Trankebar

Fort Dansborg set fra kystsiden

Trankebar eller Tranquebar (på tamilsk Tharangambadi, også skrevet Tarangambadi) er en kystby ved Coromandelkysten i delstaten Tamil Nadu i det sydøstlige Indien, ca. 300 km syd for Chennai (tidligere Madras). Fra 1620 til 1845 var byen en dansk handelskoloni, der indgik i Dansk Ostindien. Tharangambadi havde imidlertid en historie som sydindisk havne- og handelsplads længe før den danske ankomst, og befolkningen under kolonitiden var overvejende indisk, navnlig tamilsk.

Historie

Baggrund

Danske og andre europæiske besiddelser i Indien 1501-1739.
Tranquebar mod sydøst.

Tharangambadi var før 1620 en del af regionale handelsnetværk på Coromandelkysten. Området havde forbindelser til det sydindiske Cholariget, og bynavnet kendes fra en tempelindskrift fra 1300-tallet. Den nærliggende by Porayar havde ligeledes en lang historie som handelssted. Handelsforbindelserne omfattede indiske, muslimske og senere portugisiske købmænd. Den danske tilstedeværelse blev således etableret i et allerede beboet og økonomisk forbundet område.

Den danske konge Christian IV ønskede at gøre Danmark-Norge til en kolonimagt på linje med de øvrige europæiske stormagter. I 1618 blev en flåde sendt af sted, under ledelse af adelsmanden Ove Giedde, for at indlede de danske handelsforbindelser i det østlige Indien. Efter en lang og hård sejlads ankom flåden til Ceylon (i dag Sri Lanka) i forventning om at få tildelt eneretten over øens handel med europæerne. Dette lykkedes dog ikke. I stedet modtog Ove Giedde besked fra generaldirektøren i Det dansk Ostindiske Kompagni, Roland Crappé (en), om at danskerne kunne opnå handelsrettigheder i Sydindien. Ove Giedde forlod således Ceylon og rejste til Naikens palads i Tanjore i Indien.

I 1600-tallet omfattede Mogulriget store dele af Nordindien, mens Sydindien rummede en række regionale kongedømmer og fyrstestater. Herskeren over Thanjavur (Tanjore), Raghunatha Nayak (en), regerede over en del af det østlige Sydindien og var selv interesseret i at udvide områdets handelsforbindelser og begrænse afhængigheden af portugisiske handelsfolk. Efter forhandlinger med ham fik Ove Giedde og Roland Crappé i november 1620 tilladelse til at etablere en dansk handelsstation og opføre fæstningen Dansborg ved Tharangambadi. Danskerne skulle til gengæld betale en årlig afgift og forhandle deres rettigheder inden for den sydindiske herskers politiske rammer. Ifølge antropologen Esther Fihls undersøgelse af de bevarede beretninger var Raghunatha Nayak en erfaren forhandlingspart med egne interesser; etableringen var derfor hverken en dansk opdagelse af stedet eller en ensidig dansk erobring af et ubeboet område.

Handelskoloni

Se også Se også: Asiatisk Kompagni.

Fra begyndelsen var det meningen, at Trankebar skulle fungere som en handelskoloni – dvs. som et fast holdepunkt og springbræt for videre handelsekspansion i det øvrige Asien. Vigtige varer var især indisk fremstillede bomuldsstoffer, der både blev solgt i Europa og anvendt i handelen med andre dele af Asien, samt indigo, silke og krydderier som peber, kanel og kardemomme. Handelens udgifter blev blandt andet dækket gennem skatter og afgifter, som koloniadministrationen opkrævede af indbyggerne.

Kolonien var ikke en overvejende dansk bebyggelse. Omkring slutningen af 1700-tallet levede der anslået 20.000 indere, hovedsagelig tamiler, i byen og de tilhørende landsbyer, mens den europæiske befolkning kun talte nogle få hundrede. Lokale producenter, tekstilhåndværkere, bønder og købmænd spillede en væsentlig rolle i økonomien. Også muslimske handelsmiljøer deltog i den regionale søhandel. De indiske indbyggere havde egne sociale institutioner, religiøse fællesskaber og politiske interesser, som den danske administration måtte forholde sig til.

