Uddannelse
Han blev student i 1828 og begyndte på universitetet at læse jura som grundlag for senere historiske studier. I 1834 blev han cand.jur.
Hans sproglige evner var tidligt stærkt udviklede, og blandt studiekammeraterne vakte han opsigt med sin næsten enestående hukommelse - han kunne lange passager af både Livius og flere sange af Homer udenad - samt med talent for musik, tegning og lignende.
Ved universitetet modtog han privat undervisning af Rudolf Keyser, der netop var blevet lektor, og fordybede sig blandt andet i skjaldeversene i Heimskringla. Samtidig studerede han på egen hånd historie, sammenlignende sprogvidenskab - herunder angelsaksisk - samt nyere sprog som engelsk og portugisisk.
I 1831 begyndte han sin litterære virksomhed med en kritisk gennemgang af præsten A. Fayes Norges Historie. Som medlem af redaktionen af Studenterforbundets ugeblad Vidar skrev han desuden artiklen Norsk Sprogreformation, som tog del i en af tidens store debattemaer.
Samtidig blev han knyttet som medhjælper til arbejdet med udgivelsen af Norges gamle love, et projekt der blev ledet af lektor Keyser.
Arbejdsliv
I maj 1835 rejste han sammen med sin hustru og Rudolf Keyser til København, hvor de opholdt sig i to år og arbejdede med afskrifter og andet forberedende arbejde. Herefter fortsatte de til Lund og Stockholm.
I 1837 blev han udnævnt til lektor ved universitetet. I sine første år forelæste han over de europæiske folkeslags historie i middelalderen og fra 1842 over nyere historie efter Den Franske Revolution.
Fra 1845 begyndte han i højere grad at beskæftige sig med norske emner. I forbindelse med en forelæsningsrække for prinserne Gustaf og Oscar Frederik indledte han med Norges fysiske geografi og gav derefter en oversigt over sagalitteraturen som ramme for en fremstilling af Norges middelalderhistorie.
Han var allerede blevet professor i 1841, og på dette tidspunkt havde han gjort Norges oldhistorie til sit vigtigste forskningsområde. I sit arbejde inddrog han både sammenlignende sprogvidenskab, arkæologi og studiet af Nordens ældre geografi.
Herfra var der kun et kort skridt til også at arbejde med landets geografi mere generelt, herunder kortlægning. Disse kartografiske arbejder betragtede han selv som en slags fritidsbeskæftigelse ved siden af sine øvrige studier.
Arbejdet ved universitetet bestod bl.a. i administration. Især deltagelsen i kollegiet fyldte, fordi der var færre undervisere til at dele opgaverne. Som valgt assessor var Munch medlem af kollegiet i perioderne 1842-1843 og igen 1849-1850.
Sammen med Rudolf Keyser deltog han også i den fakultetskomite, der efter reformen i 1845 udarbejdede reglerne for den filologiske embedseksamen. Her fik de blandt andet indført oldnordisk som valgfag på linje med hebraisk.
Derudover var Munch i mange år medlem af eksamensdeputationen for examen artium.
Rejser
Ved siden af sine krævende og omfattende videnskabelige arbejder var han nødt til at sikre sit økonomi gennem et hårdt og opslidende arbejde som journalist og skribent af dagslitteratur. Samtidig foretog han jævnligt videnskabelige rejser både i Norge og i udlandet, og disse rejser kom efterhånden til at spille en vigtig rolle i hans arbejde.
For at indsamle materiale til sit kortværk rejste han om somrene 1842, 1843 og 1846 rundt i fjeldområderne mellem Telemark, Numedal, Hallingdal, Hardanger og Voss. I 1846 besøgte han Normandiet for at studere de gamle norske kolonier og tog i den forbindelse også en tur til Paris.
I 1849 rejste han gennem Westfalen og Holland til Skotland, hvor han opholdt sig i flere uger på Orkneyøerne og Hebriderne. Derefter tilbragte han tre måneder i Edinburgh og nogle uger i London, hvor han arbejdede med angelsaksiske studier, inden han i januar 1850 vendte hjem via Belgien og Danmark.
Sommeren efter opholdt han sig i Bergen og Sogn, hvor han gennemførte arkæologiske undersøgelser.
I de følgende år var han stærkt optaget af arbejdet med de første dele af sit store hovedværk. I 1854 rejste han med et stipendium til München og Berlin, og året efter opholdt han sig i længere tid i Trondheim, hvor han foretog et grundigt studie af domkirken.
Hans vigtigste rejser var dog knyttet til arbejdet med Det norske Folks Historie. Allerede i 1847 havde han udgivet et bind med mere populært præg, Underholdende Tildragelser af Norges Historie, og han blev siden opfordret til at skrive en mere omfattende fremstilling. Et forsøg på at udgive en mere fortællende udgave - inspireret af Anders Fryxell og Walter Scott - fik dog kun begrænset opbakning og blev ikke realiseret.
