DR Big Bandet

Styrket kunstnerisk profil

I slutningen af 1980'erne løste Ole Kock Hansen fortsat mange og forskelligartede opgaver f.eks. at dirigere musik af Duke Ellington og Thad Jones, flere bigband- og korværker samt de såkaldte Nordring-koncerter for bigband og nye komponister fra de nordiske lande Danmark, Sverige, Norge, Finland og Island. Erik Moseholm havde i 1992 forladt posten som orkesterchef efter 26 år. Hans efterfølger blev Peter H. Larsen, som lagde en klar linje med fokus på jazz som seriøs kompositionsmusik. Larsen sørgede for, at nogle af de mest kompetente af samtidens komponister og arrangører kom til at arbejde med bigbandet herunder Bob Brookmeyer ^(en) og Maria Schneider ^(en). I denne periode skiftede bigbandet navn til det internationalt klingende The Danish Radio Jazz Orchestra som led i en strategi om at signalere en ny og seriøs profil. Orkestret indspillede danske projekter som Fusion Symphony med guitaristen John Sund og Ambiance med bassisten Niels-Henning Ørsted Pedersen. I 1994 dirigerede Ole Kock Hansen Michael Mantlers hybridværk for bigband, strygekvartet og solister, Cerco un paese innocente. Pladen udkom på ECM Records og høstede respekt.

Ib Glindemann (1964-1967)

Som dirigent og leder af Det Ny Radiodanseorkester arbejdede Ib Glindemann videre med at forme et velspillende, swingorienteret band, inspireret af amerikanske forbilleder som Count Basie, Duke Ellington og Stan Kenton. I marts 1966 lykkedes det Glindemann at få Stan Kenton til København, hvor den amerikanske stjernedirigent gav en mindeværdig koncert. Det var den første internationale test af orkestret, og indspilningen endte senere på plade.

Ray Pitts (1971-1973)

Fløjtenisten og saxofonisten Ray Pitts udviklede sig til en af orkestrets vigtigste komponister og arrangører. Han løste mange musikalske opgaver også ud over sin periode som chefdirigent. Pitts havde et særligt øre for at skrive til orkestrets musikere og for at etablere en fælles klang. Hans arrangementer og kompositioner har vist sig langtidsholdbare. I 1973 blev orkestret ramt af sin første krise, der truede dets eksistens, grundet besparelser i Danmarks Radio. Efter en offentlig debat overlevede DR Big Band, dog kun med halvårsansættelse for musikerne, hvilket siden har været normen.

Palle Mikkelborg (1975-1976)

Trompetisten og komponisten Palle Mikkelborgs evne til at få særlige farver og stemninger ud af et orkester er legendarisk. Han havde i årevis arbejdet som arrangør og komponist med interesse for at gå på tværs af musikformerne. Han havde visioner om at kombinere akustisk og elektrisk musik, og en interesse i de spirituelle sider af musikken, inspireret af sine forbilleder bl.a. Miles Davis, Gil Evans og Olivier Messiaen. Mikkelborg løste en bred vifte af opgaver som dirigent og skrev nye kompositioner for bigband og symfoniorkester. I perioden blev bigbandværket ”Louisiana Suite” uropført, og mange år senere blev det omformet til værket og pladen The Voice of Silence. Mikkelborg havde planer om at gentænke orkestrets besætning og musikalske profil, men før disse ideer blev realiseret, landede Thad Jones i Danmark.

Thad Jones (1977-1978)

Orkesterlederen Thad Jones forlod i 1977 det kritikerroste Thad Jones/Mel Lewis Orchestra  (en) og bosatte sig i København. Han blev hurtigt headhuntet til DR Big Band, og på kort tid formåede han at løfte det danske orkester til et hidtil uhørt musikalsk niveau. Under Jones´ lederskab opstod i orkestret en ny intensitet og spilleglæde, og det skabte en gejst også hos publikum. Men overraskelsen og begejstringen gjaldt også dirigenten. Efter sin tiltræden blev Thad Jones interviewet i dagbladet Politiken om sit indtryk af DR Big Band:

”Efter de første tre dage er jeg overbevist om, at de rygter, der fortalte, at et dansk orkester er blandt de bedste overhovedet, taler sandt. Jeg har sjældent - og i hvert tilfælde slet ikke i Europa - mødt så professionelle musikere og så fremragende solister”.

Thad Jones bidrog markant til orkestrets repertoire med nye, harmonisk komplekse og rytmisk driftige kompositioner. Han forandrede orkestret, og balancen mellem en traditionsbevidst og en udfordrende musikalsk opfattelse har været et kendetegn ved DR Big Band lige siden.

Efter at Thad Jones fratrådte som dirigent i 1978, vendte han i de følgende år ofte tilbage og løste opgaver med orkestret. Thad Jones døde 20. august 1986, og han ligger begravet i smukke omgivelser på Vestre Kirkegård i København.

Ole Kock Hansen (1986-1995)

Året efter indspilningen af Aura tiltrådte pianisten og arrangøren Ole Kock Hansen som chefdirigent, og han bestred posten med stor driftsikkerhed i perioden 1986-1995. Et af højdepunkterne i Ole Kock Hansens embedsperiode var en Englands-turné i 1987, dokumenteret på pladen Crackdown (1988), hvor orkestret har en stærk musikalsk identitet, udspændt mellem det amerikanske og det europæisk-skandinaviske.

