Prins af blodet

Heraldisk rangkrone tilhørende en prins af blodet i Kongeriget Frankrig.

Prins af blodet, på fransk: prince du sang, er en benævnelse for de arveberettigede prinser og prinsesser, som er legale efterkommere af en konge, og udtrykket omfatter både ikke-regerende mandlige medlemmer af et regerende fyrstehus samt ethvert mandligt medlem af et detroniseret fyrstehus. Ordet "blod" anvendes her i lighed med dets brug i det ældre retssprog, og i visse andre udtryk som "af adeligt blod" eller "af kongeligt blod", som enstydigt med herkomst og slægtskab. Det betegner derved det naturlige slægtskab, der er grundet på fødsel, i direkte modsætning til det borgerlige tilhørsforhold, der udelukkende beror på adoption eller svogerskab.

Udtrykket opstod oprindeligt i Frankrig i 1400-tallet (fra Karl 7.s eller Ludvig 11.s tid), hvor det blev taget i brug om kongehusets sønner og medlemmer. Disse princes du sang havde rang og forret i en fastlagt rangorden umiddelbart efter kongen. Prinserne af eksempelvis Condé, Conti og Lamballe skyldte således deres ophøjede forrang til deres kongelige nedstamning frem for deres respektive fyrstendømmer. Fra og med Ludvig 14.s tid blev dette hierarki udvidet med de såkaldte princes légitimés, suverænens anerkendte bastarder, der rangerede på pladsen umiddelbart efter prinserne af blodet.

I Danmark optræder benævnelsen "Prinser og Prinsesser af Blodet" i Kongeloven af 14. november 1665 som betegnelse for de arveberettigede efterkommere til den dansk-norske trone, der nedstammede fra Frederik 3. og dronning Sofie Amalie. Skønt Kongelovens arveregler sidenhen er blevet ophævet, er lovens artikel 21 og 25 fortsat gældende ret, og de må i dag forstås som omfattende de prinser og prinsesser, der tilhører det nuværende kongehus. Disse to artikler fastlægger en særlig retsstatus, der både medfører privilegier og begrænsninger for kongehusets medlemmer. I henhold til artikel 21 er prinser og prinsesser underlagt kongens tilsyns- og disciplinærmyndighed, og de må hverken indgå ægteskab, rejse ud af landet eller træde i fremmed tjeneste uden regentens forudgående samtykke. Artikel 25 etablerer en vidtgående juridisk immunitet, der betyder, at medlemmerne ikke kan retsforfølges ved de almindelige domstole uden kongelig tilladelse, ligesom de er fritaget for tvangsforanstaltninger såsom vidnepligt eller arrestation. Denne særstatus, der historisk set tjener til at værne om monarkiets interesser, giver desuden regenten en disciplinær myndighed over kongehusets medlemmer, hvilket gør monarken til deres "første og sidste dommer".

Frankrig

Franske titler

I Frankrig fandtes derudover den særlige titel "den første prins af blodet" (fransk: premier prince du sang), som i perioden fra 1465 til 1830 blev tildelt den arveprins, der var overhoved for den nærmeste sidelinje til det franske kongehus. Den første prins var ikke en efterkommer af den regerende konge og tilhørte derved ikke kongefamilien i snæver forstand, men han havde privilegiet at kunne tiltales monsieur le prince (herr prinsen). Reglerne for, hvem der var berettiget til titlen, var imidlertid ikke helt klare, hvorfor kongen i praksis måtte afgøre stridigheder mellem de konkurrerende sidelinjer.

Franske første prinser fra 1465 til 1830

Huset Capet–Courtenay

I det 18. århundrede forsøgte medlemmer af Huset Capet–Courtenay flere gange forgæves at blive anerkendt som prinser og prinsesser af blodet.

Danmark

Hovedartikel: Kongeloven#Stadigt_gældende.

Referencer

  1. ↑ Boëthius, Simon Johannes (1915). "Prins". I Westrin, Th. (red.). Nordisk familjebok. Vol. 22. (2. udgave). Stockholm: Nordisk familjeboks förlags aktiebolag. s. 277.
  2. ↑ Juhlin-Dannfelt, Herman Julius Brorson (1905). "Blod, 5". I Westrin, Th. (red.). Nordisk familjebok. Vol. 5 (2. udgave udgave). Stockholm: Nordisk familjeboks förlags aktiebolag. s. 720.
  3. 1 2 3 Berlin, Knud (1915). "Blod". I Blangstrup, Johan Christian (red.). Salmonsens konversationsleksikon. Vol. 3 (2. udgave). København: A/S J. H. Schultz Forlagsboghandel. s. 433.
  4. ↑ Boëthius, Simon Johannes (1915). "Prins". I Westrin, Th. (red.). Nordisk familjebok. Vol. 22. (2. udgave). Stockholm: Nordisk familjeboks förlags aktiebolag. s. 277.
  5. 1 2 Walter Alison Phillips, Chisholm, Hugh, red. (1911). "Prince". Encyclopædia Britannica. Vol. 22 (11. udgave). Cambridge, England: Horace Everett Hooper, Cambridge University Press.
  6. ↑ Berlin, Knud (1916). Den Danske Statsforfatningsret. Vol. 1. København: Gads Forlag. s. 263–265, 268.
  7. 1 2 Christensen, Jens Peter; Jensen, Jørgen Albæk; Jensen, Michael Hansen (2020). Dansk statsret (3. udgave udgave). Jurist- og Økonomforbundets Forlag. s. 494. ISBN 978-87-574-4287-8.
  8. ↑ Skou, Kaare R. (2007). Dansk politik A-Å: leksikon. København: Aschehougs. s. 411. ISBN 978-87-11-31440-1.
  9. ↑ Berlin, Knud (1923). "Kongehuset". I Blangstrup, Johan Christian (red.). Salmonsens konversationsleksikon. Vol. 14. (2. udgave). København: A/S J. H. Schultz Forlagsboghandel. s. 403.