I stedet gik han i gang med sit store historiske værk. Første hæfte udkom i efteråret 1851, og derefter fulgte bindene hurtigt efter hinanden. Da han kom ud over sagatiden, hvor de hjemlige kilder var sparsomme, måtte han søge materiale i udenlandske arkiver og samlinger.
I 1857 fik han derfor af Stortinget et stipendium til arkivstudier i udlandet. Han arbejdede først i København og Wien og kom i 1858 til Rom, hvor han fik adgang til arkiverne og kunne arbejde frit med kilderne. Da stipendiet viste sig utilstrækkeligt, blev det forlænget i 1859-1860, så han kunne blive i Rom indtil 1861. Her fik han færdiggjort den væsentligste del af sit arbejde, hvorefter han vendte hjem.
Sidste leveår
Ved hjemkomsten blev han konstitueret som rigsarkivar. I 1862-1863 forbedrede Stortinget hans økonomiske vilkår betydeligt og fritog ham for undervisningspligt, så han kunne koncentrere sig fuldt ud om sit forfatterskab.
Han arbejdede nu dels hjemme, dels under ophold i Stockholm, hvor han begyndte på sin fremstilling af unionsperioden - et arbejde, han selv beskrev som “et Slags Oprydden af et fuldkomment Vildnis”.
I 1863 rejste han til Rom for at hente sin familie, som opholdt sig der. Kort efter ankomsten blev han ramt af en kraftig forkølelse, som sammen med overanstrengelse lagde ham syg. Han kom sig kortvarigt og genoptog sit arbejde, men blev pludselig ramt af et slagtilfælde og døde ved sit skrivebord, med pennen i hånden.
Han skrev selv i et brev om hans tid i Rom;
"... jeg vilde betragte det som min højeste Lykke, om jeg paa min gamle Alder kunde drage der ned for stedse, og der ende mine Dage."
Eftermæle
Han blev begravet den 27. maj på den protestantiske kirkegård ved foden af Cestiuspyramiden i Rom, hvor blandt andre historikeren Ferdinand Gregorovius fremhævede det store tab, hans død var for videnskaben.
I juni 1865 blev der rejst et mindesmærke på hans grav, og ved afsløringen holdt Henrik Ibsen en tale. Bjørnstjerne Bjørnson skrev desuden et af sine smukkeste mindedigte om ham.
Vurdering af hans arbejde
Han bliver anset som både en fremragende sprogforsker og historiker, med en usædvanlig hukommelse, en stærk evne til at se sammenhænge og en næsten ufattelig arbejdskraft. De beskedne vilkår, han kom fra, og som han arbejdede under, prægede hans liv og produktion - ikke mindst fordi økonomiske bekymringer ofte tvang ham til at arbejde mere, end kræfterne egentlig rakte til.
Alligevel skabte han betydelige og til dels banebrydende arbejder inden for alle de områder, han beskæftigede sig med.
Hans hovedværk, Det norske Folks Historie (8 bind, 1851-1863), som fører frem til Kalmarunionen, regnes som et uundværligt kildeskrift i nordisk historieforskning. Samtidig fik værket stor betydning for udviklingen af den norske nationale selvforståelse.
Sammen med Rudolf Keyser var han en central skikkelse i den såkaldte “norske historiske skole”, som udfordrede den daværende danske opfattelse af Nordens historie. Selvom mange af deres teorier senere er blevet forkastet, fik de afgørende betydning ved at bryde med romantiske forestillinger og fremhæve Norges selvstændige historiske udvikling.
Han stod i det hele taget som en central skikkelse i sin samtids åndsliv og øvede stor indflydelse - både gennem sine skrifter og sin person - på det, man senere har kaldt det nationale gennembrud.
Ved siden af sit hovedværk skrev han en lang række arbejder inden for historie, geografi, politik, mytologi og sprogvidenskab. Han udgav lærebøger og håndbøger, redigerede sagaer og historiske kilder - både alene og sammen med blandt andre Rudolf Keyser og C.R. Unger - og oversatte Heimskringla til et bredere publikum (1859).
Hans samlede afhandlinger blev senere udgivet i fire bind (1873-1877) af professor i historie Gustav Storm.
Mindesmærker og opkaldelser
Flere gader opkaldt efter ham, blandt andet Munchs gate og P.A. Munchs vei i Oslo samt P.A. Munchs gate i Lillestrøm.
Universitetet i Oslo har opkaldt bygningen P.A. Munchs hus på Blindern-campus efter ham, og på Universitetspladsen i centrum af Oslo står desuden en statue af ham, udført af Stinius Fredriksen i 1933.
