Gorm den Gamle (ukendt fødselsår og fødested) var en dansk konge, der regerede fra før år 936 til sin død omkring 958, eller få år senere i enten 963 eller 964, hvorefter han måske blev gravlagt i Jelling, hvorfra han, i hvert fald for en periode, regerede. Han rejste den mindste af Jellingstenene efter sin hustru Thyra.
Der er ikke fundet spor af eller nogen kilder om noget kongesæde i Jelling før efterfølgeren Harald Blåtand. Om Gorm kom fra Jylland eller andetsteds i Danmark diskuteres derfor fortsat. Han har muligvis ikke været konge over hele Danmark, men i hvert fald indikerer flere kilder, at det var ham, som havde generobret Hedeby i 936.[kilde mangler] Han nævnes således i senere, danske kilder og på nedennævnte samtidige runesten.
Ophav
Gorm skulle være søn af Hardeknud. Krønikeskriveren Adam af Bremen beskriver, at Hardegon (muligvis identisk med Hardeknud) kom fra Northmannia til Danmark, hvor han tog magten i starten af 900-tallet ved at afsætte den unge kong Sigtryg, der regerede over det vestlige Danmark. Da Hardeknud døde overtog Gorm tronen.[kilde mangler]
SnorresHeimskringla fra første halvdel af det 13. århundrede beskriver, at Gorm erobrede i hvert fald dele af kongeriget fra Gnupa. Adam af Bremen foreslår, at kongeriget var blevet delt inden Gorm fik magten. Han bliver nævnt første gang som vært for ærkebiskopUnni(de) af Hamborg og Bremen i 936. På den store af Jellingstenene står, at Gorms søn, Harald Blåtand "vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne", og det diskuteres derfor, om Gorm kun var konge over Jylland.
Skriftlige kilder
Der findes bevaret et antal nogenlunde samtidige (fra Gorms tid eller en eller to generationer efter denne) inskriptioner af forskellig art, der på hver deres måde refererer til Gorm. Her gengives de vigtigste, skønt der muligvis er yderligere et par indskrifter, der også refererer til Gorm.
kurmr kunukr karthi kubl thusi aft thurui kunu sina tanmarkar but (på nudansk: Gorm konge gjorde kumler disse efter Thorvi [Thyra], kone sin, Danmarks bod)
Haraltr kunukr bath kaurua kubl thausi aft kurm fathur sin auk aft thaurui muthur sina sa haraltr ias sar uan tanmaurk ala auk nuruiak auk tani karthi kristna (på nudansk: Harald konge bød gøre kumler disse efter Gorm fader sin og efter Thorvi [Thyra] moder sin, den Harald som sig vandt Danmark al og Norge, og danerne gjorde kristne)
Tōfa lēt gørva kumbl, Mistivis dōttiR, øft mōður sīna, kona Hara[l]ds hins gōða, Gōrms sonaR (på nudansk: Tove, Mistivis datter, Harald den Godes, Gorms søns kone, lod gøre kuml efter sin mor)
Såfremt den Gorm, der er nævnt på Haddeby-stenen 4, skulle være en reference til Gorm den Gamle, rejser det spørgsmålet om, hvorvidt og på hvilken måde Gorm var relateret til Gnupa/Knud, Asfrid og Sigtryg.
Ifølge visse andre skriftlige kilder blev Gorm oprindeligt begravet på hedensk vis i en høj i Jelling. Den sydlige høj i Jelling bærer navnet "Gorms Høj", men senere udgravninger har blandt nogle givet anledning til formodninger om, at der er tale om at Nordhøjen (Thyras Høj) i Jelling var Gorms egentlige gravsted. Efter arkæologiske udgravninger i Jelling Kirke i 1970'erne fremkom den teori, at Gorm senere fik en kristen genbegravelse i kirken på foranledning af sønnen Harald, der muligvis var inspireret af, at den tyske kejserOtto 1. fik sin far gravlagt i en kirke.
Guttorm Sindre fortalte i Håkonardråpa om kong Håkon den Godes angreb på Sjælland, Skåne og Götaland. Håkon regerede ca. 934–961. Dette kan have været før eller omkring år 950. Han angreb ikke Jylland, så det kan være, at dette blev udført sammen med Gorm.
