Svinfylking (oldnordisk for "svineformation" eller "vildsvinesnude"), var en formation brugt i kamp. Den er beslægtet med kileformationen og blev anvendt i jernalderens Skandinavien og senere af vikingerne. Den blev også anvendt af germanske folk under den germanske jernalder og var kendt som Schweinskopf eller "svinehoved". Opfindelsen blev tilskrevet guden Odin.
Spidsen bestod af en enkelt række. Antallet af krigere øgedes derefter med et konstant tal i hver række tilbage mod basen. Familier og stammemedlemmer stod side om side, hvilket øgede den moralske sammenhængskraft. Taktikken var effektiv til et angreb mod en linje eller endda en kolonne, men ubrugelig i tilfælde af tilbagetog.
Formationen bestod af tungt bevæbnede, formodentlig nærkamps-krigere samt mindre pansrede bueskytter, grupperet i en trekantsformation, hvor krigerne i forreste linje beskyttede bueskytterne i midten eller bagtroppen. Kavaleri, der angreb en gruppe i svinefylking-formation, blev ofte mødt af yderkrigere med spyd, hvilket skabte fuldstændigt kaos blandt hestene. Svinfylking kunne også bruges som en kile til at bryde igennem fjendens linjer. Flere Svinfylking-formationer kunne opstilles side om side og fremstå som en slags zig-zag for at presse eller bryde modstanderens rækker. Svagheden var dens manglende evne til at håndtere flankering. Svinfylking byggede på et monumentalt chok, og medmindre den brød fjendens linjer med det samme, kunne krigerne ikke holde stand længe.
