Den kongelige Landsoverret samt Hof- og Stadsret for Østifterne (oprindeligt: Hof- og Stadsretten) var en domstol i København, oprettet ved forordning af 15. juni 1771 på foranledning af Johann Friedrich Struensee og på initiativ også af generalprokurør Henrik Stampe (1713–1789) som en rationalisering af hovedstadens retssystem, der hidtil havde bestået af flere overlappende retsinstanser (bl.a. Kammerretten) og som ved oprettelsen bl.a. afløste Borgretten og Hofretten. Domstolen fungerede fra 1771 og frem til retsplejereformens ikrafttræden 1. oktober 1919 som den almindelige ret i første instans for København.
Hof- og Stadsretten var samtidig den første domstol, hvor der gennemførtes en opdeling i undersøgende og dømmende afdelinger. Retten var derfor egentlig det første sted i samfundet, hvor de nye tanker fra de franske oplysningsfilosoffer, især Montesquieu, om magtens (tre)deling fandt anvendelse. De dømmende afdelinger bestod af fem dommere, som ikke samtidig måtte bestride andre hverv inden for statens område.
Ved forordning af 25. januar 1805, der indførte landsoverretter, blev Hof- og Stadsretten slået sammen med Landsoverretten for Østifterne og overtog opgaver, som bl.a. Sjællandsfar Landsting i Ringsted og Fynbo Landsting hidtil havde varetaget. Den sammenlagte domstol fik navnet Den Kgl. Landsover- samt Hof- og Stadsret i København og fungerede herefter både som almindelig førsteinstansret for københavnske sager og, fra 1805 til 1919, som appelinstans for sager fra underretterne i østifterne uden for København.
Med retsplejeloven af 1916 og retsplejereformens gennemførelse i 1919 blev ordningen afløst af det nuværende system: landsoverretten blev udskilt som en selvstændig landsret (Østre Landsret), og Københavns Byret afløste Hof- og Stadsretten som byens almindelige førsteinstansret (videreført på grundlag af de to hidtidige byretter). Ved nedlæggelsen blev nogle af domstolens forretninger også fordelt til Sø- og Handelsretten.