Der foregik også handel med slavegjorte mennesker fra Trankebar, navnlig til andre dele af Asien, herunder områder i det nuværende Indonesien. Denne handel havde mindre betydning end handelen med tekstiler og krydderier, men kunne i perioder give betydelige indtægter. Nogle af de slavegjorte var blevet solgt som følge af fattigdom eller hungersnød, mens andre blev bortført. Indiske familier protesterede i visse tilfælde over bortførelser og henvendte sig til kolonimyndighederne. Kompagniet indskrænkede i 1700-tallet de ansattes private slavehandel, men slaveri ophørte ikke dermed i kolonisamfundet.

Den indiske befolkning kunne desuden påvirke den koloniale forvaltning. Under konflikter om sociale hierarkier, privilegier og skatteopkrævning i 1787–1789 forlod dele af befolkningen i perioder det danske område som en kollektiv protest. Købmanden Suppremannia Chetti spillede en central rolle i stridighederne, der også involverede andre indiske grupper og den danske administration. Historikeren Niels Brimnes og den indiske historiker P. Jothipackiam har vist, at sådanne konflikter både udsprang af lokale sociale forhold og af koloniadministrationens forbindelser med indiske eliter.

Missionsvirksomhed

Skulptur af Bartholomæus Ziegenbalg i Trankebar.

I koloniens glansperiode, i slutningen af 1700-tallet, var der over to hundrede udstationerede europæere i Trankebar, og kolonien fungerede som hovedsæde for dansk handel andre steder i Indien samt Indonesien, Kina, Thailand og Persien. I 1705 udsendte Frederik 4. de tyske missionærer Bartholomæus Ziegenbalg og Heinrich Plütschau (de), som ankom til Trankebar i 1706. Udsendelsen var påvirket af den tyske pietisme og havde til formål at udbrede luthersk kristendom blandt byens indiske indbyggere. Missionen blev den første organiserede lutherske missionsvirksomhed i Indien. Byen havde dog allerede et mangfoldigt religiøst liv, hvor hovedparten af befolkningen var hinduer, mens andre var muslimer eller katolikker. Missionsarbejdet blev i begyndelsen mødt med skepsis fra det danske handelskompagni, som frygtede konflikter med lokalbefolkningen.

Missionærerne lærte tamilsk, indgik i samtaler med lokale lærde og arbejdede med undervisning, oversættelser og bogtryk. I 1712 blev der oprettet et trykkeri, som blandt andet udgav kristen litteratur og andre tekster på tamilsk. Gennem de følgende årtier udgav trykkeriet et stort antal tamilske bøger. De sproglige og religiøse udgivelser byggede blandt andet på viden fra tamilske lærde og medarbejdere. Også de indiske kristne deltog aktivt i udviklingen af kirkelivet. I 1733 blev Aaron ordineret som den første tamilske lutherske præst. Missionens skoler og trykkerivirksomhed fik varig betydning for lokalsamfundet, mens omvendelserne samtidig fandt sted inden for koloniale og lokale sociale magtforhold.

I 1800-tallet begyndte det imidlertid at gå tilbage for den danske handel, og krigene imod England i begyndelsen af århundredet havde givet den danske flåde et alvorligt knæk. I 1845 besøgte ekspeditionsskibet Galathea Trankebar, og skibets kaptajn Steen Bille strøg ved en officiel højtidelighed Dannebrog fra Dansborgs flagmast, idet Danmark havde solgt de danske besiddelser i Indien til briterne. Dermed ophørte den danske koloniforvaltning i Trankebar, mens byen og dens befolkning kom under det britiske kolonistyre.

I dag er dele af bymiljøet fra kolonitiden bevaret i Tarangambadi, blandt andet byporten, Kongensgade, Posthusgade, guvernørens bolig og fortet Dansborg, som blev opført i 1600-tallet. Byens kulturarv omfatter dog både tamilsk og europæisk byggeskik og langt ældre lokale traditioner. Delstaten Tamil Nadu har udpeget Tarangambadi som kulturarvsby, og både indiske og danske aktører har medvirket til restaurering af historiske bygninger.

Forskere har samtidig peget på, at kulturarvsprojekter og turisme kan fremhæve den danske kolonitids bygninger på bekostning af andre dele af byens historie. Antropologen Raja Swamy har blandt andet undersøgt, hvordan genopbygning efter tsunamien i 2004 og udviklingen af turisme berørte stedets fiskersamfund. Helle Jørgensen har undersøgt de forskellige lokale og internationale interesser i, hvordan Tarangambadis fortid bevares og fortælles. De historiske bygninger er således både en del af byens indisk-danske kulturarv og af et nutidigt lokalsamfund med egne interesser.

Danske guvernører

Danske guvernører og deres forvaltningstid:

Litteraturhenvisninger