsjans hovedstad) var et af de rigeste og producerede 80 procent af Sovjetunionens olie – omkring 24 millioner tons alene i 1942.

Kaukasus besad også rigelige mængder af kul og tørv samt ikke-jernholdige og sjældne metaller. Mangan-forekomsterne ved Tjiatura i Transkaukasien udgjorde den rigeste enkelte kilde i verden med et årligt udbytte på 1,5 millioner tons manganmalm – svarende til halvdelen af Sovjetunionens samlede produktion. Kuban-regionen i Kaukasus producerede desuden store mængder hvede, majs, solsikkefrø og sukkerroer, som alle var afgørende for fødevareproduktionen.

Disse ressourcer var af enorm betydning for den tyske krigsindsats, hvor særligt olie var blevet en strategisk vigtig ressource. Olie viste sig at have flere afgørende fordele i forhold til kul, når det gjaldt militært udstyr. Under 2. verdenskrig blev olie endnu mere central, da olie-drevne tanks, lastbiler og fly fik en dominerende rolle i moderne krigsførelse. Blitzkrieg-taktikker (eller Bewegungskrieg) afhang af hurtige, motoriserede enheder (tanks og lastbiler til logistik), mens luftstyrker krævede højoktan-brændstof til jagerfly og bombefly. Desuden var den civile økonomi i stigende grad blevet afhængig af olie til transport og produktion. Manglende olie betød eksempelvis, at man i det besatte Frankrig måtte kassere fødevarer, fordi der manglede brændstof til at transportere dem ind til byerne. Samtidig led dele af den civile økonomi under et markant produktivitetstab, da manglen på olie gjorde det umuligt at holde maskiner kørende.

I 1939 tegnede USA sig for omkring 60% af verdens olieproduktion, mens Venezuela og Sovjetunionen fulgte herefter med hver godt 10% af verdens olieproduktion. Ingen af de europæiske stormagter havde en nævneværdig olieproduktion; kun Rumænien (foruden Sovjetunionen) besad en produktion af betydning i Europa. Den tyske olieforsyning i 1938 bestod af knap 5 millioner tons importeret olie og en egenproduktion på godt 2 millioner tons. Af egenproduktionen udgjorde syntetisk olie (produceret fra kul) ca. 75%. Nazityskland importerede størstedelen af sin olie fra USA, Venezuela. Da krigen brød ud i september 1939, afskar den britiske flådeblokade Nazityskland fra Amerika, hvilket gjorde landet afhængigt af særligt Rumænien til at levere ressourcen. Som en del af de økonomiske aftaler under Molotov-Ribbentrop-pagten påbegyndte Sovjetunionen olieleverancer til Nazityskland i 1940. Omfanget var dog begrænset til knap 1 mio. tons for hele perioden 1940-1941. Dertil kom, at Nazitysklands allierede, Italien, befandt sig i en lignende situation, da de ligeledes blev afskåret fra at importere olie fra Amerika. Endelig steg efterspørgslen på olie i takt med Nazitysklands indledende sejre, da de besatte områder i blandt andet Polen, Frankrig og Danmark nu også var afskåret fra international import og derfor skulle forsynes af den tyske krigsøkonomi. OKW estimerede, at det årlige oliebehov/-efterspørgsel i 1941 udgjorde 12,4 mio. tons (svarende til 87 mio. tønder) for Nazityskland og de besatte områder under ét.

Olie havde altid været Tysklands akilleshæl, og ved udgangen af 1941 havde Hitler næsten udtømt Tysklands reserver. Det efterlod ham med kun to betydelige oliekilder: landets egen syntetiske produktion og de rumænske oliefelter, hvor sidstnævnte stod for 75 % af Tysklands olieimport i 1941. OKW estimerede Nazitysklands samlede olieforsyning i 1941 til at være ca. 8-10 mio. tons. Dette efterlod et underskud på 2-4 mio. tons i forhold til den estimerede efterspørgsel på 12,4 mio. tons. Bevidst om sine svindende olieressourcer og i frygt for fjendtlige luftangreb på Rumænien (Tysklands vigtigste kilde til råolie), blev Hitlers strategi i stigende grad drevet af behovet for at beskytte Rumænien og erobre nye ressourcer. Dette var essentielt, hvis han ønskede at fortsætte førelsen af en langstrakt krig mod en voksende liste af fjender. I slutningen af 1941 advarede rumænerne Hitler om, at deres lagre var udtømte, og at de ikke var i stand til at imødekomme de tyske krav. Af disse årsager var de sovjetiske oliefelter ekstremt vigtige for Tysklands industri og væbnede styrker, i takt med at krigen blev global, de Allieredes styrke voksede, og der begyndte at opstå mangel på aksemagternes ressourcer.