Gorm den Gamle omtales af Snorri Sturluson, Saxo og Adam af Bremen. Disse værker er dog alle skrevet mindst 100 år efter Gorms død, så deres oplysninger må behandles med betydelig forsigtighed. Saxo beskriver ham "selv om en stor mand at se til, så svarede det indvortes dog kun slet til det udvortes". 1100-tals historikeren Sven Aggesen kalder Gorm for "Gorm den Løghe" (= dvaske), fordi han angiveligt hengav sig til nydelser og svir. Holberg kalder i sin Dannemark Riges Historie (1732-35) kongen "Gorm den Grumme".
Navnet på Gorm er skrevet forskelligt i de middelalderlige kilder frem til omkring 1200/1250.
Middelalderkilder
Eyjólfr Valgerðarson (før 985) omtalte i en løsvise: Gorms af gǫmlu = Gorm af det gamle.
Adam af Bremen (ca. 1070) skrev værket Gesta Hammaburgensis ecclesiae pontificum på latin. Han brugte flere versioner af navnet: Hardecnudth Orm (vanskeligt at tolke), Orm, og de mere latiniserede former Haraldus filius Gormo senis og Gormus senex. Begge de latiniserede navne betyder «Gorm den gamle» eller «Gorm gamle». Om Orm skriver han: Cui successit Orm, qui et Gorm dictus est («Han efterfulgtes af Orm, som også blev kaldt Gorm»).
Roskildekrøniken (ca. 1138–1143) skrev navnet som Gorm på latin, uden tilnavn.
Reges Danorvm (ca. 1140–1150) har formen Gorm gamlæ.
Historia Norwegie (en gang i perioden 1150-1235) har teksten: Gorms Stultissimi Danorum regis filiam…= Gorm Tåbelig, danskernes konges datter.
Nóregs konungatal' (slutningen af 1100-tallet) nævner i vers 19: Gorms sun = Gorms søn. Intet tilnavn er brugt.
Sven Aggesen (ca. 1185–1190) kaldte ham på latin Gorm Løghæ. Løghæ er et gammelt dansk ord med betydningen «doven», «sløv» eller «dvask».
Saxo Grammaticus (ca. 1200) brugte i Gesta Danorum formen Gormus Senex («Gorm Gamle»).
Kongens navn skrives på så mange måder, at eftertiden næppe har vidst sikkert, hvordan navnet blev skrevet eller udtalt. I 1100-tallet ser det ud til, at navnet er normaliseret til at være Gorm. Navnet kan oprindeligt have været Orm, Korm, Worm eller Gorm.
Ifølge Adam af Bremen blev Sigtrygg afsat fra tronen af Hargedon. Det usædvanlige navn Hargedon regnes sædvanligvis som en fejlstavning af Hardeknut, et navn Adam brugte for faderen til Gorm. Nogle mener, at Hardeknud og Gorm ikke er far og søn, men samme person som en forkortelse af navnet "Hardeknut Vurm", hvor "Vurm" (eller Orm) tolkes som Gorm.
Tilnavne
Adam af Bremen (ca. 1070) har tilnavnene "Gormo senis" og "Gormus senex". Begge de latiniserede navne betyder Gorm den gamle eller Gorm gamle. Reges Danorvm (ca. 1140–1150) har formen "Gorm gamlæ". Historia Norwegie (en gang i perioden 1150-1235) har Gorms Stultissimi. Stultissimi betyder tåbelig. Sven Aggesen (ca. 1185–1190) har "Gorm Løghæ" med betydningen «doven», «sløv» eller «dvask».
Skelettet i Jelling Kirke
Træ fra gravkammeret i Nordhøjen er dateret dendrokronologisk og viste sig at være fældet sent på året 958. Det er af en del blevet tolket som, at Gorm er blevet begravet det år.
Et ufuldstændigt skelet i 73 dele af en mand, der ud fra forskellige undersøgelser er blevet udpeget som de mulige eller sandsynlige levninger af Gorm, blev opdaget under kirkegulvet i Jelling Kirke i 1978. I gravkammeret fandt man videre hundredvis af tynde guldtråde, der nok har været vævet ind i tæpper eller den afdødes tøj. To sølvbeslag fra et bælte lå tæt ved den døde, udsmykket med dyre- og fuglehoveder, der er typiske for 900-årene. Stilen er den samme som på bægeret og fuglefigurerne fra den tømte grav i Nordhøjen, hvor dyrehovederne i udsmykningen har en karakteristisk krølle over snuden.
