Prins

Prins er en titel, der overordnet betegner et mandligt, ikke-regerende medlem af et regerende konge- eller fyrstehus, en søn af en regent, eller en kvindelig regents ægtemand, hvoraf sidstnævnte ofte benævnes prinsgemal. Ordet er et låneord fra det oldfranske prince, som har betydningen "den første", og er kommet til de nordiske sprog gennem det mellemhøjtyske prinze. Oprindeligt stammer det fra det latinske princeps, som ligeledes betyder den første. Begrebet udviklede sig historisk til at være synonymt med fyrste, en bredere betydning som det franske ord prince fortsat har bevaret. Et tilsvarende kvindeligt medlem af et sådant hus, eller en hustru til en prins, bærer titlen prinsesse.

I Skandinavien, England og tidligere i Tyskland anvendes titlen eksklusivt om kongehusets medlemmer samt tillige om ethvert mandligt medlem af et detroniseret fyrstehus. I de romanske lande samt tidligere i Rusland og Polen benyttes titlen imidlertid også i betydningen fyrste om forskellige medlemmer af den høje adel, uden at disse nødvendigvis er af kongeligt blod. Begrebet "prins af blodet", som både regerende og detroniserede huse ofte benytter om deres medlemmer, opstod oprindeligt i Frankrig i 1400-tallet.

Inden for den fyrstelige og kongelige rangorden findes der flere specifikke titler. En prins, der er regentens søn og den første i arverækkefølgen til tronen, bærer titlen kronprins, og hans hustru kaldes kronprinsesse; når kronprinsen krones og derved bliver konge, bliver hans prinsesse tilsvarende dronning. Hvis en prins derimod indtager førstepladsen i arverækkefølgen, men ikke er søn af den siddende regent, kaldes han arveprins eller arvefyrste. Hertil kommer, at den ældste søn af en storhertug bærer titlen arvestorhertug.

Prinsen af Wales

Titlen prins (engelsk, fransk prince) modsvarer oprindeligt den germanske "fyrste", og brugen af fyrstetitlen for kongesønner begyndte (ifølge traditionen) i 1301, da Edvard 1. af England gav sin søn, den senere Edvard 2. af England, titlen Prins af Wales.

Danske kongesønner

Titlen prins blev indført i Danmark-Norge i 1599. Dette år gav Christian 4. og dronning Anna Katrine (født prinsesse af Brandenburg) deres førstefødte søn titlen prins. Prins Frederik døde allerede samme år. Kongeparret fik senere flere børn – blandt andre Frederik 3..

I årene efter 1448 fik danske kongesønner titlen hertug. Før 1375 blev titlen junker brugt om danske kongesønner.

Danske prinser og prinsesser

Kongeparrets børn er prinser og prinsesser. Det samme gælder for prinsgemalens og dronningens børn. En prinsesse, der gifter sig med en dansk prins, får traditionelt titel som dansk prinsesse.

Titlerne kan gå i arv. Hvis faderen er dansk prins og moderen er dansk prinsesse, så bliver børnene prinser og prinsesser. Prins Richard af Berleburg er aldrig blevet dansk prins, derfor har hans børn med Prinsesse Benedikte til Danmark ikke danske titler, men derimod berleburgske titler.

Undtagelser

Normalt erhverves titlerne ved fødsel (arv), ægteskab eller politisk beslutning.

Ved ægteskab med danske prinser er fødte prinsesser også blevet danske prinsesser.

Det er fire eksempler på, at ikke-fystelige kvinder er blevet optaget i kongehuset:

Ved sit ægteskab med den daværende prinsesse Margrethe blev den franske greve Henrik, dansk prins.

Siden 1914 har danske prinser, der har giftet sig med borgerlige eller adelige kvinder, fået titlen greve af Rosenborg og deres hustruer har fået grevindetitel. De første grevinder fik også en personlig prinsessetitel. Således havde prins Viggos hustru titlen Prinsesse Viggo, grevinde af Rosenborg.

Ved en politisk beslutning i 1853 blev den daværende prins Christian af Glücksborg (senere Christian 9.) og hans familie tildelt danske prinse- og prinsessetitler.

Referencer

  1. 1 2 3 4 5 6 7 Boëthius, Simon Johannes (1915). "Prins". I Westrin, Th. (red.). Nordisk familjebok. Vol. 22 (2. udgave udgave). Stockholm: Nordisk familjeboks förlags aktiebolag. s. 277.
  2. 1 2 3 4 5 Berlin, Knud (1925). "Prins". I Blangstrup, Johan Christian (red.). Salmonsens Konversationsleksikon. Vol. 19 (2. udgave udgave). København: A/S J. H. Schultz Forlagsboghandel. s. 557.
  3. 1 2 3 4 Strelitz, Paula; Japsen, Gottlieb; Rode, Mikal, red. (1949). "Prins". Den nye Salmonsen. Under medvirken af Erik Lund (4. udgave udgave). København: J. H. Schultz Forlag. s. 3630.