Aksemagternes styrker

Det var Armégruppe Syd, der førte hovedangrebet i forbindelse med Operation Blau. Som aksemagternes absolutte prioritet for sommeroffensiven 1942 blev Armégruppe Syd i månederne op til offensivens start (28. juni 1942) derfor forstærket. Blandt andet blev 4. panserarmé (under Hermann Hoths kommando) overført fra Armégruppe Midt til Syd, og armegruppen fik desuden større tilføjelser af allierede tropper fra Rumænien (3. og 4. Armé), Ungarn (2. Armé) og Italien (8. Armé, der ankom i august).

Den indledende plan for Operation Blau blev udarbejdet af OKH under Franz Halder, hvorefter Adolf Hitler – i samarbejde med Alfred Jodl fra OKW – udvidede, tilføjede og ændrede væsentlige dele af planen gennem Führer-direktiverne. Den endelige tyske plan blev lagt ud i Führer-direktiv nr. 41 den 5. april 1942 og indebar et angreb i tre faser:

• Blau I: 4. panserarmé – under ledelse af Hermann Hoth – og 2. armé, støttet af den 2. ungarske armé, skulle angribe fra Kursk mod Voronezj og fortsætte fremrykningen, så de kunne forankre offensivens nordlige flanke mod Volga.
• Blau II: 6. armé – under ledelse af Friedrich Paulus – skulle angribe fra Kharkov og bevæge sig parallelt med 4. panserarmé for at nå Volga ved Stalingrad (hvis indtagelse ikke blev anset for nødvendig).
• Blau III: 1. panserarmé skulle derefter slå til mod syd mod den nedre del af Don-floden, med 17. armé på den vestlige flanke og 4. rumænske armé på den østlige flanke.

Operationens strategiske mål var oliefelterne ved Majkop, Grosnyj og Baku. Som tilfældet havde været i forbindelse med Operation Barbarossa blev det forventet, at disse fremstød ville resultere i en række store omringninger af de sovjetiske tropper.

Indledende fase

Den tyske offensiv begyndte den 28. juni 1942, da den 4. panserarmé indledte sin fremrykning mod Voronezj. Grundet et kaotisk sovjetisk tilbagetog var tyskerne i stand til at rykke hurtigt frem, hvilket genoprettede Wehrmachts selvtillid forud for den kommende store offensiv.

Luftwaffes støtte spillede ligeledes en afgørende rolle for den tidlige succes. Gennem luftherredømme-operationer blev det sovjetiske luftvåben holdt i skak, mens angreb mod flyvepladser og forsvarslinjer effektivt afskar fjendens forsyningsveje. Til tider fungerede det tyske luftvåben snarere som en spydspids end som en støttestyrke, idet det rykkede frem foran kampvognene og infanteriet for at skabe kaos og ødelægge forsvarspositioner. Så mange som 100 tyske fly var koncentreret mod en enkelt sovjetisk division i denne fase. General Kazakov, stabschefen for Brjansk-fronten, bemærkede aksemagternes luftvåbens styrke og effektivitet. Inden for 26 dage mistede sovjetterne 783 fly fra 2., 4., 5. og 8. luftarmé, sammenlignet med et tysk tab på i alt 175.

Den 5. juli havde forreste enheder fra 4. panserarmé nået Don-floden nær Voronezj og blev involveret i kampene om at indtage byen. Stalin og den sovjetiske overkommando forventede stadig, at den primære tyske offensiv ville komme i nord mod Moskva, og de troede, at tyskerne efter Voronezj ville dreje mod nord for at true hovedstaden. Som følge heraf indsatte sovjetterne i hast forstærkninger i byen for at holde den for enhver pris. Ligeledes igangsatte de et modangreb mod tyskernes nordlige flanke i et forsøg på at afskære de tyske spydspidser. 5. kampvognsarmé, under ledelse af generalmajor A.I. Lizjukov, opnåede visse mindre succeser, da den indledte sit angreb den 6. juli, men den blev tvunget tilbage til sine udgangspositioner den 15. juli efter at have mistet omkring halvdelen af sine kampvogne. Selvom slaget var en succes, kom Hitler og Fedor von Bock – den øverstbefalende for Armégruppe Syd – op og skændes om de næste skridt i operationen. Den ophedede debat og de fortsatte sovjetiske modangreb, som bandt 4. panserarmé frem til den 13. juli, fik Hitler til at tabe besindelsen og afskedige Bock den 17. juli. Som led i operationens anden fase blev Armégruppe Syd den 9. juli delt i Armégruppe A og Armégruppe B, med Wilhelm List udnævnt som øverstbefalende for Armégruppe A, mens Armégruppe B blev ledet af Maximilian von Weichs.