Personen i kammergraven i Jelling Kirke blev mellem 35 og 50 år; havde været omkring 170 centimeter høj (hvilket var højt for hans tid), og led af slidgigt i ryggen. Han var ikke særlig muskuløs. I nakken var der en påfaldende udvækst fra hans kranium. Skelettets DNA er aldrig blevet undersøgt; og da hans grav har ligget under vand meget af tiden, og hans knogler er meget medtagede, er det sandsynligvis heller ikke muligt. Dertil er han efterhånden blevet begravet tre gange (hvis der er tale om Gorms skelet), så det er også et spørgsmål om gravfred.
Skelettet vendte tilbage til kammergraven efter 23 år på Nationalmuseet. Officielt fejrede Danmark årtusindskiftet i Jelling 3. december2000. Da blev kirken genåbnet efter en omfattende nyudsmykning med dronning Margrethe og statsminister Poul Nyrup Rasmussen til stede. Der var lagt nyt gulv i rød, svensk granit med indlagt sort dekoration, og en sølvstribe hvor kammergraven, og dermed muligvis Gorm den Gamle, ligger.
Flere andre tolkninger på, hvem dette skelet kunne være, er dog også blevet fremført som f.eks., at det kunne være Gorms søn Harald eller hans sønnesøn Sven, men det mest fremtrædende alternative forslag er dog, at det meget vel kan være Gorms og Thyras ældste søn, Knud Danaást, der ligger under kirkegulvet i Jelling.
Hans regeringstid
934: Danskerne betalte skat til den tyske konge, Henrik 1.
936: Gorm afslog ifølge Adam af Bremens skriftbiskop Unnis anmodning om tilladelse til kristen mission.
Ifølge Saxo og sagaerne havde Gorm ved siden af Harald Blåtand også en ældre søn (og fra 947 tillige medkonge) ved navn Knud Dane-Ást, som blev dræbt under et togt til Irland i 962.
Sandsynligvis endnu en søn, Toke, der faldt i slaget på Fyrisvoldene syd for Uppsala (986), og som er omtalt på flere runestene. På den ene runesten (DR 295) ved Hällestad kirke i Skåne står: "Åskeld satte denne sten til minde om Toke, Gorms søn, den hulde drot. Han flygtede ikke ved Uppsala. Kæmper satte til minde om broren stenen på bakken, styrket af runer. De gik Gorms Toke nærmest." En anden runesten (DR 296) samme sted skriver: "Åsgot rejste denne sten efter Ärre, sin bror. Og han var Tokes hirdmand. Nu skal stenen stå på højen." Års-stenen har påskriften "Asser satte denne sten efter sin herre Val-Toke." Den sten har også været sat i forbindelse med Toke Gormsen. Toke var kortvarigt konge af Danmark i 986 efter sin bror Harald.
Gunnhild Kongemors børn Eirikssønnene omtales som værende af Gamles slægt (oldnordisk Gamla kind) i digtet Hákonardrápa af Einar Helgason Skålaglam fra 960'erne. Gamla kan henvise til Gorm den Gamle. Historia Norvegiæ fra slutningen af 1100-tallet angiver, at Gunhild var datter af Gorm den Gamle og søster til kong Harald Blåtand. Claus Krag mente, at Gunhild sandsynligvis var datter af Gorm den Gamle, men uden begrundelse. Gareth Williams mente, at Historia Norvegiæ som angiver Gunhild som datter af Gorm den Gamle og Thyra Danebod, og dermed søster til Harald Blåtand, er mest troværdig. Denne version forklarer, hvorfor Gunhild og Eirik kaldte en af deres sønner Gorm, som var et sjældent navn med tilknytning til Jelling-slægten; og hvorfor Harald Blåtand senere støttede Eiriks krigstogter, således at Eiriks søn Harald Gråfell vandt magten tilbage i Norge, noget som var med til at genoprette et dansk overhøjhedsforhold i dele af Sydnorge.
↑Diana Whaley 2012: Eyjólfr Valgerðarson, Lausavísa, i Diana Whaley (redaktør), Poetry from the Kings' Sagas 1: From Mythical Times to c. 1035. Skaldic Poetry of the Scandinavian Middle Ages 1. Turnhout: Brepols, side 276 - https://skaldic.org/m.php?p=text&i=1157 (hentet 12.12.2025).