I 1988-1989 ramte besparelser og manglende finansiering bigbandet, der var truet af lukning. Men med debat og protester fra flere kulturinstitutioner blev truslen vendt til en opgradering af orkestrets bevillinger. Det førte i de følgende år til turnéer i USA og Storbritannien, og til mange opsigtsvækkende samarbejder bl.a. med arrangøren Michael Gibbs og guitaristen John Scofield i 1991.

Bob Brookmeyer (1996-1997)

I 1996 blev Bob Brookmeyer (en) - tidens nok mest helstøbte og kompromisløse amerikanske jazzkomponist - ansat som chefdirigent på en fireårig kontrakt. Bob Brookmeyer (en) satte sit præg på orkestret med dygtig og hård disciplin, og det førte til koncerter og udgivelser af høj kvalitet måske mest prominent på pladen Impulsive!, indspillet i 1997 med den brasilianske pianist Eliane Elias. Men grundet samarbejdsvanskeligheder forlod Bob Brookmeyer (en) stillingen efter kun et år på posten.

Jim McNeely (1998-2002)

I stedet blev det den erfarne og kreative Jim McNeely (en), der overtog opgaven som chefdirigent. Hans mere omgængelige gemyt førte til et frugtbart samarbejde med orkestret i perioden 1998-2002. Flere pladeproduktioner fra denne periode står som noget af det mest helstøbte, DR Big Band har præsteret bl.a. Nice Work, Play Bill Evans og Dedication Suite. Sidstnævnte var McNeelys afskedshilsen til bigbandet. I noterne til denne udgivelse skrev han:

”I had learned a lot about leading a band, and certainly enjoyed being able to write for such a great ensemble at least four times per year. I was also honored to have been chief conductor of a band with such a long and rich history, with a list of former chiefs that would have been the envy of any big band in the world”.

Miho Hazama (2019-)

Med ansættelsen i 2019 af den japanske komponist og arrangør Miho Hazama fik DR Big Band sin første chefdirigent i sytten år. Hun er oprindelig klassisk uddannet, men studerede også i New York hos Jim McNeely (en). Dermed viderefører hun på sin egen måde orkestrets interkontinentale, moderne bigbandtradition. Ansættelsen af Hazama understregede, at Danmarks Radio atter kunne se ideen i at udvikle orkestret med en ambitiøs musikalsk profil. DR begyndte at producere flere koncerter og tv-programmer, som formidlede orkestrets musik bl.a. tv-serien (i fem afsnit) Hun roder med den danske sangskat (2022) og dokumentaren I legendernes fodspor - Den forunderlige historie om Miho Hazama (2023).

Samarbejde med Miles Davis

Første halvdel af 1980'erne bød på skiftende gæstedirigenter bl.a. med Graham Collier, Ray Pitts, Bob Brookmeyer og Ernie Wilkins, og der var såkaldte ”Showtime”-koncerter med danske popmusikere og svenske entertainere som Östen Warnerbring og Lill Lindfors. Men de vægtigste initiativer kom fra trompetisten og komponisten Palle Mikkelborg, der i 1984 først bragte bigbandet sammen med sin nytænkende fusionsgruppe Entrance, og dernæst lancerede det mest berømte stykke orkestermusik i dansk jazzhistorie: Aura. Værket, der var dedikeret til legenden og trompetisten Miles Davis, blev opført, da Davis modtog Léonie Sonnings Musikpris i december 1984. Dette enestående hybridværk for orkester og solister blev i januar-februar 1985 pladeindspillet i København med Miles Davis som solist - og med medvirken af bl.a. DR Big Band.

Balladen om Grammy-vinderen Aura

Aura udkom på plade i 1989 og nævnes ofte som en af DR Big Bands store meritter, ikke mindst fordi Aura endte med at vinde en amerikansk Grammy i 1990. Og sandt er det, at orkestret bidrog til indspilningen, men det er en misforståelse, at DR Big Band var modtager af prisen. Den gik til Miles Davis og det samlede pladeprojekt for ”Best Jazz Instrumental Performance - Big Band”. DR Big Band er ikke nævnt ved navn i pladens noter. Kun orkestermusikerne er krediteret sammen med Palle Mikkelborg og rækken af håndplukkede solister bl.a. John McLaughlin, Niels Eje, Niels-Henning Ørsted Pedersen, Thomas Clausen, Marilyn Mazur, Bo Stief og Kenneth Knudsen.

Men i den danske offentlighed opstod misforståelsen efter et mediestunt af bigbandets daværende orkesterchef Erik Moseholm. For efter Aura´s hæder udsendte Moseholm en pressemeddelelse til de danske medier om, at DR Big Band havde modtaget en amerikansk Grammy. Det fik efterfølgende Palle Mikkelborg til at korrigere Moseholm i avisen Ekstra Bladet. Mikkelborg påpegede, at det var en omgåelse af sandheden, når bigbandet tog æren for Aura:

”Halvdelen af musikerne og de centrale solister på Aura har intet med bigbandet at gøre. Hvis der ikke havde været en Niels Eje på obo, en Lillian Törnquist på harpe, en Marilyn Mazur på trommer, en John McLaughlin på guitar, en Eva Hess-Thaysen, der laver 16 stemmer-koret, en Kenneth Knudsen på synthesizer, en Niels-Henning Ørsted Pedersen på bas og – ikke mindst – en Thomas Clausen på klaver, han spiller en fabelagtig solo, var Aura ikke blevet det, det er. På den baggrund er det grotesk at fremhæve bigbandet. De spiller fremragende i den orange sats, men de var ikke solister”.