Allerede to uger inde i operationen – den 11. juli – begyndte tyskerne at få logistiske problemer, hvilket bremsede fremrykningen. Den tyske 6. armé blev gentagne gange forsinket som følge af brændstofmangel. Otte dage senere – den 20. juli – begrænsede manglen på brændstof stadig operationerne og efterlod mange enheder ude af stand til at udføre deres ordrer. Både 23. og 24. panserdivision strandede i den indledende fase. Endnu en gang – præcis som under felttoget i Norge i april 1940 og Operation Barbarossa i 1941 – fløj Luftwaffes flåde af Junkers Ju 52-transportfly forsyninger ind for at holde hæren i gang. Situationen forblev vanskelig, og de tyske tropper var tvunget til at tappe brændstof fra ødelagte eller forladte køretøjer og i visse tilfælde efterlade kampvogne og køretøjer med et højt brændstofforbrug for at kunne fortsætte fremrykningen. Dette svækkede enhedernes slagkraft, da de blev tvunget til at efterlade kampkøretøjer. Ikke desto mindre fløj Luftwaffe 200 tons brændstof ind om dagen for at holde hæren forsynet. På trods af denne imponerende indsats for at holde hæren mobil, blev Löhr erstattet af den mere fremfusende og offensivt orienterede Richthofen.

Opdelingen af Armégruppe Syd

I troen på, at den største sovjetiske trussel var blevet elimineret – og i desperat mangel på olie og med et behov for at opfylde alle de ambitiøse mål for Operation Blau – foretog Hitler en række ændringer i planen og udstedte førerordre nr. 45 den 23. juli 1942, som:

• omorganiserede Armégruppe Syd i to mindre armégrupper, A og B
• beordrede Armégruppe A til at rykke frem mod Kaukasus og indtage oliefelterne (Operation Edelweiß)
• beordrede Armégruppe B til at angribe i retning mod Volga og Stalingrad (Operation Fischreiher).

Der er intet bevis for, at Hitler mødte modstand fra, eller modtog klager over direktivet fra Franz Halder, generalstabschefen, eller nogen andre før august 1942. Det nye direktiv skabte enorme logistiske vanskeligheder, da Hitler forventede, at begge armégrupper rykkede frem ad forskellige ruter. Logistiklinjerne var allerede på bristepunktet, hvor manglen på ammunition og brændstof var mest tydelig, og det ville være umuligt at rykke frem med de konservative forsyningsrater, han krævede. Spredningen af armégrupperne ville desuden skabe et farligt hul mellem arméerne, som sovjetterne kunne udnytte. Det italienske alpekorps, som var en del af den italienske hær i Sovjetunionen, ankom ikke til Kaukasus-bjergene sammen med Armégruppe A, men blev i stedet hos 6. armé. Det var forventet, at Armégruppe A skulle operere i bjergterræn med kun tre bjergdivisioner og to infanteridivisioner, som var uegnede til opgaven.

Opdelingen af Armégruppe Syd muliggjorde iværksættelsen af Operation Edelweiss og Operation Fischreiher, armégruppernes to hovedfremstød. Begge grupper skulle nå deres mål samtidigt i stedet for efter hinanden. Den indledende fremryknings succes var så stor, at Hitler beordrede 4. panserarmé mod syd til at assistere 1. panserarmé med at krydse den nedre del af Don-floden. Denne assistance var ikke nødvendig, og Kleist klagede senere over, at 4. panserarmé blokerede vejene, og at hvis de var fortsat mod Stalingrad, kunne de have indtaget byen i juli. Da arméen drejede mod nord igen to uger senere, havde sovjetterne samlet tilstrækkelige styrker ved Stalingrad til at standse dens fremrykning.