↑Scriptores minores historiæ Danicæ medii ævi ex codicibus denuo recensuit M. Cl. Gertz. Udg. af Selskabet for Udgivelse af Kilder til dansk Historie: Gertz, M. C. (Martin Clarentius), 1844-1929, ed: Free Download, Borrow, and Streaming: Internet Archive side 170. Post hunc Gorm Ænskæ, filius eius, lvii. regnauit annis iv. — Post illum frater Haraldus lviii. regnauit breui tempore. — Cui successit Orm, qui et Gorm dictus est, lix.; cuius vxor fuit Tyræ Danmarckbot; eius temporibus deleta est fere tota Christianitas.
↑Scriptores minores historiæ Danicæ medii ævi ex codicibus denuo recensuit M. Cl. Gertz. Udg. af Selskabet for Udgivelse af Kilder til dansk Historie: Gertz, M. C. (Martin Clarentius), 1844-1929, ed: Free Download, Borrow, and Streaming: Internet Archive side 17, 18 og 23. Dansk oversættelse: Roskildekrøniken – heimskringla.no
↑Scriptores minores historiæ Danicæ medii ævi ex codicibus denuo recensuit M. Cl. Gertz. Udg. af Selskabet for Udgivelse af Kilder til dansk Historie: Gertz, M. C. (Martin Clarentius), 1844-1929, ed: Free Download, Borrow, and Streaming: Internet Archive side 168.
↑Historia Norvegiae udgivet af Inger Ekrem, Lars Boje Mortensen (redaktør); Peter Fisher (oversætter). Museum Tusculanum Press, 2003. Historia Norwegie, side 82.
↑Scriptores minores historiæ Danicæ medii ævi ex codicibus denuo recensuit M. Cl. Gertz. Udg. af Selskabet for Udgivelse af Kilder til dansk Historie: Gertz, M. C. (Martin Clarentius), 1844-1929, ed: Free Download, Borrow, and Streaming: Internet Archive side 108 og 109.
↑Erich Hoffmann: Beiträge zur Geschichte der Beziehungen zwischen dem deutschen und dem dänischen Reich für die Zeit von 934 bis 1035. I: 850 Jahre St.-Petri-Dom zu Schleswig 1134–1984. Schriften des Vereins für Schleswig-Holsteinische Kirchengeschichte. Reihe I, Band 33. Schleswig 1984, side 109.
↑Knud Bavngaard (alias 'Silvanus') - Morgenavisen Jyllands-Posten, 26. juli 1983: "Ny teori om kraniet i Jelling kirke: ikke kong Gorm, men sønnen Knud Danaast" (s. 2)
↑Jörn Staecker(de): "Monumenten i Jelling – myter och realiteter". I A. Andrén (et al.) (red.): Från stad till land. En medeltidsarkeologisk resa tillägnad Hans Andersson (Lund Studies in Medieval Archaeology 29), Almqvist & Wiksell(sv), Stockholm, 2001. (ss. 73-88)
↑Leif Baun - Vejle Amts Folkeblad, 18. oktober 2022: "Pludselig lå der en fin krans på kirkegulvet" (s. 10)
↑Hákonardrápa fortæller: Gamles slægt, som vovede at ødelægge helligdommene, herskede engang over landene, og krigernes tale handlede om det. Nu sidder kampens djerves Ull, bedre end enhver fyrste, på disse mægtige høvdingers sæde. Ull er en gud. Se Edith Marold 2012: Einarr skálaglamm Helgason, Hákonardrápa, i bogen Diana Whaley (redaktør), Poetry from the Kings' Sagas 1: From Mythical Times to c. 1035. Skaldic Poetry of the Scandinavian Middle Ages 1. Turnhout: Brepols, side 279. https://skaldic.org/m.php?p=text&i=1179 (accessed 19 October 2025)
Aksel E. Christensen: Vikingetidens Danmark paa oldhistorisk baggrund; 2. udgave; Akademisk Forlag, Universitetsforlaget i København 1977; ISBN87-500-1732-2
P(oul) Engelhardt: Danerne - fra fødsel til dåb. København: Dansk Historisk Håndbogsforlag 1980; ISBN87-85207-49-7
1=Konge af Jylland, Skåne og Vestfold *=Måske kun konge af Jylland †=Også konge af Norge ‡=Også regent af Norge og Sverige #=Også konge af England 2=Også konge af Island Kategori:Regenter af Danmark
Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed.
Der er flere personer med dette navn, se Gorm den Gamle (flertydig).
