| Quentin Tarantino | |
|---|---|
Tarantino ved San Diego Comic-Con i 2015 | |
| Personlig information | |
| Fulde navn | Quentin Jerome Tarantino |
| Født | 27. marts 1963 (63 år) Knoxville, Tennessee, USA |
| Nationalitet | |
| Forældre | Tony Tarantino Connie McHugh |
| Ægtefælle | Daniella Pick (gift den 28. november 2018) |
| Beskæftigelse | Instruktør, producer, manuskriptforfatter, skuespiller, forfatter |
| Aktive år | 1987–nu |
| Signatur | |
Quentin Jerome Tarantino (født 27. marts 1963 i Knoxville, Tennessee) er en amerikansk filminstruktør, skuespiller og forfatter. Hans værker er kendetegnet ved eksplicit vold, lange dialogsekvenser med hyppig brug af bandeord og referencer til populærkulturen. Hans film har opnået kultstatus og samtidig haft både kritisk og kommerciel succes, og nogle har betegnet ham som sin generations mest indflydelsesrige instruktør. Tarantino har modtaget adskillige priser, herunder to Oscars, to BAFTA-priser og fire Golden Globe-priser. Han har desuden været nomineret til en Primetime Emmy Award og fem Grammy Awards. Hans film har samlet indtjent over 1,9 milliarder dollar på verdensplan.
Tarantino indledte sin karriere i 1980'erne med forskellige jobs og skrev i denne periode flere filmmanuskripter. Han fik sin instruktørdebut med indie-filmen Reservoir Dogs (1992), som straks blev en succes. Hans anden film, kriminalkomediedramaet Pulp Fiction (1994), blev en både kritisk og kommerciel succes og modtog adskillige priser, herunder Den Gyldne Palme ved filmfestivalen i Cannes og Tarantinos første Oscar for bedste originale manuskript. Filmen er blevet optaget i National Film Registry af Library of Congress. Derefter skrev han manuskriptet til og spillede en hovedrolle i actiongyserfilmen From Dusk till Dawn (1996). Tarantinos tredje film som instruktør, Jackie Brown (1997), var en hyldest til blaxploitationfilmene.
Senere skrev og instruerede Tarantino kampsportsfilmene Kill Bill Vol. 1 (2003) og Kill Bill: Volume 2 (2004), som samlet betragtes som én film. Derefter lavede han exploitation-slasherfilmen Death Proof (2007), der blev vist som en del af et dobbeltprogram sammen med en film af Robert Rodriguez, instruktøren bag From Dusk till Dawn. De to film blev udgivet under fællestitlen Grindhouse. Hans sjette film, Inglourious Basterds (2009), skildrede en alternativ version af Anden Verdenskrig. Herefter fulgte to westernfilm: Django Unchained (2012), en spaghettiwestern om en tidligere slaves hævntogt, som indbragte Tarantino hans anden Oscar for bedste originale manuskript, og The Hateful Eight (2015), en revisionistisk westernthriller, der blev lanceret med særlige roadshow-visninger.
Tarantinos niende og seneste film, Once Upon a Time in Hollywood (2019), er et komediedrama, der foregår i slutningen af 1960'erne og skildrer overgangen fra det gamle Hollywood til New Hollywood. I 2021 debuterede han som romanforfatter med en roman baseret på filmen. Efterfølgende skrev han en selvstændig fortsættelse til filmen, The Further Mis-Adventures of Cliff Booth (2026), men valgte ikke selv at instruere den og overlod i stedet opgaven til David Fincher.
Tarantino fik foden indenfor i branchen, da han i 1990 solgte sit manuskript True Romance, skrevet sammen med vennen Roger Avary. Manuskriptet blev til en film i 1993, instrueret af Tarantinos idol Tony Scott med Patricia Arquette og Christian Slater i hovedrollerne. Han skrev også det oprindelige manuskript til Natural Born Killers, der dog blev ændret en del af instruktør Oliver Stone, før optagelserne var færdige.
Efter denne første succes skrev og instruerede han Håndlangerne (original titel Reservoir Dogs) (1992), der fik premiere på Sundance-festivalen i 1991 og blev et stort kulthit. Herefter var turen kommet til Tarantinos absolutte hovedværk[kilde mangler] Pulp Fiction (1994), der vandt Den Gyldne Palme ved filmfestivalen i Cannes, blev nomineret til 7 Oscars og vandt en Oscar for bedste originale manuskript.
I 1997 kom filmen Jackie Brown, der bygger på en roman af Elmore Leonard. Filmen er en hyldest til 70'ernes blaxploitationfilm.
I 2003 kom den kung fu/spagehettiwestern/japansk kampsportsinspirerede Kill Bill Volume One og seks måneder senere i 2004 kom anden halvdel Kill Bill Volume Two.
I 2009 udkom Inglourious Basterds, der foregår under 2. verdenskrig. Tarantino fik ideen tilbage i 1990'erne og overvejede i perioder at lave det som en miniserie, men endte ultimativt med en film, som han selv kalder sit mesterværk.
I 2013 udkom Django Unchained. En film som gav Tarantino hans anden Oscar for bedste originale manuskript; denne gang var hele manuskriptet skrevet af ham alene. Jamie Foxx endte i hovedrollen som Django trods snak om både Will Smith og Michael K. Williams som eventuelle valg til rollen. Ud over dette medvirker i filmen både Leonardo DiCaprio i sin første birolle siden 1990'erne og Christoph Waltz, som blev verdenskendt i Inglourious Basterds.
Tarantino har flere gange udtalt, at han kun kommer til at lave 9 film i løbet af sin karriere.[kilde mangler] Han har hertil efter sin niende film Once Upon a time in Hollywood (2019) udtalt, at denne film muligvis bliver hans sidste, da han ifølge ham selv skal nå at trække sig tilbage inden han fylder 60 år.[kilde mangler] Han har hertil også udtalt, at han efter at fylde 60 vil bruge tiden på at skrive romaner og teater. Han har endda overvejet at lave The Hateful Eight som teaterstykke.
{{cite news}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link){{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)