Sløk som idehistoriker
Som idehistoriker var Sløk især inspireret af denne disciplins grundlægger, amerikaneren Arthur Lovejoy, som blandt andet grundlagde det indflydelsesrige tidsskrift Journal of the History of Ideas. Sløk videreudviklede Lovejoys idéer, især i bøgerne Hvad er idéhistorie? (1968) og Fylde eller tomhed (1968). Her opdelte han den idehistoriske tilgang i tre dele: den vertikale, den horisontale og den systematiske tilgang.
Den vertikale idéhistorie går ud på at fokusere på en specifik historisk situation, der er afgrænset geografisk og tidsligt for at studere de idéer, der findes her. Målet er at få en forståelse for, hvordan tænkningen er i denne specifikke kultur og i denne specifikke periode.
Den horisontale idéhistorie fokuserer på idemæssige forandringer, der sker over et længere tidsrum. Denne forskning fokuserer gerne på et begreb for derefter at se på, hvordan dette begreb har forskelligt indhold i forskellige historiske perioder.
Den systematiske idéhistorie er mere filosofisk i sin tilgang end de andre perspektiver, der er mere historisk orienterede.
Sløk var selv primært interesseret i at udføre den systematiske idéhistorie, der ”skal studere de universelle ideer og deres indbyrdes relationer.”
Sløk som filosof
Som filosof var Sløk stærkt inspireret af Søren Kierkegaard og bekendte sig til hans tanker og ideer - gerne i en version, der stod den franske eksistentialisme nær. Han orienterer sig ikke ud fra en objektiv verden uden for mennesket. Han orienterer sig ud fra mennesket. Hans filosofiske udgangspunkt er tesen: ”Det er ikke individet, der er i kosmos, men kosmos, der er i individet.”
Han var også inspireret af absurdismen og mente, at livet grundlæggende er meningsløst. Ifølge Sløk er der ingen Gud, der har skabt verden. Den foreligger bare – er bare til. Der er ingen mening med de ulykker, der rammer os. Der er ingen mening med, at forældre mister deres barn ved en trafikulykke – ligesom der ingen mening er med, at det netop i dag bliver snestorm. På dette punkt stod han i modsætning til store dele af danske folkekirke, der mener, at den kristne Gud sørger for, at der er en mening med livet.
Sløk som teolog
Som teolog var Sløk påvirket af eksistensteologien, der lægger vægt på det enkelte menneskes personlige eksistens i forholdet til Gud. Især var han påvirket af Søren Kierkegaard og Rudolf Bultmann, og han videreudviklede deres tanker.
I Sløks teologi spiller sproget en central rolle. Sproget ordner og strukturerer vores verden, siger han. Sproget gør verden til noget bestemt. Uden sprogets strukturering ville verden være kaotisk, diffus og ubestemt. Sproget skaber med andre ord en ordnet verden (kosmos).
Kristendommen er således et sprogligt fænomen: ”Kristendommen opstår i sproget, den lever videre i sproget, den når sin fuldendelse i sproget. Den er fra begyndelse til ende lutter sprog - og uden for sproget er den slet ikke.” Gud er også et sprogligt fænomen. Gud eksisterede først, da der blev fortalt myter om ham, og myter er sproglige fænomener.
Tilværelsen i selv sig er der ingen mening med, men det religiøse sprog kan skabe en mening. Det religiøse sprog er nemlig kendetegnet ved, at det skaber hvad det nævner. Det består med andre ord af performative ytringer (talehandlinger). Myterne i det religiøse sprog grundlægger en ordning. De fortæller om menneskelivets grundlæggende vilkår, og ved at fortælle om disse vilkår skaber de dem.
En myte er ikke sand, fordi den svarer til noget objektivt i tilværelsen. En myte er sand, fordi den fungerer, dvs. fordi mennesker lever ud af den. Det er mennesker, der bestemmer, at en myte er sand, og det gør de ved at leve ud af den. Hermed menes ikke, at de nødvendigvis tror bogstaveligt på det, myten fortæller. Men de tror på det, myten fortæller om menneskets grundlæggende vilkår i livet: muligheder og valg, ansvar og skyld, synd og nåde. De tror på de normer, der ligger i myten. De tror f. eks. på normen om, at verden grundlæggende er god - udtrykt i mytens ord: ”Og Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var.” (1. Mosebog, kap.1, vers 31) Omvendt gælder det, at hvis mennesker holder op med at leve ud af en myte, er myten ikke længere sand for dem. Mytens sandhed er subjektiv.
Ifølge Sløk indeholder kristendommen imidlertid en ganske særlig myte, nemlig Kristusmyten. Som den eneste af alle myter er Kristusmyten et historisk forløb. Jesu historiske skæbne bliver forkyndt som en myte. Jesushistorien falder sammen med Kristusmyten. "Fortællingen om Jesus er - stedfortrædende - fortællingen om mig. Derfor er det ligegyldigt, hvad jeg i øvrigt gør. Identifikationen med Jesus finder sted i tro. At tro på Jesus er at lade ham træde i mit sted."
Der er egentlig tale om en selvmodsigelse, siger Sløk. En myte beretter om en urbegivenhed, og en urbegivenhed finder ikke sted på et bestemt tidspunkt i historien. Mytens tid er ikke en fjern historisk tid, men er hinsides den historiske tid. Myten har sin egen tid: ”urtiden”. Heri udspilles de begivenheder, der grundlægger verden. En myte kan ikke være et historisk forløb. Ikke desto mindre er dette tilfældet i Kristusmyten.
